Vedholdenhed: Syv trin til at blive ved med at investere i aktier

Vedholdenhed: Syv trin til at blive ved med at investere i aktier

Hvis man undersøger, hvordan folk får succes med noget, er der altid en vigtig ingrediens, som er lige så afgørende for deres resultat, som mel er for et vellykket brød. 

Uden mel, intet brød.

Hvad er det?

Vedholdenhed. 

Evnen til at blive ved, selv når det bliver lidt svært.

Som Bertrand Russells siger:

“No great achievement is possible without persistent work.

Ingen store bedrifter er mulige uden vedholdende arbejde.

Ja, det er ikke brain science, men det er vigtigt.

Får du gjort det, som du har sat dig for..hver dag?

Om det er at få investeret og researchet virksomheder, løbe hver morgen, meditere eller få skrevet videre på en bog.

Sandheden er, at de færreste besidder evnen til at være vedholdende med ting, når det bliver lidt svært eller ubehageligt (det er ikke så svært at være vedholdende med at se Netflix hver aften eller gå til fredagsbar. Det er straks værre, hvis det er noget, der kræver fokus, koncentration eller sved).  

I aktieverdenen er der mange, der smækker laptoppen i, når aktierne falder. De bliver nervøse, sælger aktierne og vender aldrig tilbage. Men det er især, når markedet vender, at det er vigtigt at huske på vedholdenhed.

Hvordan får du udviklet evnen til at være vedholdende? 

Her kommer syv trin til at opbygge det:

1. Identificer et stærkt ønske

Det skal være noget, som du virkelig gerne vil opnå. 

Hvis du tidligere har forsøgt at gå i gang med noget, men er gået i stå, kan det så skyldes, at du egentlig ikke interesserer dig for det og ikke synes, at det er helt vigtigt?

Jeg lærte mig selv at strikke under min første barsel, og jeg strikkede babyveste på livet løs, mens barnet sov til middag. Jeg havde egentligt ikke et stort ønske at strikke. Det var bare noget, der var hyggeligt at gøre i de små pauser, der opstår, når man passer en baby.

Strikker jeg den dag i dag?

Overhovedet ikke.

Der er andre ting, som har langt højere prioritet for mig som investeringer, bloggen Penge og Frihed og mine kurser. 

2. Sæt et konkret mål

At ønske noget er ikke nok.

Du skal være konkret og skrive helt specifikt, hvad du vil opnå hvornår. 

Det skal gerne være udfordrende for dig. Det må også meget gerne være noget, som du ikke har prøvet før. 

Nogle gange holder vi op med at gøre noget, fordi det ikke længere er udfordrende, og derfor bliver lidt kedeligt.

Hvad er det næste niveau for dig?

For mig er det at etablere en investeringsvirksomhed.

Jeg ved allerede, at jeg kan drive en virksomhed, skrive en blog, undervise folk i at investere som value investorer.

Et investeringsselskab er noget, jeg ikke har prøvet før, og som føles udfordrende (samtidig med at jeg fortsætter med de andre ting). 

3. Find ud af, hvorfor du ønsker det

Er der en dybere grund bag dit ønske og mål?

Kan du finde en årsag, som hænger sammen med at gøre noget godt for andre i verden? Bliv ved med at spørge dig selv: “og hvorfor det?” indtil du har udtømt dine bevæggrunde.

Hvis dit mål kommer andre end dig selv til gode, vil du i længden være mere motiveret.

Hvis det f.eks. er at investere og opbygge en formue, så tænk på de ting, som du engang i fremtiden kan gøre med eller for de folk, som du elsker.

Det kan også være en god sag.

Du kan tænke over, hvor meget regnskov du kan redde, hvor mange børn UNICEF kan vaccinere, eller hvor mange hunde og katte Ingers Kattehjem kan redde for dine penge . 

Hvis dit mål er at spise sundere eller dyrke motion, så kan du knytte det op på, at du nok kommer til at leve længere og have et bedre helbred – og dermed kan du være mere for dem, som du holder af. 

Da jeg begyndte at skrive for min blog Penge og Frihed, var mit første mål at opnå 10.000 følgere.

Det var et konkret mål…men det er jo bare et tal.

Jeg skulle spørge, mig selv: “og hvorfor så det?”

Hvorfor ville jeg opnå så mange følgere?

Fordi jeg tror på, at jeg kan påvirke folks liv og gøre det bedre.

Når jeg skal holde mig motiveret, minder jeg mig selv om folk, som har takket mig for den viden, som jeg har givet dem og fortalt mig, hvordan de er blevet genforenet med familien i et andet land, købt det hus de har drømt om eller endeligt har opnået økonomisk frihed. 

Jeg driver ikke bare en blog og underviser i value investering. Min butik går ud på at gøre folks liv bedre. 

I dag er et af mine fremtidige mål som sagt at starte et investeringsselskab – og endnu længere ude i fremtiden en hedgefond. 

Hvorfor det? Hvad er den dybere grund bag?

Jeg ønsker at vise verden, at kvinder også er gode til at investere. Ved at gøre det, kan jeg måske påvirke den næste generation af kvinder til kaste sig ud i det. Privat og professionelt. 

Prøv at slå “guruerne” op på Gurufocus.com. Hvor mange kvinder ser du?

Det er helt forkert, at der er så få kvindelige “guruer” inden for investeringsverdenen.

Det vil jeg være med til at ændre. 

Hvem vil du gerne gøre noget for? 

Hvad vil du gerne være med til at ændre?

4. Søg viden

Før du lægger din plan, skal du indhente viden.

Se på, hvordan andre har opnået dit mål og se om du kan gentage processen.

Hvis dit mål f.eks. er at løbe, kan det være en god ide at se eksempler på andres løbeplan, før du lægger en.

Du skal have fat i løbebøger, løbeblogs og måske en dag en løbeklub og en løbecoach.

Det samme med investering: Læs bøger, læs blogindlæg, lyt til podcast og modtag undervisning.

Det er både med til at give dig viden til at lægge en plan, men det er også med til at holde dig motiveret.

5. Lav en detaljeret plan 

Hvordan får du det opnået? 

Hvis du vil løbe et maraton og aldrig har løbet før, skal du måske først lægge en plan for at løbe 5k i en konkurrence på tid, derefter 10k, derefter en halvmaraton. 

Du skal lave en ugentlig løbeplan, så du når dine delmål.

Du skal se på, hvor vigtige de små delmål er for, at du når i mål med det større mål. 

Hvis du lægger 5.000 til side til investeringer hver måned, bliver det til 1,7 mio. kr. på ti år med et gennemsnitligt afkast på 15 pct. Med en krone af gangen bliver du millionær.  

6. Beslut dig helhjertet for at gøre det

Sådan virkelig. Beslut dig. Ikke nogen nødudgang.

Ikke noget, jamen, hvad-nu-hvis.

Beslut dig helhjertet for at gøre det. Selv på en regnvejrsdag.

Lad os tage denne blog som et eksempel.

Jeg besluttede mig for at udgive et blogindlæg hver eneste uge, ligemeget hvad der skete.

Om jeg lå med feber, om børnene kastede op, om vi var på ferie, om Mette lukkede Danmark ned. Hver uge kom blogindlægget ud.

Det tror jeg, har været med til at skabe min succes med bloggen.

Det samme med investeringer.

Jeg har i mange år lagt 10.000 kr. til side hver måned, først til afdrag på lån, derefter til investeringer.

Det har jeg gjort lige siden, jeg fik mit første job. Det var en automatisk overførsel, der blev lavet først på måneden, og den fortsatte bare, selvom jeg var på barsel eller optaget af et projekt.

Det var sådan min rejse hen mod økonomisk uafhængighed begyndte. Med vedholdenhed. 

7. Visualiser resultatet og mærk glæden

Sportsstjerner visualiserer deres sejre.

De ser, hvordan de går ind på banen og scorer mål.

De mærker begejstringen og hører publikum klappe. De er positive og føler sejrsrusen. 

Undersøgelser har vist, at det påvirker deres præstation. De scorer rent faktisk statistisk set flere mål, hvis de først visualiserer det. 

Du skal gøre det samme.

Holde fokus på troen på, at det kan lade sig gøre og mærke følelsen af det. Se det ske for dig. 

Det holder dig motiveret.

Analyser dine daglige vaner og juster

Nu kommer vi så til dagligdagen. Der hvor alt sker.

Du skal lægge mærke til, hvordan delplanen bedst fungerer for dig og justere hen af vejen.

Her kommer et eksempel fra min studietid.

Et hovedmål er at bestå uddannelsen. Et delmål er at bestå en eksamen. Det kan man så dele det op i antal sider, som skal læses om ugen eller endda om dagen.

Jeg kiggede nøje på, hvornår jeg bedst koncentrerede mig, og det var helt klart om morgenen.

Jeg besluttede mig for at skulle læse 5 timer hver dag i hverdagene, men det fungerede ikke at sidde 5 timer i rap. 

Jeg satte en regel op om, at jeg hver eneste dag skulle læse 3 timer morgen/formiddag, derefter plads til frokost og lidt fritid. Senere 2 timer igen om eftermiddagen. I det daglige målte jeg bare om jeg havde læst fem timer i dag.

Det fungerer forrygende at sætte daglige mål op, fordi det er langt bedre med daglig stabilitet end maraton-indsatser mod slutningen.

Hvis du lærer 2 nye ord hver dag, bliver det til over 700 ord på et år. Men hvis du gemmer dine ord til sidst på måneden, bliver det til 60 ord, du skal lære på en gang. Det giver en helt anden følelse af stress. 

Med et ord af gangen lærer du et sprog.

Måske skal noget ofres?

Hvad kan du skrotte for at få plads til din nye vane? 

Hvis du vil begynde dagen med at skrive på en bog, skal du måske tidligere i seng (jeg anbefaler ikke, at du skærer ned på søvn. Det ødelægger din kreativitet). 

Er du villig til at ofre din Netflix vane for at investere eller træne eller skrive på din bog?

Hvad vil du ofre for at få noget nyt ind? Hold også øje med, om dine nye vaner fungerer efter hensigten. Hvis de ikke gør, må du justere og gøre det anderledes. 

Vejen til drømmelivet 

Når vi er vedholdende, har vi mulighed for at opnå vores mål og drømme.

Men det kræver nogle gange mere end det

Den største fare er nok, at du glider tilbage til dine gamle vaner og mønstre, fordi du bliver fanget i hverdagens maskine og falder tilbage til at gøre det, som du plejer at gøre.

En anden fare er, at du bliver grebet af frygt for, at noget skal gå galt, og derfor holder helt op med det.

Endnu en fare er, at nogen i din venskabskreds får snakket dig fra det eller på anden vis helt demotiveret dig. 

At være vedholdende kan kræve, at du ændrer dit styresystem og dit paradigme. 

Du kan få mere hjælp til at at sætte mål og opnå dem et gratis webinar, som jeg afholder live i torsdag d. 18. november kl. 12 og 20 og igen fredag kl. 11. 

Du kan tilmelde dig her.  

Derfor skal du have styr på dit mindset for at blive god til aktier

Derfor skal du have styr på dit mindset for at blive god til aktier

Da jeg begyndte med at undervise i, hvordan du investerer i aktier, undrede jeg mig over, at nogle kursister fløj ud og gjorde præcist det, som jeg lærte dem, mens andre ikke gjorde noget.

Inden kurset var ovre, fik nogle tjent investeringen hjem, mens andre slet ikke var gået i gang, da det sluttede. 

Med andre ord:

Nogle folk bruger den værdifulde information. Andre gør ikke.

Nogle har stor succes. Andre har ikke.

Hvordan kan det være? Alle på holdet fik jo den samme information?

Der var deres mindset. Deres indre programmering.

Måske er det ikke så overraskende.

Er sandheden ikke, at der er stor forskel på at have viden om noget og på rent faktisk at få det gjort?

Ved vi f.eks. ikke alle sammen meget om, hvordan man lever sundt?

Vi skal motionere tre gange om ugen, spise grøntsager, undgå e-numre og sukker og  sove otte timer.

Hvor mange får løbet tre gange om ugen, sovet otte timer og spist økologisk råkost hver dag? Hvor mange sidder med hånden nede i en pose chips kl. 1 om natten, mens de ser Netflix? 

Det her problem måtte jeg tage hånd om.

For at sikre at alle mine kursister fik succes, begyndte jeg at interessere mig for at “omprogrammere” dem, så de var klar til at bruge materialet optimalt.

Det er blevet en stor del af mit kursus, og det er noget af det materiale, som mange af kursisterne roser højt efter endt kursus.

Bag kulisserne har jeg selv taget mange kurser for at blive klogere på det her.

I takt med at jeg selv har lært mere og mere om at sætte mål og opnå dem, er mit eget liv også blevet transformeret i processen.

Jeg er gået fra at bo på indre Nørrebro med alt, hvad der hører til af våde flyverdragter, larm fra gaden og sjap og pjask på Christiania-cyklen til en helt ny livsstil i Portugal med hus i gåafstand fra surferstrand og udsigt over Sintras bjerge fra terrassen.

Mit liv er blevet forandret, og det er jeg faktisk også blevet. I sådan en grad at jeg selv er forbløffet over det og undrer mig over, hvorfor jeg blev hængende på Nørrebro i så lang tid. 

Alle burde lære om, hvordan du opnår at leve dit drømmeliv. Ingen burde hænge fast i det gamle.

Når du ikke sætter dig mål og opnår dem, sidder du med en følelse af at sidde fast i livet. ‘

Du får en følelse af at spilde tiden.

Med rette for det gør du jo også.

Du har kun et liv.

Din tid er din mest begrænsede ressource.

Du har kun så meget af den.

Det er en skam, at så mange mennesker spilder deres tid og dermed deres liv. 

Derfor har jeg nu tænkt mig at udbrede min viden om at sætte mål og opnå dem med et selvstændigt webinar (mere om det i bunden).

Men først…Lad os lige se lidt på, hvordan det hænger sammen med aktier og investering.

Hvorfor er det overhovedet vigtigt at få skruet det rigtige mindset på, når du investerer i aktier?

Her kommer fem grunde, som jeg har observeret blandt mine kursister.

1. Det er vigtigt for, at du overhovedet kommer i gang

Der findes et hav af mennesker, som interesserer sig for aktier, men som ikke får investeret.

De følger med og hører podcast og læser blogindlæg, men de får rent faktisk ikke investeret.

Det er lidt som personen, der abonnerer på et fitness magasin, men som aldrig løber sig en tur.

Eller personen der har den sunde kogebog stående i køkkenet, men som ender med at købe pizza. 

Hvorfor går folk ikke bare i gang med at købe aktier?

Der er et eller andet, som blokerer dem.

Det er som om, at deres programmering ikke tillader dem at investere.

Måske var det noget tante Ulla sagde for 20 år siden.

Måske er de bange for at blive dømt.

Eller måske har de bare en negativ association med aktier.

Eller måske er de rent og skær umotiverede?

Det skal ændres først.

2. For ikke at hoppe på den forkerte hest

Rigtig mange mennesker lader sig påvirke af hype og kaster sig over den sidste nye investor dille uden at tænke sig om.

Warren Buffett har et ord for det. Det hedder grådighed. 

Men er grådighed ikke blot den anden side af frygten?

Du er bange for at gå glip af noget på en irrationel måde.

Du vil ikke stå tilbage som det eneste barn i klassen, der ikke var med til festen.

Vi skal have styr på den frygt. Vi skal finde vished.

3. For at undgå at sælge dine aktier i panik

Så er der dem, der får investeret i det helt rigtige til den rigtige pris og på det rigtige tidspunkt.

Men de  går i panik og sælger, når aktien falder, og de sælger et godt selskab på det forkerte tidspunkt.

De taber penge.

Måske sætter de endda en stop loss på, som bliver udløst af et lille hul i vejen. De har automatiseret frygtens reaktion.

Det er frygten, der dominerer dem. Den skal vi have styr på. 

4. For at holde fast

Så er der dem, der forstår det, og som ikke er plaget af frygt.

De kommer i gang… men så går de i stå.

Hvorfor? 

Fordi de ikke er motiverede.

Hvorfor er de ikke motiveret?

Fordi penge bare er penge. Det er bare et tal.

Du skal først have sat et ambitiøst mål op, som ligger ude i fremtiden og som er hægtet op på din kærlighed til andre. 

Det skal vi også have styr på.

5. For ikke at brænde pengene af igen

Vidste du, at 80 pct. af de amerikanere, der vinder i et stort lotteri, går personligt konkurs inden for et år.

Det viser flere amerikanske undersøgelser. 

Med andre ord er du er i større risiko zone for at skulle gå fra hus og hjem, hvis du vinder i lotto, end hvis du ikke gør.

Er det ikke forbløffende?

Hvorfor er det sådan? 

Det skyldes, at deres indre termostat er indstillet til frysepunktet, aka økonomisk flad, og det bliver overvældende for dem at have så mange penge, at de skynder sig at skyde dem af til højre og venstre. 

Du skal sørge for, at dit indre termostat er indstillet til succes og velstand, når du går i gang med at investere.

Hvis du gør det, vil du opnå et højere afkast

Vi skal have styr på det termostat.

Jeg er lige nu ved at forberede et nyt webinar, hvor jeg kan hjælpe dig med at indstille dit indre termostat til succes, så du får opnået det, du vil.

Du kan bruge metoden til at få succes på aktiemarkedet.

Du kan også bruge den til at

  • skifte karriere
  • få din virksomhed til at vokse
  • fordoble din indkomst
  • eller flytte til udlandet, som jeg har gjort.  

Vil du med på Webinaret Vejen til dit drømmeliv? 

Det er gratis og foregår online på disse tidspunkter:

  • Torsdag d. 18 november kl. 12
  • Torsdag d. 18 november kl. 20
  • Fredag igen fredag d. 19. kl. 11.

Du skal bare vælge en af tiderne. Du kan melde dig til ved at klikke her.  

 

Fem tips til at træffe gode investeringsbeslutninger

Fem tips til at træffe gode investeringsbeslutninger

For at blive en god aktieinvestor skal du øve dig i at blive god til at træffe hurtige beslutninger på egen hånd.

Hvis du tænker over det, så handler investering jo om at kunne træffe beslutninger.

Det er jo kernen i investering, hvis du skærer det helt ind til benet. Du skal kunne vurdere alle mulige informationer og skære igennem og sige ja til den ene virksomhed og nej til den anden. 

Evnen til at træffe en klar beslutning uden at læne sig op af andre er klart det, som adskiller succesfulde investorer – og mennesker i det hele taget – fra andre. 

Når folk kommer til mig med problemer på aktiemarkedet, så skyldes deres problem ofte, at de har ladet andre om at træffe beslutningerne.

Det kan f.eks. være:

  • De har investeret i Fingerprint eller Kahoot, fordi det blev nævnt i Millionærklubben. 
  • De har købt aktier i B&O og Norden, fordi overboen sagde, at det var en god investering. 
  • De har måske ladet banken investere for dem og er utilfredse med resultatet. Mens andre har nydt godt af 12 års bullmarked, er deres formue så godt som gået i stå og resten er blevet spist op af gebyrer. 

Derfor skal du ikke tage imod aktietips fra andre

Rigtig mange søger at få aktietips fra andre.

Men det er et problem, for i virkeligheden søger du, at der er nogen, der træffer beslutningen for dig.

Hvis du investerer i et selskab, fordi en anden synes, at du skal, så bliver du hurtigt nervøs og usikker, for du ved egentlig ikke, hvad der ligger til grund for beslutningen.

Når aktiemarkedet laver et generelt dyk, bliver dem, der har investeret efter andre, bange. Deres nerver sidder uden på tøjet. De kommer op at skændes med familien om økonomien og sover dårligt om natten. 

At træffe selvstændige beslutninger er nøglen til succes (og det gælder også alle mulige andre områder i livet). 

Her er fem principper for dine beslutninger. 

1. Træf beslutninger uden at spørge andre til råds

Jeg kender det godt.

Man får lyst til at spørge nogle andre, hvad de synes. Jeg griber også mig selv i at gøre det. 

Skal jeg tage til festen eller ej?

Skal jeg have den blå eller den røde kjole på?

Hvad skal jeg være klædt ud som til Halloween?

Næste gang du får lyst til at spørge nogen om, hvad de synes, du skal gøre i en hverdagssituation, så stop dig selv og træf beslutningen på egen hånd uden at konferere med nogen om det.

Tænk på det som, at du nu øver dig på at blive en bedre investor…og beslutningstager i det hele taget. 

2. Stræk dig og træf modige beslutninger

Vi har kun et liv.

Hvad vil du med dit liv? Spille på den sikre side? Eller prøve dine kræfter af i nye situationer?

Når jeg står med en stor beslutning, så hjælper det mig at spørge:

“Hvad er det værste, der kan ske?”

Hvis vi flytter til Portugal, hvad er så det værste der kan ske, hvis det er en “forkert” beslutning?

At flytter hjem igen efter et år. Så har vi prøvet det.

Samtidig med at du stiller det negative spørgsmål for at få opklaret “worst case”, skal du også give dig plads til at forvente det bedste udfald, for så er det i den retning, du søger. Som et lykkesøgende missil. 

3. Træf hurtige beslutning

Søg den data du skal bruge, men når du har informationen, skal du være klar til at træffe hurtige beslutninger.

Med helt almindelige hverdagsbeslutninger skal du vide, hvor festen foregår, hvad tid den begynder, om man skal være udklædt eller ej…og så beslutter du dig, om du tager med.

Når det drejer sig om investeringer, skal du følge tjeklisten og få besvaret spørgsmålene, og når de er besvaret, træffer du en beslutning.

Som jeg siger: Penge elsker fart.  

4. Ombestemt dig langsomt

Når du først har besluttet dig, skal du holde fast i din beslutning.

Du skal ikke begynde at kigge mod udgangen hele tiden.

Du skal kun i ekstraordinære tilfælde ombestemme dig. Når det gælder investeringer i aktier, betyder det, at du ikke hele tiden skal overveje, om du skal sælge hver gang du eller markedet bliver en smule nervøs.

5. Giv slip på pengene 

Når det gælder hverdagsbeslutninger, skal du se mere på, om du vil have det eller gøre det, end på hvad det koster.

Du skal selvfølgelig ikke kaste al fornuft over bord og leve “over evne”. Du skal altid sørge for, at du forbruger for færre penge, end du tjener.

Men når det er sagt, så skal du ikke lade prisen være den afgørende faktor i din beslutning.

Når det gælder investeringer, skal du selvfølgelig heller ikke kaste fornuft over bord. Du skal se på, om virksomheden er prissat fornuftigt. Men når du har gjort det og investeret, så skal du give slip på pengene. Send dem mentalt ud i universet og lad dem gøre deres arbejde.

Send pengene godt afsted med ro i maven ved at investere efter en metode:

Husk du kan downloade tjeklisten her og e-bogen her.

Hvorfor folk holder fast i dårlige investeringer

Hvorfor folk holder fast i dårlige investeringer

Da Warren Buffett var en ung mand, tog han på gallopbanen og satsede sine avisbudspenge på et hestevæddeløb. 

Han tabte. 

Hvad gjorde han så?

I stedet for at gå hjem, satte han flere penge på et nyt væddeløb, som han også tabte. 

Det samme skete igen og igen.

Han blev ved og ved, indtil han ikke havde flere penge. Han mistede det, som svarede til en voksen mands månedsløn. 

Hvorfor reagerede han sådan?

Fordi han havde svært ved at acceptere, at han havde tabt dem. Han forsøgte at vinde dem tilbage. Det er i virkeligheden et ulogisk træk, for hvert nyt væddemål skal ses som en selvstændig beslutning.

Nogle gange har vi svært ved at give slip på noget, fordi vi har investeret tid og penge i det. 

Vi har svært ved at acceptere, at det er en tabersag. 

Det sker også, når vi investerer i aktier. Vi har investeret i noget, og kursen falder. Vi opdager, at det ikke går godt for selskabet. I stedet for at trække os ud, sætter vi endnu flere penge i det. 

Den her tendens til ikke at ville give slip på en dårlig investering hedder på engelsk sunk cost fallacy (frit oversat til dansk noget i stil med “fortidig omkostningsvildfarelse”. Ja, det er der selvfølgelig ikke noget, der hedder. Vi holder os til sunk cost fallacy.)

Venskab og bukser bliver også ramt

Der sker faktisk alle mulige steder i vores liv. Det er også det, som er på spil, når vi holder fast i et dysfunktionelt venskab, som vi har haft siden studietiden. Det er på spil, når vi bliver i et forhold, der ikke bringer noget godt med sig, men som har så længe, at det alene er grunden til, at vi holder fast. Der kan være en stemme, der siger, “Jamen, vi har jo kendt hinanden i 15 år – 20 år- 30 år.” 

Det er tid, du har investeret i det forhold. Derfor bliver du ved med at dukke op til fødselsdage, parmiddage og bruger stadig din værdifulde tid på det, selv når din gamle ven ikke bakker dig op i dine planer eller håner dig for dine beslutninger.

Det er det samme problem, som folk med mange ting har. De holder fast i ting, fordi det har kostet noget engang. Måske er det et par bukser, som de ikke længere kan passe. De bruger dem ikke, men de kan stadig huske, hvor meget de har kostet, og hvor de købte dem.

Selvom de godt ved, at de nok aldrig får dem på igen, beholder de bukserne (eller tasken eller maskinen), fordi de føler, at de taber pengene i det øjeblik, de skiller sig af med det. Men pengene er allerede tabt.  

Tabersagen akkumulerer

Det kan også være, at du har startet en forretning og har investeret tid, penge og ressourcer i det. Måske har du købt et dyrt internationalt domæne for flere år tilbage. Hver uge har du omkostninger ved at holde forretningen ved lige. Dertil kommer al den tid, du har brugt på det.

Årene går, omkostningerne akkumulerer, og du tjener fortsat ikke penge på det. Hver uge bliver du ved med at poste mere tid og flere penge efter den. Det bliver en større og større tabersag. 

Hvorfor ikke bare lukke projektet og satser på noget, som du kan tjene penge på?

Fordi du har investeret og NÆGTER at give op og dermed vinke farvel til alle udgifterne, timerne, og ressourcerne.

Det kan også være, at du har investeret i en aktie, som er faldet. Måske tænker du “NU må den da have nået bunden,” og så køber du måske endnu flere aktier. 

Folk er mere tilbøjelige til at sælge aktier, som de har tjent på, end at sælge aktier, som de har tabt penge på – også selvom den tabende aktieinvestering er en helt håbløs forretning, og den gode investering har en lys fremtid. Det er ulogisk, men det er sådan, at folk gør.

Sådan undgår du dårlige investeringer

Warren Buffett lærte en vigtig lektie af at brænde en masse penge af på væddeløbsbanen. Han lovede sig selv, at han aldrig ville reagere på samme måde igen, og det har gjort ham til en bedre investor. 

Som Warren Buffett siger: “You don’t have to make it back the way you lost it:”

Han er god til at trække sig ud af positioner, som han ikke længere tror på. Et eksempel var, da han i begyndelsen af pandemien solgte alle aktier i flyselskaber. 

Hvordan undgår du at falde i sunk cost fallacy fælden?

  1. Tag udgangspunkt i, hvordan situationen er lige nu.
  2. Accepter at fortid er fortid. Det er ligegyldigt, hvad der er sket før. 
  3. Kig på fremtiden. Vurder om investeringen vil give et godt afkast fremover. 

Du bør gå til alle områder af dit liv med pudsede briller. Du bør se på det, som om fortiden ikke eksisterede og have mod til at lave forandringer. 

Når du holder fast i ting udelukkende, fordi de har kostet dig noget, så undergraver du din fremtid.

For en ting er sikkert. Det er ikke med en fod i fortidens dårlige beslutninger, at du slipper fri og opnår så godt et afkast, at du bliver økonomisk uafhængig.

Du kan lære mere om, hvordan du skal agere som investor for at blive økonomisk uafhængig på et webinar, som jeg afholder på tirsdag d. 26. oktober og onsdag d. 27. oktober kl. 21.

Det er gratis, og du skal bare tilmelde dig den ene af aftenerne.

Du kan tilmelde dig webinaret Fem skridt mod økonomisk frihed ved at tilmelde dig her

Den største fejl mange nye value investorer begår

Den største fejl mange nye value investorer begår

Du er blevet en overbevist value investor, og nu skal du i gang. 

Du har set lyset og forstået det. 

At det gælder om at købe aktier billigt og sælge dyrt.

At det gælder om at købe virksomheder, når de billigt prissat på aktiemarkedet og sælge igen, når de er overvurderet. 

Tillykke med det. Det er faktisk en milepæl, at du har indset dette. 

For dig virker det nok indelysende. Men mange fanger det aldrig

De fleste tror – hvilket er den dominerende tankegang generelt – at aktier altid har den rigtige pris på markedet.

De fleste tror, at markedet er effektivt, alle oplysninger er ude, og derfor sætter markedet prisen lige der, hvor den skal være.

Der er bare en fejl ved den tankegang. 

Markedet er ikke en perfekt maskine. 

Markedet er mennesker, og mennesker er drevet af følelser. 

De er drevet af alle mulige slags følelser, heriblandt frygt og grådighed, som kommer særligt i spil på aktiemarkedet. 

Det betyder, at prissætningen på aktiemarkedet også er påvirket af frygt og grådighed. Det betyder, at priserne i perioder ryger under et logisk niveau, fordi folk er bange, og andre gange langt over, fordi de er fanget i grådighed. 

Det er ikke nogen selvfølge, at du kan forstå dette. 

Warren Buffett siger, at det er som at købe en dollar for 50 cents. Han siger også, at nogle mennesker fanger ideen lige med det samme, mens andre ikke gør. 

Dem der ikke fanger det med det samme, kan du forklare det til i dagevis, men de vil aldrig forstå det (siger Warren Buffett). 

Med andre ord er du i en ret udvalgt gruppe, som fanger det – og det er ingen selvfølge.

Vær taknemlig for det. 

Den store value investor fælde

Hvad er det så der går galt for så mange?

Ser du, de har ikke helt givet slip på ideen om, at markedet er effektivt. De tror grundlæggende, at det er effektivt…men at det en gang imellem glipper. 

Når de ser en aktie som falder, så går de straks ud fra, at det er på udsalg. 

Du hører ofte folk sige noget som “Der er udsalg på aktiemarkedet” på en dag, hvor det falder lidt tilbage. 

Så køber de løs uden at regne på noget.

Men hvad hvis nu den figurative dollar, som Warren Buffett taler om, er blevet pumpet op af grådighed gennem 12 år og er blevet til 10 kr.? Er den så på udsalg til 9 kr.? 

Den her fælde hedder på engelsk en “value trap”. 

Folk der køber bras, der ikke er meget værd, fordi det er faldet lidt tilbage.

Der er også nogle, der kalder det en “faldende kniv”. 

En faldende kniv er, når aktier i et selskab er på vej ned og skal meget, meget længere ned. Prøver du at fange en faldende kniv, så skærer du hånden op. Du skal vente på, at den rammer gulvet. 

Man kan også bruge det billede, at du er en person, der hopper på rutsjebanen lige som den er tyve cm fra toppen og tyve meter fra bunden.

Det billeder er lidt mindre blodig, men beskriver godt det – ubehagelig – sus i maven, som du kan få.

For det er ikke sikkert at rutsjebanen kører op igen. Og så er det penge, du aldrig får igen.

Sådan undgår du fælden

Hvad gør du så for at undgå de her value traps og faldende knive?

Det er så her, hvor jeg kommer ind som den irriterende læge, der siger, at der ikke er nogen vej uden om: Du kan ikke bare sluge en pille. Du skal motionere og spise grøntsager.

Måske er det ikke så slemt. For mange af os er det sjovt og en del af vores livsstil at motionere og spise friske grøntsager.

Hvad betyder dette i aktiesprog?

Det betyder, at der ikke er noget hurtigt fix, hvor du bare kan se på en kurve af en aktiekurs og regne med, at den er billig, fordi den er faldet. 

Du skal se på virkeligheden bag. Du skal kigge på, hvad det er for et selskab og hvad de sælger. 

Du skal stille dig selv en række kritiske spørgsmål om selskabet. 

Du skal gå gennem det, som jeg kalder en tjekliste, for at sikre dig, at det er et godt selskab, med stærke produkter, der kan konkurrere på markedet. 

Derefter skal du regne på, hvad selskabet egentlig er værd. Det lyder måske svært, men det er det ikke. Det er ret simple beregninger, som alle kan lære. 

Hvis du vil lære mere om min investeringsmetode, holder jeg snart et webinar. 

Vær med på mit webinar Fem skridt mod friheden, hvor jeg fortæller dig om, hvordan jeg er blevet økonomisk uafhængig ved at investere i aktier.  Du kan melde dig til her.

Jeg afholder webinaret d. 26. og 27. oktober kl. 21.

Jeg afholder kun webinar 1-2 gange om året, så gå ikke glip.

Tilmelding nødvendig. Du kan melde dig til her.