Investorens værktøjskasse

Investorens værktøjskasse

Så er nytåret slået ind, og du har naturligvis læst mit blogindlæg med forslag til fem nytårsforsæt, som vil sætte dig fri økonomisk.

Det betyder, at du enten vil begynde at investere eller blive bedre til det. Ingen nytårskur uden værktøj, så i dette indlæg vil jeg gennemgå nogle af de websites og apps, som jeg selv er glad for:

Platform:

Du skal naturligvis have en platform at handle aktier på. Jeg bruger lidt forskelligt alt afhængigt af, om det er pensionen eller frie midler, som jeg vil handle i. Jeg bruger Nordea til børneopsparing, ratepension og aldersopsparing (der er jeg i forvejen kunde, så det er nemmest), og Saxo Investor til frie midler. Derudover har jeg også en amerikansk platform (Trade Station), da den er betydeligt billigere. Vælger man en udenlandsk platform, skal man dog huske på, at man selv skal stå for at registrere skat af afkast, og det ligger der noget arbejde i. Jeg har tidligere brugt Nordnet til noget pension, men jeg syntes, at den var for dyr, når alle handelsomkostningerne blev lagt sammen. Hos Saxo kan jeg have en USD konto, så jeg ikke behøver at veksle penge, hver gang jeg vil have amerikanske aktier.

Kursgrafik og historik:

Handelsplatformenes kursoversigter er ikke altid gode nok. En god platform til at læse aktiegrafer kan være nødvendigt. Jeg bruger ThinkorSwim (som egentlig er en handelsplatform, men den er for dyr). Du kan evt. afprøve en gratis demo-version med matadorpenge på. Stockcharts er også virkeligt godt, og den koster mellem 15-40 USD per måned.

Realtidskurser:

Måske er der forsinkelse på kurserne på den platform, du har valgt. De er ofte ca. 15 minutter forsinkede. Nogle gange kan man betale sig fra det, men det har jeg ikke gjort. Det gør mig egentlig ikke så meget, at der er forsinkelse på kurserne, da jeg holder aktierne i lang tid og på forhånd ved, hvilken kurs jeg vil gå ind i aktien til. Men det kan nu alligevel nogle gange være meget rart at dobbelttjekke, før jeg trykker på knappen. Der findes gratis apps med kurser i realtid. Jeg bruger en simpel en, som hedder “værdipapirer”. 

Nyheder:

Som investor skal du holde dig opdateret med, hvad der foregår rundt omkring. Før dagen går i gang, skimmer jeg Wall Street Journal (wsj.com), New York Times (nyt.com), Bloomberg (bloomberg.com), Jyllands-Postens erhvervssite Finans (finans.dk) og Berlingske Tidendes erhvervssektion (business.dk). Jeg prioriterer at læse de internationale nyheder først, så jeg ser de store tendenser, før jeg bevæger mig ned af tragten til vores lille andedam. Min prioritering hænger også sammen med, at jeg synes, at det er vigtigt at investere ud over landets grænser. 

Facitliste:

Det kan være sjovt at se, hvilke aktier nogle af verdens bedste investorer køber og sælger. Du kan læse med over skulderen på nogle af de største og dygtigste amerikanske investorer på Gurufocus.com. Her kan du bl.a. slå op, hvad Warren Buffett og hans partner Charlie Munger investerer i. Det er helt okay at kopiere andres handler; Warren Buffett gjorde det selv tidligt i hans karriere. Han kopierede sin lærermester Benjamin Graham, og det gjorde mange andre af Grahams følgere også. Det har endda et ord på engelsk: coattail riding. Der er mange, der er blevet rige af at “ridde på andres frakkehale”.  

Research og analyser:

Den tunge del af din research bør komme direkte fra oplysninger fra selskabet og fra dit eget benarbejde. Du skal læse regnskabet og lytte med på deres earnings call efter regnskaberne. Du skal afprøve produktet og gerne snakke med nogen, der har mere forstand på det end dig. Når alt det er gjort, kan du smugkigge på andres research. Der findes platforme som Seeking Alpha (seekingalpha.com), hvor  en hel hær af mennesker publicerer deres analyser (klik på analyser). Det er både professionelle investorer og investorer på hobbyplan, som er skribenter, så du skal tage det med en gran salt. Analyserne på Seekingalpha følger ofte Mr. Market, så når Apple f.eks. falder i kurs, så kan du være sikker på, at der kommer en strøm af negative analyser. Jeg går ofte imod strømmen af analyserne. Seekingalpha har også en udemærket daglig opsummering af nyheder, som hedder Wall Street breakfast. Du kan få den tilsendt som mail, eller du kan høre det som podcast. Du finder Wall Street Breakfast her. 

Undgå-listen:

Den opmærksomme læser vil måske tænke, at der mangler nogle værktøj, som en typisk, aktiv dansk investor bruger. Jeg lytter ikke til millionærklubben, da det tager en time ud af mit liv hver dag og giver mig en følelse af stress. Det føles lidt ligesom at lytte til Gunner Nu Hansen, hvis du kan huske ham. Han var en fodboldkommentator, som altid råbte NU NU NUUUUUU, når der var optræk til mål. Millionærklubben giver mig en følelse af, at jeg hele tiden er ved at gå glip af noget og bør købe den ene og den anden aktie eller straks bør sælge en bestemt aktie, fordi verden brænder sammen. Noget af det vigtigste som en god investor er at holde fast i en strategi. Så jeg forsøger at undgå at komme i nærkontakt med folk, som lader sig hidse op af aktiekursernes daglige udsving og Mr. Markets humør. Hvis du ikke ved, hvad jeg mener med Mr. Market, så læs denne blog: markedet er en hyperaktiv galning. Jeg ville også undgå de store facebook grupper som Aktieporteføljen, da der kommer en slags massehysteri i gruppen, som er fodret af Mr. Market, og du kan blive grebet af stemningen. Jeg læser også sjældent Dagbladet Børsen, da avisen er meget fokuseret på danske virksomheder og er den mest sensationsprægede af erhvervsaviserne. Hver gang markedet dykker, skal vi f.eks. læse, at Asger Aamund eller en anden rigmand har mistet så og så mange millioner. Men det har  han jo ikke, med mindre han har solgt sine papirer. Den slags artikler fodrer blot Mr. Markets skøre tilstand og kan stresse unødigt og skabe tvivl om dine egne investeringsbeslutninger.  

Udover online værktøj, findes der naturligvis en masse information i gammeldags bøger. Du kan se en liste over mine favoritbøger på dette blogindlæg: Den bedste hårde julegave til investoren. Og har du ikke læst min e-bog Bliv Fri, kan du jo altid begynde med den. 

Fem nytårsforsæt der gør dig økonomisk fri

Fem nytårsforsæt der gør dig økonomisk fri

Det er den tid på året. Vi skal drikke champagne, hoppe ned fra et møbel og granske vores liv. 

Nogle måler sig om livet og opdager, at de har lagt sig ud. Andre kigger på deres økonomi og opdager, at der er hul i bunden. Nytårsforsæt er egentlig en meget fin tradition. At lave status og sætte nye mål er effektivt, hvis du vil forandre noget til det bedre. 

Vil du arbejde mod at blive økonomisk uafhængig, så har jeg fem gode nytårsfortsæt til dig.

Lov dig selv at forbruge mindre, end du tjener

Gør dette til en leveregel. Du skal altid ligge mindst 10 pct. af din lønindkomst eller indkomster fra investeringer til side til at investere eller geninvestere (eller betale af på gæld). Hvor stort et beløb du vil ligge til side, kommer selvfølgelig an på din livssituation. Læg så meget til side, som du kan. Du vil takke dig selv senere hen. Beslut dig på forhånd for, hvor meget du vil lægge til side af din indtægt. Træk så det beløb fra først på måneden. Sæt det op i din netbank, så det rent automatisk bliver sat ind på en særlig konto, som du kan vælge at kalde “opsparing”, “min økonomiske frihed” eller endnu bedre “fingrene væk”. Det skal være din første prioritet, og derfor skal det trækkes fra først. Det dur ikke, at du forsøger at spare op ud fra, hvad der er tilbage på din konto sidst på måneden. De fleste af os har sjovt nok en evne til at forbruge det, som står på kontoen. 

Se dine faste udgifter igennem

Er der noget, du kan undvære af de faste udgifter, som står og trækker løs på din konto? Abonnementsordninger er en dræber for økonomien. De står med snablen i vores konto uden, at vi helt bemærker det. Kig det hele igennem og regn på det på årsbasis. Hvor meget betaler du hvert år for dit fitness abonnement? For dit livsstilsmagasin? Husk også at se dine forsikringer igennem. Hvis det er noget, som du ikke kan undvære, f.eks. mobilabonnement, så undersøg, om der findes et billigere alternativ. Regn sammen hvor meget du sparer på et år ved at opsige aftaler og ændre aftaler. Forestil dig, at du investerer det beløb og får det tredoblet. Det er motiverende at se beløbet i en større sammenhæng.  

Kategoriser alle dine dankortudgifter

Det kan være nyttigt at gennemgå alle udgifter og kategorisere dem i en app som Spiir. Hvad hører under dagligvarer? Hvad hører under sjov og ballade? Jeg gør det mindst en gang om året, gerne oftere. Du vil opdage nogle steder, hvor du bruger flere penge end du troede. Jeg var selv helt rystet over, hvor mange penge jeg på et år lagde hos Lagkagehuset, og det ændrede helt mine vaner. Du vil også opdage skjulte udgifter. Da jeg sidst gennemgik hver eneste udgift, opdagede jeg to poster, som blev trukket fast på fra mit Dankort, og som jeg ikke kunne huske, jeg havde tilmeldt mig. Det ene var en indkøbsforening, som jeg skulle betale 59 kr. til hver måned, fordi jeg engang havde købt en creme på sitet. Det er nok den dyreste creme, jeg har købt i mit liv. Det var små beløb, der blev trukket hver måned, men det løber sig op i store beløb, når det står og trækker over tid.

Sælg en ting hver dag i en måned

For et års tid siden læste jeg en artikel om, at kvinder brugte for meget tid på at sælge brugt børnetøj, når de i stedet skulle bruge tid på at investere. Flere kvinder spurgte mig, hvad jeg synes. Skulle de holde op med at sælge ting på Reshopper og på Den Blå Avis? Mit svar er: ”vrøvl!”. Du kan både købe og sælge genbrug og handle aktier. Det ene udelukker ikke det andet. Tværtimod styrker du din økonomi. Du har flere penge at investere, hvis du sparer ved at købe genbrug og sælge det igen. Det gælder især, når du har børn. Der er så meget udstyr, som børn bruger i kort tid. Rådet gælder selvfølgelig også dig, som ikke har børn. Kig dig omkring i dit hjem. Er det noget, du ikke længere bruger? Noget der måske bare står i vejen? Jeg giver nogle gange mig selv den udfordring, at jeg skal sætte en ting til salg hver dag i en måned. De penge som kommer ind den vej, sætter jeg på en helt særlig konto, så jeg kan se, hvor meget der er blevet til på et år. Det kan sagtens blive til 10.000 kr. på et år. Og så lige en ting til: Der er mange flere fordele ved genbrug. Det er bedre for miljøet, når vi genbruger. Og sætter du dig en udfordring om at sætte en ting til salg hver dag i en måned, så får du også ryddet op, mens du gennemgår dine ting.

Find en ekstra indkomst i 2019

De fleste mennesker er helt afhængige af deres lønindkomst. Det gør dem sårbare. Man taler meget om, at man skal sprede sin risiko, når man investerer og dermed investere i flere typer virksomheder. Men de færreste ser på at sprede risikoen, når det gælder deres livsindkomst. Lønindkomst er blot en type af indkomst. Hvis du investerer, skaber du en anden type indkomst i dit liv. Hvis du har et iværksætterprojekt ved siden af arbejdet, spreder du også din risiko. Der findes mange typer virksomheder, som man kan have ved siden af et fuldtidsjob. For mig er det min blog, som giver mig muligheder for at holde foredrag og lave undervisning. Men det kan også være lejeindtægt, coaching, undervisning, salg af håndarbejde. Du ved bedst, hvor du har nogle muligheder. Den nemmeste løsning for de fleste er nok at lære at investere. Det kan klares med et klik med musen hjemmefra og du behøver ikke at vaske nogens beskidte lagner eller trave land og rige rundt for at holde foredrag. Så hvis du ikke allerede investerer, ville jeg tilføje et ekstra nytårsforsæt:

Lær at investere

Et godt sted at begynde er med min bog Bliv Fri, som du kan downloade her.

I øvrigt. Godt nytår og tillykke med, at du læser dette blogindlæg. Du er ved at tage nogle skridt, som kan forandre dit liv. Når du begynder at investere, så er det ikke blot et spørgsmål om at rette op på din økonomi og lappe hullet. Du tager aktive skridt mod en fremtid med velstand, hvis du sætter dig lidt ind i, hvad virksomheder er værd og sørger for at købe dem, når de er på tilbud.

Den bedste hårde julegave til den nervøse investor

Den bedste hårde julegave til den nervøse investor

Det er snart jul, og aktierne styrter ned. Hvordan skal du forholde dig?

Du smækker laptoppen sammen og holder juleferie. Når aktierne falder, er det vigtigt at tage det roligt. Og i sidste ende investerer vi vel i aktier for at få et godt liv? Så sørg for at få et godt liv lige nu. Drik gløgg og nyd julen.

Jeg kan skrive blogindlæg på blogindlæg om, at sindsro er vigtig. Jeg ved godt, at det kan være svært, når aktierne falder, og man ser tal gå i rødt på skærmen. Det sætter sig som en uro i kroppen og kan gøre det svært at falde i søvn. Det er en naturlig biologisk reaktion. Men en value investors vigtigste egenskab er evnen til at tage det roligt, når andre går i panik. Gør dit bedste for at huske på, at fremtiden er lys. Aktier kommer op igen.

Nogle gange kan man opnå sindsro ved at tage en pause fra aktieland. Andre gange er det slet ikke nok. Jeg har selv apps med aktiepriser i realtid på telefonen, og det er fristende. Bliver du ved med at lure på aktiepriserne, så foreslår jeg, at du styrker dig ved at gå til de vise mænd. Det gør du ved at bruge noget af juleferien på at læse bøger, som kan styrke din tro som value investor.

Her kommer min top ti liste over bøger, som kan give dig fornyet tro og ro:

1. The Snowball af Alice Scroeder

Dette en en biografi om Warren Buffett, som han selv har bestilt. Virkeligt godt skrevet og også underholdende. Jeg ville vælge denne først

2. The essays of Warren Buffett

Hvad kan jeg sige. Gud har talt.

3. Poor Charlie’s Almanack af Charlie Munger

Charlie Munger er Warren Buffetts partner, og han er i virkeligheden miraklet bag Warren Buffett. Han fik påvirket Buffett fra at investere i billige selskaber fra rendestenen (Benjamin Graham metoden) til at investere i vidunderlige selskaber med en fremtid.

”It’s far better to buy a wondeful company at a fair price than a fair company at a wonderfuld price,” har Warren Buffett udtalt.

Det er i virkeligheden nok Charlie Munger, som burde citeres for dette. Det er i hvert faldt almindeligt kendt, at det er Charlie, som har flyttet Warren Buffett i denne retning.

4. Letters to Shareholders af Warren Buffett

Hvert år skriver Warren Buffett et brev til aktionærerne af hans selskab Berkshire Hathaway. Det er fra de skriv, at vi ved meget om Warren Buffetts tanker og metoder. De kan læses gratis på Berkshire Hathaways hjemmeside her: Letters to shareholders. 

Du kan selvfølgelig også vælge at købe det i en bogform, hvis du ikke gider læse fra skærmen.

5. Irrational Exuberance af Robert Shiller

Jeg har ikke sat Irrational Exuberance højt på listen, fordi den er en af de bedste. Den er på listen, fordi det er den bog, der har haft den største betydning for mig. Den handler om, hvordan markedet bliver irrationelt begejstret og derefter deprimeret og er skrevet med udgangspunkt i it-boblen. Jeg læste denne bog tilbage i 2001, som del af pensummet på Stern Business School, og jeg husker det som en åbenbaring. Det var med den klokkeklare beskrivelse af it-boblen, at jeg blev overbevist value investor.

6. The Dhando Investor af Monish Pabrai

Inderen Monish Pabrai er den nye Warren Buffett. Det mener mange i hvert fald. Han kan også findes med blog og podcast på Chai With Pabrai.

7. The Education of a Value Investor af Guy Spier

Guy Spier er en anden af de anerkendte arvtagere fra Warren Buffett. Den her bog handler også meget om, hvordan man skal leve livet. Guy Spier og Monish Pabrai er kendte for, at de sammen har betalt et svimlende beløb for at få lov til at spise frokost med Warren Buffett.  

8. The Intelligent Investor af Benjamin Graham.

Benjamin Graham var verdens første value investor, og denne bog er biblen, som mange af os går tilbage til igen og igen. Det er også bogen, som satte Warren Buffett i gang som value investor. Læs kapitel otte om Mr. Market først. Jeg har refereret til det mange gange, og jeg tænker tit på Mr. Market, når priserne kører op og ned. 

9. Securities Analysis af Benjamin Graham og David Dodd.

Også en bibel. Lidt tungere. Men hvis du har modet. Eller måske brug for noget at sove på. Man skal huske på, at Benjamin Grahams bøger er skrevet i tiden efter det store krak i 1929. Han kommer fra en tid, hvor der virkelig var udsalg på virksomheder, så hans metoder dur ikke altid i dag. Sproget er også en smule gammeldags. Alligevel fremstår hovedideerne lysende klart og relevante.

10. The Big Short af Michael Lewis

Michael Lewis er nok den bedste skønlitterære forfatter, der skriver om de finansielle markeder. Han blev kendt med bogen Liar’s poker, som omhandlede hans tid som trader i slutningen af 1980’erne. The Big Short handler om finanskrisen. Den er langt nede på listen, fordi den egentlig ikke har noget med at være value investor at gøre. Men du bliver klog af den, og Michael Lewis skriver så alle bliver underholdt. Findes også som film. 

Dermed er der ikke så meget andet at sige end god jul og god læsning.

Nå ja. Og har du ikke læst min e-bog Bliv Fri endnu, så finder du den her

Sindsro er nøglen til succes

Sindsro er nøglen til succes

Det her med at investere er jo egentligt ret simpelt. Det handler om at købe billigt og sælge dyrt. Det ved alle. Hvorfor går det galt for mange?

Fordi investering egentlig ikke handler om intelligens. Det handler meget om sindelag.

Som Warren Buffett sagde, da han i 1985 blev spurgt i et tv-interview, hvad en investors vigtigste karaktertræk var:

”Det er temperamentet, ikke intellektet,” sagde han.

Han gik videre med at forklare, at man hverken behøver at kunne spille tredimensionelt skak eller være en bridgespiller på konkurrenceplan. Man skal bare kunne finde hen på sit kontor.

”Du har brug for et stabilt temperament og en personlighed, der ikke får glæde ved at være med eller imod folkemængden. Det er ikke en forretning, hvor du skal tage meningsmåling. Det er en forretning, hvor du skal tænke.”

Der bliver sagt så meget i den første sætning, at jeg synes, at du skal læse den igen. Hvad er det egentlig han siger? Han siger, at aktiepriser bare er folkemængdens mening. Aktiepriser er ikke sandhed.

Guldur med diamanter

Nej. Aktieprisen er ikke selskabets værdi. Det er blot prisen på markedet. Er det ikke det samme? Nej. Slet ikke.

Lad mig komme med et eksempel. Lad os sige, at jeg er helt på den. Jeg står på en landevej i Nicaragua med mine to små børn. Vores bagage er blevet stjålet, og jeg mangler både penge til busbilletten og til aftensmaden. Jeg er klar til at sælge dig mit diamantbelagte guldur for 100 kr. Er det så guldurets værdi?

For at svare på det spørgsmål, ville jeg tælle og veje diamanterne og veje guldet. Jeg ville finde ud af, hvor meget det hele ville være værd, hvis jeg smeltede uret om og solgte diamanterne og guldet separat. For det må da være den minimale værdi af uret, ikke sandt?

Når du finder ud af, hvad et selskab er værd, så skal du også kigge på detaljerne i selskabet. Du kan ikke bare kigge på prisen på aktiemarkedet, for den tager gang på gang fejl. Priserne kører op og ned som en rutsjebane i Disney Land. Det behøver du ikke at gøre. 

Måske kan denne tankegang hjælpe dig næste gang, du ser røde tal på din handelsplatform. Du kan måske sige til dig selv, at det blot er folkemængdens stemme. 

Jeg tror, at mange bliver stressede over, at se aktier drøne ned (eller ophidsede over, at se dem drøne op), fordi de tror, at det er sandheden, der bliver afsløret. Det er det ikke. Det er bare folkestemningen. Og den kan vende med vinden.

”Du har ikke ret, fordi 1.000 mennesker er enige med dig. Du har ikke ret, fordi 1.000 mennesker er uenige med dig. Du har ret, fordi dine fakta og dit rationale er rigtigt.”

Husk på det, når du bliver påvirket. På kort sigt kan folkemængden måske buhe en aktie ned. Men har du fat i et godt selskab med solide tal og et produkt med en fremtid, så vil dine fakta og dit rationale vinde. Aktien vil rette sig igen. Folkemængden falder til ro igen. Nogle gange tager det bare lidt tid. 

Dyp tåen i aktien

Dyp tåen i aktien

Jeg har mødt folk, som tager kursus på kursus om forskellige investeringsmetoder, men som stadig står på kanten af bassinet og stirrer ned i aktieland.

Hvordan kommer man over det punkt og hopper ud i det?

Svaret er enkelt. Du hopper ikke ud i det.

Tænk over det. Du beder ikke et barn, der aldrig har svømmet før, om at hoppe ud fra 10-meter vippen. Du tager ham hen i det lave vand for at pjaske lidt med svømmevinger på. Han skal jo først blive tryg i vandet og lære at svømme. Lære at holde vejret under vand. Lære reglerne i svømmehallen. Derefter kan han begynde at vove sig ud i det dybe og endda hoppe ud fra vippen.

Pjask på det lave vand

Du er selvfølgelig ikke et barn, og du drukner ikke af at købe aktier. Ikke desto mindre kan det at investere i aktier være en meget voldsom følelsesmæssig affære. Jeg møder nybegyndere, der har investeret alle deres frie midler i løbet af 2018, og som har været igennem en rutsjetur i takt med, at aktierne i løbet af efteråret 2018 faldt. Jeg møder folk, som skifter aftenhygge og Netflix ud med at stirre på de røde tal på deres handelsplatform, og som sover dårligere og dårligere om natten, fordi de føler, at deres opsparing gennem mange år fordufter. Jeg møder folk, der oplever, at gode ægterskaber knirker, fordi aktiefald skaber utryghed om fremtiden.

Du taber jo ikke penge, fordi en aktie går lidt ned. Du taber først, når du sælger papiret. Men det forstår psyken slet ikke. Den ser de røde tal og reagerer med, at aktivere alle frygtmekanismer. Den tror, at der er fare på færde.

Når du køber din første aktie, så skal du købe en lille smule. Du skal dyppe tåen i aktien. Det skal være et beløb, som du vil trække på skuldrene over at tabe. Hvis du køber aktier i et solidt selskab med vækst og sunde tal på bogen, så taber du ikke pengene. Men når aktiekurserne dykker, så føles det som om, at du taber penge, og du skal lære at håndtere den følelse uden at reagere på den.

Sæt strøm til aktien

Der er endnu en grund til, at du skal begynde med lidt. Det er først i det øjeblik, at du sætter penge i en virksomhed, at researchen for alvor går i gang. Der sker nemlig en hel proces, når du køber aktier i et nyt selskab. Det er ligesom at sætte strøm til en tegning, så den bliver til en tegnefilm. Der kommer liv i din aktie. Hvor det før kunne være lidt kedeligt at læse selskabets regnskab, så bliver det pludseligt rasende spændende, fordi din økonomi afhænger af selskabets udvikling.

Det sjove er, at du ikke behøver at købe aktier for mange penge for at sætte denne proces i gang. Psyken forstår ikke helt, om du har mange eller få penge i et selskab. Den ved bare, at der er noget på spil.

Har du f.eks. købt lidt aktier i Nike, kan du pludselig ikke se en løber på gaden uden at scanne hans tøj. Du kan ikke se tennis eller fodbold uden at se tøj løbe rundt på banen og læse reklamerne i baggrunden. Det er ikke løberne, der kommer over målstregen, men skoene. Du kan ikke lade være med at falde i snak med den halvtykke kondiløber ved lyskrydset for at høre, hvorfor han har Asics og ikke Nike på fødderne. Du læser erhvervsnyheder, og du ser kun nyheder om sportsmærker.

Hvor ligger det lave vand?

Hvor meget er lidt? Hvor meget skal man sætte ind for at dyppe tåen?

Det er individuelt. Du må mærke efter, hvad der er ”lidt” for dig. Hvor ligger grænsen for dig? Du skal blive ved med at sove helt roligt om natten, selvom hele beløbet forsvandt. Nej, hele beløbet forsvinder ikke, hvis du har gjort dit forarbejde ordentligt, men det tror psyken nogle gange – især i begyndelsen – hvis aktien falder. Jeg dypper tåen i aktien med 10.000 kr. For andre er det måske 1.000 kr.

En investors vigtigste karaktertræk er temperamentet, ikke intellektet. Det siger oraklet Warren Buffett selv. Det, som Warren Buffett siger, er, at det gælder om at kunne tage det roligt, når aktierne ryger op eller ned. Kan man lære at have det rette temperament? Ja, for meget af det er vane og erfaring.

Men du lærer ikke at tage det roligt som nybegynder fra 10-meter vippen. Hvis aktiekursen falder, kan det blive så voldsom en oplevelse, at du måske sælger i panik på det forkerte tidspunkt. Sælger du dit første aktiekøb med et stort tab, så er der en risiko for, at du klapper laptoppen sammen og lover dig selv og dine nærmeste, at du aldrig mere sætter penge i aktier. Og så kan du nok godt vinke farvel til din drøm om at blive økonomisk uafhængig.

Så begynd småt. Stik tåen i aktien først. Bliv tryg i vandkanten. 

Har du læst min bog Bliv Fri? Den er et godt sted at begynde. Den fortæller dig, hvad du skal kigge efter, når du vil investere. Du kan downloade den her.