Fem ting du skal gøre, hvis du risikerer at miste dit job

Fem ting du skal gøre, hvis du risikerer at miste dit job

Jeg har selv været der.

Jeg blev ringet op kl. syv om morgenen – midt i min barsel – for at få at vide, at jeg var blevet fyret i en runde af besparelser.

Jeg vidste jo godt, at der var en fyringsrunde, men jeg havde ikke forestillet, at jeg selv ville ryge.

Men det gjorde jeg.

En fyring kan ramme os alle. Den kan ramme os, når vi mindst venter det.

Her er mine fem bedste råd til, hvad du skal gøre for at sikre dig mentalt og økonomisk.

1. Undersøg din arbejdsplads og din branche  

På et tidspunkt hyrede jeg en top karriere-coach fra USA til at hjælpe mig til at forstå, hvorfor jeg var gået i stå i min karriere.

Jeg var løbet ind i nogle barriere, som jeg havde svært ved at komme uden om (bl.a. en virkelig sur chef).

Jeg talte i timevis med den dygtige coach, og på et tidspunkt lagde han op til en konklusion. 

Han spurgte mig:

“Har du overvejet at arbejde i en branche, som ikke er for nedadgående.” 

Jeg blev helt stille.

Her var jeg.

Erhvervsjournalist med mere end et årtis erfaring med at se kritisk og analytisk på virksomheder og brancher.

Men jeg havde aldrig brugt værktøjet på min egen arbejdsplads.

Jeg fik en aha-oplevelse.

Printavisers indtægter faldt drastisk. Faktisk arbejdede jeg i en industri, som nok snart ville være en slags fortidslevn.

Jeg havde troet, at det hele handlede om mig og mine evner.

Min coach forklarede, at det er svært at gøre karriere i en branche, som har stærkt faldende indtæger.

Arbejdspladser som taber indkomst strammer op, sparer og fyrer. Sådan er det.

Du kan bruge de samme værktøj, som jeg anbefaler, at du bruger til at investere, til analysere, om du arbejder i en dårlig “investering”.

Du skal stille dig en række basale spørgsmål:

  • Stiger eller falder salget?
  • Stiger eller falder overskuddet?
  • Er der en god ledelse i virksomheden? Stoler du på dem?
  • Kan virksomheden beskytte sig mod konkurrenterne?

Du kan hente hele min investeringstjekliste her. Du kan også downloade hele min gratis e-bog her, hvor det er forklaret lidt mere i detaljer.

2. Få styr på opsparing og budget   

Det er slemt at miste sit job, men det er endnu værre, hvis du skal til at kæmpe med økonomien på samme tid med, at du skal omstille hele dit liv.

Det første du skal gøre er at stramme dit budget op.

Du skal indstille din økonomi, så du har råd til at blive fyret, og det betyder, at du skal lave et budget, som passer til den indtægt, som du vil have, hvis du bliver fyret.

Hvis du har ret til dagpenge, så sørg for, at du i en periode kan holde dig til det niveau. Ser det helt sort ud, så skal du undersøge muligheden for en lønsikring.  

Det første skridt er naturligvis at lave et budget. Alene det vil være et stort fremskridt – de færreste laver et. De lever bare fra dag til dag og fra måned til måned. 

For at få skruet dine løbende udgifter ned til et minimum, skal du gå alle poster på dit bankudtog igennem en for en.

På den måde vil du få blik for en masse unødvendige udgifter. Du kan bruge en app som SPIIR til det. Sidst jeg gjorde det, opdagede jeg nogle abonnementsløsninger, som jeg slet ikke vidste, at jeg betalte til og som jeg ikke brugte.

Når du har strammet op, vil du have flere penge i overskud, end du plejer. Nu skal du til at bygge opsparinger op:

A. Du skal først have en nødopsparing, som skal dække de uforudsete udgifter, som f.eks. nyt køleskab eller reparationer. Der skal stå omkring 10.000 kr. på den opsparing

B. Du skal derefter opbygge en sikkerhedsopsparing, som skal kunne dække huller, hvis du mister din indkomst. Den opsparing skal bestå af minimum tre måneders løn efter skat. 

C. Derefter skal du fortsætte ved at opbygge til din fremtidige velstand, dvs. opsparing som skal investeres. 

3. Søg nye muligheder allerede nu 

Det er nu, at du skal sørge for, at du har andre muligheder, hvis uheldet er ude.

Du skal drikke kaffe med gamle kolleger, studiekammerater og andre professionelle kontakter. Dit netværk skal vide, at du er på udkig efter noget nyt.

Diskret og mindre diskret. Skyd med spredhagl.

Nogle har måske ikke noget på hånden lige nu, men måske nævner de dig over for nogen, som har noget relevant. Der er ingen skam i at sige åbent, at du er åben og søger noget nyt. 

Du kan også allerede nu begynde at søge andre stillinger.

Nogle af de bedste job, som jeg har haft gennem tiden, har jeg søgt flere gange, før jeg fik det. Det var først til mit tredje interview hos Reuters, at jeg endeligt fik mit (på det tidspunkt) drømmejob.

Du skal have dit CV klar og evt. også sende det ud til dit netværk. Det tager tid at finpudse et CV, så du skal gøre dette arbejde inden, at du havner i en situation, hvor du er ked af det og stresset over at være blevet fyret.

Du kan også begynde at indsamle nyttige referencer allerede nu. Det kan blive bøvlet at gøre det efter en eventuel fyring. 

4. Dyrk dine hobbyer 

Sørg for at have noget andet, end dit arbejde at gå op i. 

Det er meget tungt at blive fyret, hvis din karriere er dit et og alt. Tro mig, jeg ved, hvad jeg snakker om. Jeg kom fra en branche, hvor man griner og spørger folk, om de har fødselsdag, når de forlader det åbne kontorlandskab “allerede” kl. 17.

Mit job var min karriere, min hobby, min lidenskab og stort set hele min venskabskreds var journalister. Jeg gik til fredagsbar med kolleger. Jeg skrev rejseartikler i mine ferier. Jeg tog til konferencer og festivals med andre journalister i min fritid. 

Du skal begynde at finde glæde ved andre ting end dit arbejde. Om det er vandreture, litteratur, tennis, strik, golf eller sejlads er ligemeget.

Hvis du altid har drømt om at lære at synge i et gospelkor, så er det nu, du tager dig sammen og prioriterer det.

Hvis du altid har drømt om at skrive en krimi, så er det nu, du skriver outline til plottet og måske tager et kreativt skrivekursus.

Lav en liste med 100 ting, som du gerne vil opleve i dit liv. Ja, 100. Ikke en sølle liste med 10 eller 20. Listen skal være så lang, at din hjerne bliver tvunget til at være kreativ og finde nye muligheder i støvede afkroge af dit sind.

Du skal lave listen, før du bliver fyret, for du vil have svært ved at finde ind til glæden og kreativiteten, når du er midt i en chok. 

Pointen her er, at du skal have noget, som giver dig glæde, hvis du bliver fyret og mister struktur på din hverdag

5. Fremtidssikre din indtægter  

Du skal sørge for at have andre indtægter end lønnen fra dit dagsjob. 

Inden for investering taler man meget om at sprede sin risiko. At være 100 pct. afhængig af sit lønjob er det omvendte af at sprede sin risiko.

Det er at lægge alle æg i en kurv, som en enkelt, mavesur chef kan stampe på. 

Undersøg mulighederne for at blive selvstændig.

Nogle typer bibeskæftigelse kan du gå i gang med allerede i dag – mens du stadig har dit faste job. Jeg har tidligere lavet en liste med 10 typer passive indkomster. Du kan læse den her.

For mig har indtægter fra aktieinvesteringer i individuelle virksomheder været en virkelig god løsning. Du kan læse mere om, hvordan jeg investerer i denne e-bog.

Husk at download min e-bog, hvor du kan lære mere om at pleje dine penge med gode investeringer som Warren Buffett her

De syv pengelektier de fleste lærer for sent i livet

De syv pengelektier de fleste lærer for sent i livet

Jeg har beskæftiget mig med penge længe, men mine drenges erfaring begrænser sig til at lege købmandsbutik og til tandfeens tyver.

Deres fremtid er allerede i fuld gang med at forme sig, fordi jeg investerer for dem, både gennem deres børneopsparinger og pensioner, men det kommer jeg ikke altid til at gøre.

En dag skal de selv tage over. 

Lang tid før det vil jeg fortælle dem om de vigtigste principper. Her er syv ting, som jeg vil fortælle dem om penge.

Måske kan du også lære en ting eller to af det:

1. Den sande værdi af penge er tid 

Mange forbinder overflod af penge med luksus og sus og dus. Båd, hus, biler, rejser, designertasker og -sko, guld, diamanter, fancy cocktails og ekstravagante fester. 

Det er ikke den sande værdi af penge.

Det mest værdifulde udbytte, som penge kan vil give dig, er friheden til at vælge, hvilket liv du vil leve.

Der er aldrig nogen garanti for lykke, men du vil have bedre muligheder for at få et tilfredsstillende liv, hvis du selv kan vælge, hvad du vil arbejde med, hvornår du vil arbejde, hvor du vil bo og hvem du vil bruge din dyrebare tid med. 

2. Invester tidligt (og undgå gæld)

Du skal gå i gang med at investere så tidligt, som du overhovedet kan for at udnytte renters rente.

Hvad er renters rente? Det er universets mægtigste kraft, mener Albert Einstein.

Renter rente betyder, at dine penge tjener penge til dig, og at de penge, dine penge allerede har tjent, også tjener penge til dig.

Med effekten af renters rente vil dine penge vokse eksponentielt, altså med en kurve, der ligner en hockeystav med en meget stejl kurve for enden. Men det tager lidt tid, før kurven bliver stejl.

Renters rente gælder også omvendt.

Har du gæld og betaler du ikke af på den, vil din gæld vokse i takt med, at du også skal betale renter af udgifterne til renterne. Heraf kommer udtrykket renters rente.  

3. Succes kommer af at være tålmodig og konsistent  

Mange tror, at man skal være ekstremt intelligent, ualmindelig heldig eller arbejde ekstremt hårdt for at blive rig.

Du behøver ikke at være genial for at være god til at håndtere penge og vælge gode investeringer.

Det drejer sig langt mere om at være tålmodig og konsistent. Bliv ved med at investere, hold ud og træk vejret, når markedet kører op og ned.

Som Warren Buffett siger: “Du behøver ikke at være genial. Du skal blot være lidt mere vis end de andre – i gennemsnit – over lang tid.”

Vis er noget helt andet en intelligent. Det handler om at være fornuftig, se på fakta og ikke lade sig rive med. 

Det gælder i øvrigt i mange andre områder af livet.

Vil du have succes med noget, så sørg for at arbejde på det hver dag. Tag et skridt af gangen uden at gå i panik, når der sker noget uventet. 

4. Brug mindre end du tjener 

Dette er faktisk et af de vigtigste redskaber, som du kommer til at have: Brug altid mindre, end du tjener. 

Hvis du altid bruger lidt mindre, end du tjener, og investerer resten, kan det ikke gå helt galt.

Utrolig mange mennesker falder i fælden, hvor de hele tiden graver hullet dybere ved at bruge flere penge hver måned, end de får ind på kontoen. Det skaber stress og ødelægger din fremtid.

5. Din lykke kan måles i relationer – ikke i penge 

Penge er blot et middel – det er ikke endemålet.

Du skal være opmærksom på dine relationer – det er dem, der vil give dig ægte lykke i livet. 

Som Warren Buffett siger “Succes er, når dem du gerne vil have elsker dig, rent faktisk elsker dig.”

Hvordan opbygger du gode relationer?

Jeg er ikke ekspert på lige det område, men det er Dale Carnegie, som var Warren Buffetts lærermester, når det gælder kommunikation (læs evt. bogen How to Win Friends and Influence People). Han taler om at du skal være venlig, kalde dine kære ved navn, smile til dem, spørge ind til det, som interesserer dem, rose dem for noget specifikt og gerne foran andre, og give dem ret – også selvom de måske ikke har det (eller glid i det mindste af). 

6. Du er dit største aktiv

Du må aldrig holde op med at investere i dig selv og din viden, for du vil altid være dit største aktiv.

Det er dig, der tjener pengene – ikke aktierne. Det er jo dig, der udvælger dem.

Hvad betyder det helt konkret, at du skal investere i dig selv? Nej, nej. Det betyder ikke, at du skal tage den dyre tur i byen forbi frisøren, D’angleretter Spa, rejsebureauet og designerbutikkerne.

Det betyder, at du skal blive ved med at suge viden til dig. Tag på kurser, læs bøger, lyt til podcast, gå til foredrag og læs aviser. 

I investering er din viden akkumulerende, og du ved aldrig, hvornår du kan bruge det.

Du kan begynde at suge viden til dig lige her med min e-bog Bliv Fri.

7. Pas på med at lytte til alle omkring dig 

Man siger, at en person er summen af de fem nærmeste relationer.

Jeg tror, at du bliver summen af dem, som du vælger at lytte til og vælger at kopiere.

Der findes mange forskellige mennesker, og du skal sortere. Se på, hvem de er og hvad de har opnået, før du tager deres ord alvorligt. 

Det gælder også, når du investerer.

Nej, om igen.

Det gælder i særdeleshed, når du investerer.

Der er mange meninger, og bare fordi en person går i jakkesæt og bliver kaldt ekspert, betyder det ikke, at du skal følge anbefalingen.

Du skal tænke selv. Find fakta og vær rationel. Skal du lytte til nogen, så lyt til de bedste value investorer i verden: bl.a. Warren Buffett, Charlie Munger, Monish Pabrai, Guy Spier, David Einhorn og Bill Ackman.  

Markedet er summen af mange menneskers mening, grådighed og frygt. Det skal du huske.

Vælger du at følge markedet og dermed sælge, når andre sælger og at købe aktier, når det stiger, fordi andre køber aktier, så svarer det til, at du kaster tomater og rådne æg efter en taler på torvet, bare fordi de andre kaster og uden at du vide, hvem personen er eller hvad han har gjort.     

Husk at download min e-bog, hvor du kan lære mere om at pleje dine penge med gode investeringer som Warren Buffett her

Stop med at spilde penge på disse syv ting, hvis du vil blive økonomisk fri

Stop med at spilde penge på disse syv ting, hvis du vil blive økonomisk fri

Jeg er en sjov en, for på den ene side er jeg imod at gå drastisk ned i livskvalitet i nuet for at spare til fremtiden. Jeg elsker at leve et godt liv, men jeg er også vild med renters rente og fremtidig velstand. 

Du kan godt spare uden at gå ned i livskvalitet.

Hvordan? Spar på det, som ikke påvirker dit liv i synderlig grad.

Du skal mærke efter, hvad der er vigtigt for dig.

Hvis det er vigtigt med den udskældte caffe latte, så er det naturligvis ikke den, du skal spare væk. Jeg holder selv meget af at gå på cafe. 

Hvad kan du så spare væk, så du får flere penge til at investere?

Her er syv forslag til udgiftsposter, som du med stor fordel kan gå efter – uden at det knækker din nutidige velstand.

1. Forsikringer

Rigtig mange af os er overforsikrede. Uden at vide det har vi flere forsikringer kørende sideløbende, som alle dækker den samme ting.

En type forsikring, som jeg altid undgår, er de der købsforsikringer, som sælgeren altid forsøger at prakke dig på, når du køber elektronik i en butik. De er ret dyre, og de dækker som regel noget, som du formentlig allerede er forsikret imod med en af dine faste forsikringer.

Du vil intet kunne mærke i din livskvalitetet ved at spare dobbeltkonfekt væk her.

2. Impulskøb

Køb ind efter en indkøbsliste og undgå at købe alt muligt andet, som bare kommer til at samle støv, mider og møl på hylden.

Undgå især den der hylde med garn, underbukser, vaser og nisser i supermarkedet.

Nej, du har ikke brug for mere garn eller en ny nisse.

Lav evt en ugentlig reste dag, hvor I bikser noget sammen fra det, som I har i fryseren eller køleskabet. 

3. Den store tv-pakke   

Er der overhovedet nogen, der ser tv mere? Sådan fra en boks på væggen?

Har du kabel-tv eller lignende, så læg mærke til, hvad du ser, og om det overhovedet er nødvendigt.

Måske er tiden kommet til at skære den store tv-pakke fra?

Når nu du er ved det, så kig lige internet og telefonabonnementerne igennem. Måske er det billigere løsninger på markedet nu? 

4. Dyre drinks, restauranter, færdigretter og take away

Jeg kender en, som med lynfart blev økonomisk uafhængig, da han holdt op med at gå i byen og drikke alkohol og istedet investerede alle de penge, som han sparede hver weekend.

Jeg siger ikke, at du ALRIG skal gå ud. Men find så ofte som du kan et alternativ. Inviter hinanden hjem på middag.

Jeg har små børn, og når vi er på tur, har jeg altid mad med til dem, fordi min egen mad er sundere, bedre og meget billigere end de pølser, slaskede hamburgere og pizzaslices som vi kan få på farten.

Jeg elsker at gå ud og spise god mad, men det er en særlig anledning for mig – noget jeg ser frem til – og ikke bare noget jeg gør af dovenskab med hylende børn på slæb.

5. Lottokuponer og andre spil

Det kan meget bedre betale sig for dig at investere pengene langsigtet. Det er en lottogevinst som du med garanti vil vinde.

Du spilder hurtigt 50.000 over fem år. Hvad kunne de penge være blevet til, hvis du havde investeret dem?

Med tid bliver dine penge til meget. Havde du investeret 10.000 kr. i et indeks i i1942, var de blevet til 51 mio. kr. i dag. 

6. Statussymboler

Her skal du naturligvis granske dig selv.

Køber du bil for at være smart eller praktisk? Behøver det at være lige den bil? Eller er der en mere praktisk og billig variant?

Kvalitet er godt, men vær sikker på, at du ikke er motiveret af, hvad andre tænker om dig. Det gælder hele vejen rundt. 

7. Køb færre mærkevarer

En sjov lille detalje. Når du går rundt i supermarkedet, så findes der ofte flere varianter af den præcis samme vare til ret forskellige prisklasser.

Her tænker jeg især på de der lidt ligegyldige huslige ting som vaskepulver, vådservietter og vasketabs.

En lille hemmelighed er, at det ofte er det samme indhold, som er i varerne. I nogle tilfælde er det endda de samme producenter, som laver mærkevaren og private labels, som kædernes egne mærker hedder.

Prøv at kig bag på og se, hvem der har produceret det og se, hvad indholdet er. 

De penge, som du sparer, skal du naturligvis investere. Det kan min e-bog Bliv Fri hjælpe dig med. Du kan downloade den her.   

Guy Spiers otte simple investeringsregler

Guy Spiers otte simple investeringsregler

De bedste inden for et fag lærer af deres fejl og sørger for, at de ikke begår dem igen.

I nogle fag bliver tidligere fejl lavet om til kollektive regler for at undgå de samme fejl.

Derfor har piloter tjeklister. Derfor har hospitaler regler for hygiejne. Derfor følger profesionelle løbere løbeplaner og kostplaner. 

Som investor bør du have to lister:

A. En tjekliste til at undersøge virksomhederne, så du ved, hvad du skal søge efter, og hvad du skal undgå. Vil du se min tjekliste, kan du finde den her.

B. Et sæt af regler for, hvordan du handler aktier.

B’eren er lidt ny for mig. Jeg opdagede disse investeringsregler i investoren Guy Spiers bog The Education of a Value Investor.  Jeg har nu indarbejdet dem i min egen rutine. 

Her er hans otte regler for, hvordan du skal håndtere at købe og sælge aktier.

1. Hold op med at tjekke aktiekursen dagligt

Når du åbner for din handelsplatform, får du en masse input, som sætter reaktioner i gang. Din hjerne begynder at forholde sig til, hvad du skal gøre, når der er plus eller minus på nogle af dine beholdninger. Skal jeg sælge? Skal jeg købe mere?

Det kan være svært at styre trigger-fingeren – den finger der trykker på købs- og salgsknappen – hvis du udsætter dig for mange inputs. Det er lidt ligesom at gå en tur i supermarkedet uden at skulle købe noget.

Din hjerne vil tænke:  “Næ, der er tre dåser flåede tomater for en dåses pris… skal jeg slå til?” 

Guy Spier går flere uger uden at tjekke aktiekurser. Han skriver, at det er befriende at vide, at investeringerne klarer sig fint uden, at du behøver at ånde på skærmen. 

2. Køb aldrig noget, som nogen prøver at sælge dig

Vores hjerne er dårlig til at træffe beslutninger, når vi bliver udsat for salgsargumenter. 

Derfor har Guy Spier sat den regel op for sig selv, at han aldrig køber noget, som nogen aktivt prøver at sælge til ham.

Her skal du som privatinvestor især være på vagt over for børsnoteringer, da der står et helt hold af salgspersoner og markedsføringsspecialister bag selskaber, som vil på børsen.

Guy Spier undgår også at investere i selskaber, som venner og bekendte har forsøgt at overbevise ham om at investere i.  

3. Tal ikke med ledelsen 

De fleste topchefer er fremragende salgspersoner og deres argumenter for selskabet kan være misvisende eller forførende.

Derfor skal du undgå kontakt med ledelsen i virksomheder, som du overvejer at investere i.

Hvis du føler trang til at stille ledelsen spørgsmål om selskabet er det et tegn på, at du ikke har foretaget tilstrækkelig research. 

4. Lav din research i den rette rækkefølge 

Det første indtryk er som regel det, som sidder fast. Derfor er det vigtigt, at du skrider rigtigt frem og laver din research i den rette rækkefølge. 

Hvad er den rette rækkefølge?

1. Årsregnskaber og kvartalsregnskaber

2. Pressemeddelelser og telekonference med ledelsen

3. Artikler og bøger om selskabet

4. Aktieanalyser

5. Diskuter kun din investeringer med personer uden en interesse

Guy Spier nægter at tale med analytikere, ledelse eller nogen fra salgssiden. 

Så hvem kan han tale med?

Han foretrækker at tale med ligesindede fra købssiden, dvs. andre investorer. Men selv med kolleger sætter han nogle grænser op:

1. Samtalen skal være fortrolig

2. Ingen må fortælle, hvad andre skal gøre

3. Der må ikke være forretningsmæssige interesser mellem personerne

4. Der skal være gensidig tillid

6. Køb og sælg aldrig aktier, når markedet er åbent

Her vender vi tilbage til den første pointe: aktiekurser giver dig konstant data, som du skal tage stilling til. 

Faren ved at handle aktier “live” er at du bliver fanget af markedets umiddelbare følelsesudsving og kommer til at gøre noget, som du fortryder.

Det er bedre at lægge både købs- og salgsordrer ind, når markedet er lukket.

7. Falder en aktie, efter du har købt den, må du ikke sælge den i to år

Investeringer river i vores følelse. Vi bliver glade, når aktierne stiger og vil bliver angste, når de falder. 

Når en aktie falder, kan det kortslutte vores evne til at tænke rationelt, fordi vi bliver overmandet af frygt, selvhad og andre stærke, negative følelser.

Derfor har Guy Spier sat den regel op, at han ikke må sælge en aktie i to år, hvis den falder under det niveau, som han har købt den til.

Han sælger den først, når der er gået omkring tre år, fordi han vurderer, at det er længe nok til, at aktierne bør have rettet sig op igen til et mere naturligt leje. 

8. Tal ikke om dine nuværende investeringer

Kender du udtrykket ‘commitment bias’?

Det er, når vi har sagt, at vi vil gøre noget, og når vi bagefter død og pine gennemfører det, blot fordi vi har sagt det. 

Har du sagt, at du investerer i noget – måske endda rost selskabet – kan det være smertefuldt at indrømme, at du har taget fejl. Du udsætter dig selv for faren ved at forblive investeret i noget, som du burde trække dig ud af.

Derfor er det bedre at være meget diskret med, hvad du investerer i.

Guy Spier fortæller først sine investorer om specifikke investeringer, når aktierne er solgt igen. Så laver han det, som han kalder et post-morten på dem. 

Vil du lære mere om at investere, så husk min e-bog, hvor du kan lære mere om at investere som Warren Buffett her

Fem måder at klare uro på aktiemarkedet

Fem måder at klare uro på aktiemarkedet

 

Hvis du vil opnå et godt afkast som investor på aktiemarkedet, skal du bekæmpe nogle almindelige psykologiske instinkter, som vil have dig til at følge flokken.

Flokken er drevet af frygt og grådighed, og det får aktier til at falde og stige, selv når det ikke giver mening. Når du ser andre reagere med frygt, tror du også, at der er en løve, der brøler. Det er svært at lade være med at reagere på det, men det kan godt tillæres. 

Du skal kunne tåle, at der vil være perioder, hvor dine aktier står i rødt – uden at du sælger – og du skal kunne klare, at der vil være perioder, hvor aktier stiger kraftigt – uden at du begynder at købe flere aktier.

Hvordan klarer man at stå igennem aktiemarkedet?

Her er fem ting, du kan gøre: 

1. Sørg for at være finansielt tryg 

Du bør have penge på kontoen og en opsparing til alt det uforudsete.

Du skal have to opsparinger:

  • En til uforudsete udgifter såsom en ny vaskemaskine. Der skal stå omkring 10.000 kr. på en særlig konto til det.
  • Derudover skal du have en sikkerhedsopsparing. Nogle kalder den også en fuck-off-konto, fordi det giver dem mulighed for at sige op, hvis de bliver udsat for noget urimeligt på arbejdspladsen. Du skal som minimum have tre måneders løn eller faste udgifter på din sikkerhedsopsparing.

Nogle tænker, at alle penge straks skal investeres, og at det er ærgerligt at have kontanter stående. Der er jeg uenig, for din opsparing i kontanter har et meget specifikt formål. Du kan tænke på den som et beløb, der køber dig tryghed og en evne til at stå bedre imod markedsudsving. 

2. Investér ikke for lånte penge  

Du må ikke optage et lån for at investere.

Den fælde har de fleste nok opfanget efter finanskrisen, hvor en generation af bankkunder blev fanget i gældsfælder, fordi banker, som Roskilde Bank der senere gik konkurs, lokkede kunderne til at tage lån i friværdien til at investere i egen bank. 

Der findes en anden måde at komme i problemer med lånte penge, som er mere usynlig, og som sjældent kræver din aktive rolle.  

Du skal holde øje med, om handelsplatformen automatisk gearer dine investeringer. Nogle lidt komplekse finansielle produkter er gearede – dem skal du undgå.

Nogle handelsplatforme sørger automatisk for, at du kan investere for mere, end du egentlig har på kontoen. Det gælder f.eks. hos Saxo Bank. Det skal du have slået fra. Hvis du er i tvivl om, hvordan din konto er sat op, så ring til dem og spørg dem. 

3. Research dine virksomheder    

Du skal ikke købe aktier i en virksomhed alene på baggrund af, at en analytiker har hyldet selskabet i en podcast som Millionærklubben. Måske fniser du af det råd, men tro mig, jeg har mødt mange privatinvestorer, som har købt aktier i et selskab alene på baggrund af en sætning sagt i Millionærklubben – og som senere har fortrudt det. 

Du skal researche virksomheden og sikre dig, at du forstår, hvad de tjener penge på (og at de tjener penge). Det betyder, at du skal undersøge deres service eller produkt. Du bliver nødt til at åbne regnskabet og se på, hvor mange penge de tjener.

Det kan hjælpe at bruge en tjekliste. Du kan låne min her

4. Bliv ikke skræmt af markedsudsving 

Det er markedets natur, at aktier kører op og ned.

Aktier er påvirkede af alle mulige begivenheder, som egentlig ikke har noget med forretningen at gøre.

Hvis en aktie falder efter, at du har investeret i selskabet, betyder det ikke nødvendigvis, at du har lavet en forkert investering.

Rigmanden Warren Buffett har mange gange investeret i selskaber, hvor aktien faldt yderligere efter, at han havde investeret. 

Da han købte aktier i Washington Post i 1970’erne, faldt aktien efterfølgende en del. Halvandet år efter at oprindeligt havde investeret i avisen, var aktien stadig nede med 25 pct. i forhold til den pris, han havde købt aktier til. 

Det er nok de færreste, der kan holde ud at se på sådan et stort minus gennem så lang tid. Men det kan Warren Buffett.

Han holdt fast og fik et afkast på over 124 procent. Alene det årlige udbytte, som han (gennem sit selskab Berkshire Hathaway) fik udbetalt fra Washington Post, oversteg til sidst den oprindelige investering.  Berkshire Hathaway gik ud af Washington Post investeringen i 2014.

5. Betal en rimelig pris 

Selv den bedste virksomhed kan vise sig at være en dårlig investering, hvis du får købt aktier i selskabet for dyrt.

Omvendt giver det dig ro, hvis du ved, at du har købt aktier i selskabet billigt.

Da Warren Buffett købte aktier i Washington Post, havde han regnet sig frem til, at han aktierne stod til 25 pct. af det, de egentlig var værd. Det er som at betale 25 øre for en krone.

At prisen så faldt til 20 øre for en krone gør jo ikke den oprindelige investering dårligere. Tværtimod er det måske bare et godt tidspunkt at købe mere. 

Du skal betale en rimelig pris for aktier i selskabet i forhold til den indtjening, som selskabet har. Det betyder, at du ikke kan sige, at noget er “billigt” bare fordi aktiekursen er faldet fra et højere niveau – denne basale fejl hører jeg folk begå igen og igen. 

Hvordan ved du, om aktien er billig i forhold til selskabets indtjening? Det er nogen, du ret hurtigt kan regne på. Du kan lære at bruge Warren Buffetts regnemetode her.

Du kan lære meget mere om at investere i e-bogen Bliv Fri, som kun koster at du indtaster din e-mail-adresse. Du kan downloade den her. Det er det bedste sted at begynde.