Sådan giver du aktier i gave til jul

Sådan giver du aktier i gave til jul

Hvorfor ikke give aktier i gave til jul eller fødselsdage?

De fylder og roder ikke, og det kan være gaven, som bliver ved med at give langt tid efter, at du har foræret den.

Forærer du aktier i gave med omtanke, skulle gaven gerne blive ved med at vokse i værdi.

Dertil kommer noget meget mere værdifuldt: når du forærer aktier i gave, videregiver du også viden og interesse for aktiemarkedet. 

Men hvordan, spørger du nok.

Her er nogle måder at give aktier i gave på: 

1. Opret selv kontoen og køb for personen

Er der tale om et barnebarn eller et barn under 18, kan den nemmeste løsning være at oprette en konto og et tilknyttet depot i barnets navn og selv købe aktierne for barnet.

Det er ukompliceret.

Bedsteforældre kan sagtens oprette en opsparingskonto med tilknyttet investeringsdepot til børnebørn og andre børn i familien. Du har brug for kopi af barnets ID (f.eks. pas), og så kan du faktisk oprette det i egen bank, hvor du selv har adgang til kontoen og depotet.

Vær opmærksom på, at du som forælder eller bedsteforælder kan give 71.400 kr. (2024) til børn og børnebørn uden, at de bliver beskattet. Alt derover beskattes med gaveafgift på 15 pct. Du kan læse mere om skats gaveregler på skats hjemmeside her.

2. Overfør aktier til en andens depot 

Du kan også overveje selv at købe aktierne og efterfølgende overføre dem til den anden persons depot, men det er den besværlige metode, som har nogle uhensigtsmæssige skattekonsekvenser.

Hvis du overfører til et barn eller barnebarn, bliver du beskattet af forskellen i aktiekursen mellem købstidspunkt og overdragelse af aktien. Lad os f.eks. sige, at du køber en aktie til en værdi af 1.000 kr, og at den stiger til 1.500 kr. inden, du når at give den videre. I det tilfælde skal du som giver betale skat af de 500 kr., selvom du aldrig ser pengene. 

Reglerne er anderledes for overdragelse mellem ægtefæller. Her stilles modtager, som om han eller hun havde købt den pågældende aktie, dengang du købte den.

Du skal også være opmærksom på, at der er en del omkostninger forbundet med at overføre aktier fra et depot fra et andet.

Hos Saxo Bank koster det f.eks. 50 dollar at få overført udenlandske aktier.  

3. Sæt dig ned med personen og køb aktierne    

Et alternativ kan være, at du og gavemodtager sætter jer sammen fysisk og opretter depotet og køber aktierne.

Giver du aktier i gave til en nybegynder på aktiemarkedet, giver du med den her metode også personen en chance for selv at kunne finde rundt på platformen og selv forvalte pengene senere hen.

Din viden og hjælp er også en slags gave. 

4. Giv et investeringskursus i stedet   

Har du overvejet at give viden om investeringer enten sammen med aktien eller i stedet for at købe aktien?

Investering i viden er den bedste investering, du kan foretage dig. Det siger Warren Buffett. 

Hvorfor ikke forære et investeringskursus som julegave eller fødselsdagsgave?

Jeg afholder jævnligt workshop, webinarer og kurser. 

5. Giv aktien med en fysisk gave   

Måske kan det virke lidt kedeligt at få foræret en konvolut med en besked om nogle aktier. Især hvis der er tale om et barn.

Har du overvejet at give en fysisk gave i kombination?

Hvad ønsker personen sig? Er det noget, som du kan investere i? Måske er det rent faktisk en god investering?

Hvis jeg havde købt lidt aktier i gave, hver gang jeg havde købt julegaver til mine nevøer og niecer, så var de og jeg blevet pænt velhavende. Når jeg tænker tilbage, har de haft antenner ude og spottet gode selskaber lang tid før, at jeg har set det. 

Min ene nevø ønskede sig f.eks. brændende en iPod (ja, det hed de dengang) i 2001, da Apple aktier kostede under 40 cents. Jeg blev først investor i Apple i 2018.

Nike ville jeg flere gange havde kunne købe til under 5 dollar, hvis jeg havde investeret efter julegaverne.

Jeg gav selv et elektronisk Amazon gavekort i julen 2001, fordi jeg ikke kunne få armene ned over, hvor genialt Amazon var. Min svoger har senere hen indrømmet, at han aldrig brugte gavekortet, fordi han syntes, at det var skummelt at taste sine oplysninger ind på det dengang ukendte site. Aktien kostede dengang under 10 dollar. Jeg skulle have givet ham aktier i gave i stedet for gavekortet, der aldrig blev brugt. 

Sådan kan jeg blive ved med at nævne julegaver, der kunne have været geniale investeringer. Spildt mælk er spildt, men lad os gøre det anderledes i år og fremover… 

Andre ideer:  

Listen over, hvordan du kan give aktieviden eller inddirekte give aktier er næsten uuddtømmelig.

Du kan selvfølgelig også forære:

  • en investeringsbog
  • gavekort til sparring hos en investeringscoach
  • kontanter så personen selv kan investere

Hvor meget må du give i aktier i gave? 

Skat sætter grænser for, hvor meget du må give uden, at der skal betales skat.

Mellem ægtefæller er der ingen grænse.

Dine børn og børnebørn kan du i 2024 give 71.400 kr. Alt derover beskattes som med 15 pct.

Den samme grænse gælder for ugifte samboende.

Denne grænse gælder faktisk også for oldebørn, tipoldebørn og plejebørn, som du har haft i mindst 5 år, før de fyldte 15.

Når nu vi er ved det, gælder den også den anden vej, hvis børn skulle få lyst til at give de ældre generationer, men så er skatten højere.  

Dine svigerbørn kan du i 2024 give 25.900 kr. uden, at der skal betales skat.

Penge eller aktier i gave til alle andre (også søskende) skal modtager angive på selvangivelsen som anden indkomst. Det er selvfølgelig lidt surt, når de normalt ikke betaler skat af jule- eller fødselsdagsgaver.

Der skal ikke betales skat af et investeringskursus, så det kan være et alternativ, hvis skatten giver hovedpine.   

 Du skal være velkommen til at sende dine kære et link til min korte investeringsbog Bliv Fri, som de kan downloade her. Den er gratis. 

Skat af aktier: 5 ting du skal gøre inden nytår

Skat af aktier: 5 ting du skal gøre inden nytår

Skat af aktier er et nødvendigt onde, men der er nogle ting, du kan gøre for at betale mindre skat for 2024. 

Mange af de lovlige krumspring du kan foretage dig for at reducere skatten er der dog en deadline på hvert år ved årsskiftet.

Hvad er det nu, du skal huske at gøre? Hvordan gør du det?

Bare rolig. Jeg er her for at minde dig om det.

Skat af aktier er en luksus

Inden jeg går i gang vil jeg minde dig om, at skat af aktier er et tegn på, at du tjener penge.

At du skal betale skat er naturligvis et luksusproblem, og et tegn på, at det går godt.

Men der er ikke nogen grund til at betale for meget. Du kan ligeså godt undytte de muligheder, der findes i systemet for at få skat af aktier lidt ned.

Okay. Til sagen. Hvad skal du huske at gøre.

1. Sæt penge ind på børneopsparingen

Det her gælder selvfølgelig kun for dem, der har børn. Har du ikke børn, så spring punktet over.

Børneopsparingen er den eneste måde du i Danmark kan investere uden at betale skat af aktier, og det skal du selvfølgelig udnytte.

Lidt flere fakta om børneopsparingen:

  • Du kan indsætte 6.000 kr. om året pr. barn, indtil du har indbetalt i alt 72.000 kr. pr. barn.
  • Du kan sætte udbetalingen til at ske fra barnet er 14 og op til det er 21 år. 
  • Ja, du kan investere pengene. Mange tror, at du kun kan placere pengene på en opsparingskonto med lave renter.
  • Huskede jeg at sige, at den var skattefri? Du skal ikke betale skat af afkastet her. 

Småpenge? Det argument hører jeg tit. Det hænger nok sammen med, at nogle har tænkt, at det kun kan stå på en opsparingskonto med meget lave renter. 

Men 72.000 kr. kan godt udvikle sig fint, hvis du investerer det godt:

Hvis du indbetaler fra barnet er 0 år og laver et årligt afkast på 20 pct., så kan det blive til 1,2 mio. kr., når barnet er fyldt 21 år. Og det var 1,2 skattefri millioner. 

Du skal naturligvis sætte børneopsparingen til først at blive udbetalt, når dit barn er 21 år (den kan sættes fra 14 år til 21 år). Fordelene er flere:

  • For det første er afkastet skattefrit i længere tid, og dermed bliver det til flere penge.
  • For det andet er dit barn forhåbentlig over det værste teenage-gak og er begyndt at tænke i mere i lejlighed, studie og fremtid end i mærkevarer og byture.

Hvis du gør det til en vane at sætte penge ind på børnenes opsparing først på året i stedet for sidst. Det giver pengene et år mere at vokse i. Men sidst på året er naturligvis sidste chance for det år, så få det gjort.

Der er lige et par aber dabei ved børneopsparingen:

Flere banker har restriktioner på børneopsparingen, som gør det svært at investere frit og få det bedste afkast. Det kan være svært at finde en bank, der gør det muligt at handle andet end danske aktier eller deres egen investeringsprodukter. 

2. Sæt penge ind på både din og dine børns aldersopsparing

Sagde hun også børnenes pensionsopsparing?

Ja, det gjorde jeg faktisk. Jeg er stor fortaler for at oprette en aldersopsparing til dine børn, fordi tid er en af de vigtige faktorer, når du investerer. Du kan faktisk sørge for, at dit barn aldrig skal bekymre sig om pensionen.

Du skal selvfølgelig også selv have en. 

Fakta om aldersopsparingen:

  • Du kan sætte 9.100 kr. ind på både egen aldersopsparing og på dine børns aldersopsparing for 2024. Har du mindre end 7 år til folkepensionsalderen kan du sætte 58.900 kr. ind i år.  (se din folkepensionsalder her)
  • Du skal ikke betale skat ved udbetaling, når du bliver pensionist (modsat de andre pensioner).
  • Samtidig bliver du heller ikke modregnet i folkepensionen.
  • Til gengæld kan du ikke trække indbetalingen fra i det år, hvor du indbetaler (som du kan med andre typer pensioner). 
  • Og så betaler du løbende langt lavere skat af afkastet, end du gør i frie midler. Du betaler 15,3 pct. i lagerbeskatning mod 27-42 pct. i skat af realiseret afkast, når det er i frie midler. Du kan læse mere om aldersopsparingen på skats side her.

3. Sæt penge ind på ratepensionen  

Betaler du topskat er ratepensionen også en mulighed for at få skatten ned. Her får du både skat af aktier ned og din indkomstskat ned. Lad mig forklare.  

Fakta om ratepensionen:

  • Du kan trække indbetalingen fra i din personlige indkomst det år, du indbetaler
  • Du betaler en løbende lagerbeskatning på 15,3 pct. af værdigevinsten af din ratepension.
  • Du betaler også skat af din pensionsudbetaling, når den tid kommer.
  • Du kan indbetale 63.100 kr. i år på en privat ratepension. Men tjek lige at beløbet ikke er fyldt op af den pension, du har gennem arbejdspladsen allerede (du kan altid logge ind på pensionsinfo.dk med dit MitID og få overblik over din pension). 

Min holdning til ratepensionen er, at den mest giver mening, hvis du betaler topskat. Hvorfor ikke betale frivilligt ind på den, hvis du ikke er i topgrænsefeltet? Fordi du betaler dobbelt beskatning på ratepensionen. Du skal både betale lagerbeskatning, mens den er investeret, og så skal du betale skat af udbetalingen, når du bliver pensionist. Det giver mest mening, hvis du kan trække indbetalingen fra i topskat. 

Er du ikke i topskattekategorien, ville jeg vælge at spare op og investere frie midler, fordi lagerbeskatning skader effekten af renters rente.

Hvis du vælger aktier i udvalgte virksomheder, som du er villig til at holde i mange år, betaler du ikke skat, før du sælger aktierne. Det er den bedste løsning i forhold til renters rente. Du kan læse mere om renters rente her.

4. Top aktiesparekontoen op

Aktiesparekontoen er en anden mulighed for at betale lavere skat af aktier. Skatteprocenten er nemlig lavere på afkastet på denne ordning.

Aktiesparekontoen er en særlig skatteordning, der skal gøre det mere attraktivt at investere i aktier. 

Du kan i alt maksimalt skyde 142.500 kr. ind på aktiesparekontoen. Har du ikke toppet den op, er det måske nu, du skal gøre det. Du kan læse mere på skats hjemmeside her

Hvis du tidligere har sat penge ind på aktiesparekontoen og fået afkast, påvirker det, hvor meget du kan sætte ind.

Hvert år kan du også sætte det ind, som du har betalt i skat på ordningen. 

Men du behøver ikke at tage den store regnemaskine frem, for din platform vil fortælle dig, hvor meget du kan sætte ind i år. 

Aktiesparekontoen er ikke en pensionsordning, men en ordning der blev oprindeligt oprettet for at fremme aktiekulturen i Danmark. 

Skatten på aktiesparekontoen er lavere end almindelige frie midler. Du betaler 17 pct. af dit afkast på aktiesparekontoen mod mellem 27 pct. og 42 pct. af afkastet i normale, frie midler. I mine øjne er det fjollet ikke at benytte sig af muligheden – også selvom det er lagerbeskattet.

Lagerbeskatning betyder, at du skal betale skat af værdigevinsten, selvom du ikke har solgt papirerne. 

5. Kombiner vindere og tabere strategisk

Hvis du sælger nogle aktier i din opsparing uden for pensionerne, så skal du betale skat af det. I frie midler betaler du skat, når du sælger et papir. Men du kan også trække dine tabere fra i skat. Det kan man kombinere strategisk, hvis man vil.

Det bliver en smule teknisk, så hold ud.

Du betaler 27 pct. af de første 61.o00 kr., som du har tjent på dine aktier i form af udbytte og aktiegevinst. Alt derover betaler du 42 pct. af. Det kan du læse mere om på skats hjemmeside her.

Man kan vælge at forsøge at holde salget af papirer til et niveau, hvor man ikke overstiger grænsen, hvor aktiebeskatningen stiger. Overstiger du skattegrænsen, kan du få skatten ned ved at udnytte fratræk for tab. Det er nemlig sådan, at hvis du har tab på andre aktier, bliver du modregnet i gevinster og udbytte.

Faren ved at tænke strategisk over investeringerne og sælge taberne og vinderne på det rigtige tidspunkt i forhold til skatten, er, at du kommer til at veje skattefiduserne tungere end selve den virkelighed, som er i selskabet.

Det ville være ærgerligt at sælge af skattehensyn for senere hen at se, at man burde have holdt fast i papiret.

Vær i god tid

På falderebet et lille tip: Mange af de her ting kan du ikke gøre i sidste øjeblik. Du skal gøre det nu, hvis du skal nå det for 2024.

Men hvorfor ikke indbetale til de forskellige konto allerede i starten af januar for 2025? Så er det gjort, og dine penge har et år mere at arbejde med den lave skatteprocent.

Der er ingen grund til at vente til sidste øjeblik, når det gælder om at spare på skat af aktier.  

Du kan downloade min e-bog, hvor du kan lære mere om at investere her

Derfor undgår Warren Buffett stop loss-ordrer

Derfor undgår Warren Buffett stop loss-ordrer

Rigtig mange tror, at en stop loss ordre er en sikring mod at tabe mange penge, og de overser, hvor meget en stop loss ordre kan skade deres økonomiske fremtid.

Her er fem grunde til, at du skal undgå den slags automatiske ordrer, især hvis du anser dig selv for at være en value investor – hvilket betyder, at du gerne vil købe aktier billigt og eventuelt sælge dem dyrt. 

Hvad er en stop loss ordre?

Det kommer vil til. Først lige en tur rundt om bloggen for nybegynderen. Hvad er en stop loss ordre?

Stop loss er en automatisk ordre, som du sætter ind i din handelsplatform for at sælge en bestemt aktie, hvis den falder til et bestemt niveau.

Du kan sætte det til en bestemt aktiekurs. Eller du kan sætte det til til at blive aktiveret, hvis en aktie falder med f.eks. fem procent. Du kan kan læse mere om stop loss ordrer på Investopedia her.

Folk bruger det for at sikre sig selv mod at tabe penge. I teorien lyder det vel fornuftigt, at du sætter en automatisk salgsordre ind, så du ikke kan tabe mere end f.eks. 3 pct. på en aktie. Men her er hvorfor det er en rigtig dårlig ide:

1. Du kan blive “stoppet ud” med et kæmpe tab

For det første kan du blive stoppet ud langt lavere, end du planlægger.

En aktie kan sagtens falder 20 procent på en dag, og det kan gå rigtigt hurtigt.

Hvis du for eksempel har sat din automatiske salgsordre til at gå igennem ved et fald på f.eks. 3 pct., kan du risikere, at du faktisk får solgt efter et fald på 20 pct., hvis faldet går meget hurtigt. Det var jo ikke lige det, som du havde forestillet dig, vel? 

Nogle handelsplatforme gør det muligt at sætte mere komplicerede stop loss ordrer op, som sætter et interval, så ordren lyder i menneskesprog noget i stil med “sælg hvis den falder til kurs 60, men ikke hvis den falder under kurs 58. Men det vil være de færreste privatinvestorer, der får sat det op eller har mulighed for at sætte det sådan op, fordi få platforme giver den mulighed. 

2. En stop loss ordre går imod value investor-tanken

Du burde sætte det omvendte op: automatiske købsordre.

Når et sundt selskab med en god fremtid falder i værdi, skal du købe aktier i det – ikke sælge dine aktier.

Det er en af grundene til, at jeg ikke anbefaler, at du bruger stop loss ordre til automatisk at sælge dine aktier, når de falder i værdi.

Når et vidunderligt selskab, som jeg har aktier i, falder på børsen, så køber jeg mere. Jeg sælger ikke – medmindre den historie, som jeg har bygget op omkring selskabet er forsvundet over natten. Det er den sjældent – jeg har endnu ikke set det ske for et af de selskaber, som jeg har lavet en grundig analyse på.

Stop loss ordre giver mest mening for investorer, der er momentum investorer. Momentum investorer  investerer i de ting, som er steget meget i værdi på det seneste i en forventning om, at de vil blive ved med at stige. Momentum investorer er ligesom surfere, der venter på den næste store bølge for at ligge på brættet og ride på den kraft, der er i bølgen. De har bestemt ikke tænkt sig at følge bølgen ud i havet. 

Et godt eksempel på momentum investorer er dem, der købte aktier i Novo Nordisk da den allerede var tæt på 1.000 kr. pr. aktie. Eller Nvidia – uden at åbne regnskabet.

 Det er en farlig strategi at surfe på en bølge og hoppe af pr. automatik. Og det er måske endda endnu farligere at gøre for momentum investorer end for value investorer, fordi momentum folk ofte går efter vækstaktier med hype i. De er oftest ekstremt højt værdisat og i bobleterritoriet. Som man siger: Højt at flyve, langt at falde.   

3. Du er ikke klog nok til at regne bunden ud

Selvom du er blevet skrap som value investor til at tage en virksomhed igennem en tjekliste og regne på, hvad den egentligt er værdi, så skal du ikke regne med, at du lige præcis køber aktier på bunden. Ikke engang Warren Buffett kan time bunden.

Faktisk kan du være næsten helt sikker på, at aktien nok skal falde lidt mere. Sådan virker tyngdeloven nemlig inden for investering: Når du har købt en aktie, så falder den helt sikkert lidt mere.Det er lidt som paraply-loven. Hvis du glemmer paraplyen, så regner det helt sikkert. 

Men skidt pyt med det. Hvis du har foretaget en grundig analyse, så kan du være ret sikker på, at den på et tidspunkt nok skal rette sig igen. 

Men hvis du nu bruger en automatisk salgsordre, så bliver du måske “stoppet ud” der og kommer kun til at tabe penge. Du kommer ikke til at være med, når aktien stiger igen. Det ville jo være ærgerligt.

4. Du bliver slave af mr. Market    

Markedet kan reagere meget følelsesmæssigt og vanvittigt.

Value investorernes bibel kalder markedet for maniodepressivt. Her refererer jeg til Benjamin Graham, value investorernes store forfader og forfatter til bogen The Intelligent Investor.

Du skal gøre Mr. Market til din tjener, ikke din herre, siger Ben Graham. 

Du skal udnytte markedets op og nedture til sin fordel.

Markedet er volatilt. Aktierne kører op og ned, og ikke altid på en måde, som er logisk. Det skal du naturligvis benytte dig af, så du køber aktier billigt og sælger dem dyrt. 

Som investor skal du forsøge at regne ud, hvornår markedet tager fejl og sætter et selskab på udsalg. Det kræver, at du bruger din fornuft og kigger på tal og data i selskabet – og ikke kun på aktiekursen.

Sætter du en stop loss ordre op, betyder det, at du bare lader markedet diktere, hvad du skal gøre. Du bliver med andre ord slave af markedet, og Mr. Market bliver din herre.

5. Du går glip af potentielle vindere  

Det er helt normalt at en aktie falder lidt tilbage i løbet af et år. Ofte ser vi, at en aktie falder lidt tilbage, før den tager et nyt sprint.

Hvert selskab har sin egen psykologi. Nogle selskaber reagerer meget nervøst op til en lancering eller et regnskab. F.eks. har Apple aktier haft det med at falde op til et regnskab eller en lancering på spekulationer om, at den nyeste iPhone (eller hvad det nu er) er et flop. Når tallene eller produktet så kommer og overasker positivt, flyver aktien igen afsted.

Hvis jeg havde haft en automatisk salgsordre på mine Apple aktier, som jeg har holdt i mange år, havdejeg aldrig fået femdoblet min investering.

At investere med stop loss ordrer er lidt som at forsøge at løbe med en gå-sele på. Du kommer ikke til at blive den hurtigste sprinter i byen. 

Hvad mener jeg med det? 

Stop loss fungerer sådan, at du automatisk sælger et niveau under den nuværende aktiekurs, f.eks. 5 pct. under. Men de fleste aktier vil på et eller andet tidspunkt falde 10-20 pct. på en almindelig korrektion. 

Dermed kan du komme til at sælge aktier, som faktisk er sunde, og som har meget vækst i sig. De kunne blive sprinterne i din portefølje, men du fælder dem, blot fordi de laver en naturlig aktiebevægelse. Sprinterne vil nemlig ofte være dem, der er en smule mere volatile. 

Husk at downloade min tjekliste med 12 spørgsmål, som du bør stille, før du køber aktier i en virksomhed. Spørgsmål som kan hjælpe dig til at afklare, om du spekulerer eller investerer. Spørgsmål som kan hjælpe dig med at afklare om virksomheden er en sund og god langsigtet investering. Du kan downloade tjeklisten her

5 trin til at reducere dine fejl på aktiemarkedet

5 trin til at reducere dine fejl på aktiemarkedet

Vi har alle sammen prøvet at lave fejl på aktiemarkedet – fejl er en naturlig del af en læringsproces. 

Men det betyder ikke, at du bare skal trække på skulderen over dine fejl og begå dem igen.

Du skal kigge på dem, og du skal lære af dem.

Hvad er de typiske fejl, som private investorer på aktiemarkedet begår?

Aktiemarkedet er en skole for livet

Du bliver aldrig færdiguddannet som aktieinvestor. Aktiemarkedet er en stor legeplads, hvor du kan blive ved med at lære noget nyt og forbedre dig som investor.

De typiske fejl mange begår kan dog undgås allerede fra starten – hvis du informerer dig. 

De typiske fejl er:

  • at investere uden at researche
  • sælge aktierne for tidligt og dermed gå glip af en større gevinst
  • eller at sælge i panik med tab
  • Den største fejltagelse, som vi alle frygter, er, at investere i noget, som er for nedadgående eller helt går konkurs.

Hvordan undgår du at lave fejl?

Her kommer fem konkrete skridt, som du kan tage:

1. Lær og læs

De bedste investorer lærer hele tiden og følger med.

Warren Buffett læser mere end 5 timer om dagen. Han siger, at viden akkumuleres, ligesom penge gør. Det nye, som du lærer, bygger du oven på noget andet, som du allerede har lært, og med tiden får du en eksponentiel læringskurve.

Hvad skal du læse og lære?

Du skal sørge for at holde dig opdateret på de store nyheder i samfundet og på erhvervsnyhederne. 

Du skal læse aviser, lytte til investeringspodcast, læse blogindlæg som denne og læse investeringsbøger. Hver morgen tjekker jeg bl.a. Wall Street Journal og New York Times. For danske nyheder kan du f.eks. vælge at læse Børsen

Hvis du vil være god til at investere i selskaber på aktiemarkedet, skal du også vænne dig til at åbne og læse regnskaber. 

2. Research din virksomhed og bruge en tjekliste

Hvis du investerer tilfældigt – måske fordi nogle nævner selskabet – så vil du lave flere fejlinvesteringer, end hvis du sætter dig ind i selskabet, før du investerer. 

Du skal kigge i regnskabet, og du skal undersøge produktet for at være sikker på, at du forstår, hvad der foregår i selskabet.

Den bedste måde at sikre dig på, at du får besvaret de vigtigste spørgsmål om selskabet og dets service og produkter, før du investerer, er ved at følge en tjekliste.

Din tjekliste skal gerne ændre sig med tiden i takt med, at du får mere erfaring på aktiemarkedet og opdager dine svage sider.

Du kan låne min tjekliste her.

3. Diskuter dine investeringer med en god partner

Hvert år holder Warren Buffet en auktion, hvor man kan vinde en frokost med ham og hans partner Charlie Munger.

Guy Spier og Monish Pabrai vandt auktionen i 2008 for 650.000 USD. Et af de bedste råd de fik dengang var netop dette: at have en partner at spille sine ideer op imod.

Warren Buffett har længe spillet bold op imod Charlie Munger, før han har investeret i et selskab. Guy Spier og Monish Pabrai spiller ideer op mod hinanden. 

Har du en person, som du diskuterer investeringsideer med? En person som kan få dig til at se andre sider af en virksomhed, end dem som du har forelsket dig i? En person som kan udfordre dig intellektuelt?

Det behøver ikke at være en enkelt person – det kan godt være flere. Hvis du har en gruppe af ligesindede at dele dine ideer med er dette guld værd.

På mit strukturerede investeringsforløb Value Investor Akademiet diskutere vi sammen forskellige cases, som medlemmerne udvælger.

Her kan du fremlægge en case og få kritiske spørgsmål fra flere på en gang – måske finder du din fremtidige investeringspartner der?

4. Vend din beslutning i retssagen 

Du skal – som i en retssal – høre begge sider af sagen, når du analyserer en virksomhed.

Det betyder, at du skal agere forsvarer og anklager på samme virksomhed.

Først går du selskabet igennem rimeligt neutralt for at undersøge, om du ville investere i den. Hvis du kommer frem til et ja, skal du hive anklageren frem. 

Nu skal du lede efter alle de grunde, du kan tænke på for, hvorfor det ikke er en god investering. Derefter skal du finde på modargumenter til de negative anklager.

Hvis du har brug for inspiration til modargumenterne, kan du google og finde dem, der shorter virksomheden og se, om du har argumenteret for deres case. 

5. Få undervisning om aktiemarkedet

Når vi skal lære at køre bil, tager vi køretimer. Når vi skal lære at sejle, går vi på sejlerskole og binder knuder i et væk.

Når du skal investere på aktiemarkedet, er det en også en formidabel ide at få undervisning som ruster dig, så du laver færre fejl og hurtigere bliver klar på at tjene penge.

Hvis du virkelig vil løfte dig til et nyt niveau, er det en god ide at følge et struktureret undervisningsforløb om aktiemarkedet – og måske endda få dig en coach.

Den største fejl af alle

Nu har vi talt bommerter, som du begår, når du investerer. Men der er en fejl meget mere alvorlig end dem… og det er ikke at kaste dig ud i aktiemarkedet overhovedet. 

Hvis du ikke kommer i gang med at investere i vidunderlige selskaber på aktiemarkedet, går du ikke alene glip af de muligheder, som kunne havde opstået, hvis du var kommet i gang.

Du går også glip af al læringen.

Når du begår fejl som investor ved at investere i noget, som du fortryder, lærer du i det mindste noget af det.

Du lærer intet af ikke at gå i gang.

I min e-bog Bliv Fri kan du lære meget mere om at opbygge en formue i form af en aktiebeholdning. Du kan downloade den her.

 

De 5 vigtigste tegn på en god ledelse i en virksomhed

De 5 vigtigste tegn på en god ledelse i en virksomhed

Det er vigtigt, at der er en god ledelse på plads i de virksomheder, som du investerer dine penge i.

Ideelt set skulle vi gerne finde virksomheder så stærke og så gode, at de kan overleve en idiot i topledelsen. For som Warren Buffett siger: “Jeg investerer kun i virksomheder, som er så vidunderlige, at en idiot kan lede den, fordi før eller siden vil det ske.”

Det betyder, at virksomheden skal have så stærke konkurrencefordele, at de kan overleve nogle dårlige ledelsesbeslutninger.

Et eksempel er Coca-Cola som i 1980’erne lavede den populære sodavand om til en sødere version (fordi Pepsi var sødere), hvilket deres kunder forkastede. Tre måneder efter reintroducerede de den gamle drink som Coca-Cola classic, og deres brand var så stærk, at kunderne hurtigt tilgav dem for at ødelægge smagen med eksperimentet New Coke – der i øvrigt ikke længere findes på markedet.  

Men ikke desto mindre kan en dårlig ledelse lave nogle gevaldige fejltrin, som kan koste virksomheden – og dermed dig som ejer – en masse penge.

Vi har set eksempler på virksomheder, der har snydt med regnskabet og medført kollaps og konkurs. Så ja, du skal være på vagt.

Hvad er god ledelse og hvilke tegn skal du kigge efter?

Her er fem ting, som du kan spejde efter:

1. En god ledelse er ærlig og ligefrem

Hvis der opstår et problem, skal ledelsen være hurtig med at stå frem og påpege det.

De skal være de første til at indrømme egne fejl.

Hvis der er nogen som helst tendens til at skjule fejl eller reagere på kritik med advokater, aggression eller trusler, så skal du holde dig langt væk.

Det er ikke et godt tegn, at de sender en hær af advokater og råber sagsanlæg efter journalister. 

Vi ved, at de virksomheder, som har snydt og bedraget, har været de mest aggressive, når de blev kritiseret.

Her er et par eksempler:

  • Lehman Brother’s topchef Dick Fuld sagde, at han ville klemme shortsellerne hårdt. Han ville “flå deres hjerte ud, før de døde.” Shortsellerne er dem, der gætter på, at aktiekursen går ned. Det var ordene fra en mand, som var fuldt klar over, at det gik den helt forkerte vej for Lehman Brothers. 
  • Den tyske betalingsvirksomhed Wirecard reagerede med at anklage to journalister fra Financial Times for at forsøge at manipulere deres aktie. De havde nemlig skrevet en artikel om, at Wirecard snød med regnskabet. De kom senere frem, at en fjerdedel af Wirecards balance var opdigtet. 
  • Stein Bagger stævnede bloggeren Dorte Toft og Berlingske Tidende for ærekrænkende indlæg. Han krævede 100.000 kr. i erstatning. Senere kom det frem, at Dorte Toft var den første og på det tidspunkt eneste, der havde gennemskuet Stein Bagger og hans fupnummer med it-selskabet IT Factory.      

En ærlig kommunikationsstil betyder også, at du forstår, hvad de siger. Hvis du føler dig dum eller talt ned til, når du hører et interview med topchefen, så er der nok noget galt.

Læg også mærke til tonen i brevet til aktionærerne, som du gerne skulle kunne finde på de første sider af årsregnskabet eller på deres investor relations side. Er det skrevet i et normalt sprog? Virker det som ærlig snak? Hvis der er for mange floskler og tom snak, er det et dårligt tegn. 

2. En god ledelse træffer aktionærvenlige beslutninger

Aktionærvenlige beslutninger er gode for aktiekursen på lang sigt, selvom det måske ikke er godt for aktien på kort sigt.

Det kan f.eks. være måden, de laver aktietilbagekøb. En god ledelse iværksætter aktietilbagekøb, når aktien er billig – og ikke når den er dyr.

Et aktietilbagekøbsprogram betyder, at virksomheden køber nogle af de aktier, der er på markedet og opsluger dem. Bagefter er der færre aktier tilbage. Med andre ord, bliver kagen delt i færre skiver. Det betyder, at aktietilbagekøb får aktien til at stige, fordi hvert stykke af kagen nu er større.

En topchef som er opfyldt af sit eget ego vil have tendens til at iværksætte aktietilbagekøb uanset, hvor aktien ligger, fordi han gerne vil fremstå som en success og går efter aktiestigninger på kort sigt – også selvom det er uansvarligt.

Det er lidt ligesom en præsident, som laver skattelettelser, selvom der ikke er råd til det, for at få det til at se ud som om, at økonomien klarer sig godt og aktiemarkedet stiger. 

3. En god ledelsen ejer også aktier

Vi ser gerne, at ledelsen har aktier i selskabet – og beholder dem. Det får dem til at tænke som langsigtede aktionærer.

Sælger de store dele af aktierne fra, kan det være et advarselssignal.

I Enron – som snød med regnskabet og gik konkurs i 2002 – solgte bestyrelsesformanden aktier for omkring 300 mio. dollar før kollapset, mens topchefen solgte Enron-aktier for over 200 mio. dollar.

Du kan se, om insiderne sælger aktier på en side som insidermonkey.com eller ved at følge deres fondsbørsmeddelelser. 

4. Ledelsen har et ambitiøst mål 

Virksomheder som når langt er ofte drevet af ambitiøse målsætninger.

Med andre ord sætter en god ledelse klare og ambitiøse mål. Hvad er et ambitiøst mål? De kan være meget forskellige.

Her kommer nogle eksempler (NB – men vær lige opmærksom på, at dette ikke er en liste af gode investeringer. Der er mange andre ting, der skal være på plads end blot målsætningen). 

  • Facebook’s Mark Zuckerberg havde en målsætning om at forbinde folk. I dag har alle fundet ekskæreste og barndomsvenner på Facebook, og Zuckerberg har skabt en ny målsætning om at bygge stærke fællesskaber. 
  • Amazon’s Jeff Bezos har en målsætning om at skabe verdens mest forbruger-fokuserede virksomhed.
  • Tesla’s Elon Musk har en målsætning om at accelerere verdens overgang til bæredygtig energi.

Hvordan finder du ud af, hvad selskabet og ledelsens målsætning er?

Det er nemt. Du kigger i årsregnskabet. Det skulle gerne stå der klart og tydeligt og blive gentaget igen og igen. Det skal også gerne være noget, som topchefen nævner flittigt i interview og taler. 

5. Ledelsen er stifter eller udpeget af stifteren 

Der findes to typer topchefer, og de er som nat og dag.

Jeg har interviewet hundredvis af topchefer til både lange og korte interview. I begyndelsen undrede jeg mig over, at nogle topchefer var bramfri, venlige og fulde af energi, mens andre var tilknappede, forsigtige, reserverede og lidt kølige.

Den ene type modtager dig til interview i shorts og sandaler hjemme i villaen. Han kalder på konen, introducerer dig og fortæller dig, hvordan han stjal hende fra sin bedste ven for 30 år siden. 

Den anden type lader sekretæren føre dig ind i et glaskontor i hovedsædet som ligger ude i et kønsløst industrikvarter. Han har jakkesæt på og befinder sig hele tiden på den anden side af bordet, og du kan kun se bagsiden af billedet af konen og børnene. Når du spørger om noget privat, glider han hurtigt af vender tilbage til at tale nøgletal og floskler.

Det er forskellen på iværksætteren og bureaukraten. 

Iværksætteren har skabt en virksomhed fra bunden og lever og ånder for den. Det er hans livsværk. Han frygter ikke at blive fyret – oftest kan han ikke blive fyret. Virksomheden er hans.

Så er det topchefen, som er ansat af bestyrelsen. Han er ansat til at lede virksomheden i en bestemt retning – og han kan blive fyret, hvis han skuffer. Han er bange for at begå en fejl og for at udtale sig forkert til en journalist. 

Mange af verdens bedste og mest succesfulde virksomheder er styret af en iværksætter-leder.

Hvis du kan finde en virksomhed, som lever op til din tjekliste (for sådan en har du naturligvis) og som oven i købet er ledet af en iværksætter, så skal du spærre øjnene op.

Det næstbedste efter stifteren er en person, som stifteren selv har udpeget til at lede virksomheden, som f.eks. topchefen Tim Cook hos Apple, der blev kørt i stilling af Steve Jobs selv eller Disney’s direktør Bob Iger, som oprindeligt blev udpeget af Walt Disney familien.

Iværksættere er ofte indbegrebet af en god ledelse.

Men kan kan ikke få den oprindelige iværksætter, så er det næstbedste en ledelse, som stifteren selv har udpeget. 

Hvis du ikke har en tjekliste du investerer efter, kan du låne min her