Fem grunde til, at du skal blive økonomisk uafhængig

Fem grunde til, at du skal blive økonomisk uafhængig

Hvorfor overhovedet arbejde på at blive økonomisk uafhængig?

Hvorfor udskyde et forbrug i dag for at investere pengene og få flere penge i fremtiden?

Hvad hvis nu du er godt tilfreds med dit liv? Hvis nu du elsker din karriere? Eller dit job som selvstændig?

Jo, nu skal du høre.

Det er min faste overbevisning, at alle bør arbejde hen imod at blive økonomisk frie.

Alle.

Også dig, der elsker dit job.

Også dig, der føler dig tryg, fordi du har en mand, der styrer økonomien.

Også dig, der føler, at hele fremtiden ligger foran dine fødder.

Hvorfor er det vigtigt at blive økonomisk uafhængig?

Det er forebyggelse.

Det er som at spise friske grøntsager og dyrke motion, selvom du ikke er syg lige nu. Det hører med til at skabe et godt liv.

Her kommer fem specifikke grunde til, hvorfor du skal investere i dag for at blive økonomisk styrket – og på sigt helt uafhængig.  

1: Du står mere stabilt, hvis livet rammer dig

Livet rammer os med overraskelser.

Det hører med til livet.

Det kan være sygdom, skilsmisse, fyring, pandemi eller pludselig dødsfald i familien.

Ja, vi vil helst ikke tale om det. Det er lidt ligesom de der billeder af sultne børn fra Yemen. Vi vil hellere lukke øjnene og scrolle videre.

Det er ubehageligt at tænke på, at noget kan ramme dig og din familie.

Men hør, det er livet. Det hører med.

Vi bliver overraskede, vi bliver udfordrede, vi skal sørge og vi skal kæmpe os igennem det.

Vi skal gerne komme helskindede igennem det.

Derfor skal du lave noget forebyggende arbejde, så du ikke laver en krise større, end den burde være.

Hvis du bliver skilt og samtidig skal have pengebekymringer, er det krise med krise på.

Hvis du bliver fyret og samtidig har pengeproblemer, er det krise med krise på.

Hvis du bliver syg og bekymrer dig om du mister jobbet, fordi du har pengeproblemer, er det krise med krise på.

At være økonomisk uafhængig gør dig stærkere, når livet rammer dig.

Spis din spinat og investér dine penge.

2. Du får valgfrihed fra øverste hylde 

Når du er økonomisk uafhængig, har du mere frihed til selv at vælge. Her mener jeg ikke det materielle, som at købe en dyr designer taske til garderoben. 

Jeg taler mere om livet og om oplevelser og de store beslutninger.

Om at sige op, når du har fået nok af en chef, der begrænser dig.

Om at tage et år ud og rejse jorden rundt.

Om at beslutte sig for at få et barn uden at skulle google, hvad en institutionsplads koster. 

Om at dykke ned i en hobby, selvom det kræver et dyrt kursus.

Om at forfølge en forelskelse, selvom personen bor i et andet land. 

Den slags valg. De vigtige valg. 

3. Du kan bruge tid med din familie, når det gælder 

Er du afhængig af en lønindkomst, vil der helt sikkert opstå situationer, hvor du sidder ved skrivebordet og ville ønske, at du i stedet var sammen med dem, som du elsker.

Det kan både være en positiv situation eller noget negativt, som trækker.

Det kan være, at din familie skal samles til påskefrokost, men du er kaldt på arbejde.

Det kan også være en negativ situation.

Da min mor døde, brugte jeg det meste af min tid på arbejdet. Hendes maskiner blev slukkede og så var der en ventetid på omkring en uge. 

Jeg kunne ikke være der.

Jeg kunne presse en halv time eller en time ind her og der til at besøge hende.

Det var det.

Det er en tid, som aldrig kommer igen. Der var den uge, og det var det. 

4. For at forebygge stress 

Du er mere tilbøjelig til at blive stresset, hvis du ikke har styr på økonomien.

Det er et faktum.

Hvis du ved, at du ALTID kan forsørge dig selv og din familie – uanset hvad der sker – så er det nemmere at trykke på pyt-knappen.

Nogle gange bliver små ting meget store, når der er noget, som larmer i baggrunden.

De fleste af os, der er forældre, har haft perioder i vores liv, hvor vi farer op og siger “er du klar over, hvad det koster?”

Det stopper, hvis du med dig selv ved, at der ALTID er penge nok.

Altid.

Det er nemlig det, som økonomisk uafhængig betyder.

Det betyder, at du altid har penge nok.

Ville det ikke være fantastisk? 

5. Du beskytter din familie i generationer 

Det her med at investere handler ikke kun om dig. Det handler om din familie. Det handler om dem, der kommer efter dig. 

Du opbygger ikke kun din formue. Du opbygger naturligvis også deres formue.

Det kan du gøre på flere måder.

Du er dine børns rollemodel. Hvis de ser og hører dig tale om at investere, så er der en større chance for, at de også vil være ansvarlige med deres penge.

Derudover har du jo mulighed for at investere for dem.

Jeg har oprettet børneopsparing, aldersopsparing, ratepension og aktiesparekonto og depot med almindelige frie midler til mine to børn.

Der er fuld fart på motoren, og jeg har mange år til at forvalte pengene for dem. før de skal tage over.

De kan virkelig vokse, og det vil betyde meget for, hvordan deres liv udfolder sig. 

Hvad så nu?

Har jeg fået skrevet dig varm til at tage ansvar? 

Det lyder godt. Nu skal du have mere information.

Du kan også læse min e-bog Bliv Fri. Du kan downloade den her.

Din lynguide til at sætte mål med succes

Din lynguide til at sætte mål med succes

Hvordan opnår du de ting, du gerne vil i livet?

Det hele starter med at sætte mål.

Langt de fleste folk sætter ingen mål for dem selv. De lader blot den ene dag sluge den anden.

Andre folk sætter vage mål, som de ikke får skrivet ned. Nogle når så langt, at de sætter dem, skriver dem ned – men lader målet blive støvet i en skuffe.

Mål skal sættes og dyrkes dagligt. 

Jeg har en del mål – men nogle gange opdager jeg, at jeg har et blindt område uden et specifikt mål.

Sidste år var et af mine vigtigste mål at etablere Grünbaum Value Invest, og jeg havde en målsætning om at rejse et minimumsbeløb, som jeg fik rejst.  Jeg har selvfølgelig et specfikt mål for, hvor meget selskabet skal have i afkast.

Men det er gået op for mig, at jeg ikke har sat et mål for, hvor stor kapitalen skal være.

Det er en stor fejl.

Motiverende at sætte mål

På sigt vil selskabet være en underskudsforretning for mig – selvom den kører med højt afkast – hvis jeg ikke får kapitalen op. 

Jeg får ingen fast løn i selskabet, som har kopieret strukturen i Warren Buffetts oprindelige partnerskab. Det betyder, at jeg først får en bonus, når selskabet har fået 6 pct. i afkast. Der er 0 i løn, gebyr eller bonus, hvis selskabet får 6 pct. eller under. Først over de 6 pct. i afkast, får jeg 25% i bonus. 

Det betyder, at hvis Grünbaum Value Invest får 10 pct. i afkast i 2023, vil der være 150.000 kr. i bonus til mig.  

Da jeg har haft udgifter til selskabet lang over det beløb (f.eks. en regning på omkring 100.000 kr. til advokatbistand), som jeg har betalt ud af egen lomme, betyder det, at det faktisk koster mig at lave et afkast på 10 pct. til partnerne.

Det er faktisk lidt demotiverende, så det skal løses.  

Der er to måder at løse det på: Jeg kan få afkastet op og/eller få kapitalen op. 

Jeg har allerede sat et mål om afkastet (2 pct over verdensindekset). Jeg vil hellere arbejde med et stabilt, godt afkast, som motiverer mig til at lave solide og holdbare investeringer. Derfor er det kapitalen, jeg vil skrue på i første omgang. 

Selvom 2022 og 2023 skulle blive to år, hvor jeg har arbejder gratis – eller endda betaler) for at arbejde for Grünbaum Value Invest – holder jeg mig motiveret ved at tænke mit mål ind i fremtiden.

Derfor sætter jeg nu et nyt mål, og det bliver at få kapitalen op på 100 mio. kr. inden for et år.

Lad mig fortælle dig om, hvordan jeg sætter mål og arbejder med mål.

Det er en raket i fem trin. 

1. Sæt et specifikt mål 

Det første trin er selvfølgelig at sætte målet.

Men ikke et hvilken som helst mål.

A. Det er for det første vigtigt, at dit mål er specifikt i antal og tid.

Hvor meget og inden for hvilken tidsramme?

I mit tilfælde er det 100 mio. kr. inden sommeren 2024. 

B. Det er også vigtigt at sætte ambitiøse mål.

Små mål er demotiverende. Fornuftige og middelmådige mål er demotiverende.

Store ambitiøse mål er som et stort bål – der er saft og kraft i dem.

Du må godt blive udfordret af det og være i tvivl om, hvordan du skal nå i mål.

For mig føles det vildt at skulle rejse omkring 85 mio. kr.

Hvordan føles dit mål?

2. Beslut dig for “hvordan” 

Universet giver intet, uden at du yder.

Så hvad vil du bidrage med for at komme i hus med dit mål?

Mit bidrag er, at jeg investerer som value investor og laver et godt afkast.

Selskabet er jo allerede oppe at køre, så jeg vil fokusere på at investere godt og skabe et godt afkast med den kapital, som der nu engang er i selskabet.

Det gode afkast vil i sig selv tiltrække nye investorer.

Derudover er jeg gavmild med min viden og underviser i at investere som value investor. Det tiltrækker også ny potentielle partnere. 

Hvad er dit “hvordan”?

3. Skriv dit mål og din overordnede plan ned 

Det er vigtigt at skrive dit mål ned.

Hvis du ikke skriver det ned, er det bare som en dagdrøm – ikke et mål.

Du skal skrive det specifikke mål ned, tidsrammen, og hvad du vil gøre for at nå dertil.

Brug formularen: “Jeg vil_____inden________ved at ___________”

Her kommer et eksempel ved at bruge mit mål med Grünbaum Value Invest.

Jeg vil øge kapitalen i Grünbaum Value Invest til 100 mio. kr. inden sommer 2024 ved at kommunikere om, undervise og investere som value investor med et afkast på min 2 pct. over verdensindekset. 

Hvordan lyder dit mål helt specifikt?

Skriv det ned nu. Du kan altid finpudse det senere.

4. Læs dit mål højt morgen og aften 

Det nytter ikke noget at sætte målet og skrive det ned, hvis du bare glemmer det igen.

Du skal hele tiden minde dig selv om det.

Derfor skal du læse det højt for dig selv morgen og aften.

Du må også meget gerne sætte remindere rundt omkring i huset.

  • Det kan være skrevet med en læbestift på spejlet.
  • Det kan være post-it rundt omkring i huset.
  • Det kan være en kaffekop med målet printet på. Jeg har en kaffekop, hvor der står “I am so happy and grateful now that….”.

Læg mærke til, at det er skrevet i nutid. Omtal det gerne i nutid, så det kommer tættere på dig.

5. Visualiser det

Forestil dig, at du endelig er nået i hus med dit mål.

Hvordan vil det føles? Hvad vil det betyde for din hverdag? For dem du elsker?

Mærk følelserne. Lev din fremtid i fantasien.

Hvorfor er dette vigtigt at forestille sig, at det allerede er sket?

Fordi du begynder at tro på, at det kan lade sig gøre. Det vil holde dig motiveret til at gøre det arbejde, som skal til. 

Er du nysgerrig på, hvordan det går med Grünbaum Value Invest? Du kan skrive dig op til at modtage resultatopgørelser og andre nyheder fra Grünbaum Value Invest her

Sådan finder du en aktie, der føles som en sikker investering

Sådan finder du en aktie, der føles som en sikker investering

Hvordan føles det for dig, når du investerer?

Bliver du nervøs, når aktier falder?

Bliver du ærgerlig, når aktier stiger, uden du fik investeret?

Når jeg investerer, er jeg meget opmærksom på mine følelser. 

For det første tjekker jeg ind, om jeg er påvirket af angst eller grådighed.

Hvis det er tilfældet, gør jeg ikke noget. Hverken køber eller sælger. 

Det skal føles som en sikker investering

For det andet tjekker jeg, om det føles “sikkert”. Jeg vil investere ud fra en følelse af robusthed, tryghed og vished.

Ja, hvem vil ikke gerne det?

Jeg er her for at fortælle dig, at det er muligt.

Det betyder ikke, at kursen ikke falder efter, at jeg har investeret. Men gør den det, så køber jeg flere aktier.

Hvordan opnår jeg den sikre og trygge fornemmelse?

Jeg er ikke noget orakel.

For at nå frem til følelsen, skal jeg gennemgå en tjekliste og besvare en masse spørgsmål.

Jeg laver researchen – og derefter tjekker jeg ind på mit indre barometer.

Her er nogle af de ting, jeg kigger på:

1. Virksomhedens produkter

Tror jeg på det, som virksomheden sælger?

Er det et godt produkt eller service? Kan jeg selv lide det? Bruger jeg det? Eller kender jeg nogen, som bruger det?

Vil der komme mere af den slags i fremtiden?

Er de gode til at innovere produktet og komme med flere produkter?

2. Virksomhedens ledelse

Hvem er ledelsen?

Stoler jeg på dem? Hvad står de for? Hvad er deres værdier?

Jeg kan især godt lide ejer-ledede virksomheder eller virksomheder, hvor direktøren ejer aktier og tænker som en iværksætter.

Her kigger jeg særligt nøje på ledelsen brev til aktionærerne og læser dem kronologisk. Jeg kigger på, hvad de tidligere har lovet, og om det er lykkedes for dem.

Hvis det ikke lykkedes, er de så ærlige med at forklare hvorfor? Eller fejer de det bare under gulvtæppet.

Jeg kigger også på, om de har foretaget aktietilbagekøb og til hvilken pris. Det skal gerne være til en pris, der er rimelig. Hvis ledelsen bare køber aktier tilbage til urimelig høj aktiekurs, så udvander de værdien af selskabet – måske i håb om at holde kursen oppe.

Jeg kigger også på, hvordan ledelsen er aflønnet. Er bonuser fair? Er der en god incitamentstruktur?

Endelig undersøger jeg ledelsens sammensætning. Er der forskelige kompetencer og typer?

Jeg er ikke interesseret i at investere i selskaber, hvor topledelse og bestyrelse kun består af en bestemt type (f.eks. kun mænd). 

3. Vækst og udvikling

Hvordan ser tallene i virksomheden ud?

Har de stigning i omsætningen? Tjener de stadig flere penge? Stiger deres egenkapital?

Jeg vil helst investere i virksomheder med høj vækst på alle tre fronter.

Nogle taler om growth versus value investering. Det er noget fis.

Uden vækst er det svært at lave en god investering. Du kan sagtens være en value investor med fokus på vækstvirksomheder.

Når jeg hurtig skimmer deres tal, tjekker jeg også, at de ikke har for høj gæld (de skal gerne kunne betale den langsigtede gæld af på tre år). 

4. Konkurrencefordele

Hvordan beskytter virksomheden sig mod trusler fra konkurrenterne? Hvordan holder den kunderne i butikken?

Her gennemgår jeg en række af mulige konkurrencefordele, og jeg ser helst, at virksomheden mindst har to, gerne tre af dem.

Konkurrencefordele kan f.eks. være

  • Størrelse
  • Høje indgangsbarrierer i branchen
  • Branding
  • Netværk i bruget af deres produkter
  • Omkostninger ved at skifte
  • En særlig viden, data eller hemmelighed
  • Magtposition i forhold til leverandører eller distribution. 

Langt de fleste kursister, som kommer på Value Investor Akademiet, springer let hen over dette punkt. 

Konkurrencefordele er noget, som du skal trænes i at kunne spotte.

5. Forhold til konkurrenterne

Endelig holder jeg dem op mod konkurrenterne.

Hvem er de andre derude?

Hvordan ser deres udvikling i vækst, profit og egenkapital ud?

Er vores kandidat en markedsleder? Vokser den særligt hurtigt?

Eller findes der nogle andre derude, som er en endnu bedre kandidat i branchen?

6. Værdi versus pris 

Jeg regner på virksomhedens værdier og sikrer mig, at værdierne ligger over aktiekursen. Altså med andre ord: at du får mere for pengene, end du betaler for. 

Hvis du køber aktier, når aktiekursen og markedsværdien ligger over de indre værdier i virksomheden, så er der meget høj risiko for, at du vil tabe penge på sigt – selvom selskabet er em vidunderligt virksomhed. 

Det lyder sikkert kompliceret at regne på, hvad en virksomhed er værd, men det er det ikke. Det kan gøres på bagsiden af en serviet (Det kan du lære at gøre i min e-bog Bliv Fri.)

Jeg tjekker også, at aktiekursen ikke er på det højeste niveau nogensinde. Er den det, er det formentlig ikke et godt tidspunkt at investere – det skal i hvert fald regnes igennem en gang til.

Tryghed handler om viden og research

Det er klart, at intet er sikkert i hele verden. Alt hvad du gør, vil være forbundet med en grad af usikkerhed. Selv når du krydser en gade, kan du ikke være 100 pct. sikker på, at du kommer helskindet over på den anden side.

Men kender du området og trafikreglerne kan du godt krydse gaden uden at få ondt i maven. 

På den korte bane kan vi ikke være sikre på, hvordan aktiekursen udvikler sig.

Men vi kan have ret meget vished på den lange bane, hvis vi kender spillereglerne og forstår, hvad en “vidunderlig” virksomhed er.

En ting er sikkert på aktiemarkedet. Kurser kører op og ned. Og ned dog op.

Det hører med til spillet.

Tryghed kommer fra at lave god research og forstå mekanismerne på aktiemarkedet.

Ligesom du føler dig mere tryg, når du krydser vejen og kender trafikreglerne.

Du kan lære om at regne på virksomhederne i min e-bog Bliv Fri. Du kan downloade bogen her.

Hvad Keynes kan lære dig om aktier og investeringer

Hvad Keynes kan lære dig om aktier og investeringer

John M. Keynes er kendt for at være en banebrydende økonom, men de færreste ved, at han også var en en forrygende value investor. 

Han fik et afkast på gennemsnitligt 12 pct. om året i perioden 1927-1947, hvilket er ekstremt godt klaret, når man tager i betragtning, at aktiemarkedet overordnet set faldt 15 pct. i de år.

Det var nemlig en tid med det store krak i 1929, depressionen i 1930’erne og en verdenskrig. Han fik et fænomenalt afkast på trods.

Da det store krak kom i 1929, var han mest af alt en makro-spekulant, og han brændte sig da også på det store krak, men det reformerede ham også.

Keynes var anerkendt aktieinvestor

Han gik fra at spekulere i, hvad markedet ville gøre overordnet set til at fokusere mere på forretningen i virksomhederne, som han investerede i. 

Han mistede 80 pct. af sin personlige formue efter det store krak i 1929 – men han lærte meget af det. Han fandt ud af, at det krævede alt for store evner at forsøge at forudsige markedet generelt, fordi markedet i bund og grund er uforudsigelig og lunefuldt.

Efter han indså dette, fik han rettet op på både sin investeringsfilosofi, på sin personlige formue og på den fond, som han styrede.

Han efterlod sig 30 millioner dollars (i nutidens værdi). Han hverken arvede eller tog sig betaling de sidste 6 år af sit liv. Han sponsorerede kunst ud af sin egen lomme.

“Der er blevet udtrykt stor overraskelse over den formue, som Lord Keynes har efterladt sig, men Lord Keynes var en af de få økonomer med en praktisk evne til at tjene penge,” skrev Financial Times ved hans død.

Ud over sin egen formue styrede han også Cambridge’s King’s College Chest Fund, som fik et afkast på 12 pct. i perioden.

Hvordan gjorde han alt det?

Følgende citat opsummerer godt hans investeringsstil:

“Mit formål er at købe aktier der, hvor jeg er tilfreds med aktiverne og indtjeningspotentialet, og hvor prisen ser billig ud i forhold til dette,” har Keynes sagt.

Jamen halløj. Det er jo kernen af value investering. 

I et memorandum fra maj 1938, har han opsummeret sin egen investeringsfilosofi.

Her er de tre søjler af hans stil.

1. Han udvalgte omhyggeligt  

Han udvalgte få investeringer meget omhyggeligt og kiggede på, om de var billige i forhold til både den aktuelle indre værdi og den potentielle indre værdi i nogle år ud i fremtiden. Han holdt også investeringen op mod alternative investeringer.

Med andre ord købte han kun aktier, når det selskabet egentlig er værd (indre værdi) var langt højere end den pris, som selskabet handles til på børsen.

2. Han holdt fast gennem tykt og tyndt

Keynes var en tålmodig og langsigtet investor.

Aktier har det med at falde, og det lærte Keynes at forholde sig helt kølig til.

Som han meget berømt har sagt

“Markedet bevæges af dyriske instinkter, ikke af fornuft.”

Efter 1929 forstod han, at der ikke var nogen logik i, hvor højt aktier kan stige, og hvor dybt de kan falde.

Det skyldes, at aktiemarkedet i perioder opfører sig irrationelt, drevet af grådighed eller frygt. Som investor skal du kunne udholde de udsving og kunne holde fast i de investeringer, som du har valgt ud fra fornuftige begrundelser. 

“Jeg føler ingen skam ved at eje aktier, når markedet bunder. Det er ikke en aktionærs pligt hele tiden at holde øje med, om han skal sælge og løbe fra et faldende marked eller føle sig open for kritik, hvis aktier falder i værdi under hans ejerskab. Jeg ville endda gå videre og sige, at det er den seriøse aktionærs pligt at acceptere faldende aktiekurser med ophøjet ro og uden at bebrejde sig selv.”

3. Han balancerede porteføljen

Keynes havde få store investeringer, men de var godt balanceret mod hinanden, så han blev udsat for forskellige typer risiko.

Han investerede internationalt, hældte til mid cap og small cap (mellemstore og mindre virksomheder på børsen) og undveg teknologi børsnoteringer (dengang var teknologi typisk bilindustrien).

Efter 1930 holdt han typisk positionerne i mindst tre år (dette kan du læse om i essayen “Keynes the stock market investor” af David Chambers and Elroy Dimson, som du kan finde online). 

Han blev indimellem kritiseret for at have for få store positioner.

Til dette sagde han ironisk undskyld med svaret:

“Jeg led af den vrangforestilling, at en god aktie er bedre end 10 dårlige.”

Vil du lære mere om, hvordan du som value investor udvælger få, gode selskaber (i stedet for ti dårlige), foreslår jeg, at du downloader min e-bog Bliv Fri her.

 

Fem trin til at undgå FOMO og frygten for at gå glip

Fem trin til at undgå FOMO og frygten for at gå glip

Jeg har en tilståelse. 

Jeg lider af FOMO.

FOMO er en plage, som holder mig fra at nyde mit liv, og som til tider gør mig rigtig ked af det.

FOMO står får “Fear of missing out” og på dansk betyder det, at du er bange for at gå glip af noget.

Det kan ramme dig finansielt – eller som en følelse af at gå glip af noget sjovt eller vigtigt i livet.

Finansielt rammer det dig, når du er bange for at gå glip af en god investering eller allerede føler, at du er gået glip af den.

Det får mange til at investere i helt tåbelige ting, som de senere taber penge på. I livet rammer det dig som ene følelse af, at de andre har mere eller har det sjovere end dig. 

Jeg lider ikke af finansielt FOMO, fordi jeg er ret godt til at gennemskue bullshit, når det gælder investeringer.

Jeg er ikke bange for at være gået glip af den sidste nye hype, fordi jeg har en tjekliste og et system som gør, at jeg ved præcist, hvad jeg vil investere i.

Men når det gælder livet, er jeg hele tiden bange for at gå glip af noget.

FOMO er blevet værre

Jeg har nok altid haft det, men det blev voldsomt forstærket efter, at jeg blev mor og ikke har tiden til at opsøge alle de fester, festivaler og konferencer på samme måde som tidligere.

Som mor er det virkelig vigtigt at kunne finde ro med at bruge en lørdag aften på at se Alvin og de frække jordegern eller læse Barbapapa historier… selvom det halve af Lissabon er til fest på stranden og det kvarte af Danmark til Folkefest eller det halve København til Distortion. 

Mit FOMO kan være så slemt, at det næsten dirrer i kroppen medmindre jeg helt bevidst tager forbehold for at tøjle det.

Det er virkelig noget, som jeg kæmper med og er bevidst om.

I det her blogindlæg vil jeg give det de bedste tips til at bekæmpe FOMO både finansielt og privat.

1. Stå vagt ved porten til dit sind

Value Investoren Guy Spier har skrevet, at han ikke tillader nogen at pitche investeringsideer til ham. Hvis nogle vil “sælge” en aktie til ham, afviser han dem høfligt ved porten til hans sind.

Den slags salgspitch kan tage mange former. Det kan være en såkaldt aktieanalytikers rapport eller det kan være et interview i en erhvervsavis eller et interview på en podcast.

Der er rigtig mange, der vil overbevise dig om, at alt muligt er en god investering.

Det samme sker i livet.

Det sker især på sociale medier, hvor både individer prøver at sælge dig deres “fede” livsstil eller virksomheder prøver at sælge dig deres produkt.

Jeg tror ikke på ideen om at slette sociale medier og gå helt offline. Det er ikke løsningen. Det er lidt som at beslutte, at børn ALDRIG skal spise sukker, og så kan de stå der med skuffet ansigt til børnefødselsdage.

Det handler om at modere, ikke forbyde. 

Løsningen er at være bevidst og lægge mærke til, hvordan du reagerer, når ser forskellige typer opslag.

Jeg kan f.eks. ikke følge mit gamle kontorfællesskabs på Instagram, fordi de altid viser smukke billeder af fester, som jeg ikke er med til. De prøver selvfølgelig at sælge flere medlemsskaber og hele formålet med deres opslag er at lokke dig til.

Hvis nogen får dig at føle mig skidt tilpas, så hold ganske enkelt op med at følge dem. Følg dem der giver der godt input. Der er også massere af kloge, ærlige og interessante mennesker på diverse sociale medier. Jeg elsker f.eks. at følge en masse value investorer på sociale medier. 

2. Prioriter og fokuser

På investeringsområdet ved jeg, at jeg blot skal investere i 10-12 vidunderlige virksomheder, og jeg ved præcis, hvilke krav, som selskabet skal leve op til, før jeg overhovedet til overveje det (det kan du læse mere om i min e-bog Bliv Fri her).

Det gør, at jeg hurtigt kan sortere en masse investeringsideer fra – og når de først at sorteret væk, tænker jeg ikke længere på dem. Jeg holder op med at “følge dem.”

Det samme kan du gøre i livet.

Hvad og hvem er din hovedprioritet?

For mig er min hovedprioritet min familie, mine nære venner og arbejdet med at sprede økonomisk uafhængighed gennem fonden og bloggen.

Det er egentlig paradoksalt.

Jeg kan få FOMO over de forskellige trendy fester i Lissabon, men når jeg så står til en fest, føles det ofte overfladisk og ligegyldigt.

Jeg er allermest lykkelig, når jeg dyrker mine kvalitetsforhold. Middage med mine bedste venner kan give mig sus af blidhed og lykke. 

Gode venner er dem, som jeg snakker så godt med, at det er ligesom at læse en virkelig god bog. Det er samtalen du ville ønske ikke stopper før den lyse morgen, hvis det var muligt (det er det sjældent på grund af børn). Det er også de venner, hvor du kommer til at grine, så det kilder i maven. 

Der er ikke så mange af de forhold, og hvis jeg skal vælge mellem en trendy fest eller en middag med en bedsteven(inde), vil jeg til enhver tid vælge kvalitet over showbiz.

3. Find steder med ro

Warren Buffett bor i Omaha, Nebraska.

Jeg har været der, og tro mig, det er så søvnigt, at du nærmest ikke behøver at kigge dig for, før du krydser en hovedvej selv i myldretiden.

De fleste Wall Street typer bor i et tætpakket Wall Street miljø som New York, London eller Frankfurt.

Buffett har forklaret, at han foretrækker at bo i sin barndomsby, fordi han – udover at være tæt på familie og venner – bedre kan fokusere på det, som er vigtigt, fordi der er ro omkring ham.

Det samme gælder i livet.

Hvis du bor i et område, som har cafeer, fester og restauranter tæt på, kan det være svært at finde ro og koncentration.

Jeg har prøvet at bo i Blågårdsgade på Nørrebro i København, og det er lidt som at bo i en krydsning mellem Strøget og JomfruAne gade. I foråret kunne jeg altid se/høre folk drikke rosevin og le og feste. Og når der ikke var fest, var der demonstration og ballade.

I dag bor jeg i en landsby uden for Cascais i Portugal, hvor jeg kan høre fuglepip og børnelatter – og det hjælper med at finde ro.

4. Dyrk nuet

I nat havde jeg en drøm om min eks-kæreste. I drømmen forsøgte jeg at hjælpe ham med en opgave, men han ville ikke have min hjælp og skubbede mig blidt væk.

Jeg har bedt min drømme om hjælp til at få løst den følelsemæssige hårdknude, som jeg stadig kæmper med i forhold til ham. Jeg savner ham stadig og ville hellere være der, hvor han er.

Som vi alle ved: Der er intet som eks-kærester, som kan give en følelse af FOMO. Solen skinner altid der, hvor de betræder fortorvet.

En stemme i drømmen sagde til mig:

“Find noget, som virkelig interesserer dig og bliv fordybet i det.”

Vi hører altid om, at vi skal være mindfulde – og det er jo også sandt.

Men hvordan? Jeg har forsøgt med at spise et jordbær meget langsomt – et minut per jordbær – men jeg mister altså tålmodigheden med det og bliver irriteret.

Man kan selvfølgelig også meditere, men det er ikke altid, at jeg får det gjort. Yoga er også dejligt. Men jeg kan sagtens dyrke yoga og stadig dirre af FOMO. 

At kunne blive fordybet i noget, som du virkelig nyder er den bedste måde at være i nuet på.

For mig er det område selvfølgelig aktier og investeringer.

Det er også tennistimer, gode film (kvalitet), gode bøger og lære at spille klaver.

Med mine børn elsker jeg at gå eller cykle ture i vores lokalområde.

Tricket er at give sig selv tilladelse til at gøre det helhjertet, mens det varer: stoppe op og se på den motorvej af myrer, som dit barn viser dig.

Og virkelig SE, hvad myrerne laver og finde ud af, hvor de skal hen.

5. Dyrk værdsættelse og taknemlighed 

Hver aften skal du slutte dagen af med at skrive 3 ting ned, som du er taknemlig for. Det skal helst være noget specifikt, som er sket i løbet af dagen.

At skrive “mit gode helbred” kan du jo skrive hver dag, men det er jo ikke specifikt – og måske den nemme løsning? 

Hvad står der f.eks. på min liste? Det er ultra specifikke ting.

Der står f.eks.:

“Samuel’s glæde over hans rokketand”

“suset i kroppen da jeg hoppede i poolen i dag”

“da vi gik tur og fandt et underligt telt og hørte en ged bræge”.

Hvad er tre ting, som du er taknemlig for i dag? Måske kan dette blogindlæg være en af dem? Lad mig vide, om det har hjulpet dig.

Hvis du vil læse mere om min mission, så kan du downloade min e-bog Bliv Fri. Her kan du se læse om, hvordan du kan blive økonomisk uafhængig. Du kan downloade bogen her