Her er mine personlige mål for 2023

Her er mine personlige mål for 2023

Nytår er et godt tidspunkt at tage status over det forgangne år og sætte nogle stærke mål for det nye år. 

I dette blogindlæg vil jeg gøre status over, hvad der skete for mig i 2022 og sætte nogle nye mål for 2023. 

Hvis du vil vide, hvordan jeg gør, kan du læse sidste uges blogindlæg her

Jeg havde sidste år to hovedmål.

  • Det ene var at rejse over min 10 mio. kr. til min value investeringsfond Grunbaum Value Invest.
  • Det andet var at date og få en kæreste inden året var omme.

Sådan fejlede jeg med mine 2 personlige mål 

Begge mål lykkedes, men alligevel er jeg ikke helt tilfreds med dem.

På investeringsfronten lykkedes det mig at rejse 12,3 mio. kr. til Grünbaum Value Invest, men her ved nytåret er fonden stadig ikke investeret.

Hvorfor ikke?

Hele processen med at blive registreret hos Finanstilsynet og komme igennem hvidvask-procedurerne i bankerne har taget længere tid, end jeg havde forudset.

Nu er fonden så til gengæld også klar til at blive investeret, og det bliver et af hovedmålene for 2023. 

På det private område lykkedes det mig at finde en kæreste… Men efter fem måneder valgte jeg alligvel at slå op, fordi det var svært at se en fælles fremtid for os.

Jeg begik en klassisk fejl med mit personlige mål, og det var at være alt for generel.

Det svarer lidt til at være jobsøgende og sige “jeg vil have et job” – uden at definere inden for hvilken sektor, med hvilke arbejdsopgaver og til hvilken lønramme.

Hvis du som veluddannet og kritisk jobsøgende sætter et generelt mål som at “få et job”, så vil universet teste dig og og tilbyde dig et rengøringsjob. På samme måde, som du skal definere dine mål professionelt og karrieremæssigt, skal vi også være strategiske og kritiske på den private front. 

Hvad er så mine mål for 2023?

Når vi sætter mål, er det vigtigt at sætte NYE og store mål. Her kommer mine mål for 2023. 

1. Jeg vil investere kapitalen i Grünbaum Value Invest

Jeg vil minimum foretage to kapitaludvidelser i Grünbaum Value Invest i 2023 og lade nye investorer komme ind samt lade de nuværende sætte flere penge i fonden. 

Jeg vil som minimum øge fondens kapital fra 20 mio. kr. Det er ikke svært at lave en kapitaludvidelse, så det er ikke hovedmålet for fonden i 2023. 

Hovedmålet er at få investeret midlerne: Inden året er omme skal de nuværende midler være investeret i mindst 5 vidunderlige selskaber.

Fonden har et mål om at opnå et gennemsnitligt årligt afkast på 2 % over MSCI World. Ideelt set vil jeg gerne have et afkast på over mindst over 10 % men gerne over 15 %.

Det kan være svært at forudse, hvordan markedet opfører sig, så jeg ved samtidig, at jeg bliver nødt til at være fleksibel. Det er vigtigt at have tålmodighed, når det gælder langsigtede investeringer.

Vi kan gøre vores del af arbejdet med at lede efter vidunderlige virksomheder, tage dem gennem en tjekliste og dobbelttjekke.

Om aktiemarkedet lige går op eller ned det år, er umuligt at forudse.

Jeg er topmotiveret for at lave et afkast på minimum 10 % og helst 15 %. 

Hvorfor? Først og fremmest ønsker jeg naturligvis, at investorerne får et godt afkast. Men jeg har goså sørget for at sætte et incitamentsstruktur op, som leder mig i den retning.

  • Jeg har selv har investeret mine penge sideløbende med investorerne, så det er også mit eget afkast. 
  • I Grünbaum Value Invest bliver jeg  først aflønning, hvis jeg laver et afkast på over 6 %.  Det betyder, at jeg arbejder gratis, hvis jeg laver et afkast under 6 %. 

Dette her bliver det vigtigste professionelle mål for mig i 2023, og hvis jeg kun skulle vælge et, ville jeg stoppe her. 

Men jeg driver faktisk tre forretninger (Grünbaum Value Invest, Penge og Frihed og Money and Freedom limited), og det ville være uansvarligt ikke at sætte et hovedmål for hver af forretningerne. 

2. Penge og Frihed: Jeg vil opbygge “Inderkredsen” 

Jeg har længe ønsket at opbygge et fortsætter-kursus for de tidligere mastermind medlemmer og kursister på Value Investor Akademiet, som eftersøger mere.

Nu har jeg besluttet mig for at lancere Inderkredsen, som forløber sig over et helt år med ugentlige cases, et årligt event i København og et optionskursus for fortsættere.

Målet er et få minimum 10 på dette hold inden anden kvartal 2023. 

Arbejdet med Value Investor Akademiet fortsætter som normalt. Jeg vil sælge min. 30 pladser til Value Investor Akademiet i 2023. 

3. Money and Freedom: vokse og sælge kurser Internationalt

Jeg har længe sideløbet drevet den engelske blog Money and Freedom.

Sidste år solgte jeg et enkelt test kursus. Det var et lille hold med blot 9 kursister, men det vidste mig, at der også er salg i det internationalt.

Nu har jeg ansat et lille team til at hjælp mig med at få bloggen udbredt. Hvilket bl.a. betyder, at vi laver en ny type indhold til Instagram og opbygger en YouTube kanal også på engelsk (Du kan finde den danske YouTube Kanal her.).  

Målet er at sælge Value Investor Akademiet på engelsk til min. 30 engelsktalende kursister i 2023. Det bliver en omsætning på omkring en mio. kr. 

4. Jeg vil finde en livspartner

Da jeg skulle skrive det private mål, blev jeg vældigt i tvivl om, hvad der egentlig skete i 2022. Jeg måtte jeg tilbage til ekskæresten fra 2022 og spørge, om vi nu var helt sikre på, at det var slut.

Det er det samme hver gang vi mødes: Han siger, han savner mig. Jeg får en tur op og ned i elevatoren, når han kigger på mig. Et øjeblik tror jeg, at der er håb…men så begynder vi at tale sammen.

Vi er stadigt forelskede i hinanden…men har ikke sammem vision. 

Vi mødtes og talte det hele igennem en gang til og havnede det samme sted. Vi vil ikke det samme og kan ikke finde en fælles fremtid.

Jeg ønsker en livspartner. Sådan en vil han ikke have. Hvad vil han så? Det ved han ikke. Men han vil ikke have en livspartner. 

For at forstå hvor vi helt specifikt ikke vil det sammen, har jeg brugt tid på at udvikle ideen om en livspartner, så jeg kan være specifik i mit mål.

Jeg har knyttet syv søjler til ideen om en livspartner:

1. Tillid og troskab: Vi ved, at vi kan stole på hinanden og er eksklusive. Vi har lyst til at betro os til hinanden om stort og småt, fordi vi stoler på hinanden og ved, at vi ønsker hinanden det bedste.

2. Lidenskab og eventyr: Vi er tiltrukket af hinanden og har lidenskab. Vi har det også sjovt på andre områder og nyder livet sammen: vi går ud og spiser, tager på ture, til koncerter, i teatret og opdager ting sammen. Vi ler sammen. 

3. Fælles verden: Vi bor sammen (eller planlægger at bo sammen). Vi bygger en hjemmebase fuld af hygge og kærlighed med alt, hvad der hører til af almindelige hverdagsmiddage, middagsselskaber, brætspil og diskussioner. 

4. Intellektuelt stimulerende: Vi er begge to interesserede i verdenen, i at vide mere, læse bøger, se dokumentarer, og vi kan tale om dybere emner som, hvordan verden hænger sammen. Vores samtaler er som en god bog, du aldrig ønsker løber tør for sider.

5. Åben kommunikation: Vi siger ligeud og direkte, hvad vores behov og forventninger er (altså ingen brok, dans om skyld eller de andre negative kommunikationsmønstre).  

6. Gensidighed: Det er en fin dans med at give og modtage.

7. Støtte: Derudover er det vigtigt for mig, at min livspartner forstår min mission med at udbrede økonomisk frihed og støtter mig i arbejdet. 

Min ekskæreste og jeg meget, men vi manglede 3. Han ønskede ikke, at vi skulle bygge et liv sammen. Og fordi jeg investerede mere i det følelsesmæssigt, socialt, tidsmæssigt og økonomisk end ham, endte det med at komme ud af balance. 

Jeg har besluttet mig for at udskyde min søgning efter livspartner til foråret 2023. Lige nu er fokus på det professionelle mål om at investere (og så skal lige have lidt mere tid til at sige farvel følelsesmæssigt).

Derfor sætter jeg et midlertidigt personligt mål de næste tre måneder om at gøre en indsats for at styrke mit sociale netværk i Portugal. 

Jeg går også her målrettet til værks. Jeg har tegnet et kort over mit netværk og har lavet en liste af børnefamilier, som jeg vil invitere på middage og en anden liste med dem, som jeg vil spise frokost med ude.

Det er ikke så svært, så jeg anser det ikke for et hovedmål – det er mere bare en ting, der skal holdes fast ved og gøres. 

Hvad så nu?

Nu har jeg taget første skridt, og det er at analysere, udvælge og formulere mine vigtigste mål.

Nu kommer det vigtige: det er at formulere det i en sætning, som jeg kan sige dagligt, visualisere det ske og glæde mig over det. 

Her kommer et eksempel:

“Jeg, Beile Grünbaum, har opnået et afkast på min. 10 pct. i Grünbaum Value Invest inden 2015 ved at investere i minimum 5 vidunderlige selskaber. Min plan er at investere som value investor og bruge tjeklisten og beregningerne:”

Eller: “Jeg er glad og taknemlig nu, hvor jeg har investeret kapitalen i Grünbaum Value Invest og får et godt afkast på min 10 pct.”  

“Jeg, Beile Grünbaum, laver to succesfulde kapitalrejsninger og får øget kapitalen i Grünbaum Value Invest til 20 mio. kr.”

Jeg tror på, at arbejde med et professionelt mål af gangen, fordi det er svært at sige mange sætninger flere gange om dagen, så dette bliver min sætning for de næste måneder.

Der er et andet godt trick, som jeg bruger. Jeg kigge på målet og spørger mig selv:

Hvilken type person har success med dette mål? Hvad gør sådan en person? Jeg nedskriver disse kvaliteter og læser/lytter til dem dagligt.

Jeg opbygger en indre, psykisk Warren Buffett, som jeg hiver frem – når det gælder investeringer. 

Hvad er dine mål for 2023? Hvilke kvaliteter skal du have for at få succes med dit mål? Har du en indre type, som du kan sætte i arbejde?

Husk at læse e-bogen Bliv Fri, hvis du vil lære mere om at investere som en value investor. Du kan downloade den her.

 

Sådan sætter du det bedste mål for 2023

Sådan sætter du det bedste mål for 2023

Har du nogensinde undret dig over, hvordan nogle mennesker opnår de ting, som de sætter for sig, mens andre ikke gør?

Hvad skete der med dine mål fra sidste år?

Lykkedes de for dig?

De fleste personer sætter mål en gang om året og kalder dem nytårsforsæt. Desværre fejler de fleste.

Hvorfor?

Fordi nytårsforsæt i de fleste tilfælde er uambitiøse og uden en kontekst. Nytårsforsæt bliver ikke hæftet op på et større formål. De bliver besluttet og senere på året glemt igen.

Få succes med dine mål for 2023 

Hvordan sætter du stærke mål?

Det handler først og fremmest om at gøre sig bevidst om hele processen og arbejde med at være specifik og ambitiøs.

I det her blogindlæg vil jeg 5 trin til at sætte de bedste mål for 2023, som du kan lykkes med.

1. Visualiser din vision og dit drømmeliv

Sæt dig ned et roligt sted og tænk over, hvordan dit liv ville se ud, hvis alt var muligt. Du må gerne drømme lidt og bruge din fantasi på en barnlig måde.

Hvad drømmer du egentlig om?

En vigtig del af dette er, at du finder ud af, hvad dit overordnede formål er. Hvad skal du bidrage med i det store billede? Hvad er vigtigt for dig?

Det er et stort spørgsmål, så det kan godt tage lidt tid at komme frem til svaret. Måske bliver det ikke lige i dag – men hold det for øje. Det skal nok dukke op, hvis du leder efter det. I dag kan du begynde processen med at finde dit formål.

Derefter skal du se en dag i dit liv i detaljer.

Prøv at være specifik.

Hvor bor du? Hvilken udsigt har du fra dit soveværelse?

Hvordan tilbringer du din dag? Hvem tilbringer du den med?

Hvis der er noget, der føles svært i dit liv i dag, så find ud af, hvad der skal til, for at det bliver bedre. Hvis du ikke er glad i dit job, så spørg dig selv, hvad du hellere vil lave, hvis alt er muligt.

Hvis du ikke er glad, der hvor du bor, så spørg dig selv, hvordan du gerne vil bo.

Tro mig, meget er muligt. Jeg havde det selv svært i 2020, da coronaen lukkede Danmark for anden gang omkring jul.

Jeg boede i en lejlighed på Nørrebro og var meget alene med mine drenge. Jeg ønskede mere frihed og mere hjælp med det praktiske.

Jeg ville væk fra byen med hashrygere i baggården og fest og lyden af råb og ølflasker i gaden.

Jeg var træt af vinteren, vasketøj i stuen, madpakker og især træt af at blive våd på Christianiacyklen.

Jeg spurgte mig selv, hvordan jeg hellere ville leve.

Jeg så et klima med godt vejr – selv om vinteren. Jeg ønskede rolige morgener med yoga (det virker helt umuligt, når du har børn), og jeg ville have meget mere kontakt med andre mennesker. Jeg ville have mindre praktik omkring børnene og mere kvalitetstid med dem.

I dag bor jeg i et hus i Portugal tæt på både strand, bjerge og kulturlivet i Lisbon. Jeg får hjælp fra en lokal kok og rengøringshjælp og fra en au pair fra Holland, der hjælper mig med at få drengene afsted i skole og tager imod dem om eftermiddagen.

Jeg står op hver dag kl. 7 og tager til yoga på kontorfællesskabet kl. 8. Bagefter spiser vi morgenmad sammen.

Både til yoga og morgenmaden har vi udsigt over både kyst og bjergene – det er den smukkeste udsigt. Hvis det regner, opstår de mest utrolige regnbuer (som du kan se på billedet). Det er tit om morgenen, at jeg føler mig taknemlig og forbløffet over, hvor meget mit liv har forandret sig.

I gamle dage havde jeg på samme tidspunkt bokset med madpakker, flyverdragter og cyklet gennem sne og slud for at få mine drenge til skole og børnehave.

Det kom alt sammen fra en vision om, hvordan jeg ønskede mit liv skulle være i stedet. Det virkede umuligt, men blev muligt. 

2. Skriv en lang liste af ønsker

Hvad skal der til for, at du kan leve sådan?

Skriv en liste af ting, som du gerne vil have eller opnå.

Dette er en brainstorm, så du skal ikke dømme, kritisere eller fravælge. Bare skriv.

Nu skal du være specifik og ikke begrænse dig.

Jeg kan huske, at jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle vælge at skrive, at jeg ville bo i bjerge eller havet. Så skrev jeg begge dele ned.

I dag har jeg begge dele. 

Så bare skriv løs. Måske behøver du ikke at vælge. 

Sæt dig for at skrive 100 ting ned for at få presset hjernen til at være kreativ.

3. Udvælg det vigtigste

Bagefter skal du læse listen igennem og slå den mere kritiske del af hjernen til. 

Ud for hvert punkt skal du vurdere på en skala fra 1-10, hvor vigtigt det er for dig.

Tilsidst skal du vælge det som er det vigtigste for dig i år.

Husk, at det du ikke vælger, bliver ikke frasorteret. Du prioriterer blot, hvad der først er vigtigt.

Nogle gange kommer de andre mål af sig selv, når det store mål lykkes. 

Jeg arbejder selv med to mål af gangen: et professionelt og et personligt. 

Sidste år på denne tid valgte jeg to mål:

Mit personlige mål var, at jeg ville date og møde en kæreste.

Det professionelle mål var, at jeg ville rejse penge til min fond Grünbaum Value Invest. 

I næste blogindlæg, vil jeg evaluere mine mål for 2022 og sætte nye mål for 2023.

Jeg kan afsløre at begge dele lykkes – men nu skal det forfines og der skal sættes nye mål. 

4. Hæft dit udvalgte mål op på et større formål     

Dit mål skal hæftes op på noget større, som giver mening.

Det skal knyttes op på et livsformål.

Hvorfor vil du opnå lige det mål?

Mit mål om at skabe en hedgefund hænger sammen med, at min mission er at hjælpe andre med at blive økonomisk uafhængige. 

Jeg har også et andet livsformål, og det er at hjælpe kvinder med at blive økonomisk stærke. Der er stadig meget ulighed mellem de to køn. Kvinder får mindre i løn og investerer ikke så ofte som mænd.

Hvorfor investerer færre kvinder end mænd? Det kan hænge sammen med, at der er færre forbilleder.

Der findes meget få kvindelige hedgefund managere og value investorer. Jeg vil gerne være et forbillede, som kan inspirere flere kvinder til at investere på en intelligent måde. Det er mit livsformål. 

Lad os vende tilbage til dig.

Hvorfor vil du investere?  

Er det for at blive økonomisk uafhængig? For at få flere muligheder? For at undgå økonomisk stress? For at sikre dine børn? For at komme på en jordomrejse? For at kunne udleve dit livsformål på et andet område?

Beslut dig for det større formål, der er knyttet til dit mål for 2023. 

5. Gør dit ønske konkret og skriv det ned

Nu skal du skrive dit mål ned.

Det skal gerne være konkret.

Jeg bruger Napoleon Hill’s formular:

“Jeg, (indsæt navn), har (indsæt det du vil opnå) inden d. (indsæt dato) ved at (indsæt det du vil gøre). Min plan er at (indsæt din strategi).”

Det kunne f.eks. lyde således: 

“Jeg, Lise Hansen, har en million kroner i aktier inden 2024 ved at spare og investere. Min plan er at få overskud i virksomheden og investere det ved hjælp af value investor metoden.”

Bob Proctor bruger en anden metode, hvor han får følelsen direkte ind i formuleringen. Han siger: “Jeg er så glad og taknemlig nu, hvor (og nævner målet).

I det her tilfælde ville det lyde således.

“Jeg er så glad og taknemlig nu, hvor jeg har en million kroner investeret i aktier.”

Bob Proctor lægger meget vægt på, at du formulerer det som om, at det allerede er sket.

Hvilken metode skal du så vælge?

Hvad med begge?

Jeg skriver det ned med Napoleon Hills metode, og derefter nævner jeg det flere gange om dagen med Bob Proctors metode.

Jeg har en kaffekop, hvor det står “Jeg er så glad og taknemlig nu hvor…”.

Du kan også skrive det med læbestift eller en børnevenlig tusch (kan nemt vaskes af) på spejlet i gangen eller badeværelset. 

Hvad så nu?

Arbejdet med dit mål holder selvfølgelig ikke op det øjeblik, at du har sat målet.

Det er først her, at det hele begynder.

Nu skal du tage sedlen med dit mål frem hver dag – aften og morgen – og læse det og visualisere det.

Du skal søge viden om emnet og dyrke din strategi.

Den fejl mange begår med nytårsforsættet er netop, at de sætter målet og glemmer alt om det igen.

Mål skal dyrkes, vandes og passes som små spirrende planter indtil, at de er blevet en integreret del af dit liv. Så kan du gå videre til næste mål. 

Husk der er webinar om at blive økonomisk uafhængig med aktier mellem jul og nytår. Meld dig til her.

 

Hvornår skal jeg sælge aktier i et selskaber, som jeg har investeret i?

Hvornår skal jeg sælge aktier i et selskaber, som jeg har investeret i?

Når uroen rammer aktiemarkedet, kan det være fristende at smide alle positioner over bords som uønskede rotter på skibet. 

Rigtig mange nybegyndere har fokus på at lære, hvad og hvornår de skal investere – og på et eller andet tidspunkt rammer det dem, at de også skal tage stilling til, hvornår de skal sælge aktierne i et selskab.

Hvornår sælger du egentlig en aktie?

Det er et godt spørgsmål, som der er flere svar på.

Jeg kommer desværre til at være lidt irriterende og sige, at det jo kommer meget an på, hvad det er for et selskab, som du har investeret i.

De skal nemlig ikke behandles på samme måde. Jeg forklarer kort…

På mit 8 ugers investeringskursus Value Investor Akadmiet deler vi selskaber op i forskellige kategorier, og for at gøre det nemt at huske dem, kalder vi dem dyrenavne: Sneglen, elefanten, geparden, bjørnen og ulven.

  • Sneglen er naturligvis det meget langsomt voksende selskab.
  • Elefanten er den store globale virksomhed med jævn, stabil vækst.
  • Geparden er selskabet, som spæner afsted.
  • Bjørnen er den cykliske virksomhed.
  • Ulven er selskabet, som vi troede var forsvundet, men som får et comeback eller er midt i en omvæltning.

De her selskaber skal slet ikke behandles på samme måde.

De cykliske selskaber skal du sælge før en recession. Elefanten og geparden vil vi gerne holde fast i.

Sneglen er lidt kedelig, og jeg investerer kun i den, hvis den er ekstrem billig – og så sælger jeg, når den har rettet sig op.

Det vigtige er, at du har gjort dig klart, hvad det er for et dyr, du investerer i – og gør dig nogle tanker om, hvornår du planlægger at sælge, allerede før du køber aktien.

Har du gjort det? Det har de færreste privatinvestorer. 

Hvorfor ikke? Fordi de færreste har en gennemarbejdet strategi.

De fleste kaster sig bare ud i det.

Det er på en måde også fint – fordi du får erfaring, og erfaring er vigtig.

Men jeg ville nødigt selv sætte mig ind på føresædet i en bil uden at have fået både teori og køretimer… Der er naturligvis højere risiko for at komme i et trafikuheld, hvis du ikke kender reglerne.

Det samme på aktiemarkedet.

Jo mere viden du udstyrer dig med, jo nemmere og sjovere vil det blive for dig – og der er mindre risiko for, at du taber penge.

Du skal helst vælge selskaber, som du vil beholde

Jeg vil helst investere i selskaber, som jeg ser en lang landingsbane for, og som jeg planlægger at beholde.

Med andre ord er mine “yndlingsdyr” elefanten og geparden. Der er flere grunde til, at det er en god ide.

  • For det første giver gode selskabet et godt afkast.
  • For det andet er der mindre arbejde i en langsigtet strategi, fordi du ikke hele tiden skal ud og finde nye investeringer.
  • For det tredje skal du ikke betale skat i frie midler, får du sælger. Det betyder, at det er mere skatteeffektivt.

Hvis du har investeret på denne måde, hvornår skal du så sælge? Se det er et godt spørgsmål. 

Hvornår skal jeg sælge aktier fra vidunderlige selskaber?

De meget langsigtede aktieinvesteringer i vidunderlige selskaber, skal du kun sælge, hvis noget går galt.

Hvad kan det være?

  • Hvis ledelsen bliver skiftet ud til en dårlig ledelse.
  • Hvis noget ændrer sig i historen (eller den hypotese du har bygget op) om selskabet.
  • Hvis der kommer en konkurrent snigende med et overlegent produkt.
  • Hvis der innovation, som truer selskabets produkt eller service. 

Hvis det sker, så skal du overveje at trække dig ud.

Det betyder selvfølgelig også, at du altid skal holde lidt øje med, hvad der sker ude i markedet med dine selskaber. 

Hvordan dyrker jeg kunsten ikke at sælge aktier?

Kunsten er i langt de fleste tilfælde ikke at sælge aktierne. Spørgsmålet bliver: hvordan ungår jeg at sælge?

Og det er faktisk en sand kunst.

Det kan nemlig være fristende at sælge, når stemningen på aktiemarkedet bliver negativ.

Hvordan undgår du at sælge i panik?

  • For det første skal ud have en solid strategi, som du investerer ud fra. Jeg anbefaler value investering. Det er den gennemprøvede metode, som jeg investerer efter. Det kan du lære om i min e-bog, på mine webinarer og på Value Investor Akademiet
  • For det andet skal du gøre dig helt klart, hvorfor du investerer i det selskab, som du vælger. Du skal gennemgå en tjekliste og opbygge en lille investeringshypotese om selskabet.
  • For det tredje skal du gerne holde din hypotese op mod et andet klogt hoved og teste, om hypotesen holder. Det er godt at have en investeringspartner at diskutere med. Det skal være en person, som du stoler på.
  • Bliver du i tvivl, skal du tage hypotesen og tjeklisten frem igen og se, om noget har ændret sig, siden du tog beslutningen.
  • Hvis intet fundamentalt har ændret sig, så holder du fast.

Har du nogle aktier, som du er i tvivl om, hvorvidt du skal sælge?

Hvad med at gå ind i Facebook Gruppen Penge og Frihed. Jeg laver hver uge et diskussionoplæg, som passer med ugens blogindlæg.

Du kan skrive dine tanker der. Du finder Facebook Gruppen her

Husk, at tilmelde dig webinar Fem skridt mod økonomisk uafhængighed, som jeg afholder mellem jul og nytår. Du kan tilmelde dig her

 

Hvad sker der, hvis du aldrig kommer i gang med at investere?

Hvad sker der, hvis du aldrig kommer i gang med at investere?

 Det overrasker mig altid, at så mange folk sidder på sidelinjen af aktiemarkedet.

De vil gerne i gang med at investere i aktier, og de følger med i diverse Facebook grupper, hører podcast om investeringer og læser relevante blogindlæg, men de holder sig tilbage fra at købe den første aktie.

Hvorfor?

Det er nok den samme grund, som stopper os fra at gøre alt muligt andet.

Det er frygten for, at noget kan gå galt.

Det er så her, at mange stiller spørgsmålet:

“Hvad er det værste, der kan ske?”

Jeg synes, at du skal stille et andet spørgsmål.

Du skal spørge dig selv:

“Hvad sker der, hvis jeg aldrig kommer i gang med at investere?”

Der sker overordnet seks ting.

1. Du går glip af en fremtidig formue

Det første svar er, at du går glip af det, som dine penge kunne vokse til.

Forleden læste jeg om en, som havde investeret 300.000 hen over fem år og havde fået beløbet til at vokse til en mio. kr.

Jeg kender en anden, som har investeret sin opsparing, siden hun blev færdiguddannet og bygget det op til en portefølje på over 15 mio. kr. …. og der er intet snyd. Ingen arv, ingen penge fra boligsalg eller andre pludselige formuer. 

Det var kun opsparing fra lønarbejde investeret i aktier gennem ti år. Så kan du måske sige, at aktier er faldet en del på det sidste. Okay, men lad os sige, at hendes formue er faldet fra 15 mio. kr. til 11 mio. kr. Og hvis hun ikke sælger i panik, så bliver de igen til 15 mio. kr., når aktierne retter sig. 

Sådan en mulighed for en selvopbygget formue går du glip af.  

2. Din fremtid 

Det andet svar er, at du går glip af den fremtid, som du kunne skabe for dig selv og dine kære med de investerede midler.

Penge er jo ikke bare penge. Penge er en anden mulig fremtid.

Måske har du et brændende ønske at arbejde mindre.

Måske er dit store ønske at sørge for, at dine børn er sikret i fremtiden.

Måske er dit ønske at have friheden til at flytte til et andet land og skabe en ny tilværelse.

Eller måske er dit ønske lidt af en blanding af det hele, som det har været for mig.

Jeg bor i dag i Portugal med mine to drenge på 5 og 8 år. Jeg har friheden til at arbejde, når jeg vil, og tage pauser, når jeg vil.

Da vi flyttede til Portugal, holdt jeg fri i tre måneder for at give os ro til at falde til i det nye miljø. Her i Cascais i Portugal kan jeg give os et familieliv, som de fleste kun kan drømme om. 

3. Du vil formentlig klatte pengene væk

Hvis du ikke investerer dine penge, og i stedet har din opsparing stående i kontanter, vil de nok langsomt blive spist op, som var der gået mus i dem.

Den første fare er spontant overforbrug.

Penge, som er opbevaret i kontanter på en konto, er alt for nemme at bruge, og de fleste vil begynde at købe alt muligt, dyre puder og weekendophold, bare fordi de kan.

Du bruger det der er på kontoen. Vores forbrug matcher den indtægt, som vi ved vi har. Det hedder Parkinson’s lov. 

4. Negativ rente og inflationen spiser også dine penge

Men selv hvis du har disciplin til at lade din opsparing stå, vil de langsomt forsvinde.

Hvis du stadig har negativ rente på nogle af dine konti, så spiser det en del af dine penge.

Dertil kommer inflationen, som også tager en god bid. 

Vidste du, at med en inflation på 8 pct. er dine penge halveret på 9 år?

Dermed skrumper en million til en halv million efter blot ni år.

Hvor mange år har du enten udskudt at investere eller udskudt at sætte dig ordenligt ind i det og investere efter en bevidst strategi? 

5. Du mister tilliden til dig selv

Problemet med at sætte os for at gøre noget og så alligevel ikke gøre det er simpel:

Det spiser lidt af din selvtillid.

Det er så vigtigt, at vi gør de ting, som vi sætter os for, så vi kan blive ved med at stole på os selv.

Hvis du havde en ven, som ikke dukkede op, når han sagde det, hvad ville du så tænke næste gang du overvejede at invitere ham til middag?

Du ville måske tænke, at han nok alligevel ikke dukkede op.

Måske ville du ikke lave en aftale med ham.

Er det sådan et forhold, som du ønsker at have til dig selv?

Det er så vigtigt, at du gør det, som du sætter dig for at gøre. Ellers undergraver du dit forhold til dig selv.

Derfor skal du sætte dig ind i at investere…og tage skridtet og få det gjort.

6. Du går glip af læringen

Din viden og erfaring med aktieinvesteringer akkumulerer sig.

Det betyder, at du bygger oven på det, som du allerede før har lært, og det betyder også, at læringskurven med tiden bliver stejl. 

Når du ikke prøver det af, lærer du ikke – og så er der ikke nogen kurve. 

Der er mange gode grunde til at komme i gang.

Jeg kan hjælpe dig med at opbygge en strategi, som giver dig ro i maven….

Meld dig til mit gratis live webinar, som jeg afholder mellem jul og nytår. Der vil jeg fortælle dig om, hvordan jeg investerer på en måde, som giver mig ro i maven. Du kan tilmelde dig ved at klikke her

 

Syv vaner der gør dig fattig

Syv vaner der gør dig fattig

Har du vaner som slider på din økonomi i stedet for at gøre dig rigere?

Meget af det som vi gør jævnligt er automatisk.

Det er vaner, som vi holder fast i, fordi vi ikke har lært andet.  

Det gælder også penge og forbrug.

Derfor er det vigtigt, at vi kigger på de ting, som vi gør i det daglige og ser på, om det unødvendigt suger penge ud af vores økonomi. 

Værs’go – du kan lære af mine dårlige vaner

Pengevaner minder meget om vores forhold til mad.

Det er ofte de små ting, som vi gør uden at tænke over det, som kan gøre en stor forskel.

Da jeg var teenager besluttede jeg mig f.eks. for at skære sodavand og flydende kalorier væk fra min kost – og det gjorde, at jeg ikke længere kæmpede med et par ekstra kilo.

I virkeligheden syntes jeg ikke at sodavand og sukker i teen var så spændende – det var bare en dum vane.

Vi drikker stadig vand til maden herhjemme årtier efter og ingen af os kæmper med vægten. Det er et eksempel på en lille vaneændring, der gav et kæmpe overskud.

Omvendt har jeg en god ven, der som teenager besluttede sig for at skære alkohol og byture væk og investere de penge i stedet. Han sparede tusindvis af kroner hver weekend. I dag ejer han en portefølje af ejendomme for de penge.  

I det her blogindlæg  kigget jeg tilbage på mine egne pengevaner for at se, hvor jeg gik galt, og hvordan jeg fik rettet op på det.

Måske kan du også genkende dig selv og lære noget af det?

Læs om mine syv værste fejltrin her.

Vane nr. 1: Du betaler dig selv til sidst 

Når du får penge på kontoen, betaler du alle dine regninger: husleje, varmeregning og forsikringer bliver betalt med det samme. 

Derefter booker du en restaurant og planlægger en weekendtur til Berlin. 

Du vil gerne lægge penge til side til at investere. Din plan er at sætte penge til side til din egen fremtid sidst på måneden…hvis der er nogle penge tilbage på kontoen.

Surprise! Det er der aldrig.

Jeg fik for alvor lagt basen til min økonomiske frihed, da jeg prioriterede min opsparing som det vigtigste. Jeg valgte at hæve penge på min lønkonto den første i måneden, allerede før regningerne blev betalt.

Hver måned overførte jeg 10.000 kr. til en anden konto i en anden bank, så de røg helt ud af min forbrugskonto.

Hvis du vil være økonomisk uafhængig, skal du prioritere din opsparing og dine investeringer.

At lægge penge til side til at skabe aktiver skal være lige så vigtigt som at betale huslejen og varmeregningen. 

Når du håber på at have penge til overs sidst på måneden, er det en måde at sige, at det er det mindst vigtige efter regninger, cocktails og middage.

Det sjove er også, at der aldrig er meget tilbage på kontoen sidst på måneden. Hvordan kan det være?

Har du hørt om Parkinsons lov? 

Professor C. Northcote Parkinson undersøgte det offentliges forbrug af ressourcer. Han udledte to konklusioner. A. En arbejdsopgave tager altid lige præcis så lang tid, som der er sat af til den. B. Udgifterne stiger indtil de matcher indtægterne. 

Er det samme ikke sandt for vores egen forbrug af tid og penge? Lad os sige, at du har en uge til at skrive en artikel, så tager det altid en uge at skrive den. Har du kun en time på grund af deadline, så tager det en ligepræcis en time. Det samme med penge. Du bruger det der er på kontoen. Vores forbrug matcher den indtægt, som vi ved vi har. 

Derfor skal du spare op, som om at du betalte en vigtig regning – så får du det gjort. Ellers bliver dine penge bare spist op af alt muligt andet. 

Vane nr. 2. Du forsøger at følge med andres overforbrug

Jeg kan huske mange situationer, hvor jeg brugte penge, som egentlige var helt unødvendige, blot fordi jeg ikke var komfortabel med at sige fra. 

Jeg kan f.eks. huske en bestemt situation, hvor jeg sagde ja til at tage en taxa til lufthavnen, selvom metroen kørte præcist den samme vej – og var meget hurtigere. Jeg var ukomfortabel med at fremstå som en gnier, hvis jeg sagde nej til at tage en taxa, men sandheden var, jeg meget hellere ville tage metroen. 

Det er okay at sige, at du foretrækker noget andet. I den her situation kan jeg bare have sagt, at vi kunne mødes i lufthavnen. Jeg behøvede ikke at forklare noget.

Det er måske ikke nødvendigvis venner, som du ønsker at behage. Det kan også være, at du forsøger at fremstille dig selv på en bestemt måde på sociale medier og ender med at bruge en masse penge på at fremstå velhavende.

Spørg dig selv: vil du hellere se rig ud eller vil du hellere være rig?

Vær komfortabel med at stå ved dig selv og dine valg. Det er at være autentisk.  

Vane nr. 3. Du har rod i konto og forbrug

Det er en vane at have uorden i sin økonomi.

Det er også en måde at holde dig uvidende og undgå at tage stilling – det er lidt som at stikke hovedet i jorden som strudsen. 

Hvis du ikke ved, hvad du forbruger, og hvor meget du har, er det på tide at får styr på det.

Du kan bruge nogle forskellige aps som Spiir til at holde styr på dit forbrug.

Jeg bruger selv et regneark. Jeg downloader en CVS fil fra banken og overfører det til mit eget ark, så jeg hurtigt kan kategorisere posterne. Det er mest praktisk for mig, fordi jeg har konti i flere banker. 

Jeg anbefaler, at du går igennem din pengestrøm en gang om måneden.

Du skal:

a. Lægge et budget

b. Gå igennem gennem posteringerne, så du ved, hvad du bruger penge på og kan lukke ned for unødvendige abonnementer og fejlbetalinger.

C. Følge udviklingen i din formue. Det er meget motiverende for at få sparet op og få investeret.

Vane nr. 4: Du opbygger gæld  

Det er socialt acceptabelt at have gæld.

Faktisk forventer de fleste at have gæld: Studiegæld, kreditkortgæld, billån, huslån, kviklån. 

Jeg har selv haft studielån, og det tog mig ca. 5 år at betale det af. Jeg kan huske, at jeg en dag besluttede mig for at betale det hele af på en gang med mit Dankort, og det var en kæmpe lettelse. Jeg har også haft en smule boliggæld (andelslån), som jeg betalte af så hurtigt som muligt. 

Når du har gæld, betaler du negative renter – og det sinker din rejse mod økonomisk frihed.

Du sætter gang i det omvendte af renters rente, hvis du ikke betaler af på din gæld.

Det arbejder imod dig.

Jeg bor i dag til leje i Portugal. Der var flere overvejelser inde over her, bl.a. at jeg ønskede fleksibiliteten ved at leje i stedet for at eje, da jeg var ny i landet. 

I dag har jeg ingen gæld overhovedet – ikke engang boliggæld – og det er mange år siden, at jeg har haft det.

Pas på med at skabe gæld. Køb kun det, som du har råd til, og kig meget nøje på, om hvor meget du betaler i rente, hvis du skal have gæld. Kig også på, om renten er fast eller om den vil ændre sig i takt med, at nationalbankerne hæver renten. 

Vane nr. 5: Du betaler “dummebøder”, fordi du ikke planlægger

Betaler du dobbelt så meget for flybilletterne, fordi du ikke har været ude i god til? 

Får du bøder fra biblioteket, fordi du glemte at aflevere børnenes bøger før ferien?

Eller rykkere med ekstra gebyr?

Glemmer du at lukke for et abonnement, som du længe har tænkt, at du skulle afmelde? 

Alle de her ting er ærgerlige penge – og unødvendige.

Hvorfor ikke tænke lidt frem og sætte en påmindelse på din telefon?

Siger du ja til to ugers gratis prøveperiode, så sæt en påmindelse til at ringe to dage før, at det udløber, så du når at tage stilling til, om du vil beholde det. Det samme med biblioteksbogen eller sommerferie billetterne. 

Noget af det skyldes sjusk og mangel på planlægning. Her er jeg personligt ret god til at få gjort ting – mest af alt på grund af metoden med at få telefonen til at minde mig om det.

Noget andet skyldes en udskydelse af beslutninger – dette gælder f.eks. sommerferie-planlægningen.
Her skal jeg indrømme, at jeg har betalt mange unødvendige penge, fordi jeg er dårlig til at planlægge i god tid.

Dette noget helt andet end sjusk. For mig skyldes det nok, at jeg ubevidst håber, at noget endnu bedre dukker op.

Det kan også være at Parkinsons lov spiller ind her – du bruger så meget tid på en opgave, som du giver den. Ferieplanlægningen er en opgave med en flydende deadline medmindre du sætter en deadline på.

Vane nr. 6: Du betaler for meget i skat

Skat bliver en af dine største udgifter i dit liv.

Der er en del ting, du kan gøre for at spare på skat.

I et tidligere blogindlæg har jeg nævnt nogle ting, du kan gøre på investeringsområdet for at minimere skatten:

Du kan bruge nogle af de konti der findes, hvor du betaler mindre i skat på investeringer: dette kan være børneopsparing, aldersopsparing, ratepension og aktiesparekontoen. 

Du kan også strukturere dine investeringer på en måde, så du betaler mindre skat.

I frie midler giver en køb og behold metode god mening, da du først betaler skat, når du sælger.

Det kan du læse mere om i blogindlægget her.

Vane nr. 7: Du udskyder at investere

Måske tænker du, at du en dag begynder at investere, når du har flere penge. Eller når det er soleklart og tydeligt, at aktiemarkedet vil stige uafbrudt i 10 år. Eller når du har mere tid. Eller når du har et bedre job. Eller når børnene er flyttet hjemmefra. 

Det er en glidebane, fordi du går glip af både viden, erfaring og penge.

Der er altid undskyldninger for ikke at komme i gang.

Jo længere du udskyder det, jo længere skal du arbejde for at blive økonomisk uafhængig. Jo før du begynder, jo lettere bliver det for dig, fordi du skal investere mindre af dine egne penge.

Du skal naturligvis beslutte dig for at komme i gang så hurtigt som muligt og sætte tid af til at få det gjort. Måske kan du sætte en påmindelse på telefonen?

Jeg gik i gang med at investere i det øjeblik jeg fik mit første fuldtisjob efter studient, men i mange år investerede jeg kun gennem min ratepension, som jeg selv havde oprettet og frivilligt indbetalte til.

Da jeg blev fyret på barsel i 2016, ærgrede jeg mig over, at jeg ikke tidligere havde investeret mine frie midler – men bedre sent end aldrig. I dag har investeringer ændret mit liv, fordi mine penge giver mig en frihed til at designe mit drømmeliv i Portugal. 

Vil du lære mere om, at investere, kan du tilmelde dig min e-bog Bliv Fri her.