Her er min hemmelige opskrift på et godt liv

Her er min hemmelige opskrift på et godt liv

I 2021 stod jeg overfor nogle store beslutninger. Jeg skulle beslutte, om jeg ville åbne min egen investeringsfond, og om jeg ville flytte til Portugal. 

For at være sikker på, at jeg gjorde det rigtige, hyrede jeg en coach til at lave et såkaldt blueprint over mig og mit liv. 

Det var noget, som jeg havde hørt om fra value investorerne Guy Spier og Monish Pabrai.

De to kendte value investorer fik engang lavet sådan en kortlægning over deres liv med dertilhørende brugervejledning. 

Det ændrede Monish Pabrais liv. 

Skræddersyet instruktion til et godt liv

Konsulenten, som lavede rapporten, sagde til Monish Pabrai, at han ikke forstod, hvordan han stod op om morgenen og gik på arbejde (han var it-iværksætter). Arbejdet med at lede en virksomhed passede så dårligt til hans personlighed, at de foreslog, at han solgte sin virksomhed og i stedet for åbnede en value investeringsfond.

Den historie har fascineret mig.

Monish Pabrai ville slet ikke være en kendt value investor, hvis det ikke havde været for mødet med coachen og kortlægningen af hans personlighed.

Tænk at få lavet sådan en dokument, som kan give røde og grønne lyst til de store beslutninger i livet? Ja, faktisk er det en slag shortcut til et godt liv.  

Sådan et dokument og den slags coaching ville jeg også have. Jeg var meget nysgerrig for at vide, hvad den samme coach ville sige til, at jeg ville åbne en fond.

Jeg fandt frem til, hvem der havde lavet en analyse på Monish Pabrai. 

Han hedder Jack Skeen, og hvis du spørger sødt, vil jeg gerne sætte dig i kontakt med ham. Du kan også selv opsøge ham her, men fortæl ham gerne, at du har hørt om ham fra mig. 

Hans process er ret speciel. Han laver to personlighedstest på dig og interviewer omkring 7-8 mennesker, som kender dig godt. Personlighedstesten er ikke helt normal. Han tester dig faktisk for personlighedsforstyrrelser, fordi han mener, at den slags test også kan bruges til at kortlægge dine styrker og svagheder. 

Hvad blev resultatet af min test?

Fik ja til at forvalte andres penge

Det er en meget omfattende rapport, og jeg vil ikke afslørre de små detaljer om min personlighed. Men jeg kan fortælle dig, at jeg fik grønt lys til at flytte til Portugal og åbne min fond, Grünbaum Value Invest (rejste penge i 2022 og begyndte at investere i januar 2023). 

Jeg ved i dag, hvad mine styrker og mine svagheder er – og det er en stor fordel. Det betyder, at jeg kan planlægge mit liv på en måde, så jeg kompenserer for mine svagheder (f.eks. ved at hyre andre til at gøre det), mens jeg kan skrue op for mine styrker og fokusere på dem. 

Nogle af rådende er specifikke for mig og måske ikke super spændende for dig at læse – men der er også en del generelle råd, som de fleste ville have godt af at følge. Og dem vil jeg dele med dig her. 

I det her blogindlæg vil jeg fokusere på de 5 vigtigste ting jeg lærte af Jack Skeen, som du også kan have godt af at bruge i dit liv til at skabe det bedste liv for dig selv.

Lad os se på det….

1.  Lev livet med tillid til, at livet samarbejder med dig

Jack forklarer, at du kan leve livet på tre måder.

A. Den ene er som offer, hvor du tror at livet sker til dig.

På det her niveau tror du ikke, at du kan skabe, og du føler ikke, at du har kontrol over meget. Du lever passivt og afventende med den her indstilling. 

B. På næste niveau tror du, at du skaber livet.

Her tror du på, at du skal skabe alting selv, og at tingene kun sker, hvis du “kæmper” for det. Du ser alting som et problem, som du skal løse. Du er ofte “i kamp”.

C. Den tredje måde er, når du tror på, at livet sker gennem dig eller for dig.

Her stoler du på, at der er en mening med det, som hænder, og at du blot skal stole på livet for, at de gode ting kommer til dig. 

“Det er en god måde at leve på, når du oplever livet, som det sker gennem dig. Livet skaber nye muligheder, som ikke nødvendigvis kræver en stor indsats fra din side. Vær nysgerrig og åben. Hold øje med muligheden og tilføj så lidt som nødvendigt for at deltage i det,” siger Jack Skeen. 

Jeg har nok levet livet, hvor jeg har set mig selv som skaberen (kategori 2), der skulle kæmpe for det.

Det er rart at tænke, at jeg godt kan slappe lidt af og stole på livet. 

2. Hold fokus på din mission

For mig er min mission at hjælpe dig og andre med at blive økonomisk uafhængige.

Jeg spreder privatøkonomisk viden og især viden om value investering. 

Det gør jeg både ved hjælp af bloggen, kurser og fonden Grünbaum Value Invest.

Jack Skeen mindede mig gang på gang om, at jeg skal holde fokus på min mission og mine to børn.

Han mindede mig om, at jeg skal undgå at blive distraheret af småting i livet.

Det lyder måske som en selvfølge, men jeg skulle hilse at sige, at det er nemt sagt, når livet smider alt muligt efter dig, og måske på samme dag giver dig et feberramt barn, et ødelagt køleskab og en sur nabo, der truer med at forgifte din kat.

Hver gang jeg bliver frustreret over livets småting, hører jeg en stemme sige:

“Når du har en mission, må du ikke lade småting distrahere dig,” siger Jack Skeen. 

Det får mig tilbage på sporet hver gang.

Din mission er helt sikkert en anden end min, men du har også noget, som er vigtigt for dig. Om det er at revolutionere måden, vi tegner huse på eller forenkle lovgivningen for virksomheder eller at opdrage børn (eller måske en blanding af fagligt og familie). 

Det samme gælder for dig – hold fokus på det vigtige, på din mission.

Drop hverdagsdramaet. Du har et ansvar. 

3. Foretag research før du træffer beslutninger

Jeg er super effektiv og handlekraftig.

Jeg træffer nogle gange ret hurtige beslutninger – også nogle gange for hurtige. 

Jack har lært mig, at jeg skal tænke på samme måde, som jeg gør med aktier. Jeg skal sætte tempoet ned og researche.

Lad mig give et eksempel:

For kort tid siden blev jeg forelsket i et hus ved kysten i Portugal. Der var en anden byder, og beskeden fra ejendomsmægleren lød, at jeg skulle passe på med at tøve, fordi så ville huset ryge til anden side. Du kan læse om huset i her.

Jeg tog det roligt og besøgte huset flere gange. Jeg gik rundt i området og talte med folk. Jeg fik en arkitekt og en byggesagkyndig til at vurdere huset, før jeg lagde et bindende bud.

Jeg fik så meget viden, at jeg besluttede at trække mig og lade den anden interesserede køber løbe afsted med handlen.

Udsigten fra huset var henrivende, men huset skulle renoveres fra top til tå for at blive et rigtigt godt hus at bo i.  Det ville kræve for meget af mig, og som du ved, skal jeg holde fokus på min mission – al min energi skal ikke gå på håndværkere.

4. Vær kræsen og selektiv med mennesker 

Jeg er meget udadvendt og har nemt ved at få nye venner.

Indimellem har jeg hyret eller knyttet mig til de forkerte mennesker, og det har skabt problemer for mig. 

Det handler igen om at foretage research… men research med mennesker er en helt anden process end aktier eller ejendom.

Her handler det især om at lade tiden og erfaringen informere dig om, hvem du står over for.

Jack har mindet mig om, at jeg skal finde folk som forstår og anerkender den specifikke mission, som jeg er på:

“Gå langsomt frem, vær selektiv og lad tingene vokse. Find mennesker, der forstår og elsker dig og din mission.” 

5. Nægt at dvæle ved, hvad andre tænker om dig

De fleste folk er mest optaget af at leve et nemt og behageligt liv, men hvis du har en mission er det ikke altid tilfældet for dig. Så er du klar til at trodse mageligheden for at bidrage til noget større.

Hvis du har en stor ide og en skæbne, kan det være udfordrende, og folk vil ikke altid forstå dig, hvis de ikke selv har en mission.

Det gælder om at nægte at tænke over, hvad andre folk tænker om dig. Folk uden en mission (dem kalder Jack Skeen for “vaniljeis”) vil ikke altid forstå dig og din mission, og det er bare ærgerligt. 

“Undervurder ikke din følelse af formål. Hvis du misunder vaniljeis, underminerer du din følelse af formål,” siger Jack Skeen. 

I stedet for at gå op i andres mening, så prøv at være lidt forelsket i dig selv og din mission. Det løfter dig til et andet niveau. 

Hvis du vil læse mere om min mission, så kan du downloade min e-bog Bliv Fri. Her kan du se læse om, hvordan du kan blive økonomisk uafhængig. Du kan downloade bogen her 

Hvad er min bolig værd i Warren Buffetts verden?

Hvad er min bolig værd i Warren Buffetts verden?

Hvordan ved du, hvor meget du bør betale for dit næste drømmehus?

For tiden kigger jeg på huse i Portugal, hvor vi bor. Jeg har fundet et hus, som jeg er helt fjollet med. Men er prisen rigtig? Hvad er min bolig værd?

Jeg har set på mange huse, lejligheder, rækkehuse og villaer både i Danmark og Portugal.

Vi bor egentlig fint, men vores udlejer har besluttet sig for, at vores husleje skal stige fra 21.000 kr. til omkring 37.000 kr. pr. måned, og det har sat fart i en søgen efter vores eget hjem.

Nu er det sådan, at priserne i Portugal er steget voldsomt.

Det hus som jeg lejer, var sat til salg for omkring 6 mio. kr. for to år siden, men nu er identiske huse sat til salg for 9 mio. kr.

Der er med andre ord lidt af et hedt boligmarked i Lisbons attraktive forstad Cascais…muligvis også en bristeklar boligboble.

Der er rigtig mange flexlånere blandt portugiserne, og de vil nok ikke på sigt kunne følge med rentestigningerne. Men den effekt ser vi ikke indtil videre – priserne ser foreløbigt ud til at holde niveauet. 

Hvordan ved jeg, hvad min bolig er værd?

Der er selvfølgelig mange måder at gøre det op på.

Jeg er faldet pladask for et gammelt hus, som ligger en upraktisk halv time væk fra skolen…og som trænger til en solid renovering.

Det store plus ved huset er, at det er charmerende og har en forrygende udsigt. Hvordan sætter man pris på den udsigt? Hvordan sætter man pris på et hyggeligt lokalsamfund?

Jeg har ansat en konsulent, som bruger den simple løsning, at han kigger på lignende huse i området og sammenligner. 

Tja, det er jo en ganske simpel løsning. Måske også lidt for simpel. 

Det svarer til at købe aktier med den holdning, at aktien er det værd, som lignende selskaber handles til. Hvis man brugte denne metode på en internetbaseret start-up under it-boblen i 1999-2000, ville man havde overset, at hele branchen var ved at poppe.

Der er en anden metode, som er meget bedre.

Warren Buffett har faktisk en ret simpel beregning. 

Hvad er min bolig værd for en value investor som Warren Buffett? 

I 1993 fik Warren Buffett mulighed for at købe en stor ejendom ved Washington Square Park – der hvor vennerne fra serien Friends skulle forestille sig at bo. Et meget attraktivt sted på Manhattan. 

Warren Buffett regnede et par ting i hovedet og slog til meget hurtig uden at se indersiden af bygningen. Folk måber over, hvordan han kan tage store beslutninger ved at tænkte et øjeblik.

Det skyldes, at hans regnemetoder er simple og skærer ind til benet. 

Han regner på, hvad der er af indtægter, trækker udgifter fra og ganger det med 10.

Voila.

Det er hans indkøbspris.

Owner earnings brugt på ejendomme    

Når jeg køber aktier, regner jeg på, om det er en god forretning. Jeg finder ud af, hvilken aktiekurs jeg skal købe aktierne til for at pengene – rent teoretisk – er tjent ind igen på ti år. 

Beregningen hedder owner earnings, og du er måske stødt på den i min bog Bliv Fri

Den beregning stammer faktisk fra ejendomsinvestering.

Når det er aktier, skal du finde indtægterne og trække investeringer til vedligeholdelse af den eksisterende forretning væk.

Det er præcist det samme du gør, når du skal regne på en bygning.

Du finder ud af, hvor meget du har i lejeindtægter på huset. Derfra trækker du alle løbende udgifter og udgifter til vedligeholdelse fra. Det vil sige, at du skal trække udgifter til varme, el, vand, gartner, vicevært, rengøring, maler og udskiftning af hvidevarer og vedligeholdelse af huset fra. Derefter ganger du det med ti. 

Hvorfor gange med ti? Jo, fordi du vil gerne have, at huset har betalt sig selv ind på ti år med lejeindtægterne. På det 11. år begynder det at give overskud.

Med denne beregning er værdistigningen gratis. Skulle huset stige i værdi, er det blot en bonusgave.

Hvilken pris skal du så købe et hus til?

Jeg har set huse i Portugal fra 6 mio. kr. til 15 mio. kr. – det meste afhænger af beliggenhed.

Dette hus som jeg kigger på nu, har jeg budt 820.000 på, og det er lige over 6 mio. kr. 

Det ligger 50 minutter uden for Lisbon og 30 minutter uden for Cascais i et område, som er ved at blive populært blandt især tyske og skandinaviske tilflyttere. 

Jeg vurderer, at huset nok kan lejes ud til 5.000 euro pr. måned hovedsageligt på grund af udsigten. Det betyder, at jeg maksimalt ville ønske at købe det for 600.000 euro (her er der ikke taget højde for løbende udgifter).

Desværre er jeg ikke den eneste, der er interesseret i huset, så det er ikke realistisk at kunne gå ned i pris.

Kræver store renoveringer

Jeg har haft en byggesagkyndig og en arkitekt til at gennemgå huset.

De nødvendige renoveringer og forbedringer, som jeg ønsker, ville i hvert fald koste 400.000 euro…altså 3 mio. kr.

Der skal skiftes tag, der skal laves ny el, nye vandrør, nyt vandsystem, der skal rives vægge ned, men først skal der laves ny forstærkning i konstruktionen.

Jeg vil have en pool og sænke haven og muren, så man bedre kan nyde udsigten fra huset og haven.

Jeg vil forbedre isolationen og sætte nye vinduer ind. Jeg vil flytte køkkenet og måske lave et anneks. 

Jeg vil lave loftsrummet om til kontor og soveværelse. 

Suk.

Listen er lang. 

Lad os sige, at den endelige pris inklusiv renoveringer bliver 1,2 mio. kr. (9 mio. kr).

Hvor meget skal jeg så kunne leje det ud til?

Så skal jeg minimum have 10.000 euro for det (altså 75.000 kr.) pr. måned (og så er der ikke taget højde for løbende udgifter), og det kommer ikke til at ske. 

Hvad gør jeg så?

Ja, det overvejer jeg faktisk stadig.

Huset ligger et helt unikt sted med fredet natur. Hvordan sætter man pris på en udsigt? Hvordan sætter man pris på, hvordan det vil gøre mig glad hver dag? Det er selvfølgelig svært, og det tager regnestykket ikke højde for. 

Hvis huset allerede var renoveret, ville jeg nok købe det – og nok også til de 1,2 mio. euro, det ville koste i alt med renoveringer.

Det arbejde som huset kræver, får mig til at tøve. Det vil tage i hvert fald 6 måneder at planlægge med arkitekter og 6 måneder at udføre.

Det er et års ventetid.

Men hvad med al den tid, som jeg vil bruge på det? Hvad er min tid værd?

Jeg ville bruge en masse tid på planlægning og opfølgning, møder med arkitekt og håndværkere og sikkert også en masse ventetid i huset, når en håndværker ikke dukker op.

Hvis renoveringen ikke kører på skinner, vil jeg muligvis ligge vågen om natten. 

Al den tid det vil tage og den hovedpine, som det kan give.

Kan jeg sætte en pris på det?

Nej, det kan jeg ikke. 

Så køber jeg det?

Hmm…Jeg har givet et foreløbigt ubindende bud på det, men der er allerede kommet et nyt og højere bud fra en anden køber.

Nu skal jeg overveje, om jeg vil indgå i en budkrig og være med til at sætte prisen yderligere op. 

Det er mine tanker, om mit måske kommende drømmehus. Hvad ville du gøre?

Du kan læse mere om owner earnings i min e-bog Bliv Fri. Her kan du se, hvordan metoden anvendes på virksomheder, så du ved, hvilken aktiekurs er en god pris. Du kan downloade bogen her 

Warren Buffetts 7 vigtigste livsråd på “Woodstock of Capitalism”

Warren Buffetts 7 vigtigste livsråd på “Woodstock of Capitalism”

Hvert år tager mange tusinder mennesker til Omaha for at deltage i Woodstock of Capitalism. 

Det er kælenavnet for generalforsamlingen i Berkshire Hathaway, som er Warren Buffett’s selskab. 

Normalt er generalforsamlinger en ganske tør affære, men ikke i Omaha.

Omkring 40.000 deltog i 2023 (ifølge CNBC) for at høre Warren Buffett tale. Nogle for at høre ham tale om aktier og investeringer. Andre for at høre ham tale om at leve et godt liv.

Woodstock of Capitalism er en kilde af visdom

Den bløde snak om at opføre sig ordentligt og leve et godt liv, er noget af det, som jeg sætter allermest pris på ved den årlige ceremoni. Sidste år tænkte jeg meget over, hvad de sagde om at livet bliver bedre i anden halvdel af livet, fordi du er klogere.

Da jeg kom tilbage fra Omaha åbnede jeg min fond og kastede mig ud i at møde en mand. Det ændre faktisk mit liv ret radikalt. 

Det gav mig mod på at prøve nye ting af

I det her blogindlæg vil jeg skrive lidt om, hvad Warren Buffett sagde om de lidt mere bløde ting på generalforsamlingen for Berkshire Hathaway 2023.

I sidste uge skrev jeg om de vigtigste ting, de sagde om investeringer og økonomi. Det kan du læse her.

Her kommer 7 gode livsråd fra kapitalisternes festival. 

1. Skriv din ideelle nekrolog og lev efter den

Warren Buffett siger, at du skal forestille dig, hvad folk vil sige og skrive om dig, når du er død.

Hvad vil gerne huskes for? Hvordan vil du gerne mindes af dine kære? Hvad skal dit livsværk være?

Derefter skal du finde ud af, hvordan du opnår det og beslutte dig for at leve på den måde.

2. Vær altid venlig

 

Det er vigtigt at være venlig over for alle.

“Jeg kender ikke nogen, der var grundlæggende venlig og som døde ensomme. Men jeg kender masser folk med penge, som døde ensomme.”

Under venlighed ligger også, at du skal undgå at kritisere folk personligt.

“Hvem kan lide dig, hvis du altid kritiserer dem?” spørger han. 

3. Du kan altid fyre nogen i morgen

“Du kan altid fortælle nogen, at de skal skride af helvedes til i morgen”

Det er et af de mottoer, som Warren Buffett lever efter.

Som han forklarede:

“Du kan ødelægge dit liv for evigt ved at bede nogen om at skride af helvedes til på 30 sekunder, og du kan ikke slette det. Men du mister ikke muligheden for at gøre det, hvis du udskyder det.” 

Det kræver naturligvis impulskontrol, men hvis du husker dig selv på, at du altid kan gøre det næste dag, vil det nok hjælpe. 

4. Brug færre penge end du tjener – og undgå gæld

Du skal bruge færre penge, end du tjener (og naturligvis investere forskellen).

Hvis du gør det omvendte, går det galt:

“Hvis du bruger mere, end du tjener, kommer du aldrig ud af gæld,” siger han.

Han siger, at du skal undgå al gæld – undtagen et huslån. 

Han advarer især imod kreditkort gæld og forbrugsgæld.

“Hvorfor sætter dig helt bagud i spillet? Du betaler 12-14 pct. i rente, og dermed siger du, at du kan tjene mere end det. Hvis du kan det, så kom til Berkshire Hathaway.”

5. Invester med omtanke 

Hvad du investerer i, er på ingen måder ligegyldigt.

“Du må aldrig gøre noget, som kan tage dig ud af spillet. Du må aldrig investere i noget, som kan holde dig vågen om natten,” siger han. 

Måske har du ligget vågen med uro i kroppen, når aktierne falder.

Hvordan undgår man det?

Ganske enkelt.

Ved at sætte sig ordentligt ind i, hvad du investerer i.

Du kan lære mere om, hvordan du undersøger dine investeringer i min e-bog bliv fri her

6. Lær noget hver dag

Du skal bruge tid på at lære noget nyt hver dag. 

Warren Buffett og Charlie Munger bruger 80 pct. af deres tid på at læse. 

Munger skulle læse omkring 500 sider om dagen og Warren Buffett helt op til 1.000 sider. På den måde kan man komme til at læse 500 bøger om året.

Warren Buffett læser bøger, aviser og nyhedsbreve fra andre investorer.

Der findes naturligvis andre måder at lære på. Kurser, podcast, blogindlæg, lydbøger. 

Warren Buffett har selv et diplom fra et kursus i public speaking hængende på sit kontor.

Hvordan kan du bedst lide at lære? 

7. Undgå giftige folk, giftige relationer og aktiviteter 

 Dette med at undgå alt “toxic” var noget, som Warren Buffett og Charlie Munger brugte lidt tid på. 

“Du skal vide, hvordan folk kan manipulere andre mennesker, og du skal modstå fristelsen til at gøre det selv,” siger Warren Buffett.

Charlie Munger brød ind og tilføjede.

“Ja, de giftige mennesker, der forsøger at narre dig, lyve over for dig, ikke er loyale eller ikke mener at opretholde deres forpligtelser….En stor lektie i livet er at få dem ud af dit liv. Og gør det hurtigt.”

Deres råd er at komme ud af det, også selvom det vil koste finansielt.

Der kom et opfølgende spørgsmål om, hvad man gør, hvis de giftige relationer er familie, eller nogen, som man ikke kan komme væk fra.

“Minimer det,” sagde Warren Buffet.

“Du skal kun interagere med folk, som opfører sig ordentligt.”

Hvad var det vigtigste, som de sagde?

Hvert år kommer nogle af de samme råd op igen (det med nekrologen er en hyppig genganger)… men der er ligesom at gå i kirke. Jeg er ikke selv troende, men jeg forestiller mig, at folk går i kirken igen og igen for at blive mindet om den rette vej. 

For mig er det rart at blive mindet om, hvordan man er en god value investor og et godt “Mensch”.

Det nye i år var deres tanker om at undgå “giftige” relationer.

Jeg kommer til at tænke videre over det og arbejde videre med definitionen af såkaldte “toxic” faresignaler.

Hvad var det vigtigste de sagde i år for dig?

Vi laver en tråd i Facebook Gruppen Penge og Frihed, hvor du kan kommentere på det. Du kan bede om adgang til gruppen her.

Vil du lære mere om, hvordan du investerer som Warren Buffet kan du læse mere her

 

Berkshire Hathaway 2023: Warren Buffetts vigtigste pointer

Berkshire Hathaway 2023: Warren Buffetts vigtigste pointer

I år tog omkring 40.000 aktionærer til generalforsamling i Berkshire Hathaway for at se Warren Buffett tale.

Hvorfor?

Fordi han bruger flere timer på at besvare spørgsmål og tale om aktiemarkedet, samfundet og besvare filosofiske spørgsmål om, hvordan du lever et godt liv.

Sidste år tog jeg til Omaha for at se det (derfra billedet). I år måtte jeg streame det hjemmefra og tage noter.

Hvad var det vigtigste han sagde i 2023?

I det her blogindlæg vil jeg se på de vigtigste ting han sagde på dette års møde om aktier og økonomi. I det næste blogindlæg vil jeg kigge på hans livsråd. 

Hvis du stadig gerne vil se en optagelse af Berkshire Hathaway 2023, kan du se det på CNBC her.

Du kan også spare en masse tid ved at sluge mit sammenkog her.

1. Berkshire mærker en afmatning

Warren Buffett lagde ud med at præsentere Berkshire Hathaways regnskab. 

Berkshire Hathaway ejer over 60 forskellige selskaber og har derfor en masse input i forskelige brancher.

Du kan se de selskaber, som Berkshire Hathaway ejer her

Han sagde, at vi netop er kommet ud af en ekstraordinær periode med forbrug stimuleret af regeringsstøtte, men nu mærker de en afmatning på tværs af de forskellige virksomheder.

“Det var en enestående tid, men den er overstået nu. Nu er det helt anderledes, end det var for blot 6 måneder siden. Folk er slet ikke i den samme sindsstemning,” sagde Buffett. 

2. Han undgår banker

Han talte en del om, at amerikanerne ikke forstår, hvordan bankerne fungerer, og at det er bekymrende.

Han siger, at de amerikanske myndigheder ikke har nogen interesse i at lade en bank gå ned.

Indskyderne er beskyttede, men de ser ikke ud til at forstå det. Både politikerne, myndighederne og pressen har været dårlige til at forklare det. 

“I sådan en situation er vi meget forsigtige med at eje banker,” sagde han.

Berkshire frasolgte en del banker under corona i 2020 og har solgt mere fra det sidste halve år.

Han sagde også, at Bank of America er en undtagelse.

“Vi kan virkelig godt lide banken og virkelig godt lide ledelsen,”  sagde han.

3. Der er problemer på ejendomsmarkedet

Buffett blev spurgt til, om ejendomsinvesteringer er vigtige for Berkshire, og det afviste han.

Han kom ind på, at der er store problemer i (især det kommercielle) ejendomsmarkedet lige nu.

“Vi ser konsekvenserne af, at folk kunne låne til 2,5 rente. Nu opdager de, at det ikke fungerer, og ejendommene skal afleveres tilbage til dem, der lånte dem pengene,” sagde Buffett. 

4. Der er muligheder for value investorer i dag

Warren Buffetts partner Charlie Munger mente, at det er sværere at være value investor i dag, fordi der er så mange om budet.

Det var Warren Buffett helt uenig med ham i.

“Det, der skaber muligheden, er, at andre folk gør dumme ting,” sagde han og understregede, at den slags muligheder er der endnu flere af i dag. 

“”I de 58 år vi har ledet Berkshire Hathaway har der været en stigning i folk, der gør dumme ting, og de gør store, dumme ting. Det skyldes, at det er nemt for dem at få adgang til penge,” siger Buffett.

Han indikerede, at han ville være i stand til at have samme succes med at skabe en formue, hvis han begyndte forfra i dag.

“Jeg ville elske at blive født i dag uden alt for mange penge og lave de penge om til en masse penge,” sagde Buffett. 

5. Dollaren fortsætter som reservevaluta

Dollaren er ikke truet ifølge Warren Buffett.

Han kan ganske enkelt ikke se, hvilken anden valuta, der skulle overtage positionen. 

Så den bekymring fejede han af bordet med en kort udtalelse:

“Vi er reservevalutaen, og jeg kan ikke se en mulighed for at en anden valuta skulle være det.”

En masse livsråd

Warren Buffett og Charlie Munger blev også spurgt om, hvordan man lever et godt liv.

Noget af det jeg elsker mest ved de årlige måder i Omaha er netop disse livsfilosofiske spørgsmål.

I næste blogindlæg vil jeg opsummere de vigtigste livslektioner, som kom ud af årets møde, så følg med.

For at læse en opsummering af sidste års møde, klik her.

For at læse en opsummering af mødet i 2021 klik her.

For at læse om mødet i 2020 klik her.

Vil du lære mere om, hvordan du investerer som Warren Buffet kan du læse mere i min e-bog her

 

5 grunde til at besøge Oraklet fra Omaha

5 grunde til at besøge Oraklet fra Omaha

Hvert år tager mange tusinder mennesker til Omaha for at høre Warren Buffett tale. Det gør han på generalforsamlingen for hans selskab Berkshire Hathaway. 

Men hvorfor egentlig? Du kan sidde derhjemme i stuen og streame og høre Oraklet fra Omaha (som Buffett også bliver kaldt) på cnbc her.

I år kommer jeg til at lave en lille fest i Portugal, hvor vi streamer det, men sidste år tog jeg afsted til Omaha.

Hvis jeg kunne, ville jeg tage afsted igen i år og til næste år.

Jeg ville spole tiden tilbage og deltage i alle årsmøderne

Hvorfor?

Her kommer 5 grunde: 

1. Din tro bliver styrket

Det er lidt som at gå i kirke.

Ja, du kan læse i biblen derhjemme, men det er ikke det samme.

Du tager til Omaha for at fordybe dig i stemningen, diskutere investeringer og få styrket din tro som value investor. 

2. Du kan netværke

Du møder andre, som har den samme interesse som dig, og du kan skabe venskaber, som kan vare resten af livet. 

3. Du kan shoppe løs

Der er en stor hal tilknyttet, hvor du kan købe alt fra is og chokolade til et privatfly eller en yacht. Og tror mig: der bliver shoppet på livet løs.

Her udstiller alle de selskaber, som er ejet af Berkshire Hathaway.

Du kan se de selskaber, som Berkshire Hathaway ejer her

Det er også muligt at købe alle de bøger som Warren Buffett anbefaler om økonomi og investering. Det er nok en af de mest populære stande. 

4. Du kan rent faktisk møde Warren Buffett

Tidligere år har du kunne møde Warren Buffett bl.a. i smykkebutikken Borsheims, hvor han har givet hånd til alle, der trådte ind i butikken. Om han gør det igen i år, ved jeg ikke.

Måske der er særlige forhold på grund af corona og hans høje alder. 

Det er nok ved at være sidste chance for at se Warren Buffett live, da han er 93 år gammel. Hans partner Charlie Munger er 99 år.

Ingen lever evigt.

5. Det er et eventyr og en fest

For mig var det en kæmpe oplevelse at se Omaha, Nebraska, og møde de andre investorer.

Jeg mødte bl.a. en vaskeægte cowboy, som var blevet rig af at være Berkshire Hathaway aktionær og en økonomistuderende fra El Salvador, som var overbevidst value investor og interessant at snakke med.

Det er ret nemt at møde andre, for det er ligesom en festival.

På hver eneste hotelbar er der feststemning og aktiesnak.

I USA går eventet under navnet “Woodstock of Capitalism.”

Hvordan kommer du ind?

Det eneste det kræver, er, at du ejer aktier (en er nok) i Berkshire Hathaway.

Jeg viste bare et screenshot af min portefølje ved skranken og fik udleveret et adgangskort. Det var nemt.

Det er et krav, at du er vaccineret mod COVID – det tjekker de mere grundigt end de tjekker din portefølje af Berkshire aktier.

Hotellerne er dyre (du finder ikke noget til under 400 usd pr. nat), men hvis du vil tage en taxa og køre lidt, kan du spare en del der. Der er i øvrigt shuttles fra alle de store hoteller.

Jeg valgte at bo på et af Hiltons hoteller 10 minutters gang derfra. Jeg var ret glad for bare at kunne gå tilbage.

Jeg blev fra torsdag til søndag (mødet er om lørdagen), så det blev til tre nætter på Hilton. 

Følg med i løbet af weekenden på sociale medier og email.

Jeg kommer til at skrive mere om, hvad der foregår og bliver sagt i Omaha i år.

Vi laver en tråd i Facebook Gruppen Penge og Frihed, hvor du kan kommentere på det. Du kan bede om adgang til gruppen her.

Vil du lære mere om, hvordan du investerer som Warren Buffet kan du læse mere her