Hvad er et afkast?

Hvad er et afkast?

Hvordan lever man egentlig af aktier?

Sådan ned i detaljerne. Hvordan gør man? Sælger man aktierne? 

Det er et spørgsmål, som mange stiller.

Spørgsmålet her er egentligt også: Hvad er et afkast?

I det her blogindlæg vil jeg forklare de tre ting, som kan udgøre dit afkast fra aktier. Jeg fortæller også til sidst, hvad jeg selv gør. 

Hvad er et afkast?

Las os begynde med at definere ordet afkast.

For hvis vi er ærlige, er der så ikke mange af de her investerings-floskler, som vi hører igen og igen, og som vi tror, at vi ved, hvad betyder, men måske ikke helt forstår alligevel?

Ifølge ordbogen ordnet.dk, så betyder afkast et økonomisk udbytte eller resultat fra f.eks. værdipapirer. 

Allerede her, har vi de første punkter, især hvis vi direkte oversætter udbytte til udbytte og lidt løsere oversætter resultat til aktiekurs.

Her kommer de tre kategorier:

1. Kursstigning

Afkast kan være, at kursen på aktien stiger.

Det er nok det, som de fleste forbinder med ordet afkast, når det kommer til aktier.

For at leve af dette, bliver du naturligvis nødt til at sælge, og det formindsker naturligvis din resterende mængde af aktier.

Forhåbentlig er de resterende aktier så meget mere værd, end da du først investerede, så din samlede formue stadig vokser, selvom du sælger ud af den portefølje. 

2. Udbytte 

Når virksomheder har et overskud, kan de vælge at udbetale en del af overskuddet til ejerne. Som aktionær er du en af ejerne.

Når de udbetaler en del af overskuddet, hedder det enten udbytte eller et “direkte afkast”.

Udbyttet kommer ind på din investeringskonto uden, at du behøver at sælge papiret.

Det lyder da fedt, ikke sandt? Så behøver du ikke at sælge. Så kan du bare gå efter virksomheder, der betaler meget i udbytte? 

Right?

Wrong.

Der er nemlig store ulemper ved at gå aktivt efter de såkaldte udbytteaktier.

Virksomheder som vokser, og som har et stort markedspotentiale foran sig, har for travlt med at investere i bl.a. markedsudvikling, nye ansatte, innovation og opkøb. De udbetaler ikke udbytte, for det ville betyde, at de gik glip af store vækstmuligheder på markedet.

De store udbytteaktier består typisk af meget modne virksomheder som denne verdens Coca-Cola og Johnson & Johnson. 

Går du direkte efter udbytteaktier alene, går du glip af de store vækstmuligheder.

Den anden ulempe ved udbytte er, at du skal betale skat af udbyttet. Det spænder ben for renters rente, altså det her med, at din formue vokser eksponentielt. 

Du kan læse mere om udbytteaktier i blogindlægget her.

3. Aktietilbagekøb

Aktietilbagekøb er et alternativ til at udbetale udbytte.

I stedet for at give pengene direkte til aktionærerne, kan virksomheden vælge at købe nogle aktier tilbage.

Det vil få kursen til at stige på sigt, fordi kagen skal deles op i færre skiver (dermed bliver hver skive større). Din ejerandel bliver altså mere værd.

Warren Buffett er vild med aktietilbagekøb, og han gør det aktivt i selskabet Berkshire Hathaway.

Hvad er fordelene så ved at købe aktier tilbage i forhold til udbytte? Hvorfor er Warren Buffett så glad for det? 

Det er enkelt.

Når du får udbytte ind på kontoen fra en virksomhed, skal du betale skat af beløbet. Det skal du ikke, når selskabet køber egne aktier tilbage (forudsat selvfølgelig, at du ikke sælger aktien).

Det betyder, at effekten af renters rente ikke bliver ødelagt. Med andre ord kan dine penge bedre vokse med aktietilbagekøb. 

Men for at udnytte dette bliver du selvfølgelig nødt til at sælge aktien, og så er vi tilbage til punkt 1.

Du kan læse mere om aktietilbagekøb i mit blogindlæg her.

Hvordan lever jeg af aktier?

Der er rigtig mange, der spørger mig, hvordan jeg gør.

Sælger jeg eller har jeg udbytteaktier?

Svaret er, at jeg gør noget helt andet.

Den helt store fordel ved min metode er, at jeg kan leve af mine aktier uden at behøve at sælge dem. Det skader ikke min portefølje og sætter ikke barrierer op for renters rente.

Det er den hemmelige metode, som jeg ikke taler om i mine blogindlæg, fordi du kan komme grueligt galt, hvis du gør det på et uoplyst grundlag.

Det er en metode, som Warren Buffett også bruger, men ikke taler om.

En ting er, hvad Warren Buffett gør og en anden er, hvad han anbefaler sine følere at gøre.

Han har det f.eks. også med at anbefale sine tilhængere at investere i indeksfonde. Det er jo langt fra det, som han selv gør. 

Hvorfor taler Warren Buffett aldrig om det? Af samme grund som jeg undgår det.

Jeg er bange for, at folk googler det og vil gøre det forkert og komme galt afsted. Man kan nemlig tabe mange penge på det, hvis man får vendt det på hovedet, og det gør mange, hvis de ikke er informeret. 

Der er kun et sted, hvor jeg taler om optioner, og det er på mine kurser, hvor du bliver udrustet til at gøre det rigtigt.

Hvis du vil høre mere om mine kurser, så sørg for at modtage email fra mig eller være med i Facebook Gruppen. Du er automatisk på email-listen, hvis du downloader min e-bog Bliv Fri og klikker ja til at modtage email her. Du bliver på email eller i Facebook Gruppen inviteret med på et webinar, hvor jeg fortæller lidt mere om metoden og inviterer dig til at være med på Value Investor Akademiet. Webinaret afholder jeg kun 1-2 gange om året. I de her dage planlægger jeg næste webinar…så hold øje. 

Sådan gør du dit barn til en millionær

Sådan gør du dit barn til en millionær

“Jeg har nogle penge, som jeg gerne vil investere for mit barn. Hvordan skal jeg gøre det?”

Det er et af de mest hyppige spørgsmål, som jeg får. Den gode nyhed er, at du får svaret her.

Jeg har helt styr på, hvordan du skal gribe det an, for jeg gør det selv. 

Et af mine højeste ønsker er at gøre mine børn økonomisk uafhængige allerede før, at de er voksne.

Jeg vil gerne hjælpe mine drenge med at skabe et liv, hvor de kan gøre, hvad deres små hjerter brænder for uden at skulle bekymre sig om penge. 

Den ene interesserer sig brændende for dinosaurer og den anden for rummet. Det kan nå at ændre sig mange gange, inden de bliver voksne. Men skulle de ønske at grave efter knogler eller studere stjernerne, så kommer de til at kunne gøre det. 

Jeg håber også , at de aldrig behøver at bekymre sig om, hvorvidt der er penge nok til at blive pensioneret. For det sørger jeg for. 

Er det realistisk? Det kommer selvfølgelig meget an på, hvor mange penge du investerer for dem, og hvor god du er til at få et afkast.

Du kan hjælpe dem med at få en god start på livet for færre penge, end det vil koste dem i fremtiden. Hvis du f.eks. investerer 10.000 kr. og får et gennemsnitligt afkast på 15 pct. om året, kan det teoretisk set blive til 38 mio. kr. på 60 år.  

Med små børn er der omkring 20 år til, at de skal bruge pengene på f.eks. uddannelse i udlandet eller bolig på egen hånd. Teoretisk set kan du investere 100.000 kr. og lave det om til 1,6 mio. kr. på tyve år, hvis du får et gennemsnitligt afkast på 15 pct. og ikke betaler skat.

Nu vil nogen argumentere, at 15 pct. er højt,  men det er ikke desto mindre det mål, som jeg selv sætter.

Der skal jo selvfølgelig også betales skat, og det gør billedet mere broget.

Det er her, at du har brug for at læse videre, fordi der findes måder at investere skattefrit for dit barn og andre måder at reducere skatten.

Pointen her er også, at det magiske ved at investere for børn er, at der er rigeligt med tid, og renters rente kan få lov til at trylle.

Her er, hvad du skal gøre i fem trin: 

1. Opret en børneopsparing 

Børneopsparingen er skattefri. Det betyder, at der ikke skal betales skat af afkastet – og det er den eneste ordning i Danmark, der har den løsning.

Det skal du selvfølgelig benytte dig af.

Du skal naturligvis investere pengene – hvad du skal investere i, kommer vi til nederst.

Først skal vi se på, hvor du skal investere, og her bør børneopsparingen være din prioritet nummer et. 

Mange tror, at en børneopsparingen blot er en opsparing med en rente. Det er måske en misforståelse, der er opstået, fordi mange af os er vokset op med den type opsparing i tider, hvor renten var langt højere.

I dag giver det ingen mening at lade en børneopsparing stå på en opsparingskonto uden at investere pengene, for renteniveauet er absurd lav (og endda ofte negativt). 

Praktik om børneopsparingen:

  • Du kan kun oprette en børneopsparing pr. barn.
  • Det kan oprettes fra 0 år til 14 år. Børneopsparingen er bundet i mindst syv år og kan udbetales fra barnet er 14 til 21 år.
  • Man kan indsætte 6.000 kr. om året, indtil der er indsat 72.000 kr. på kontoen. 
  • Det skal lige tilføjes, at en børneopsparing kommer med nogle begrænsninger, som f.eks. at man i nogle banker kun kan investere i danske aktier eller i bankens egne puljeordning. Der findes dog banker, der lader dig investere børneopsparingen mere frit.
  • Der er lige en ting, du skal være opmærksom på. Rigtig mange forveksler børneopsparing med børnebørnsopsparing. Den sidstnævnte er ikke skattefri.  

Sådan gør du:

  • Sæt den i gang så tidligt som muligt, så renters rente har længst tid at løbe på.
  • Lad den løbe så lang tid så muligt, dvs. indtil de 21 år. Hvorfor? Fordi så får pengene mest tid til at arbejde uden, at der skal betales skat. Samtidig er dit barn formentlig kommet sig over de værste teenageår, hvor der er stor fare for, at pengene bliver klattet væk. 
  • Jeg har ledt med lys og lygte efter en bank, som gjorde det muligt at investere i selskaber på børser i udlandet. Jeg er havnet hos Jyske Bank (selvom jeg normalt bruger Nordea til mine almindelige konti).

2. Opret en aktiesparekonto til dem

Aktiesparekontoen har en lavere skat, end hvis du investerer frie midler.

Hvad er frie midler? Det er bare et udtryk for penge, der ikke er bundet op på f.eks. i en pensionsopsparing. 

På aktiesparekontoen betaler du 17 pct. i lagerbeskatning mod de 27-42 pct. du normalt betaler i frie midler.

Du kan indsætte 102.300 kr. på aktiesparekontoen i 2021.

Hvis du har råd, ville jeg gøre det. Men der er lige et aberdabei her, når vi kommer op i så store beløb. Når du sætter penge ind på barnets konti, giver du pengegaver, og overskrider du et vist beløb, skal barnet til at betale skat af gaven.

Jeg har været forsigtig med ikke at overskride grænsen for, hvor meget man må give sit barn skattefrit i gave. I 2021 var grænsen på 68.100 (den justeres årligt).   

3. Opret en aldersopsparing til dem

En aldersopsparing er en form for pensionsopsparing, og ja, jeg synes, at du skal oprette sådan en.

Tænk om du kunne sikre dine børns pensionisttilværelse allerede før, at de er blevet voksne? Kunne det ikke være genialt?

Lidt fakta:

  • Du kan i 2021 indsætte 5.400 kr. ind på dit barns aldersopsparing. I det store billede er det jo småpenge.
  • Dine børn skal ikke betale skat ved udbetaling, når de bliver pensionister (modsat f.eks. ratepensionen).
  • Samtidig bliver de heller ikke modregnet i folkepensionen. 
  • Til gengæld kan du ikke trække indbetalingen fra i det år, hvor du indbetaler (som du kan med andre typer pensioner) – men det er jo lige meget, for dine børn har formentlig ikke noget at trække det fra. 
  • Og så betaler du løbende langt lavere skat af afkastet, end du gør i frie midler.
  • Du betaler 15,3 pct. i lagerbeskatning mod 27-42 pct. i skat af realiseret afkast, når det er i frie midler. 

4. Brug barnets frikort til lagerbeskattede investeringer

Nu bliver det en smule teknisk, så hold fast.

Jeg har lige skrevet, at skatten er højere, når du investerer i frie midler, end når du investerer gennem aldersopsparing og aktiesparekontoen.

Normalt er skatten 27 pt. for de første 56.500 kr. i afkast. Derover bliver den 42 pt.

Men hvis det er et værdipapir, som bliver lagerbeskattet, så kan man bruge barnets frikort. 

Skat deler værdipapirer op i to slags:

Kapitalindkomst – Det kan være produkter som obligationer, renteindtægter og visse udenlandske fonde. Kapitalindkomst er lagerbeskattede, og til dem kan barnet bruge frikortet. 

Aktieindkomst – typisk almindelige aktier. De er ikke lagerbeskattede. Her betales først skat, når papiret bliver solgt.

Lagerbeskattet betyder derimod, at der løbende betales skat ud fra, hvor meget papiret er steget i værdi – uanset om det er blevet realiseret, dvs solgt, eller ej. 

Det bliver for teknisk at redegøre præcist for, hvad der går under kapitalindkomst, så det bedst bud er at ringe til skat og tjekke, hvis du er i tvivl.

Skat har offentliggjort en liste over hvilke fonde, der fremover bliver fritaget for lagerbeskatning her.

Jeg bruger ikke selv den her metode, da jeg ikke investerer i fonde. Jeg fokuserer på børneopsparingen, aldersopsparingen og aktiesparekontoen.  

5: Invester pengene  

Hvordan investerer du så pengene på de her forskellige konti og depoter, som du har oprettet?

Jeg er stor fortaler for at udvælge individuelle virksomheder, som er kommet på udsalg på aktiemarkedet af den ene eller den anden grund. Metoden hedder value investering, og du kan læse meget mere om, hvordan du gør det her i min e-bog.

At vælge individuelle virksomheder kræver, at du kigger i regnskabet, laver lidt analyse på virksomheden og regner på virksomhedens værdi.

Ved du allerede nu, at det ikke er en metode, du vil sætte dig ind i, kan du vælge at købe investeringsfonde.

Vælger du fonde med spredning, behøver du ikke så stor et kendskab. Derfor kan fonde være et godt sted at begynde.

Her vil jeg foreslå, at du de første mange år vælger akkumulerende fonde – i stedet for fonde der udbetaler udbytte – da du er ved at bygge en formue op. 

Hvilken fond helt præcist skal du så vælge til dit barn?

Vælg gerne en, som lægger sig op af et aktieindeks. Dem findes der mange af.

Her skal du igen vælge i mellem en investeringsforening eller en af de udenlandske ETF (står for exchange traded fond): 

  • ETF’erne er ekstremt billige. Deres årlige omkostninger er helt ned til 0,07 pct. – og det er lavt.
  • De danske investeringsforeninger har omkring 2 pct. i årlige omkostninger, men nogle kommer under en procent.
  • Du kan bruge en hjemmeside som morningstar.dk til at slå fondene op.
  • Du skal især kigge på de årlige omkostninger i procent (ÅOP). 

Lær mere om at investere   

Dette er kun den spæde begyndelse. Vil du gøre dig selv og dine børn økonomiske uafhængige er der ingen vej uden om: Du skal sætte dig ind i investeringer. Du skal lære mere.

Jeg håber for dig, at du vil begynde at analysere virksomheder, stille kritiske spørgsmål, så du udvælger de bedste af dem. Det vil give dig det bedste afkast.

Det er penge godt givet ud at investere i kurser eller en coach, som kan hjælpe dig videre.

Et godt sted at begynde er med min e-bog her. Sørg også for at være på min email-liste, for så du besked næste gang jeg afholder et webinar. Downloader du bogen kan du klikke ja til at være på listen.  

 

Fem grunde til at du skal have en ægtepagt

Fem grunde til at du skal have en ægtepagt

Det er kun et fåtal af par, som aktivt indgår en ægtepagt, som de selv vælger.

Det er en skam, for der er mange fordele ved at lave sådan en aftale om, hvad der skal ske økonomisk, hvis I går fra hinanden.

Når man frier og bliver gift, er det selvfølgelig med en ide om, at det skal vare resten af livet. Det kan føles akavet at tage snakken op om, hvad der skal ske, hvis man vil skilles.

Men sandheden er, at der ikke findes noget bedre tidspunkt at snakke om det, end mens man er forelskede og glæder sig over en fremtid sammen.

Det kan være langt sværere at bringe emnet på banen senere hen i ægteskabet, fordi det kan skabe utryghed og tvivl om, hvorvidt den ene er på vej ud.

Lad os lige få defineret ægtepagt, før vi går i gang.

Hvad er en ægtepagt?

Det er skriftlig aftale ægtefæller indgår om, hvad der skal ske økonomisk, hvis de går fra hinanden.

Man beslutter, hvorvidt der er formuefællesskab over det hele, og om alt skal splittes 50/50, hvis man går fra hinanden. Man kan også beslutte, at der er særeje over bestemte ting, så den ene har retten over en tidligere formue, over egen virksomhed, over en arv, måske nogle arvestykker fra farmor, nogle ejendomme eller måske bare nogle smykker.

Kort sagt er en ægtepagt en aftale om, hvordan tingene skal fordeles, hvis I en dag går fra hinanden.

Hvorfor overhovedet få en ægtepagt?

Lad os lige se på argumenterne.

Dem har jeg nemlig nogle stykker af…

1. I skal kunne tale om penge fra begyndelsen

Det kan godt være, at det er ubehageligt at tale om kroner og ører og hvad-nu-hvis, når den store kærlighed melder sig.

Men den store kærlighed bliver også hverdag, og I står stærkere som par, hvis I kan finde ud af at tale fornuftigt sammen om nogle af de mere praktiske detaljer, som er nødvendige for at strikke et godt liv sammen. I kan lige så godt øve jer. 

Når nu I er ved praktik og fremtid, så er det måske også en god ide at få snakket andre ting igennem. Det kunne være rollefordelingen, hvis I får børn.

Hvis I ikke tager snakken og bliver enige om, at det er et 50/50 arbejdsfordeling, så bliver det næsten altid kvinden, der tager det tunge læs. 

2. Med særeje er du motiveret for at skabe din egen formue

Den amerikanske komiker Ali Wong, der bl.a. er kendt fra Netflix-serierne Baby Cobra og Hard Knock Wife, har sagt, at hendes ægtepagt har motiveret hende til at få succes og gøre sig umage med karrieren.

Hun er gift med Justin Hakuta, som er søn af en forretningsmand, der blev rig af at skabe en blæksprutte kaldet Wacky Wall Walker, der kunne kravle ned af væggen.

Ja, det kan man åbenbart også blive rig af.

Da Ali Wong og Justin Hakuta skulle giftes, krævede den blæksprutte-skabende far, at parret indgik en ægtepagt, så sønnen fik særeje over den formue, han en dag ville komme til at eje.

Det må have gjort lidt ondt, for før de blev gift, hjalp Ali Wong sin kommende mand med at betale en studiegæld på $70.000 – eller knap en halv mio. kr. – af med sine egne penge. Hans fremtidige formue var sikret, men hun havde “gratis” betalt hans gæld af.

Alligevel er hun dybt taknemlig for ægtepagten.

“Jeg var meget motiveret til at skabe min egen formue, fordi jeg havde skrevet under på et dokument som helt specifikt skitserede, hvordan jeg ikke kunne være afhængig af min mand. Min far har altid talt godt om “gaven ved frygt”, og den ægteskabspagt skræmte livet af mig. Men i sidste ende blev det, at jeg var tvunget til at underskrive den ægtepagt, en af de bedste ting, som er sket for mig og min karriere.”

Det skriver hun i bogen Intimate Tales, Untold Secrets and Advice for Living Your Best Life.

Hvad hvis nu, der er dig, der står med formuen?

Jamen, så bliver du nok endnu gladere for, at du kan beholde den. Det er ikke sikkert, at du har en formue,  når I indgår ægteskabet, men måske har du en senere hen.

Det var hvad, der skete med sangerinde og forretningskvinden Jessica Simpson.

Hun ærgrede sig over, at hun ikke fik en ægtepagt i sit første ægteskab, som indgik som 22-årig med den otte år ældre popstjerne Nick Lachey.

Han var på tidspunktet længere i sin karriere og mere formuende end hende.

Han ville have en ægtepagt, men hun blev fornærmet og afviste med argumentet om, at det jo var for evigt.

“For evigt” varede i det her eksempel tre år, og i de tre år tog hendes karriere fat.

Da de skulle skilles, havde hun en formue på omkring $35 mio. (omkring 220 mio. kr.), mens hans formue var omkring $5 mio. (32 mio. kr.).

Hun har skrevet om det i sin autobiografi Open Book, hvor hun fortæller, at hun gav ham, hvad han ville have. 

Hun afslører ikke, hvor meget hun gav ham, men nogle af de kulørte blade har skrevet, at han fik omkring §10 mio. – dvs næsten en tredjedel af hendes formue.

Men hvad næsten endnu værre er, at han også fik rettigheden til 1,5 pct. af hendes omsætning fremover. 

Det får mig videre til det næste…

3. Du beskytter dine aktiver

Jessica Simpson lovede 1,5 pct. af omsætningen i sin forretning væk til en mand, som hun var gift med i tre år.

Den slags historier har jeg hørt om før. Det må være så bittert, at en person, som du har været gift med i få år, får ret til din fremtidige indkomst fra en virksomhed, som du har bygget op, mens du var i ægteskabet.

Det er en sag, hvis begge parter har tjente nogenlunde lige meget og deler alt 50/50.

Det er en anden sag, at den ene får ret til den andens fremtidige indkomst.

Det må være ekstra bittert, hvis det var et ulykkeligt ægteskab. Jessica Simpson har f.eks. fortalt, at de skændtes meget, og at hun følte, at han modarbejdede hendes karriere. Nu kan han høste frugterne af den for altid. 

Jeg kender en, som var gift med en mand, der var voldelig overfor hende. De var ikke gift i særlig mange år, men hendes karriere rykkede en del i de år.

For at være sammen med ham opsagde hun sin lederstilling og flyttede over til hans landsdel. Der begyndte hun i nød en konsulentvirksomhed for at tjene penge.

Da de blev skilt, fik han ret til en del af hendes indtægt fra hendes konsulentvirksomhed. 

En virksomhed er et aktiv, som skal deles – medmindre du sørger for en ægtepagt med særeje.

Det samme gælder naturligvis med de andre aktiver. Din aktiebeholdning skal deles. Ejendomme skal deles – også selvom det er en ejendom, du har arvet og som er gået gennem generationer…Medmindre du laver en ægtepagt med særeje naturligvis.

4. I træffer selv en beslutning 

Hvis I ikke underskriver en ægtepagt, er det ikke sådan, at der ikke er en ægtepagt.

Der er skam en de facto ægtepagt, når I bliver gift. Men det er den ægtepagt, som staten skruer sammen i lovgivningen.

Vil du hellere lukke øjnene og håbe på det bedste?

Eller vil du tage aktivt stilling?

Det mindste du kan gøre er, at sætte dig ind i, hvilken ægtepagt du egentlig går ind i, hvis I ikke selv vælger en sammen.

5. Du beskytter dig mod den andens gæld

Nu har vi talt om formuer, der skal deles.

Men der er også noget andet, der kan blive delt ved formuefællesskab: gæld. 

Hvad hvis nu din partner opbygger en stor gæld?

Det mest grelle eksempel kunne jo være, at han var ludoman og opbyggede en spillegæld. Den ville du også overtage, hvis I blev skilt.

Men der er også andre – og mindre dramatiske – måder at opbygge gæld på. Det kan være en virksomhed, der går konkurs. Det kan være en fejlinvestering.

Da jeg første gang var på barsel, gik jeg lange ture med en veninde, som stadig var tynget af eks’ens gæld.

Det havde været nogle ulykkelige år i et kort ægteskab, men hun var kommet videre og havde fundet sig en rar mand, som hun nu havde fået et barn med.

Men eks’en spøgte hele tiden, fordi han spillede en rolle i den nybagte families økonomi.

Han havde nemligt skabt noget gæld ved nogle fejlvurderede ejendomsinvesteringer under finanskrisen. Den gæld boksede hun stadig med, og det stod klart, at de nybagte forældre ikke havde råd til at flytte.

De boede i en toværelseslejlighed på Nørrebro, og det ville de nok blive ved med.

Det smertede hende, at de nok ikke ville få et barn nummer to på grund af den tunge skygge, som eks-manden kastede ind over deres liv.

Der var knap nok plads til et barn i deres lejlighed. To var uoverskueligt. Indirekte var hendes eks-mand med til at afgøre, hvor mange børn hun skulle have senere hen.

Er det for sent?

Hvis du allerede er gift, er det så for sent at få en ægtepagt?

Nej, selvfølgelig ikke. Man kan også indgå en ægtepagt senere hen.

Hvis du gerne vil indgå en, hvad er så det næste skridt?

Jeg er stor fortaler for at få hjælp fra de bedste. Det næste skridt er selvfølgelig oplagt: Du skal tale med en jurist, som er specialiseret i ægtepagter.

Hvordan overtaler du din partner?

Forklar din partner, at der allerede er en ægtepagt, men det er en staten har besluttet for jer, og du vil hellere have, at I selv beslutter, hvordan den skal se ud.

Jeg ville gå med ærlighed og forklare, hvad der er vigtigt for dig, og hvilke fordele du ser i det for den anden partner. En ægtepagt er jo ikke altid noget, der stiller den anden dårligere.

Den kan f.eks. også sikre den anden ved at sørge for, at pensionerne også blive fordelt lige, hvis det er det I ønsker.

I den ægtepagt i automatisk indgår – hvis I ikke selv underskriver en – bliver pensionerne jo ikke delt.

Hvilke argumenter skal du give for at indgå en ægtepagt?

Det er svært at liste argumenter op, fordi ægtepagterne vil se meget forskellige ud. Nogle vil ønske mere formuefællesskab og andre vil ønske mere særeje.

Jeg ville nok sørge for, at de aktiver jeg selv bygger op – som min virksomhed og min portefølje af aktier  – var særeje. Andre ønsker måske, at det skal være fælles.

Det vigtigste er, at du selv tager stilling og går oplyst ind i det.

I min e-bog Bliv Fri kan du lære meget mere om at opbygge en formue i form af en aktiebeholdning. Du kan downloade den her.

Sådan beskytter du dig mod høj inflation

Sådan beskytter du dig mod høj inflation

Inflation er en trussel, fordi det udhuler værdien af dine penge.

Inflation er også en trussel, fordi det indirekte kan medføre et aktie crash.

Når inflationen stiger, vil nationalbankerne på sigt blive nødt til at lade renten stige for at tøjle udviklingen. En rentestigning kan medføre heftige kursfald på aktiemarkedet.

Hæver den amerikanske centralbank Federal Reserve System (“Fed”) renten i USA brat, kan det faktisk få aktier til at crashe.

Det har vi fået forsmag på flere gange de senere år, bl.a. i 2018 da Fed hævede renten fire gange i træk. Det fik aktiekurserne til at bævre …og dratte sidst i 2018. 

Vi har i mange år haft lav inflation og lav rente.

Hvorfor skulle det nu ændre sig? 

Fordi nationalbankerne verden over har pumpet penge ud i økonomien i gigantiske mængder oven på corona-epidemien.

Jeg vil ikke gå ind i alt for mange detaljer med M1 og M2 og andre mål for penge i USA, og dermed gøre teksten tung og svær at læse (og fylde den op med noter og henvisninger). Men stol på mig, når jeg siger, at Fed har pumpet sprøjtet penge ud i systemet i en hast og mængde, som vi ikke har set før – ikke engang under finanskrisen.

Når der bliver pumpet store mængder penge ud, får det priserne til at stige.

Inflationen i USA har i mange år ligget under 2 pct. i gennemsnit (fra ca. 2000 frem til nyligt). Men her i foråret er den blevet fordoblet og er målt til omkring 4 pct. (PCE indeks).

Fed’s chef Jeremy Powell forsikrer om, at prisstigningerne er et forbigående problem…men det skal han jo sige, for at berolige markedet.

Mange økonomer taler nu om truslen om stigende inflation. Nogle taler endda om mulig hyperinflation. 

Spørgsmålet som jeg vil besvare her er:

Hvad kan du gøre for at beskytte dig mod inflation? 

Skal du blive i kontanter?

Hvis der er en overhængende trussel om stigende renter og dermed faldende aktiepriser, kan kontanter så være en løsning?

På kort sigt kan det være fint at have kontanter for at kunne købe aktier op ved et aktiefald, men på lang sigt er kontanter den værste aktivgruppe at placere sig i. 

Værdien af dine penge vil nemlig blive udhulet. 

Hvis inflationen f.eks. er på 4 pct., vil værdien af din kontantbeholdning være halveret på 18 år. Stiger den til et gennemsnit på 5 pct., vil dine penge blive halveret på 14 år. 

Hvad med guld?

Fordelen ved guld er, at der findes begrænsede mængder af det, og det betyder, at det holder sin værdi over tid (og endda kan stige i værdi).

Problemet med guld er, at det et stykke metal, som ikke kan opfinde produkter, ansætte eller forny sig, og derfor vil det ikke udvikle sig så godt som aktiemarkedet over tid. 

Den formulering kommer fra Warren Buffett. Han forklarede meget godt problemet med guld på  generalforsamlingen i Berkshire Hathaway i 2018.

Hvis du havde investeret $10.000 i guld i 1942 (ja, ja, jeg ved godt, at du ikke levede i 1942, men det gjorde Warren Buffett), så var det steget til omkring $400.000 i 2018. Hvis du derimod havde investeret $10.000 bredt i markedet (Dow Jones indekset), så var beløbet blevet til $51 mio.

Det er en vild forskel, ikke sandt? Lidt af en øjenåbner.

Derfor er aktier den bedste beskyttelse

Når du køber en aktie, køber du en lille ejerandel i en virksomhed.

Gode virksomheder kan beskytte sig mod inflationen.

Hvordan?

Inflation betyder stigende priser.

Du skal finde virksomheder, som kan lade deres priser stige med inflationen – og endda over inflationen.

Tænk over det.

Hvis alting stiger 4 pct, ville du så holde op med at købe tandpasta eller juice, fordi de også steg 4 pct.?

Nej, vel?

Vi skal jo have børstet tænder og spise morgenmad – og forhåbentlig stiger lønniveauet med inflationen.

Nogle virksomheder er endnu bedre til at beskytte sig, fordi deres kunder ikke er så optagede af priser.

Tag Apple’s produkter for eksempel.

Den gennemsnitlige pris for en iPhone er steget fra $650 til $1.000 på fem år. 

Jeg kan huske, at jeg fik et chok i 2016, da jeg skulle købe en ny iphone. Den nye Iphone 7 kostede mig omkring 8.000 kr, hvilket var meget mere, end jeg tidligere havde betalt for en iPhone. Men til gengæld kunne den også meget mere og havde større hukommelse.

I 2020 betalte jeg så omkring 12.000 kr. for en iPhone pro max.

Jeg ved godt, at Apple har billigere telefoner, men jeg ville ikke have billig.

Jeg ville have det bedste redskab, som jeg kunne finde, fordi jeg bl.a. bruger telefonen til at optage Youtube videoer og Facebook Lives. 

…Men du må ikke investere blindt i aktier

Når renten stiger, er der risiko for, at aktierne falder drastisk. 

Vidste du, at det tog næsten 30 år, før aktierne havde genvundet det tabte efter 1929?

Warren Buffett opstilling med guld og aktier ville se helt anderledes ud, hvis han havde sammenlignet udviklingen med 1929 som udgangspunkt.

Vi befinder os lige nu i en historisk aktieboble, som får 1929 til at blegne.

Shillers PE ratio er et mål for, hvor dyre aktier er. I 1929 lå det på 30, før crashet. I dag ligger det på 38.

Det betyder, at aktier er dyrere i forhold til deres indtjening i dag end de var på toppen i 1929. 

Med andre ord kan du ikke bare sætte dine penge bredt i markedet, som i en ETF der følger et aktieindeks (som f.eks. Dow Jones indekset fra Warren Buffetts eksempel).

Hvad gør du så? 

Du bliver nødt til at investere intelligent i aktier.

Du skal investere med øje for, hvor dyrt et selskab handles på børsen, og du sørger for, at du investerer, når det er billigt eller rimeligt prissat.

Det kan du læse meget mere om i min e-bog her

Tre fejl du begår ved at forsøge at spare og “prutte” om tingene

Tre fejl du begår ved at forsøge at spare og “prutte” om tingene

Forleden læste jeg en “prutte”-tråd på Facebook, hvor det blev diskuteret, hvordan man kan forhandle sig til rabat og nedslag.

Der var mange kreative indslag og eksempler på hvide løgne.

Her er nogle af de eksempler, som dukkede op:

  • En sagde altid “det er vist lige over mit budget” og ventede på ekspedientens reaktion.
  • En spurgte om der var studenterrabat… hele livet.
  • En stak en hvid løgn om at havde set det billigere på nettet eller i en anden fysisk butik. 
  • En sagde bare højt, at det var for dyrt og ventede på en reaktion.
  • En anden sagde “det er over mit budget” og ventede.
  • En stak en løgn i en hushandlen og sagde, at banken kun havde godkendt et lavere beløb. 
  • En ringede til hotellet og spurgte, om de gav 5 euro i rabat pr. nat.

Hvad er problemet med at søge rabat og nedslag? Det skal jeg fortælle dig.

Der er tre hovedproblemer:

Du har fokus på mangel

Hvilke tanker ligger der bag dit behov for at spare?

Det er en tankegang om, at penge er en mangelfuld resource.

Der ligger et fokus på begrænsninger og mangel bag, og det mindset forstærker du, når du går ud i verden og tænker på, hvordan du kan få nedslag.

Det kan godt værer, at man kalder det en “hvid” løgn, når du siger til en ekspedient, at du ikke har råd til en kjole, men det bliver din sandhed.

Hvad mener jeg med det? Det en sætning, som du siger højt, og der er en ekstra lytter med: din underbevidsthed.

Når du siger “det er for dyrt” eller “det ligger over mit budget”, bliver det den virkelighed, som du skaber for dig selv.

Din psyke tænker “aha, det er det, du vil have” og begynder at skabe situationer, som kan bekræfte, at det er sådan det er.

Kender du til bekræftelse? Det er små sætninger, som vi siger til os selv for at påvirke psyken. Det kan være sætninger som:

“Der er overflod i mit liv”

“Jeg tiltrækker velstand fra alle kanter”

“Det klarer jeg bare”

Med de små hvide løgne, som du stikker ekspedienten, skaber du negative bekræftelser.

Du får ikke det bedste

De mest velhavende mennesker, som jeg kender, gør akkurat det modsatte af at prutte.

De giver mere for tingene. De giver spontant middag til vennerne, de giver rigeligt med drikkepenge og de søger først og fremmest kvalitet, når de køber ting. 

Jeg fik hjælp af en veninde til at falde på plads i Portugal. Hun havde selv boet i Portugal tidligere. Mens vi gik rundt og købte alt muligt fra tørrestativ til gulvskrubber, sagde hun hele “tag den dyreste”.

“Hvorfor det?”, spurgte jeg. 

“Den er bedre,” svarede hun.

Da vi stod ved tørrestativerne, mærkede jeg efter. Den billige var let i materialet. Den dyre var tung og virkede af bedre kvalitet.

Sådan er det jo tit. Kvalitet koster.    

Da hun senere var taget hjem, fortsatte jeg stilen.

Da jeg kiggede hårtørrer, kom til at tænke på den hårtørrer, som jeg havde haft derhjemme.

Jeg havde købt den på tilbud for 100 kr. i LIDL kort tid efter, at jeg var blevet fyret på barsel.  På det tidspunkt var fokus i mit liv i høj grad på mangel og frygt.

Den hårtørrer lugtede så frygteligt af plastik – den lugtede giftigt – og det gik ikke væk med tiden.

Når jeg tørrede hår, kom børnene tit hen og ville have varm luft på sig, og jeg var splittet mellem at fornægte dem lidt hverdagssjov eller sende varm luft med hormonforstyrrende stoffer mod et dansende blebarn.

Jeg ved ikke, hvor mange øjeblikke jeg har stået og haft det skidt med at sende dårlig plastik luft på dem.  Jeg kom aldrig til at elske lide den hårtørrer, og jeg endte med at smide den ud, da vi flyttede – hvilket igen er noget miljøsvineri.

Hvad gjorde jeg i butikken i Portugal?

Jeg pegede på den dyreste, som de havde. Den føltes tung og solid. Den havde en plads for sig selv i butikken. Lidt hævet over de andre, som om den var kongen over hårtørrerne.

Mærket var en Remington, som de måtte bestille hjem til mig med bud, fordi de ikke havde den på lager.

Hvad kostede den så? Det kan jeg ikke huske. Det var slet ikke det, som jeg havde fokus på.

Har den plastiklugt?

Overhovedet ikke. Nu har jeg det bedre med at sende varm luft mod mine børn.

Det er alle pengene værd, at jeg kan nyde det dyrebare øjeblik.

Du kan miste handlen og relationen

Når du står i en situation, hvor der muligvis er flere købere, som f.eks. et hus, en service eller en genbrugsvare, kan du miste handlen, hvis du bliver fedtet. 

Begynder du at prutte om huset, mister du måske chancen for at købe dit drømmehus.

Beder du om rabat hos frisøren, kan det være, at hun beder dig om at finde et andet sted eller klipper dig modvilligt og lidt gnavent. (P.S. Husk at støtte de små erhvervsdrivende. Måske er de der ikke næste gang, du vil handle hos dem, fordi de har svært ved at få det til at køre rundt med pruttende kunder. Vær gavmild. Rabat er det omvendte af drikkepenge. Du beder dem om at gå ned i løn.).

Sådan har jeg det i hvert fald selv.

Både i min forretning og privat, gider jeg ikke gå videre med dem, som henvender sig for at få rabat. 

Da jeg f.eks. flyttede til Portugal, tog jeg meget lidt med mig.

Jeg solgte en masse legetøj og møbler på genbrugssider til meget lave priser, fordi jeg hurtigt skulle af med det. Selvom det var tydeligvis billigt sat, er der altid nogen, der henvender sig for at få det endnu billigere. Dem ignorerer jeg eller blokerer. 

I min kursusvirksomhed møder jeg også folk, som vil have rabat.

I begyndelsen – da jeg var meget sulten og stadig ikke kørte med overskud – gav jeg indimellem rabat, men jeg oplevede, at jeg fik problemer med de kunder, der ikke havde betalt fuld pris. De er besværlige kunder, som skaber ballade i forretningen. 

I dag ser jeg det som et faresignal, hvis nogle henvender sig for at få rabat.

Jeg siger direkte til dem, at der ikke er et match. Jeg kan godt finde på at slette dem fra listerne, så de heller ikke længere får blogindlæg og e-mail med webinarer, fordi jeg ser det som et advarselssignal, at de ikke synes, de skal betale samme pris som andre. 

Jeg ønsker kun kunder, som betaler fuld pris med glæde. De har mere fokus på at få det bedste ud af det, og er sjovere at arbejde med og mere gavmildt indstillet til livet.

Hvad skal du gøre i stedet?

Fokusér på velstand hver dag. Fokusér på, hvor meget du har og dyrk taknemmeligheden. 

Den følelse behøver ikke at have noget med materielle ting at gøre.

Du kan gå dig en tur og nyde udsigten. Nyde hvor overvældende meget skønhed, der er. Nyde træernes gavmildhed. Skyernes lette dans på himlen. Den friske luft. Fuglenes kvidren. Kold luft der strømmer ind af dine næsebor og varm luft, der glider ud. 

Hvis du er stille i dit sind, kan du nå ind til et sted, hvor du virkelig kan mærke velstand som en stærk fysisk kraft.

Nogle vil føle den som gåsehud. Andre som en sitrende strøm af glæde gennem kroppen.

Prøv at søg ind til din indre velstand mindst 15 minutter tre gange om dagen. Morgen, middag og aften. 

Sand velstand er så meget mere end penge. Det er en indre frihed, kærlighed, gavmildhed, taknemlighed, fysisk velvære og gode relationer. Der findes en uendelig strøm af rigdom, overskud og velstand, og den bor i dig.

Når du bliver god til at dyrke den indre velstand, vil du også tiltrække ydre velstand i form af flere penge, gode investeringer og materielle goder.

Det lyder som hokuspokus, men det er det ikke.

Din indre verden og din ydre verden hænger sammen.

Så længe du fokuserer på at jage tilbud og få særlige rabatter, har du fokus på mangel og den materielle del af velstand.

Den gode nyhed til dig, som sidder fast i det materielle, er, at et kvarters fokus på velstand er ganske gratis.

Det er også 15 minutter, som du ikke bruger på at prutte et par bukser ned i pris. Et par bukser som du måske aldrig rigtig bliver glad for og aldrig kommer til at gå med.

Hvordan hænger det her sammen med investeringer?

Det hænger super fint sammen.

Du bliver en bedre og roligere investor, når du kan mærke, at universet er fuld af overskud. 

Du vil have mindre tendens til at gå i panik og reagere med at købe og sælge på en følelse af mangel og frygt. 

Du kan lære mere om at investere og tiltrække materiel velstand ved at læse min e-bog Bliv Fri. Du kan downloade den her.