Syv kneb til at forblive rolig, når aktierne falder

Syv kneb til at forblive rolig, når aktierne falder

Jeg har hørt mange historier om, hvor slemt det kan påvirke familier, når aktierne falder.

Jeg har hørt om hjertebanken om natten, om paniksalg af aktier på det forkerte tidspunkt og om ægteskaber, der bliver opløst, fordi skænderierne er mange.

Men sådan behøver det ikke at være. Du kan sagtens forblive rolig, selvom aktierne falder.

Men hvordan?

Her er mine bedste trick:

1. Pas på hvilket sprog du bruger

Mange taler om “blodbad på aktiemarkedet” “styrtdyk” “et selskab slået i gulvet”. 

Det sprog vi bruger, påvirker os.

Af en eller anden grund flyder det med krigs- og sportsmetaforer, når vi taler om aktier. 

Når du bruger ord, som drejer sig om liv og død, som f.eks. sønderbombet eller blodbad, så får du hidset dig selv op (- og dem du taler eller skriver med).

Hjernen kan ikke helt forstå forskellen mellem fantasi og virkelighed.

Du kender det måske fra øvelsen, hvor du skal forestille dig, at du bider i en sur citron. Kroppen reagerer næsten lige så snart, at du hører ordet citron. Du kan mærke, at der kommer mere savl, og du må synke.

På samme måde reagerer hjernen og kroppen, når du bruger voldsomme ord. Den reagerer, som om monstret er i rummet. Taler du om blodbad og sønderbombet og styrtdyk, så begynder hjertet at banke lidt hurtigere, pulsen stiger, adrenalinen farer rundt i kroppen. Du bliver nervøs. 

Så stop de voldsomme metaforer. 

Mind dig selv om, at der ikke er nogle farer på færde. Sig i stedet, aktier er faldet en smule tilbage med rolig stemme eller vær præcis og sig “aktien er i dag faldet 2 pct”.

Hellere være præcis end at overdrive med voldsomme metaforer.  

2. Husk på, at du kun taber, hvis du sælger     

Du har ikke mistet penge, når det lyser rødt på skærmen.

Du taber først penge, når du sælger en aktie til færre penge, end du har købt den for.

Det kan virkelig ligne, at du har tabt penge, når der står et minus ud foran dit afkast i handelsplatformen.

Men det kan være midlertidigt. Kurserne farer op og ned på den korte bane. Forhåbenligt har du valgt et selskab, hvor pilen på sigt vil pege op.

Det er her, at din strategi kommer ind i billedet.

For jeg håber, at du har en strategi og ikke bare handler tilfældigt… 

3. Hav en strategi og hold fast  

Det her er lidt en forebyggende metode, men det er den vigtigste: Du skal vide, hvad du gør, fordi så har du nemmere ved at holde fast.

Hvis du omvendt køber, fordi nogle andre mener noget om en aktie, så bliver du meget usikker, når aktien falder. Fordi du i bund og grund ikke ved, hvad du går. 

Den bedste strategi er naturligvis at være value investor, hvor du køber aktien, når den er billig på aktiemarkedet – og i øvrigt har sat dig ind i, hvad det er for en virksomhed, og analyseret dig frem til, at selskabet vil være større om ti år.

Du kan lære mere om metoden i min e-bog Bliv Fri her.

4. Smæk laptoppen i og undgå at kigge på kurverne   

Det kan være ret effektivt at tage en pause fra handelsplatformen.

Nogle gange må du tvinge dig selv til det, for biologien tager over. At tjekke aktiekurser kan være lige så afhængighedsskabende som stoffer, og det skyldes, at der er en masse hormoner, som spiller dig et puds, når du taber eller vinder penge.

Investorer i det her stadie kan blive lige så besatte som ludomaner.

Pas på med det. I sidste ende er livet til for at blive levet og nydt, og markedet skulle nødigt komme til at dominere dit liv.

Du får et skud dopamin af at tjekke aktiekurser som er steget, men når de så falder, ringer amygdala med ringeklokkerne. 

5. Glæd dig

Warren Buuffet omtaler de store aktiefald som “når det regner guld. ” Og når det regner guld, skal du have den store spand ud – ikke et fingerbøl (også citat).

Jeg tror, at både Warren Buffett or hans partner Charlie Munger nærmer sig de 100 år, fordi de ikke vil gå glip af de sidste store aktiekrise.

De glæder sig, og forventningens glæde holder dem i gang. De vil gerne se, hvordan det udspiller sig.

Det vil jeg også. Vil du ikke? Er du ikke nysgerrig? 

6. Hav kontanter klar

Hvordan lærer man at glæde sig over noget, som gør dig hunderæd?

Du skal sætte nogle penge til side til at investere, når markedet er faldet drastisk. Så vil du begynde at have det som hunden, som river i lænken, fordi den gerne vil ud og gå en tur.

Men husk nu, der er ikke udsalg, blot fordi et par centimeter fra Mount Everest er smeltet. Du skal være tålmodig og regne lidt på, hvornår det rent faktisk er billigt. 

7. Brug tiden på at researche 

Brug tiden på at finde virksomheder, som du kan sætte på din ønskeliste.

Det skal være vidunderlige virksomheder med en fremtid.

Det betyder, at de skal have en god ledelse, gode produkter, som ser ud til at blive stadig mere populære, og nogle konkurrencefordele som beskytter dem.

7. Lær noget mere om aktier  

Det er lidt et begyndertegn at blive panikslagen, når aktierne falder.

Måske har du brug for mere viden.

Læs blogindlæg, læs bøger om investering, lyt til podcast, følg med i erhvervsmedierne.

Men vigtigst af alt, find dig en mentor, som er bedre end dig.

Lær så meget som muligt, for viden styrker dig, og gør din modstandskraft stærkere.

Har du ikke læst min e-bog endnu, så er det et godt sted at begynde. I den kan du finde to metoder til at regne på virksomheden. Du kan læse e-bogen her.

Sådan investerer du for dine børn

Sådan investerer du for dine børn

De kære børn. Vi vil dem det bedste og bekymrer os for dem. Ikke bare i dag – om de kommer godt igennem trafikken og får nok at spise til frokost – men langt ud i fremtiden.

Et af mine højeste ønsker er at gøre mine børn økonomisk uafhængige allerede før, de er voksne. Jeg håber, at jeg kan hjælpe mine to drenge med aldrig at skulle bekymre sig om penge.

Jeg håber, at de vil kunne arbejde med lige det, som de ønsker – ikke ud fra økonomiske årsager, men fordi de brænder for det, som de beskæftiger sig med.

Jeg håber også , at de aldrig behøver at bekymre sig om, hvorvidt der er penge nok til at blive pensioneret. For det sørger jeg for. 

Er det realistisk? Det kommer selvfølgelig meget an på, hvor mange penge du investerer for dem, og hvor god du er til at få et afkast. Men en ting er helt sikkert. Du kan hjælpe dem med at få en god start på livet for færre penge end det vil koste dem i fremtiden.

Med små børn er der 20 år til, at de skal bruge pengene. Det er alligevel så lang tid, at renters rente kan få lov til at trylle.

Og arbejder du med deres pensionsopsparing, så kan renters rente lave endnu mere magi for dem. 

Har du børn, så bliver du nok også lidt blød om hjertet ved tanken om at sikre dine børn.

Men hvordan gør du?

Det svarer dette blogindlæg på. 

1. Opret en børneopsparing 

Børneopsparingen er skattefri. Det betyder, at der ikke skal betales skat af afkastet – og det er den eneste ordning i Danmark, der har den løsning.

Det skal du selvfølgelig benytte dig af.

Du skal naturligvis investere pengene.

Mange tror, at en børneopsparingen blot er en opsparing med en rente. Det er måske en misforståelse der er opstået, fordi mange af os er vokset op med den type opsparing i tider, hvor renten var langt højere. I dag giver det ingen mening at lade en børneopsparing stå på en opsparingskonto uden at investere pengene, for renteniveauet er absurd lav (og endda negativt). 

Det skal lige tilføjes, at en børneopsparing kommer med nogle begrænsninger, som f.eks. at man i nogle banker kun kan investere i danske aktier eller i bankens egne puljeordning. Der findes dog banker, der lader dig investere børneopsparingen mere frit.  Jeg ser børneopsparingen som en af flere opsparinger, vi kan lave til vores børn, så jeg investerer i udenlandske aktier andetsteds til dem. 

Praktik om børneopsparingen:

  • Man kan indsætte 6.000 kr. om året, indtil der er indsat 72.000 kr. på kontoen. Du skal indsætte det så hurtigt som muligt, det vil sige fra år 0 til år 12.
  • En børneopsparing kan du sætte til at blive udbetalt på forskellige tidspunkter. Du skal sætte den til at løbe så lang tid som muligt, dvs. indtil de 21 år. Hvorfor? Fordi så får pengene mest tid til at arbejde uden, at der skal betales skat. Samtidig er din guldklump kommet sig over det værste teenagehalløj og formentlig begyndt at tænke fremtidstanker om bolig og studier.  

2: Opret en aldersopsparing til dine børn

En aldersopsparing er en form for pensionsopsparing, og ja, jeg synes, at du skal oprette sådan en.

Tænk om du kunne sikre dine børns pensionisttilværelse allerede før, at de er blevet voksne? Kunne det ikke være genialt?

Lidt fakta:

  • Du kan sætte 5.300 kr. ind på både egen aldersopsparing og på dine børns aldersopsparing i år. 
  • Dine børn skal ikke betale skat ved udbetaling, når de bliver pensionister (modsat f.eks. ratepensionen).
  • Samtidig bliver de heller ikke modregnet i folkepensionen. Sådan er lovgivningen i hvert fald skruet sammen i dag. 
  • Til gengæld kan du ikke trække indbetalingen fra i det år, hvor du indbetaler (som du kan med andre typer pensioner) – men det er jo ligemeget, for dine børn har ikke noget at trække det fra. 
  • Og så betaler du løbende langt lavere skat af afkastet, end du gør i frie midler.
  • Du betaler 15,3 pct. i lagerbeskatning mod 27-42 pct. i skat af realiseret afkast, når det er i frie midler. 

3. Opret en aktiesparekonto til dem

Aktiesparekontoen har også en lavere skat end frie midler.

Her betaler du 17 pct. i lagerbeskatning mod de 27-42 pct. Du kunne i 2019 indsætte 50.000 kr. på en aktiesparekonto – og det bliver til yderligere 50.000 i 2020.

Det er naturligvis også en mulighed.  

4. Brug barnets frikort til lagerbeskattede investeringer

Nu bliver det en smule teknisk, så hold fast i bordkanten.

Jeg har lige skrevet, at skatten er højere, når du investerer i frie midler, end når du investerer gennem aldersopsparing og aktiesparekontoen.

Normalt er skatten 27 pt. for de første 55.300 kr. i afkast. Derover bliver den 42 pt.

Men hvis det er et værdipapir, som bliver lagerbeskattet, så kan man bruge barnets frikort. 

Skat deler værdipapirer op i to slags:

Kapitalindkomst – Det kan være produkter som obligationer, renteindtægter og visse udenlandske fonde. Kapitalindkomst er lagerbeskattede, og til dem kan barnet bruge frikortet. 

Aktieindkomst – typisk almindelige aktier. De er ikke lagerbeskattede. Her betales først skat, når papiret bliver solgt.

Lagerbeskattet betyder derimod, at der løbende betales skat ud fra, hvor meget papiret er steget i værdi – uanset om det er blevet realiseret, dvs solgt, eller ej. 

Det bliver for teknisk at redegøre præcist for, hvad der går under kapitalindkomst, så det bedst bud er at ringe til skat og tjekke, hvis du er i tvivl.

Skat har offentliggjort en liste over hvilke fonde, der fremover bliver fritaget for lagerbeskatning her 

5: Invester pengene  

Hvordan investerer du så pengene på de her forskellige konti og depoter, som du har oprettet?

Jeg er stor fortaler for at udvælge individuelle virksomheder, som er kommet på udsalg på aktiemarkedet af den ene eller den anden grund. Metoden hedder value investering, og du kan læse meget mere om, hvordan du gør det her i min e-bog.

At vælge individuelle virksomheder kræver, at du kigger i regnskabet, laver lidt analyse på virksomheden og regner på virksomhedens værdi.

Ved du allerede nu, at det ikke er en metode, du vil sætte dig ind i, kan du vælge at købe investeringsfonde.

Vælger du fonde med spredning, behøver du ikke så stor et kendskab. Derfor kan fonde være et godt sted at begynde.

Her vil jeg foreslå, at du de første mange år vælger akkumulerende fonde – i stedet for fonde der udbetaler udbytte – da du er ved at bygge en formue op. 

Hvilken fond helt præcist skal du så vælge til dit barn?

Vælg gerne en, som lægger sig op af et aktieindeks. Dem findes der mange af.

Her skal du igen vælge i mellem en investeringsforening eller en af de udenlandske ETF (står for exchange traded fond): 

  • ETF’erne er ekstremt billige. Deres årlige omkostninger er helt ned til 0,07 pct. – og det er lavt.
  • De danske investeringsforeninger har omkring 2 pct. i årlige omkostninger, men nogle kommer under en procent.
  • Du kan bruge en hjemmeside som morningstar.dk til at slå fondene op.
  • Du skal især kigge på de årlige omkostninger i procent (ÅOP). 

6: Lær mere om at investere   

Dette er kun den spæde begyndelse. Vil du gøre dig selv og dine børn økonomiske uafhængige er der ingen vej uden om: Du skal sætte dig ind i investeringer. Du skal lære mere.

Jeg håber for dig, at du vil begynde at analysere virksomheder, stille kritiske spørgsmål, så du udvælger de bedste af dem. Det vil give dig det bedste afkast.

Jeg håber også, at du vil lære at regne på, hvad virksomhederne er værd, så du ved, hvornår de er på udsalg på aktiemarkedet. Du kan starte med tjeklisten, som hjælper dig med at analysere dine virksomheder her. 

Det er penge godt givet ud at investere i kurser eller en coach, som kan hjælpe dig videre.  

Har du ikke læst min e-bog endnu, så er det et godt sted at begynde. I den kan du finde to metoder til at regne på virksomheden. Du kan læse e-bogen her.

Kom i gang: Investering i aktier for begyndere

Kom i gang: Investering i aktier for begyndere

Det er gået op for mig, at mange har brug for en helt basal guide til, hvordan de kommer i gang.

Mange af mine blogindlæg handler om mere specifikke strategier, og jeg er begyndt at få en del spørgsmål, som går forud det. 

Er du endnu ikke kommet i gang, fordi du er i tvivl om, hvor du tager fat, så er du kommet det rette sted hen.

Har du spørgsmål som disse, så læs videre:

Hvor køber jeg en aktie?

Hvordan køber jeg en aktie?

Hvor mange penge skal jeg bruge for at købe mine første aktier? 

Dit ABC til aktier: Investering for begyndere 

Dette blogindlæg giver dig en guide i syv trin til at komme i gang med at investere for begyndere.

For det vigtigste er faktisk, at du kommer i gang, så du begynder at få lidt erfaring og blive tryg med at købe og sælge aktier på en handelsplatform.

Du må ikke gå i stå, fordi du bliver overvældet af information.

Du skal tage de første skridt og rent faktisk købe en aktie.

I begyndelsen investerer du få penge – indtil du bliver mere tryg og sikker i trafikken.  

Trin 1: Vælg en platform til at handle på 

Allerede her får du måske lidt hjertebanken. Men hvilken? Men hvordan? 

Tag det roligt. Den nemme løsning er at vælge din egen bank. Da jeg var nybegynder engang for 20 år siden, handlede jeg også de første aktier gennem den bank, som i forvejen var min hovedbank.

Jeg har siden da prøvet kræfter med mange forskellige handelsplatforme både herhjemme og i udlandet, men der gik mange år, hvor jeg kun brugte min egen bank.

Her er dine muligheder:

  • Din egen bank
  • Danske platforme som Nordnet eller Saxo Bank
  • Udenlandske platforme

Fordelen ved din egen bank er, at det er nemt for dig at komme i gang. Ulemperne er bl.a., at det vil være lidt dyrere med gebyrer og handelsomkostninger, og måske er handelsplatformen meget simpel (men det kan også være en fordel – for det er nemmere at overskue).

Fordelen ved Nordnet og Saxobank er, at de er billige og har mere avancerede platforme. Af de to foretrækker jeg Saxo Bank, bl.a. fordi de er billigst, har flere muligheder og i mine øjne en mere brugervenlig platform. 

Endeligt er der udenlandske platforme, og mange af dem er endnu billigere, men den store ulempe ved dem er, at de ikke opgiver til skat, hvilket betyder, at du for noget bøvl med noget papirarbejde – og det synes jeg ikke er optimalt for en nybegynder. 

Trin 2: Få oprettet et depot 

Bruger du din egen bank, skal du helt specifikt bede om at få oprettet et depot, som du kan handle ud fra. Du skal også gøre det klart, om det skal være danske og udenlandske aktier. Hos Nordea (min bank) kalder de et depot, hvor man kan handle danske aktier for et i-depot og et med udenlandske for et u-depot. Ring til din bank og snak med dem om, hvordan du får det oprettet. 

Hos Saxo Bank skal du tage stilling til, hvilken valuta du vil have din konto i. Vil du handle mange amerikanske aktier, kan det være en fordel at vælge at have en konto med amerikanske dollar. Så slipper du for vekslegebyrer, hver gang du handler. Du undgår også at stå i en situation, hvor aktien er steget, men du har negativt afkast, fordi dollarkursen er gået i den anden retning.

Man kan sige, at handle amerikanske aktier med dollar er ligeså smart som at have dollar i pungen, når man rejser til USA – så du ikke skal veksle hele tiden.

Trin 3: Få overført penge

 Der skal selvfølgelig penge på den konto, som er tilknyttet dit depot, for at du kan begynde at handle.

Hvor meget skal du overføre?

Overfør så meget du har råd til, for du investerer i din fremtid. Men lad det ikke holde dig tilbage, hvis du ikke har mange penge. Har du 1.000 kr., så er det der, du begynder.  

Trin 4: Udvælg en overordnet strategi 

Før du går i gang, skal du også have en overordnet ide om, hvad du vil gøre. Du skal have dig en strategi.

Her er nogle af de ting, som du skal tage stilling til:

  • Vil du handle aktier i enkeltselskaber eller i fonde?
  • Vil du have udbytteaktier eller aktier som akkumulerer?
  • Vil du handle aktivt og ofte? Eller vil du købe aktier og holde i lang tid?
  • Hvis du vælger individuelle virksomheder, skal du også vælge en strategi for det: Vil du f.eks. investere som value investor eller momentum eller growth? 

Lad os gå igennem dem en efter en.

At vælge individuelle virksomheder kræver, at du kigger i regnskabet, laver lidt analyse på virksomheden og regner på virksomhedens værdi. Vælger du fonde med spredning, behøver du ikke så stor et kendskab. Derfor kan fonde være et godt sted at begynde.

Om du skal vælge udbytteaktier eller akkumulerende kommer an på, hvad du vil. Vil du bygge din formue op, skal du vælge akkumulerende (og de hedder KL i navnet, når det er fonde). Vil du begynde at få en indtægt fra dine aktier, skal du vælge udbytte. Udbytte er, når virksomhederne udbetaler en del af overskuddet til aktionærerne (det hedder udbytte i navnet på fondene). 

Skal du handle ofte eller holde fast? Jeg vil klart anbefale dig at vælge at købe aktier og holde fast i dem i mange år, fordi det er det nemmeste, og du er nybegynder. Investering drejer sig om at tænke langsigtet. Køber og handler du ofte, så trader du mere, end du investerer. 

Hvad med value investor, momentum eller growth? En value investor – som er den skole jeg tilhører – vælger aktier ud fra, om selskabet er billigt prissat på aktiemarkedet. Man kan sige, at vi går efter udsalg (det kan du læse meget mere om i min e-bog Bliv Fri her). Det er en strategi, som jeg virkelig selv anbefaler – men det var heller ikke her, jeg selv begyndte. Mine første investeringer var i investeringsfonde, som lagde sig op af aktieindeks. 

Momentum kigger mere på, om de regner med at aktien bliver ved med at stige. Man kan sige, at de griber aktien, når det ser ud til, at den er på vej op. Growth strategi handler om at udvælge aktier, som har høj vækst i selve forretningen. 

Hvis jeg skal skære igennem og anbefale dig en strategi, så er det at købe en fond, som lægger sig op af et aktieindeks. Dem findes der mange af. Her skal du igen vælge i mellem en investeringsforening eller en af de udenlandske ETF (står for exchange traded fond): 

  • ETF’erne er ekstremt billige. Deres årlige omkostninger er helt ned til 0,07 pct. – og det er lavt.
  • De danske investeringsforeninger har omkring 2 pct. i årlige omkostninger, men nogle kommer under en procent.
  • Du kan bruge en hjemmeside som morningstar.dk til at slå fondene op.
  • Du skal især kigge på de årlige omkostninger i procent (ÅOP). 

Trin 5: Udvælg og find din aktie 

Du skal udvælge et specifikt papir, som du vil købe.

Derefter skal gå ind i din platform og finde din aktie. I Nordea’s handelsplatform kan du søge det frem i toppen, hvor der er et tegn for en lup. At søge det frem kan være den nemmeste måde.

Du skal være opmærksom på, at de udenlandske platforme kun har et lille udvalg af danske aktier og fonde. 

Trin 6: Køb aktien

Du kan købe på flere måder, og det kan forvirre mange.

Du kan købe til markedspris elller lægge en limitordre ind. 

Lad mig prøve at forklare det med et eksempel fra loppemarkedet. Du skal forestille dig, at du sender en veninde ned til et loppemarked med besked om, at hun skal købe en blå vase til dine nye blomster.

  • Du kan enten sige, køb vasen uanset hvad den koster (markedspris). Så er du sikker på, at få vasen, om den koster 10 kr. 35 kr. eller 200 kr. den dag. 
  • Eller du kan være lidt mere specifik og sige, at hun skal købe vasen, hvis hun kan få den til 30 kr. eller under (limit ordre). Så får du ikke vasen, hvis den koster 32 kr. – det er en chance, du tager. 

Her dukker spørgsmålet også op, hvor meget skal jeg begynde med?

Jeg synes, at det vigtigste er, at du kommer i gang og får noget erfaring. Jeg ville gå i gang, selvom startbeløbet ikke er så stort, og du kan i princippet komme i gang for et par hundrede kroner. Koster en aktie f.eks. 169 kr, kan du jo købe en enkelt aktie i det selskab. Dertil vil så komme lidt udgift til handelsgebyr, men pointen er blot, at du ikke behøver at være styrtende rig for at komme i gang med at investere. 

Trin 7: Bliv ved med at lære  

Nu har du købt din første aktie. Det er jo fint. Men jeg håber, at du vil blive bedre med tiden og er indstillet på at lære mere om aktier.

Jeg håber for dig, at du vil begynde at analysere virksomheder, stille kritiske spørgsmål, så du udvælger de bedste af dem. Jeg håber også, at du vil lære at regne på, hvad virksomhederne er værd, så du ved, hvornår de er på udsalg på aktiemarkedet. Du kan starte med tjeklisten, som hjælper dig med at analysere dine virksomheder her. 

Det er penge godt givet ud at investere i kurser eller en coach, som kan hjælpe dig videre.  

 

Fem grunde til, at kvinder er bedre investorer

Fem grunde til, at kvinder er bedre investorer

Mænd fylder meget, når det handler om aktieinvesteringer, men kvinder er faktisk bedre investorer.

Mænd er aktieanalytikere, aktieeksperter, aktionærer, bestyrelsesformænd, direktører og finanseksperter. Mænd laver debatindlæg og udgør 90 pct. af deltagerne i de fleste aktie-relaterede grupper på sociale medier.

Men når det kommer til at skabe afkast, er kvinderne faktisk bedre end mænd.  

Det viser flere studier, bl.a. fra Cal-Berkley, Warwick Business School og Fidelity. Vil du dykke mere ned i data, er jeg sikker på, at du kan få Google til at vise dig det.

Her kommer jeg med nogle bud på, hvorfor kvinder er bedre investorer end mænd. 

Grund 1: Kvinder skyr risiko

Kvinder er meget bevidste om, at de kan tabe penge på aktier.

De tænker sig derfor om, før de investerer. De vælger aktier, som de kan genkende fra deres eget liv, og som de ved, har gode, solide produkter på hylden.  

Nogle mænd har lidt mere tendens til lotto-adfærd, når det gælder aktieinvesteringer. Med det mener jeg, at de vælger aktier, som de tror har et potentiale for at skyde i vejret, som f.eks. et biotekselskab uden indtægt men noget spændende forskning og potentiel medicin i pipelinen.

Grund 2: Kvinder “glemmer” deres investering

Kvinder træffer en beslutning, investerer og så går de videre i livet og “glemmer” at tjekke udviklingen på aktiekursen.

Det betyder, at de ikke lider lige så meget af “trigger-finger”, hvor de hele tiden tjekker aktiekursen og kommer til at handle baseret på, hvordan kursen har udviklet sig lige den dag. 

Studier har vist, at kvinder handler ni gange om året, mens mænd handler 13 gange om året (Warwick-studiet).  

Grund 3: Kvinder laver deres hjemmearbejde

Fordi kvinder er lidt mere bevidste om risiko, tøver de også mere og bruger mere tid på at sætte sig ind i et selskab, før de investerer i det.

De tager sig også tid til at sætte sig ind i, hvordan de investerer i aktiemarkedet generelt, hvor mænd har en tendens til at smide brugsanvisningen væk og bare begynde at pille ved knapperne for at se, hvad der sker.

Dette kan både være en styrke og en ulempe. Kvinder skal nok passe lidt på, at de ikke udsætter handling alt for længe og aldrig kommer i gang. 

Grund 4: Kvinder er tålmodige

Nogle gange tager det tid, før en aktie begynder at vise resultater. Den tålmodighed har kvinder. De mister ikke modet med et selskab, fordi aktien ikke er skudt i vejret efter et par måneder.

Nu bliver det en smule lommefilosofi – indrømmet – men måske hænger det sammen med, at kvinder biologisk set skal vente ni måneder på at få et barn. Vi ved, at gode ting tager tid og vokser roligt frem.  

Grund 5: Kvinder accepterer et tab og kommer videre 

Når aktier i et selskab bliver sendt sydpå af en god grund som fundamentale problemer i selskabet, kan man reagere på tre forskellige måder:

1. Man kan enten smække laptoppen i og glemme alt om det (gøre ingenting).

2. Eller man kan tage tabet med det samme og sælge aktien og investere pengene i noget andet.

3. Endelig kan man grave sig længere ned i hullet ved at købe flere og flere af de samme aktier i håb om, at det en dag vender. Logikken her er, at man får en lavere gennemsnitspris. 

Kvinder er rigtig gode til at tage tabet med det samme og komme videre i livet.

Det betyder, at deres penge kan lave et godt afkast et andet sted og dermed kommer de sig hurtigere over tabet.

Skyder man omvendt flere og flere penge i en dårlig investering, fordi man har svært ved at acceptere et nederlag, kan man virkelig få gravet sig et hul, som er svært at komme ud af igen.

Jeg mødte engang en ældre mand, som havde skudt hele sin pension i frie midler i en dårlig investering, fordi han blev stædigt ved med at tro på, at det ville vende og ikke kunne indse, at han havde taget fejl.   

Kom i gang

Det er mit indtryk, at de her kvaliteter gør kvinder til særligt gode value investorer.

Det vil sige, at de er gode til aktieinvesteringer, hvor du er meget langsigtet, og hvor du rationelt køber virksomheder, som er kommet på udsalg på aktiemarkedet og tålmodigt venter på, at du kan sælge dem igen, når de er dyrt prissat (eller beholde dem). 

Hvis du vil lære at investere på denne måde, så er min e-bog Bliv Fri et godt sted at begynde. Den koster kun din e-mail og giver dig en virkelig god introduktion til, hvordan superinvestoren Warren Buffett investerer. 

Derfor er minimalisme godt for din velstand – og sådan kommer du i gang

Derfor er minimalisme godt for din velstand – og sådan kommer du i gang

Minimalisme er en livstil, hvor du skal leve med så få materielle ting omkring dig som muligt, og i det her blogindlæg vil jeg argumentere for, at det vil give din nutidige og især fremtidige velstand et boost.

Men først lige lidt om minimalismen.

Den opstod i kølvandet på finanskrisen som en modreaktion på det overforbrug, der havde været før finanskrisen. Kan du huske 00’erne med Sex in the City og den taske og sko-besættelse, som fulgte med? Lange køer med teenagere uden foran Gucci butikken på Strøget? Besættelsen af køkkenmaskiner og samtalekøkkener? Boligboble og forbrugsboble. 

Minimalisterne kom som en bølge, der gik i den helt anden retning. Her talte de om, at man kunne leve med maksimalt 100 ting. Inklusivt dit tøj og din tandbørste. 

Okay. Jeg har forsøgt at tælle, hvad jeg absolut skal leve med, og jeg kan på ingen måder kom ned på 100 ting.

Men måske behøver det heller ikke at være så ekstremt.

Minimalisme er først og fremmest et opgør med unødvendigt forbrug og ejerskab. Det er også et opgør med, om du behøver at købe alting, eller om du kan låne dig til det.

Da minimalismen kom ind i mit liv, betød det helt konkret for mig, at:

  • Jeg holdt op med at tænke, at jeg absolut skulle eje bøger. Jeg strøg bogklubber og brugte biblioteket mere. Det gik op for mig, at reolen med de hotteste nye bøger og de gode klassikere i virkeligheden er et status symbol. 
  • Jeg begyndte at købe mere brugt tøj og brugte ting. Jeg anså tidligere loppemarkeder for at være lidt pinlige, men nu stod jeg selv med en bod i weekenderne. 
  • Jeg holdt op med at købe 3 for 2 og andre mængderabatter. Man sparer jo ikke noget, hvis man kun skal bruge en. Man sparer mest ved at købe mindre. En vare ikke købt er på 100 pct. udsalg. 
  • Jeg holdt op med at have meget tøj. En god sweater om vinteren er nok. En vinterjakke er nok. Det betyder også, at jeg holdt op med at bekymre mig om, hvorvidt folk ser mig i det samme sæt tøj. 
  • Jeg holdt op med at have pyntegenstande og dimseting stående rundt omkring i mit hjem. 
  • Jeg tog et opgør med “sådan gør man.” F.eks. tog jeg et opgør med fredagsbar efter arbejde, hvor mange af mine kolleger mødtes til store fadøl. Hvorfor drikke fadøl, hvis jeg ikke kan lide dem? Det samme med slik eller popcorn i biografen. Eller fyrværkeri nytårsaften. Jeg tager altid stilling til om et køb giver mig værdi eller om det er noget jeg bare gør, fordi “man gør sådan”, når det er fredag, når man går i biffen, eller når det er nytårsaften.  

Her er nogle gode grunde til at konvertere til minimalismen:

Grund 1: Du sparer penge 

Køber du mindre, bruger du mindre. Men ikke nødvendigvis på kort sigt, for minimalisme er også at købe ting, som er kvalitet. Det kan være dyrt på den korte bane, men vil spare dig for unødig merforbrug senere hen. De penge, som du sparer, investerer du naturligvis, og det er fremtidige penge.

Grund 2: Du får en ekstra indkomst 

Du skal af med mange ting, og det vil måske overraske dig, hvor mange penge du har i skufferne. Jeg valgte selv at sælge kunst, som jeg ikke længere ville have hængende, møbler jeg var blevet træt af, mærkevaretøj, som jeg ikke brugte mere. Jeg gik på loppemarked og solgte mange af mine bøger. Jeg fik over 10.000 kr. ind på få måneder. De penge investerer du selvfølgelig, og dermed skaber du en fremtidig indkomst mange år fremover.

Grund 3: Du kan downsize  

De ting som vi ejer koster ikke kun i anskaffelsespris. Det koster også noget at opbevare dem år efter år efter år. De koster dig også i kvadratmeterpris på din bolig og boligskat, renter på dit huslån, osv. 

Grund 4: Du får mere tid   

Du vil hurtigere kunne finde ting, det vil være nemmere at rydde op og gøre rent. Den minimalistiske livsstil fjerner en masse kaos og forvirring fra din hverdag. Den mertid kan du bruge på at lære at investere og senere hen researche virksomheder og investere i dem. 

Grund 5: Du bliver gladere    

Minimalismen er et opgør med alt det overflødige, om det er noget vi gør eller noget vi køber. Når du kun omgiver dig med ting, mennesker eller handlinger, som giver dig glæde og mening, så bliver du gladere. 

Hvordan kommer du i gang? Der findes flere metoder.

Den brutale metode: 

Den mere brutale af dem er at flytte alle dine ting og møbler ind i et tomt rum. Derefter tager du kun det ud, som du skal bruge. Efter et par måneder skaffer du dig af med alt det, som stadig står i rummet. (Stammer fra the minimalists)  

Udfordringen

Den lidt mindre brutale metode er at udfordre en god ven til en “materialisme-slankekur” på 31 dage. Den første dag i udfordringen skal I hver fjerne en ting (smide ud, give til genbrug eller sælge igen), på dag to skal I fjerne to ting, på dag tre, skal I fjerne tre ting, osv. Den der først giver op taber og må give en middag. Med denne metode vil I have fjernet næsten 500 ting. (Metoden stammer også fra the minimalists). 

Kærlighedsmetoden

Kærlighedsmetoden går ud på, at undersøge alt og kun genvælge det, som du elsker. Du går igennem hver kategori i dit hjem, f.eks. tøj og sko, bøger, toiletsager, køkkengrej, papir og billeder, osv. Du tømmer en kategori ud på en seng eller et tomt gulv i et lokale, og så sorterer du det.

Lad os sige, at du hælder alt tøj ud på din seng (husk også det i kælderen og overtøjet), så tager du hver enkelt genstand op. Du vil vide med det samme, hvorfor du har beholdt dem. Rigtig meget tøj har du stadig, fordi du har betalt penge for dem engang – og ikke fordi du har specielt meget lyst til at tage det på. Noget er måske endda for småt, for stort eller lidt i stykker.

Når du rører ved en bestemt ting, skal du lægge mærke til, hvilken følelse, som det giver dig. Det, der ikke giver dig glæde, skal ud. Du skal kun beholde det, som giver dig glæde.

Derefter kan du sortere det i flere bunker: Det som bare skal ud, det som skal gives væk og det som skal sælges – og så naturligvis det, som du elsker.

(Denne metode stammer fra Mari Kondo).   

Når du så har fået lidt ekstra penge til at investere og mere tid til det, kan du begynde med min e-bog Bliv Fri, som viser dig en metode, der giver dig et godt afkast. Du kan downloade den her.