Når Warren Buffett taler, så lytter folk.
Han er en af verdens bedste investorer, og han er ofte citeret for guldkorn om aktiemarkedet.
Men hvad siger han egentlig om at leve et godt liv?
Jeg er af den overbevisning, at du drager nytte af at kopiere mere end bare investeringsteknikken.
Når Warren Buffett har haft stor success, så skyldes det mere end en måde at investere på. Det skyldes også en måde at tænke og leve på.
Du får svært ved at få success med dine investeringer, hvis resten af dit liv ligger i ruiner. Du har brug for at have fremgang på flere fronter, så du kan fokusere.
Her er syv af Warren Buffetts gode råd, som har fået mig til at ændre adfærd i livet.
Hvem ved…måske kan de også ændre dit liv?
Råd nr. 1: Vær venner med folk, som du beundrer og kan lide
“Få dig nogle gode venner, behold dem for livet, men lad det være nogle venner, som du beundrer og kan lide.”
Microsoft-stifteren Bill Gates siger, at dette er et af de vigtigste råd, som Warren Buffett har givet ham. De to har været venner i omkring 25 år, og det kan måske undre, at to genier kommer frem til sådan en banalitet.
Men før du lader øjnene glide videre, så stop lige et øjeblik og tænk over, hvem du er venner med og hvorfor.
Lad mig gætte…
- Nogle af dem har du gået i skole med.
- Andre har du gået til håndbold med (eller badminton eller fodbold).
- Nogle har du studeret og gået til kollegiefester med.
- Andre har været dine kolleger eller venners venner.
Du er nok mest venner med dem, fordi livet tilfældigvis bragte jer sammen.
Kig grundigt på dem en for en. Hvordan er de som personer? Respekterer du de valg, de træffer i livet?
Rådet er så simpelt, og alligvel så genialt.
Da jeg gennemgik denne øvelse, opdagede jeg, at jeg har venner, som jeg egentlig ikke kan stå inde for på et moralsk plan. Jeg har venner som i perioder opfører sig selvisk eller direkte uvenligt.
Hvorfor har jeg venner, som jeg ikke kan stå helt inde for?
Jeg har nok trukket lidt på skulderen og tænkt, at deres opførsel ikke er mit problem.
Men det er mit problem.
Når vi omgås folk, så hæver vi os til deres niveau – eller glider ned til deres niveau.
“Du bevæger dig i retningen af de folk, du omgiver dig med. Derfor er det vigtigt, at du omgiver dig med folk, som er bedre end dig. De venner du har, vil forme dig i takt med, at du går igennem livet,” har Warren Buffett engang sagt til Bill Gates.
Hvis det er Warren Buffetts holdning til venskaber, forestil dig så, hvad han siger om ægteskab...
Råd nr. 2: Gift dig med den rette person
Den vigtigste beslutning, som du kommer til at træffe i dit liv, er, hvem du gifter dig med, siger han.
“Gift dig med den rette person. Jeg er alvorlig. Det vil gøre en stor forskel i dit liv. Det vil ændre dine ambitioner, og alt muligt andet,” sagde han i 2009 på generalforsamlingen i Berkshire Hathaway (ja, der bliver Oraklet fra Omaha spurgt om alt mellem himmel og jord).
Warren Buffett var gift i næsten 30 år med Susan Buffett, som han fik tre børn med (hun døde i 2004).
I dag er han gift med Astrid Menk, som Susan Buffett oprindeligt introducerede ham til for, da hun selv flyttede til Californien for at forfølge en karriere som sanger.
Warren og hans første hustru forblev gift og nære venner, selvom de begge havde andre partnere.
Før Susan Buffett havde Warren Buffett en kæreste, som var følelsesmæssigt svingende. Den ene dag slog hun op, den næste dag fortrød hun. Det blev han træt af.
Hun giftede sig senere med en af hans venner, og de gennemgik en bitter skilsmisse.
Var Warren Buffett blevet en af verdens rigeste mænd, hvis han havde valgt at gifte sig med sin ungdomskæreste? Eller var han blevet opslugt at et ægteskabeligt drama? Ville han havde haft roen til at fokusere?
Råd nr. 3: Pas på dit omdømme
Warren Buffett står for omtanke og forsigtighed, når det drejer sig om at investere.
Det står han tilsyneladende også for, når det gælder livet.
Som han siger:
“Det tager tyve år at opbygge et godt omdømme og fem minutter at ødelægge det. Hvis du tænker sådan, vil du gøre alt anderledes.”
Denne måde at tænke på, passer så godt med hans investeringsstil, at det bliver tydeligt, at det hele hænger sammen.
Han siger, at investeringsregel nummer et er, at du skal undgå at tabe penge. I livet er regel nummer 1 også, at du skal undgå at kaste det hele væk med en dum handlling.
Derfor skal du også tøjle din vrede…
Råd nr. 4: Vær vred i morgen (ikke i dag)
“Du kan altid fortælle nogen, at de skal skrubbe ad helvedes til i morgen.”
Det råd fik Warren Buffett engang for over 40 år siden af en bekendt (mediedirektøren Tom Murphy), og det har han fulgt.
“Det er sådan en enkelt måde at udsætte det på. Du misser ikke muligheden. Du gemmer det bare en dag. Hvis du har det på samme måde i morgen, kan du fortælle dem det – men sprøjt ikke noget ud i et øjebliks vrede.”
Det er et godt råd. Ifølge Warren Buffett, det bedste råd, han nogensinde har fået.
Udskyd din vrede.
Tag din mexicanske hat på og sig “Mañana”.
Måske er det ikke så vigtigt, når du har sovet på det.
Råd nr. 5 : Lev efter dit ‘indre scorecard’
“Det store spørgsmål om, hvordan folk opfører sig, afhænger af, hvorvidt de lever efter et indre eller et ydre scorecard. Det hjælper, hvis du kan være tilfreds med dit indre scorecard.”
Hvad betyder det egentlig?
Det betyder, at du er tilfreds, fordi du selv vurderer, at det går godt – og ikke fordi nogle eller noget uden for din kontrol viser det.
Du kan få rigtig travlt, hvis du går op i om du får ros, anerkendelse, medieomtale, forfremmelse, lønforhøjelse og endda måske likes på de sociale medier.
Fokus på et ydre scorecard tager fokus væk fra det, som er vigtigt i livet.
Jeg tog selv afstand fra det ydre scorecard i min tidligere karriere som journalist. Det er i avisbranchen meget fokus på et få forsider, kliks og gå efter at få Cavlingprisen.
Jeg besluttede på et tidligt tidspunkt, at jeg ikke ville gå op i, om jeg fik forsider, indstillinger til prestigefyldte priser eller anerkendende omtale eller klap fra en chef.
Jeg fokuserede i stedet på, om mine artikler var med til at belyse et problem eller løse et problem. Jeg koncentrerede mig om stoffet og tænkte på den forskel det kunne gøre for læserne.
Råd nr. 6: Gå i seng klogere, end da du vågnede
Gør som Warren Buffett gør: Læs, læs, læs.
Warren Buffett læser 500 sider hver dag.
Han siger, at han bruger 80 procent af sin tid på kontoret med at læse.
Hvorfor?
Din viden vokser eksponentielt, jo mere du får af den, mener han.
“Det er sådan viden fungerer. Det er som renters rente,” har han udtalt.
Måske er 500 sider lidt for meget i din livsstil med fuldtidsjob og børn. Men så lad det være 10 sider eller 20 sider.
Det vigtigste er, at du læsere hver dag og er konsistent.
Råd nr. 7: Invester i dig selv
På væggen i Warren Buffett’s kontor hænger et certifikat fra et kursus, som oprindeligt har kostet ham 100 dollar. Det er Dale Carnegies kursus i offentlige taler.
Warren Buffett var engang skrækslagen for at tale foran andre, men det bemærker man slet ikke i dag. Han kan tale i timevis foran den store forsamling på Berkshire Hathaways årsmøde. Han kan gå til lange interviews på de store tv-kanaler i USA.
Han blev kureret ved at tage et kursus til 100 dollar.
En lille detalje ved den historie: Han meldte sig først til det – og stoppede han indbetalingen, fordi han ikke turde. Men så meldte han sig til igen og betalte med det samme og fik gennemført det.
Gad vide, hvor godt han havde klaret sig som investor, hvis han ikke havde turde at stille sig op og overtale investorer til at lade ham forvalte deres penge?
Kurset har været en af de bedste investeringer, som han har foretaget sig i sit liv, har han sagt. Uden det kursus, ingen stor karriere. Formenligt ikke.
Du skal også opgradere din viden med kurser.
Er der noget, du ikke ved – og har brug for at vide – så find en person, der ved mere om det end dig til at vise dig vej.
Du er trods alt dit vigtigste aktiv. Det er dig, som tjener og investerer pengene.
“Den uden sammenligning bedste investering er en investering i dig selv,” siger Warren Buffett.
Du kan opgradere din viden lige nu ved at downloade og læse min gratis e-bog om, hvordan du investerer som Warren Buffett her.