Danske Bank er et godt eksempel på et selskab, som har lidt af virksomhedsbulimi.
Begrebet “corporate bulimia” kommer fra klummeskribenten Jason Zweig (Wall Street Journal), og det dækker over virksomheder, som opkøber andre op med stor glubskhed for senere hen at få kvalme og kaste dem op.
I årene før finanskrisen købte Danske Bank meget aktivt op.
Straarup fik firdoblet biksen
Danske Bank kom ind i Estland med opkøbet af finske Sampo Bank i 2006 for 30 ,1 mia. kr. Året før købte de en svensk og en norsk ejendomsmæglerkæde, og året før det købte de to irske banker, Northern Bank og National Irish Bank. Og før det var der bl.a. BG Bank, Realkredit Danmark, Home, Fokus Bank og meget, meget andet. Daværende topchef Peter Straarup blev kendt som den, der firdoblede størrelsen på Danske Bank.
Når en virksomhed sluger mange store opkøb, risikerer de, at der kommer rod i butikken – især ude i hjørnerne af de mange opkøb. Den risiko er alt andet lig større, når opkøbene foregår i udlandet, og der kommer kulturelle og sproglige barriere oven i.
It-rod i Irland
Det er ikke første gang, at Danske Bank er løbet ind i problemer med deres opkøb i udlandet. Der dukkede mange lig op i de to irske banker i kølvandet på finanskrisen. Danske Bank stødte også ind i en del it-problemer, hvor deres it ikke blev rullet ordentligt ud til alle filialer i Irland. Det betød bl.a., at lånedokumenter blev underskrevet i den gamle banks navn, hvilket er noget frygtelig rod, når man er en bank. Man risikerer nemlig, at dokumenterne ikke er gyldige. IT-problemerne er samtidigt et konkret eksempel på, hvor besværligt og møjsommeligt det er et få integreret opkøb.
Som investor skal man derfor være på vagt, når man ser en virksomhed, der med stor grådighed opfører sig, som om de er ved at opkøbe sig til verdensherredømmet.
Find en stabil løber
Integrationen af opkøb tager tid, og man skal skridt for skridt have styr på den nye del af forretningen, og det har Danske Bank tilsyneladende ikke fået, før de har kastet sig over noget nyt.
Som investor er det bedst at styre uden om bulimikerne og i stedet gå efter virksomheder, som vokser stille og roligt organisk (dvs ved egen kræfter i modsætning til opkøb). De skal opføre sig, som om de løber et maraton – ikke som om de er midt i et sprint mod endemålet. Det nytter ikke noget, hvis de brænder sammen lang tid før, de når målstregen.
