Bør du være bange for en indeksboble?

Bør du være bange for en indeksboble?

Der har været snak om, at de finansielle markeder er plaget af en ny type boble: en indeksboble.

Hvad i alverden er det, og er det noget, som du bør frygte? 

Lad os begynde med definition af passiver investeringer og indeksinvesteringer. Og derefter kigger vi på, hvad der er farligt ved det. Til sidst kommer jeg med forslag til, hvordan du sikrer dig mod sådan en fætter.

Hvad er en indeksboble? 

Forud for finanskrisen kunne du ikke køre i en taxa uden at høre om, hvor meget chaufføren havde tjent på ejendomshandler. I dag kan du ikke stå i en elevator uden at høre om passive investeringer.

Private investorer er vilde med at investere i aktiemarkedet gennem det, som vi kalder passive investeringer.

Hvad er det?

Med passive indeksinvesteringer menes der en investeringsfond, som lægger sig op af et indeks, som f.eks. kan være et aktieindeks som OMXC20 eller S&P 500 eller Dow Jones. Der findes mange andre typer indeks, f.eks. indeks for obligationer eller guld. 

Når man investerer på den måde, betyder det helt konkret, at der ikke sidder en pengeforvalter og udvælger aktier og andre værdipapirer, men at fonden helt automatisk køber aktier i de virksomheder, som ligger i indekset. På den måde er det passivt.

Hvorfor er det så populært?

Der er to fordele.

Den ene er, at de aktivt forvaltede fonde ofte ikke kan slå indeksene i konkurrencen om, hvor højt afkast de får. Med andre ord klarer indeksfonde sig godt.

Det andet er, at omkostningerne i sådanne passive fonde er meget lave i forhold til de aktive. Dermed er der flere penge, som arbejder i aktiemarkedet, og afkastet bliver over tid større. 

Hvor populært er det egentlig blevet?

Passive investeringer udgør i dag 45 pct. af investeringer i det amerikanske aktiemarked via fonde mod  25 pct. for ti år siden. På det globale marked er det 18 pct.

Så ingen tvivl om, at det er meget populært.

Det er i øvrigt ikke kun aktier i virksomheder, der er ramt af tendensen. En fjerdedel af obligationer er investeret via passive fonde (CNBC).   

Men hvad er så ulemperne? Hvorfor er det et problem, at mange mennesker investerer på en passiv og automatisk og billig måde?

Lad os se på argumenterne: 

1. Alt bliver for dyrt 

Problemet med indeksfondene er, at folk ikke forholder sig rationelt til de enkelte investeringer, som ligger gemt i indekset. Det betyder, at de ikke tager stilling til, om det er rimeligt at betale den pris, som den enkelte virksomhed bliver prissat til.

Virksomhederne bliver med tiden ekstremt højt værdisat, fordi folk bliver ved og ved med at poste penge i dem, uanset hvor meget de er steget, fordi de hver måned sætter det samme beløb i de passive fonde, som strategien jo lyder (strategien hedder dollar cost averaging, og jeg har forklaret den nederst i blogindlægget).

Man kan også forklare det sådan her:

Forestil dig, at rigtig mange mennesker beslutter sig for, at de vil købe ind i supermarkederne ved bare at tage en af hver vare, der findes i butikken. De trykker på en knap, venter og får fyldt kurven op og betaler. De kigger slet ikke på varerne eller på priserne. 

Hvad ville det betyde for priserne på tandpasta? På ketchup? For juleand? Det ville naturligvis betyde, at varerne steg i i pris. De ville stige og stige og stige, fordi der ikke er nogen til at sige stop, nu er det for skørt, at en ketchup koster 150 kr.

Det er faktisk det, som sker på aktiemarkedet. I ti år er aktierne steget, og det er et af de længste bullmarkeder, som vi nogensinde har set.

Aktierne er i dag lige så dyre, som de var forud for crashet i 1929. 

Den mest kendte fortaler for teorien om en indeksboble er nok Michael Burry, som er kendt fra bogen og filmen The Big Short som manden, som indså problemerne, der skabte finanskrisen.

Han taler netop om, at “price discovery” forsvinder med de passive investeringer. Altså problemet med, at investorerne ikke kigger på, hvad der er i kurven, eller hvor meget det koster. 

Hvordan kan man se, hvor dyre aktierne er blevet generelt?

Det kan man bruge Shiller’s P/E Ratio til. I 1929, før det store crash, var aktierne over en bred kam værdisat til overe 30 i price earnings (målt ved Shillers P/E ratio). Det er de også i dag. De har kun en gang i historien været højere, og det var under it-boblen.

Historisk set har vi grint af, hvor dyre selskaberne blev på børsen før krakket i 1929. Måske kommer vores børn også til at grine af, hvordan vi opfører os i dag. 

2. Salget bliver også automatiseret

Når folk så vil af med aktierne, så svarer det til, at man tager den samme kurv og råber “sælg det hele.” De store indeks består af både store solide virksomheder og mindre virksomheder med mindre omsætning af aktier.

Hvad sker der, når mange folk stiller sig op og vil sælge det samme? Så falder priserne. De kan falde langt ned, for nogle af selskaberne har måske svært ved at finde købere. For ligesom de mange passive investorer ikke undersøger prisen på de dyre selskaber, må man formode at de heller ikke undersøger prisen på de billige. 

Man siger, at aktierne tager trappen op og elevatoren ned. Måske bliver det denne gang elevatorskakten uden elevatoren. Eller et hop ud af vinduet. Altså et frit fald.

Vi har endnu ikke set, hvordan aktiemarkedet vil reagere med så stor en andel af private i passive investeringer. Mange af investorerne har kun oplevet bullmarked.

Hvordan vil de reagere, når aktierne falder 40-50 pct.? 

3. Jo længere det står på, jo værre bliver det 

Michael Burry påpeger, at crashet bliver værre, jo længere tid den her boble får lov til at udspille sig. 

“Teateret bliver mere og mere overfyldt, men udgangen er den samme, som den altid har været.” Dermed mener han også, at mange penge er bundet op i små aktier, som der ikke vil være mange købere til, når markedet falder.

For indeksene består jo ikke kun af denne verdens Google, Amazon og Apple.

Lad os tage S&P 500 som eksempel. Det indeholder de 500 største amerikanske virksomheder, men 500 er mange, og Michael Burry vurderer, at 266 af selskabernes omsætning er så små, at udgangen vil blive presset. Du kan læse interviewet med ham her. 

4. Babyboomerne har ikke råd til et stort aktiefald

Den store generation i USA kaldet baby boomerne, der blev født mellem 1946 og 1964, er ved at gå på pension. Der er omkring 75 mio. af dem, og halvdelen af dem er allerede gået på pension. 

Pensionister reagerer på en anden måde, fordi deres investeringer er mere kortsigtede. De har ikke 10-20 til at vente på, at markedet retter sig. Mange af dem har ganske enkelt ikke råd til at se deres pensionsformue svinde med 40-50 pct., fordi det kan ødelægge deres pensionisttilværelse.

Det næste crash bliver også det første, hvor vi skal se, hvordan den store gruppe af baby boomers reagerer. Det faktum at så stor en del af aktiemarkedet ligger i baby boomernes hænder kan forværre faldet. 

5. Teorien om super cyklus 

Aktiemarkedet bevæger sig i bølgeskvulp. Det går lidt op, og det går lidt ned. Man taler om, at der årligt er en korrektion, og at der hver 8-10 år kommer et crash.

Men det stopper ikke her. Der er mere. 

Hedgefund manageren Ray Dalio taler om en “super cyklus”. Han siger, at hvert 90. år eller deromkring, kommer er et endnu større crash. Han taler om et krak som vil minde om 1929.

I 1929 mistede aktiemarkedet 90 pct. af sin værdi. 

Hvad skal du gøre? 

Der er ingen tvivl om, at der er store fordele ved de passive investeringer.

De er et godt alternativ til andre typer fonde, som er meget dyrere i årlige omkostninger, og dermed spiser af dit fremtidige afkast.

Løsningen er ikke, at skifte til aktivt forvaltede fonde – de kommer også til at opleve et stort fald, når crashet kommer. De vil blive ramt af det samme brandudsalg. 

Det bedste du kan gøre er at forholde dig til priserne og selv udvælge aktier i selskaber, som er billigt prissat på aktiemarkedet. Du kan lære mere om metoden i min e-bog her.

Men at håndplukke selskaber selv, er ikke for alle. Hvis du ikke har tid til at lave arbejdet med at analysere virksomhederne og kigge i regnskaberne, skal du lade være og holde dig til fonde. 

Investerer du i fonde, så er det bedst at vælge de passive fonde.

Men hov, er det ikke lige præcis det, som blogindlægget advarer imod?

Ja og nej. Du skal tænke over, hvordan du gør det. 

Jeg ville ikke sætte et stort beløb ind i fonde nu.

Den bedste metode er dollar cost averaging, hvor du sætter det samme beløb ind hver måned og køber i de samme fonde. På den måde bliver din købspris udlignet over mange år, og du vil både få lidt af det på toppen og lidt af det i bunden.

Hvad hvis du er ny investor og begynder med din dollar cost averaging metode nu, hvor aktierne er så dyre, og hvor der er fare for en boble og et crash?  

Løsningen kan være at gemme nogle kontanter til kunne købe ekstra, når aktierne brager ned. Over tid vil det give dig et bedre afkast.

Hvad gør jeg selv?

Jeg håndudvælger specifikke virksomheder, som jeg vil investere i. Jeg er den type investor, som man kalder value investor, og som du måske kender fra rigmanden Warren Buffett.

Men de første 12 år af min karriere som investor foregik i de her passive indeksfonde, fordi jeg blev nødt til det. Som erhvervsjournalist måtte jeg ikke investere i individuelle virksomheder.

Når mine sønner en dag bliver store og selv skal investere, vil jeg også anbefale dem passive investeringer, hvis jeg ser, at de interesserer sig mere for fodbold end for regnskaber.

Men inden jeg når dertil, vil jeg forsøge at vække deres interesse for at sætte sig ind i virksomheder og udvælge dem selv. For der er ikke noget der slår, at forhold sig til, hvad man rent faktisk investerer i.       

Husk at læs min e-bog, hvor du kan lære mere om at investere som Warren Buffett her. Den koster kun din e-mail-adresse. 

De fem vigtigste vaner en god investor bør have

De fem vigtigste vaner en god investor bør have

Hvilke daglige vaner skal du indarbejde for at blive en god investor?

De fleste overvurderer, hvad de kan udføre på en uge, men undervurderer hvor meget de kan udføre på et år. For ikke at tale om, hvad de kan udføre over ti år.

En stor del af den succes vi opnår skyldes daglige vaner. Små skridt som vi tager automatisk, fordi vi har besluttet os for det.

Vi kender reglerne for, hvordan vil skal opføre os, hvis vi vil leve et sundt liv: motioner jævnligt, undgå sukker, undgå alkohol, osv.

Men hvad er reglerne, hvis du vil klare dig godt som investor? Hvilke daglige rutiner skal du have på plads?

Svaret kommer her: 

1. Læs og læs og læs

I biografien the Snowball findes der et lille billede af investoren Charlie Munger, som går en lille tur, mens han holder en bog op foran sig og læser. Under billedet står der “Charlie Munger going for a read.” 

Jeg tror gerne på, at det er sådan han går tur. Men sine hinkestens tykke briller og en bog foran ansigtet. Man siger også, at hans partner Warren Buffett læser 500 sider om dagen. Det svarer altså til sådan ca. to bøger. Måske er det sandt, måske ikke, men der er ingen tvivl om, at begge herrer læser meget og er meget vidende om alt muligt. 

Vil du være en god investor, skal du være vidende. I dag betyder dette råd naturligvis ikke, at du nødvendigvis skal holde en bog op foran dit ansigt, mens du børster tænder.

Pointen er, at du skal suge viden til dig. Du kan læse papiraviser eller netaviser. Du kan lytte til podcast, mens du løber. Du kan læse bøger i sofaen eller lytte til dem, mens du går en tur.

Men lad nu være med at tro, at alt hvad du har mulighed for at lytte til, er din tid værd. Sorter i det. Det skal give dig reel viden og ikke bare være en podcast med en masse sniksnak og lidt hype snak om hvilke aktier, du skal købe lige nu.  

2. Invester aldrig for lånte penge    

De penge som du investerer, skal være penge, som du kan tåle at tabe på kort sigt.

Det betyder naturligvis ikke, at du skal regne med at tabe dem. Men du skal tåle at kunne tabe dem.Fordi det gør dig mere cool som investor og får dig til at handle mere rationelt. Så aldrig, aldrig investere for lånte penge.

Invester heller ikke midler, som du egentlig har sat til side til andre ting, som f.eks. dit store barns fremtidige indskud i en lejlighed. Det er opskriften på panik og krise. Dermed ikke sagt, at du ikke kan investere børneopsparingen. Det kan du sagtens. Det gør jeg selv med stor fornøjelse. Men det må ikke være penge, som er nødvendige til et andet formål på kort sigt.   

3. Sæt dig et mål   

Hvor meget vil du egentlig sætte af til at investere hver måned? Hvor stort et afkast vil du have? Og hvad med det store billede? Hvad vil du opnå med dine investeringer? Hvorfor bruger du overhovedet tid på det? Hvad ser du i fremtiden?

Uden mål som føles ambitiøse for dig, kommer du ikke til at være motiveret. Og uden motivation kommer du ikke til at gøre det daglige arbejde.

Du skal gerne holde dine mål opdaterede. Kig dem igennem mindst en gang om året. Ændrer din situation sig, skal du også opgradere dine mål, så det passer til din nye indkomst, din nye familiestatus eller dit nye realkreditlån. Bliver du forældre, så husk at inkluder dine børn og deres fremtidige økonomi i dine mål. Jeg er meget motiveret af at gøre mine børn rige ved at investere deres børneopsparing og pension for dem. 

4. Indarbejd en rutine  

Hvornår på dagen eller ugen vil du gøre det arbejde, som skal flytte dig videre? For nogen vil det være en daglig rutine i ugens hverdage. For andre vil det måske være en gang om ugen. Igen for andre vil det være en gang om måneden. 

Det er bedre at vælge en daglig rutine end ugentlig eller månedlig aktivitet, fordi der er risiko for, at du kommer for langt væk fra det og ikke får det gjort, hvis det er noget, du skal gøre en gang om ugen eller måneden. Hellere lidt tid hver dag.

Vil du opnå noget, skal du tænke i en stabil og jævn indsats. Vil du være i god form, er det f.eks. bedre at løbe en kort tur hver dag end at tage sig sammen og løbe langt en gang om måneden. For det første bliver det virkelig anstrengende at skulle løbe 300 minutter (eller fem timer) på en gang i stedet for ti minutter hver dag. Det bliver en uoverskuelig opgave. Samtidig er vanens magt stærk: Du vil savne ikke at løbe, hvis du gør det hver dag.  

Det er ikke det samme som, at du skal logge ind og handle aktier hver dag. Det er et skråplan og vejen mod daytraderland. Men gør noget af det til en daglig vane. Det kan f.eks. være at researche på et selskab, som står på din ønskeliste. At logge ind og se, hvordan det står til med dine aktier. Hvis du vil gøre det til en vane, så kan det hjælpe at gøre det på nogenlunde samme tidspunkt hver dag.  

5. Invester i dig selv 

Du er dit vigtigste aktiv. Du er din vigtigste investering. 

Om det gælder den rigtige cykelhjelm, sund mad eller et investeringskursus, vil du være din bedste investering.

Hvorfor? Fordi uden dig, så er der ikke meget.

Hvem skal udvælge aktierne, hvis du falder på cyklen og får hjernerystelse?

Hvem skal tjene pengene hjem, hvis du går hen og får en kræftsygdom?

Og omvendt kan du forbedre din og din families fremtidige velstand ved at opgradere dine evner som investor. 

Vil du lære om at investere, kan du downloade min investeringsbog BLIV FRI næsten gratis her. Den koster kun din e-mail adresse. Jeg sender dig derefter gode råd om investering og økonomi direkte til dig ca. en gang om ugen. Du kan downloade bogen her. 

De 10 vigtigste investeringsregler

De 10 vigtigste investeringsregler

Her tror du måske, at jeg kommer til at tale om, at du bare skal købe aktier hver måned, altid være i markedet og sprede dine investeringer, så du nedsætter din risiko.

Men her kommer jeg til at skuffe dig. 

Jeg kommer til at sige det omvendte.

Jeg er af den opfattelse, at du godt kan vente og holde dig ude af markedet, især når der er dannet en solid boble på aktiemarkedet efter ti års bull market. 

Jeg mener, at det er dumt at sprede sig helt vildt over tusindvis af aktier, når det jo må betyde, at du ikke ved, hvad du investerer i. Det er lidt som at gå ind i supermarkedet og råbe, at man skal have en af hver vare, fordi man er bange for at begå et fejlkøb eller gå glip af et godt tilbud. 

Men hvad skal man så gøre?

1. Vær tålmodig

Du skal først og fremmest være tålmodig. 

Rigtig mange, både nybegyndere og mere garvede, har en opfattelse af, at de skal investere lige præcis, når de sætter sig ned ved skærmen og er klar til at investere.

Men regel nr. 1 er: vær tålmodig. Du skal investere, når en af dine virksomheden på din ønskeliste er kommet på udsalg. Det er ikke nødvendigvis samtidig med, at du sætter dig ned. 

2. Se langt ud i fremtiden

Den legendariske investor Warren Buffett spurgte engang sine investeringspartnere følgende (ikke helt ordret):

Hvis du skulle bo på en øde ø og ikke kunne holde øje med aktiemarkedet i ti år, hvilket selskab ville du så købe aktier i?

Det er et af de bedste spørgsmål, som du kan stille dig selv.

Det tvinger dig til at sortere i selskaberne, og det tvinger dig til at vælge noget, som du virkelig tror har en fremtid. 

3. Find virksomheder, som laver produkter, som du forstår 

Istedet for at nedsætte din risiko ved at sprede dine penge som spredhagl, skal du reducere din risiko ved at være vidende og sætte dig godt ind i det, som du bliver ejer af.

En af de største fejl du kan begå er at investere i noget, som du ikke forstår.

Desværre er der overraskende mange privatinvestorer, som gør præcist dette. Danskerner er vilde med små danske biotek- og i det hele taget tech-virksomheder, som pr. definition er svære at forstå. 

Eller også går de langt uden for landets grænser og investerer i en kinesisk eller japansk virksomhed, som offentliggør deres regnskabstal på et sprog, som de ikke forstår (kombineret med en salgsbrochure med få tal på engelsk).  

Det er bedre at investere i noget, som du kender godt, f.eks. som forbruger. Og det hænger netop sammen med næste pointe:

4. Undersøg om produktet er godt

Forstår du dig smykker? Godt. Men kan du lide Pandora’s smykker? Nej? Du synes, de er hæslige? Okay, men kender du nogen, som er vilde med Pandora’s smykker? Nej? Så hold dig væk fra selskabet som investor. 

Teoretisk set kan du godt investere i noget, som du ikke selv bruger. Men du skal kunne vurdere, at produktet er af høj kvalitet og populært blandt et segment.

Lad os sige, at du eksempelvis ikke selv kan lide Pandora’s smykker, men har lagt mærke til, at alle din mors veninder elsker smykkerne. Så kan du stadig godt investere i det.

Jeg drikker ikke selv Starbucks kaffe, men det har ikke holdt mig fra at investere i dem, fordi jeg kan se, hvor populært det er, især i USA. 

Kender du ikke en eneste fan af virksomhedens produkter, så er det et faresignal, og jeg ville holde mig væk. Især hvis du ikke synes, at produktet er godt. 

Hvordan undersøger man, om et produkt er godt? Du skal tænke ligesom en landmand, som skal til at købe et stykke land. Han tager gummistøvler på og trasker ud og undersøger jorden. Han tager en håndfuld muld op til næsen og lugter til den. Smuldrer det mellem fingrene.

Du skal også have jord på fingrene og beskidte gummistøvler. Du skal ud og afprøve produktet og snakke med både kunder og sælgere. 

5. Undersøg om du kan lide ledelsen

Du skal kun investere i et selskab, hvis du kan lide ledelsen. Hvad betyder det? Det betyder, at du skal stole på deres evne til at drive forretningen på dine vegne.

Jo, jo. På dine vegne. Som aktionær er du jo ejer af virksomheden, og du har bedt dem om at varetage forretingen for dig. Det er jo aktionærerne, som stemmer på bestyrelsen til generalforsamlingen, og det er bestyrelsen, som ansætter dem, der skal sidde i den daglige ledelsen.

Man kan nogle gange godt få indtryk af, at den daglige ledelsen ejer virksomheden, og at aktionærerne bare er høflige besøgende på gennemrejse. Får du en fornemmelse af, at topledelsen taler ned til aktionærerne og ikke respekterer dem, så skal du finde et andet sted at skyde dine penge i. Og kan du i det hele taget ikke lide ledelsen, så skal du også finde et andet sted. 

6. Find ud af, om de tjener stadig flere penge

Mange privatinvestorer skyder deres penge i et selskab uden nogensinde at åbne regnskabet. Men ikke dig. Du åbner regnskabet og besvarer først to simple spørgsmål:

Sælger de stadig mere?

Tjener de stadig flere penge?

Det første du kigger på er, om deres omsætning stiger. Det bliver også kaldet toplinjen og betyder, at deres salg stiger. Derefter kigger du på bundlinjen, som også kaldes profit eller overskud, og så sikrer du dig, at de også tjener flere penge, når alle regningerne er betalt. 

Derefter skal du sikre dig, at de ikke har for høj gæld, fordi høj gæld kan dræbe enhver virksomhed.

Vil du lære mere, så læs bogen Bliv Fri, som du kan hente her. 

7. Hold dem op imod konkurrenterne

Er de bedre til at tjene penge end konkurrenterne? Hold deres regnskab op mod deres nærmeste konkurrenter.

Nogle gange bliver jeg spurgt, hvor højt et specifikt nøgletal bør være (f.eks. ROE OG ROIC). Det er svært at svare helt generelt på, fordi er meget stor forskel på, hvor meget du kan tjene på f.eks. at sælge smartphones eller mælk. Derfor er mit svar, at et godt nøgletal er et, der er højere end deres konkurrenter. 

Forsøg også at finde ud af, om der er noget, der holder kunderne til deres produkt, frem for konkurrenternes produkt. Hvad gør f.eks., at nogen drikker Coca-Cola frem for Pepsi? Hvad holder din nabo til iPhone frem for Samsung? Hvad holder din fætter til Nordea frem for Skjern Bank? 

Det hedder også konkurrencefordele. De beskytter virksomheden mod konkurrence i fremtiden og gør, at du nemmere kan sejle ud på en øde ø og lade aktiekursen passe sig selv. 

8. Regn på virksomheden

Selv den bedste virksomhed, bliver en dårlig investering, hvis du køber aktier til overpris.

Derfor bliver du nødt til at regne på, hvad virksomheden er værd.

Vil du vide, hvordan man gør det, har jeg forklaret to brugbare beregninger i min e-bog BLIV FRI, som du kan få tilsendt her. Den koster kun din email-adresse.

9. Hold kontanter til krisen 

Når det regner guld, skal du have en spand klar, ikke et fingerbøl. Sådan siger Warren Buffett om aktiekriser.

Dermed siger han, at du skal sørge for at have en masse kontanter klar, så du kan købe op, når selv utrolig gode og stærke virksomheder kommer på lagerudsalg.

Warren Buffett har selv 128 mia. dollar i kontanter klar, og det svarer til 863 mia. kr. Det er voldsomt mange penge og et tegn på, at han synes aktiemarkedet generelt er for dyrt.

Det svarer til over en tredjedel af Danmarks BNP. Altså en værdi der svarer til en tredjedel af alt det, som vi producerer og servicerer i løbet af et år i Danmark. Det er virkelig voldsomt mange penge, som han har klar til at investere, når aktiekrisen kommer.

Jeg håber, at du også har lidt kontanter klar. 

10. Invester i dig selv og din færdigheder som investor 

Du er din vigtigste aktiv. I sidste ende er det dig, som kommer til at tjene pengene og træffe investeringsbeslutningerne. Derfor er det vigtigt, at du først og fremmest investerer i dig selv og dine egne evner som investor. 

Husk at download min e-bog, hvor du kan lære mere om at investere som Warren Buffett her. 

 

Fem måder en stop loss ordre kan dræbe dit afkast

Fem måder en stop loss ordre kan dræbe dit afkast

Rigtig mange tror, at en stop loss ordre er en sikring mod at tabe mange penge, og de overser, hvor meget en stop loss ordre kan skade deres økonomiske fremtid.

Her er fem grunde til, at du skal undgå den slags automatiske ordrer, især hvis du anser dig selv for at være en value investor – hvilket betyder, at du gerne vil købe aktier billigt og eventuelt sælge dem dyrt. 

Det kommer vil til. Først lige en tur rundt om bloggen for nybegynderen. Hvad er en stop loss ordre?

Stop loss er en automatisk ordre, som du sætter ind i din handelsplatform for at sælge en bestemt aktie, hvis den falder til et bestemt niveau. Du kan sætte det til en bestemt aktiekurs. Eller du kan sætte det til til at blive aktiveret, hvis en aktie falder med f.eks. fem procent. 

1. Du kan blive “stoppet ud” langt lavere, end du tror

Den første grund til, at du skal holde dig væk fra stop loss ordre er, at du kan blive stoppet ud langt lavere, end du planlægger.

Det sker, at en aktie falder tyve procent på en dag, og det kan gå rigtigt hurtigt. Hvis du har sat din stop loss ordre til at blive aktiveret ved et fald på f.eks. fem pct., og hvis faldet går meget hurtigt, så kan du blive”stoppet ud”, som man kalder det (det betyder, at du sælger din aktie”) ved et fald på 20 pct.

Der findes ganske rigtigt i nogle handelsplatforme muligheder for at sætte mere komplicerede stop loss ordre op, som sætter et interval, så ordren lyder i menneskesprog noget i stil med “sælg hvis den falder til kurs 60, men ikke hvis den falder under kurs 58. Men det vil være de færreste privatinvestorer, der får sat det op eller har mulighed for at sætte det sådan op, fordi få platforme giver den mulighed. 

2. En stop loss ordre går imod value investor-tanken.

Når et sundt selskab med en god fremtid falder i værdi, skal du købe aktier i det – ikke sælge dine aktier.

Det er en af grundene til, at jeg ikke anbefaler, at du bruger stop loss ordre til automatisk at sælge dine aktier, når de falder i værdi.

.Jeg har det omvendte af en stop loss. Jeg har automatiske købsordre på de selskaber, som jeg gerne vil ind i. Og den købsordre ligger langt under deres nuværende aktiekurs. Falder aktien, så køber jeg. Har jeg allerede aktier i selskabet, så køber jeg mere.

Stop loss ordre giver mest mening for investorer, der er momentum investorer. Det betyder, at de køber en aktie, fordi de spekulerer i, at den vil stige, uden at de nødvendigvis tror på selskabets langsigtede fremtid. Momentum investorer er ligesom surfere, der venter på den næste store bølge for at ligge på brættet og ride på den kraft, der er i bølgen. De har bestemt ikke tænkt sig at følge bølgen ud i havet. 

Et godt eksempel på en momentum spekulant, er de personer, som købte cannabis aktier, da de var hypede, selvom de godt vidste, at det var det rene vilde vesten, og at festen nok ville slutte på et tidspunkt.

Men selv for momentum investorer kan det være en farlig strategi at læne sig op af et stop loss – måske endda farligere end for value investorer, fordi momentum folk ofte går efter vækstaktier med hype i. Højt at flyve, langt at falde.   

3. Du er ikke klog nok til at regne bunden ud

Som value investor køber vi aktier i virksomheder, som er kommet på udsalg i aktiemarkedet.

Det betyder, at vi køber virksomheder, som er i modvind. Det kan være hele aktiemarkedet, der er i modvind, som under finanskrisen. Det kan være en branche, som er i modvind. Eller det kan være en individuel virksomhed, som oplever, at de er blevet upopulære. 

Selvom du er blevet skrap og klog til at regne på værdierne, kan du ikke regne med, at du lige præcis køber aktier på bunden. Fordi det er der ingen, der kan gøre konsistent.  

Faktisk kan du være næsten helt sikker på, at aktien nok skal falde lidt mere. Sådan virker tyngdeloven nemlig inden for investering: Når du har købt en aktie, så falder den helt sikkert lidt mere.Det er lidt som paraply-loven. Hvis du glemmer paraplyen, så regner det helt sikkert. 

Men skidt pyt med det. Hvis du har foretaget en grundig analyse, så kan du være ret sikker på, at den på et tidspunkt nok skal rette sig igen. 

Men hvis du nu bruger et stop loss, så bliver du måske “stoppet ud” der og kommer kun til at tabe penge. Du kommer ikke til at være med, når aktien stiger igen. Det ville jo være ærgerligt.

4. Du bliver slave af mr. Market    

Du skal gøre Mr. Market til din tjener, ikke din herre.

Det siger Benjamin Graham, value investorernes store forfader og forfatter til bogen The Intelligent Investor.

Med det mener han, at man skal sørge for at udnytte markedets op og nedture til sin fordel. Markedet er volatilt. Aktierne kører op og ned, og ikke altid på en måde, som er logisk. Det skal du naturligvis benytte dig af, så du køber aktier billigt og sælger dem dyrt. 

Som investor skal du forsøge at regne ud, hvornår markedet tager fejl og sætter et selskab på udsalg. Det kræver, at du bruger din fornuft og kigger på tal og data i selskabet – og ikke kun på aktiekursen.

Sætter du en stop loss ordre op, betyder det, at du bare lader markedet diktere, hvad du skal gøre. Du bliver med andre ord slave af markedet, og Mr. Market bliver din herre.

3. Du går glip af potentielle vindere  

At investere med stop loss ordrer er lidt som at forsøge at løbe med en gå-sele på. Du kommer ikke til at blive den hurtigste sprinter i byen. 

Hvad mener jeg med det? 

Stop loss fungerer sådan, at du “stopper ud” et niveau under den nuværende aktiekurs, f.eks. 5 pct. under. Men de fleste aktier vil på et eller andet tidspunkt falde 10-20 pct. på en almindelig korrektion. 

Dermed kan du komme til at sælge aktier, som faktisk er sunde, og som har meget vækst i sig. De kunne blive sprinterne i din portefølje, men du fælder dem, blot fordi de laver en naturlig aktiebevægelse. Sprinterne vil nemlig ofte være dem, der er en smule mere volatile. 

Husk at downloade min tjekliste med 12 spørgsmål, som du bør stille, før du køber aktier i en virksomhed. Spørgsmål som kan hjælpe dig til at afklare, om du spekulerer eller investerer. Spørgsmål som kan hjælpe dig med at afklare om virksomheden er en sund og god langsigtet investering. Du kan downloade tjeklisten her. 

10 sætninger der gør dig rigere

10 sætninger der gør dig rigere

Læg mærke til, hvad stemmerne i dig siger. For det de siger, bliver din sandhed.

Hvis du går rundt og siger til dig selv, at penge er noget skidt noget, eller at du ikke har forstand på det, så bliver det virkelig svært for dig at tiltrække velstand.

Dit liv bliver skabt af din barndoms stemmer. Måske din fars, måske din mors eller måske en gammel klasselærers begrænsede indstillinger. 

Hvad siger dine stemmer?

At rige mennesker er grådige? At folk med aktier er kapitalister? At penge er roden til alt ondt?

Hvad det end er, så skal du foretage dig en grundig mental rengøring, for sætningerne påvirker dig mere, end du aner. 

Men ingen stress. Du beslutter dig blot for at skifte sætningerne ud. 

Du får her indblik i ti af de sætninger, som jeg har besluttet mig for at bruge.

Måske kan du også begynde at bruge nogle af dem:

1. Penge er energi

Penge er overhovedet ikke roden til noget som helst. Du kan gøre med dem, hvad du vil. Du kan købe diamanter og motorcykler, eller du kan vælge at donere dem til Ingers Kattehjem. Pengene gør, som du befaler. 

Penge er ganske enkelt en måde at udveksle varer og service. Penge har ingen intentioner i sig selv og ingen værdi i sig selv. Hvordan du bruger dine penge (eller ikke bruger dem) er afgørende.

Det er lidt som med energi. Er du fuld af energi, kan du gøre flere ting. Er dit batteri tomt, kan du gøre mindre. Derfor er det dejligt at have flere penge. Men det afgørende er nu, hvordan du aktiverer den energi, som du nu engang har. Eller hvordan du bruger de penge (og hvordan du investerer de penge), som du nu engang har. 

2. Mine penge arbejder for mig   

Arbejder du for dine penge? Eller arbejder de for dig?

Som den danske rigmand Lars Tvede sagde i et nyligt interview: “Det er rigtig svært at have en pengesluger af en yacht, hvis du bliver betalt pr. time.” 

Det citat ramte lige hjem. For er det ikke lige præcis det, som mange af os gør? Vi får en fin uddannelse, et godt job og tror, at det er vejen til tryghed og velstand. Men i virkeligheden lever vi af at sælge vores tid for penge. Og på den måde sidder vi altid fast i hamsterhjulet. 

Rige mennesker er ikke rige, fordi de har penge. Rige mennesker er rige, fordi de har aktiver

De er med andre ord rige, fordi de kan forstå at få penge til at arbejde for sig, så de ikke behøver at arbejde for pengene.

Hvad er aktiver? Aktiver er noget, som tjener penge til dig. Det kan f.eks. være aktier, ejendom, opsparing med rente, obligatoner eller en virksomhed. Det omvendte er passiver, og passiver koster dig penge. Det kan f.eks. være et forbrugslån, en bil eller et hus (og ja, jeg mener et hus – det er ikke en fejl. Du har formentlig et lån knyttet til huset, og selvom du ikke har, så suger huset stadig penge ud af din økonomi i form af skatter, vedligeholdelse, varme, vand og mange andre udgifter).

3. Jeg er nok  

Mange mennesker overforbruger, fordi de ikke føler sig gode nok.

De køber måske dyrt tøj som forberedelse til en fest, fordi de føler sig usikre på sig selv. De kommer måske altid med fine gaver til middagen, fordi de ikke føler, at det er nok, at de bare er der. 

Måske køber de nyt legetøj til deres børn, fordi der er noget, der gnaver i sjælen, som en mus, der spiser lidt af selvtilliden som forældrer. Er jeg nu god nok? Er jeg nok? 

Sætningen “Jeg er nok” kan fjerne noget af den grundlæggende usikkerhed, som mange bliver plaget af. Tvivlen om vi er gode nok er en slags folkesygdom på linje med stress. Sætningen “jeg er nok” kan give dig styrken til ikke at overforbruge og styre din økonomi bedre, fordi det ikke er et hul i din sjæl, som styrer din økonomi.

4. Jeg er økonomisk uafhængig  

Måske er du det ikke endnu, men sig det alligevel, for du giver dit sind en kommando. Du viser det i hvilken retning, du vil styre dit liv.

Når en racerkører suser afsted på banen, så må de ikke kigge på det, som de frygter at køre ind i. De bliver trænede til at køre efter det sted, hvor de skal hen – altså målet. Derfor skal du fortælle dig selv allerede nu, at du er det, som du gerne vil være. 

Sigt efter målet – ikke efter det som kan gå galt. Giv dit sind kommandoerne, som om målet allerede er i hus.    

5. Jeg skaber velstand for generationer 

Det er fremragende at ville være økonomisk uafhængig og tryg resten af livet. Men for mig løfter det sig til at højere niveau, når jeg minder mig selv om, at jeg gør det her for mine børn og for mine børns fremtidige børn. Når jeg siger sætningen “jeg skaber velstand” føler jeg et vis velbehag, men hvis jeg udvider den med “for generationer”, føler jeg et sus af lykke. Der er en større mening med det. 

Sætningen “jeg skaber velstand for generationer” giver målsætningen om at spare op og investere en helt anden dimension og en råstyrke, fordi den minder mig selv om, at det drejer sig om noget andet og mere end mig. Det er også en god sætning at have, når man står overfor en stor beslutning. Skal du gøre det kortsigtede eller det langsigtede. En ferie nu eller et kursus i investering, som kan give en masse muligheder for meget mere end ferie senere hen? I mine øjne giver svaret sig selv.  

6. Der er nok, og der vil altid være nok

En del af vores hjerne reagerer som et firben. Vi ser farer over det hele og så kører hormonerne løs. Penge er ofte kædet sammen med overlevelse. Hvis der sker noget, f.eks. en aktie der falder i værdi, er det nemt at gå i panik og tænke, åh, det går galt nu.

Men det gør det ikke. Tag det roligt. Du skal vide, at der er nok, så du ikke reagerer som et panikslagent firben, ligeså snart en aktiekurs rykker sig lidt syd på. Det gør du ved at blive ved med at sige sætningen “Der er nok, og der vil altid være nok.”

7. Mine penge gør verden til et bedre sted

Jeg investerer efter mine overbevisninger og værdier. Derfor kan jeg med ro sige, at mine penge sætter et godt aftryk på verdenen.

Hvad betyder det at investere efter personlige værdier? Det betyder, at hvis miljøet er vigtigt for dig, så investerer du i virksomheder, som passer på miljøet og måske endda i virksomheder med en teknologi, som kan hjælpe med at finde løsninger på klimakrisen.

Du undgår alt det, som du ikke kan stå inde for. Det kan også være at ligestilling er vigtigt for dig. Så investerer du i selskaber, som har en fair repræsentation af kvinder i ledelsen og bestyrelsen.

8. Jeg tjener mere end jeg bruger 

Rigtig mange mennesker lader pengene styre sig i stedet for at styre pengene. Den ene måned tager den næste og gælden vokser sig større. Men ikke for dig. Du er fast besluttet på at bruge mindre end du tjener og dermed lægge penge til side, som enten kan afdrage på gælden eller skabe en opsparing. Det er med dette skridt, at rejsen begynder.  

9. Det, jeg giver ud, kommer mangedoblet tilbage    

Jeg tænker over, hvad jeg sender ud i verden. Og så vinker jeg det afsted med tillid om, at det vender tilbage med endnu mere. 

Nogle gange koster ting noget. Når du investerer, sender du noget ud i verden, som du regner med vender tilbage med mere. Men det gælder også, hvis du f.eks. køber et investeringskursus. Eller når betaler for et dyrt domæne til din virksomhed eller bygger en hjemmeside. Eller måske bruger tid på at hjælpe et andet mennesker. Eller måske bare sender et smil ud til en fremmed ved kassekøen. Det, du sender ud, kommer mangedoblet tilbage til dig.  

10. Jeg tiltrækker penge og muligheder fra uventede kanter    

Den her sætning åbner mine tanker i nye retninger. Det er en kommando til at lede efter nye indtægtskilder. Om det så kan være at leje lejligheden ud via airbnb, mens familien er på ferie. Eller holde et foredrag, når jeg nu alligevel er et bestemt sted af andre årsager.  Eller etablere en ny virksomhed. 

Vil du lære om at investere, kan du downloade min investeringsbog BLIV FRI næsten gratis her. Den koster kun din e-mail adresse. Jeg sender dig derefter gode råd om investering og økonomi direkte til dig ca. en gang om ugen. Du kan downloade bogen her.