Min portefølje: Fem grunde til, at den er farlig for dig

Min portefølje: Fem grunde til, at den er farlig for dig

Kunne du tænke dig, at se min portefølje?

Her er tre grunde til, at jeg synes, at det er en skidt ide. 

I den forgangne uge lavede jeg en meningsmåling blandt medlemmerne af Facebook Gruppen Penge og Frihed. Jeg spurgte dem hvilket indhold, som de var glade for, og om der er noget, de ville have mere af.

  • 124 personer svarede, at de gerne ville have inspiration til investeringsmuligheder.
  • 94 personer, at de gerne vil se min portefølje. Dette var en kategori, som nogle andre havde tilføjet efter meningsmålingen var sat i gang, og den røg hurtigt op mod toppen. Havde den været der fra begyndelsen, havde den nok fået flere stemmer. 
  • Til sammenligning satte kun 28 medlemmer kryds ved Facebook Live og kun 21 personer ved blogindlæg.

Jeg har siden da spekuleret over, hvorfor jeg ikke bare viser den portefølje. 

Her kommer svaret:  

1. Jeg har ikke en portefølje

Jeg har ikke en portefølje i den forstand, at jeg ikke har EN portefølje… Jeg har mange porteføljer.

Det er ikke en konto, som jeg kan logge ind på og sukke tilfredsstillende og sige: “ah, der er min portefølje.”

Det er ikke nydeligt stillet op, og derfor lyder ideen om at vise “min portefølje” også som et lidt forsimplet syn på virkeligheden. 

Mine penge er spredt ud over otte forskellige konti på fire forskellige platforme. Der er tre forskellige ratepensioner, en alderspension, en aktiesparekonto, og tre forskellige konti med frie midler. Dertil kommer seks forskellige konti til mine børn.

De har hvert deres formål, og derfor lidt forskellige strategier.

Jeg agerer ikke på samme måde på en konto, hvor der er lagerbeskatning (dvs. du betaler skat uden at have solgt papiret), end jeg gør med en konto, hvor der først skal betales skat, når aktien er solgt.

Jeg agerer på en anden måde med en konto, der er bundet, til jeg når pensionsalderen, end jeg gør med en konto, hvor jeg kan spise af pengene nu. 

2. Jeg har andre ting end aktier

Hvis jeg oplistede indholdet, ville du formentlig ikke forstå det – med mindre du har været med i Mastermind Gruppen, hvor du på otte uger lærer at blive value investor.

Det giver ikke mening at vise indholdet af mine porteføljer til en bred gruppe på knap 3.000 mennesker, hvor blot 35 af dem forstår, hvad det egentlig er, jeg foretager mig.

Det ville sætte gang i ekstremt mange spørgsmål, som jeg ikke kan besvare uden, at det ville blive et kursus i sig selv.

Der er f.eks. andre ting end bare aktier i “porteføljen”. Jeg er rigtig glad for optioner. Men du kan tabe mange penge på optioner, hvis du ikke ved, hvad du gør.

Jeg laver en meget, meget specifik optionshandel, som stammer fra Warren Buffett. 

De fleste tænker på Warren Buffett som en mand, der er blevet rig af at eje aktier og virksomheder. Men sandheden er, at Warren Buffett er en af verdens største optionshandlere, og det er med til at holde hans afkast oppe. 

“Hvordan gør han? Hvordan ser sådan en handel ud?” spørger du måske.

Hvis du vil vide det, må du ind i Mastermind Gruppen. Det er nemt og kompliceret på samme tid. Nemt at gøre, men lidt svært at forklare. Alt for omfattende for et blogindlæg eller en Facebook Live. 

3. Jeg har testaktier

Jeg har meget få rigtige investeringer på nuværende tidspunkt.

Men jeg har en del “test-aktier”.

Hvad er testaktier?

Det er aktier, som jeg køber en smule i for at holde øje med dem.

Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg om testaktier. Du kan læse det her.

Når jeg begynder at interessere mig for et selskab, kan jeg godt finde på at købe for 10.000 kr. aktier i det bare for sjovt, fordi det sætter gang i processen. Jeg bliver for alvor motiveret til at lave min research, når jeg har en lille smule penge i selskabet.

Det er som om, at stikket bliver sat i stikkontakten ligeså snart jeg sætter en lille smule penge i et selskab. Så går legen i gang. Psyken ved nemlig ikke, at jeg kun har sat en lille smule penge i selskabet. Den ved, at der er noget på spil, og så vågner den.  Kender du den legende fornemmelse, når du har sat et hotel på Rådhuspladsen i spillet Matador? Det er lidt på samme måde. Du har jo egentlig ikke et hotel på Rådhuspladsen, men din interesse er vækket alligevel.

Warren Buffett har i øvrigt også testaktier. Forud for generalforsamlingen i Berkshire Hathaway 2019 kom det frem, at han havde købt nogle Oracle aktier – og solgt dem igen kort tid efter. Hvorfor havde han allerede solgt dem? Han fortalte i et interview, at han havde solgt Oracle-aktierne igen, fordi han ikke vidste nok om skyen (altså cloud-løsningen, hvilket er en mulighed for at gemme data på en server langt væk).

Burde han ikke havde undersøgt det, før han købte aktien? Næ, det var jo netop testaktiens formål: Et lille køb som skulle motivere ham til at gå dybere ned i researchen.

Hvis jeg viser mine testaktier til omverdenen, så er der risiko for, at nogle af de 3.000 følgere løber ud og køber lige de aktier, fordi de tror, at det er en blåstempling. Det ville jo være en skam. 

4. Det er farligt at kopiere (hvis man ikke ved, hvad man gør)

Man taler om, at Warren Buffett er blevet rig af at kopiere sin læremester Benjamin Graham, som var hans professor på Columbia University og forfatteren til biblen The Intelligent Investor.

Men Warren Buffett havde sat sig gevaldigt godt ind i, hvad value investing var, inden han begyndte at kopiere ham, og han havde allerede rig erfaring som investor, da han begyndte på Columbia University. Han havde investeret i aktier, siden han var 14 år gammel.

Hvis du forsøger at kopiere end andens handler uden selv at vide, hvordan en value investor tænker, analyserer og regner, så kommer du galt afsted. Det er min forudsigelse. 

5. Der er ikke noget quick fix.

Det her kan forstås på to måder. Det ene er, at man ikke slipper for at sætte sig ind i stoffet. Det andet er, at value investering er en meget langsom metode. 

Det skal ikke forveksles med, at afkastet ikke er højt. Value investorer klarer sig ofte bedre end markedet.

Men en value investor kan bruge måneder (eller endda år) på at undersøge et selskab og vente på, at det bliver billigt nok.

At følge udviklingen i en value investors portefølje er lidt som at se et træ gro. Det er virkelig ikke særligt spændende, fordi udvælgelsen af nye virksomheder går langsomt. Jeg kan selv godt sidde på lur i et halvt år eller et år på en god investering.

Den research jeg laver i dag, vil måske bære frugt i form af aktiekøb om et år. Eller måske om fem år. Eller måske aldrig. Alt det viser porteføljen jo ikke. 

En value investor har i perioder få aktier og mange kontanter. I skrivende stund har Monish Pabrai f.eks. blot tre aktier (testaktier og andre mindre investeringer ekskluderet), Bill Ackman har otte og Charlie Munger har fire. Det siger intet om, hvilke selskaber de står på lur ved, og det er i virkeligheden det, som er det vigtigste.

Kun for de indviede

Vil du vide mere om min portefølje, er der kun en mulighed for at se den, og det er ved at være med i mastermind-gruppen. Der fortæller jeg i detaljer om aktieudvælgelse, analyse af virksomheder, beregninger af værdien, om optioner og om hvilke virksomheder, jeg selv undersøger.

Vi tager på sightseeing i platformene og prøver optionshandler af. Optioner er en af de dele af undervisningen, som medlemmer efterfølgende bliver mest begejstrede for. Flere melder tilbage, at de på få måneder har tjent prisen for mastermind-kurset hjem alene ved indtægter fra optioner.

Det bedste ved Mastermind Gruppen er, at vi bruger en del tid på at opbygge lige din ønskeliste af virksomheder.

Det er langt mere værd end at få indsigt i en andens portefølje. En anden persons portefølje er jo investeringer som engang var gode, men måske nu er for dyre.

Det vigtiste er at se fremad – ikke bagud.   

Du kan som første skridt downloade min e-bog, hvor du kan lære mere om at investere som Warren Buffett her. 

Superinvestorens fem vigtigste træk

Superinvestorens fem vigtigste træk

Der vil altid være en eller to, som skiller sig ud. 

Det er dem med særlige forudsætninger for at blive superinvestorer.

Hvis en gruppe mennesker lærer at investere og får adgang til den samme viden, vil de bruge den viden på forskellige måder.

Alle vi lære noget og forbedre sig, men der vil altid være en eller to ud af en gruppe, som blæser derudaf og overhaler de andre. 

I det her blogindlæg har jeg fundet de fællestræk, som jeg ser hos dem, der bliver superinvestorer.

1. De tror fuldt og fast på det

Som rigmanden Warren Buffett siger, er princippet i hans investeringsstrategi at købe en tier for fem kroner. Har du fuldt en smule med på bloggen, ved du, at den strategi hedder value investing, og den går ud på at købe aktier, når de er på udsalg.

Forhåbentligt har du allerede fanget princippet. Det har de fleste, der har bevæget sig ind på denne blog. Ellers så fanger du det, hvis du læser min e-bog Bliv Fri. 

Superinvestoren har ikke alene fanget princippet – han eller hun er fuldt overbevist om muligheden for at skabe et virkeligt højt afkast ved at benytte sig af det.

Superinvestoren har besluttet sig helhjertet for at at følge strategien og at købe aktier på udsalg. Han eller hun forstår, at det ikke dur at købe noget på grund af fear of missing out (fomo). Man kan sige, at superinvestoren allerede er konverteret før kirkegang. 

Andre tror måske, at de har forstået princippet, men når øjeblikket kommer, og de skal udvælge aktier, glemmer de det alligevel og bliver draget af det, som skinner (det vil sige det, som allerede er steget meget i værdi). 

Superinvestoren glemmer aldrig princippet med at købe en tier for fem kroner. De ser på tal og fakta, at noget er for dyrt og holder sig væk.   

2. De holder sig til reglerne   

Superinvestoren har klare grænser. De sætter sig et mål for, hvor langt en aktie skal ned, før de vil købe den, og de holder sig 100 pct. til det.

Andre bliver utålmodige og køber måske før. De bliver nervøse for, om den overhovedet kommer helt ned til deres købspris og for ikke at gå glip, køber de før aktien når målet.

Superinvestoren kommer ofte fra brancher og professioner, hvor det er nødvendigt at holde sig til regler: de kan f.eks. have en baggrund i militæret eller søværnet, være bogholdere eller jurister. Men lad dig ikke skræmme af det: superinvestoren findes i alle professioner, og jeg har også mødt en cand.mag.’er, som skillede sig ud.

Det er mere en beslutning om at følge reglerne og strategien, som er princippet her.

3. De researcher   

Superinvestoren ved, hvad han eller hun investerer i.

De er vidende og har sat sig ind i selskabet og selskabets produkter. De har ikke gjort det af pligt, men af lyst. 

De er nemlig motiverede til at gøre arbejdet, fordi de er overbeviste. De ved, at deres investering kan gøre en stor forskel for dem og deres familie.

Det betyder, at superinvestoren går til research med en lyst og en nysgerrighed, som gør det sjovt for dem.

4. De er modige   

Når en aktie falder, er det meget menneskeligt at sætte en masse spørgsmålstegn ved, hvad der mon er ved at ske. Aktiefaldet i sig selv kan få selv den bedste investor til at blive i tvivl om sin beslutning. 

Dykket i aktiekursen kommer sjældent alene. Med det følger en eller anden form for krise eller negativ stemning, som har ramt hele økonomien, en hel branche eller måske blot lige den virksomhed.

Superinvestoren tør godt stå alene med sin holdning. De har ikke behov for at spørge andre, hvad de synes om en bestemt aktie eller virksomhed.

De stoler på egen research og køber, når tiden kommer.

5. De er langsomme og hurtige på samme tid 

Når man investerer som value investor, vil der være lange perioder, hvor der ikke er et oplagt selskab på udsalg. De betyder naturligvis, at superinvestoren er god til at holde nallerne væk fra handelsplatformen og lade være med at købe aktier. 

Når en virksomhed fra ønskelisten så endelig kommer på udsalg, så slår superinvestoren til uden at tøve. På den måde er de hurtige. Beslutningen er truffet på forhånd. 

Når aktien er købt, kan der gå måneder, før den retter sig igen. Der går typisk mellem 9 måneder og 1,5 år, før det begynder at give grønne tal på skærmen.

I al den tid er superinvestoren god til at bare lade det stå til og koncentrere sig om andre ting.

Hvad kan du bruge det til?

En value investor er god til at kopiere. Det var sådan Warren Buffett lærte at investere. Han kopierede sin læremester Benjamin Graham, der var hans underviser på Columbia Business School.

Når du ser noget, som fungerer for andre, hvorfor så ikke kopiere det? Det vil forkorte din indlæringskurve gevaldigt. 

Nu har jeg gjort det nemt for dig ved at afkode fællestrækkene for superinvestoren. Så er det bare at kopiere. 

Du kan jo beslutte dig for, at du vil tro fuldt og fast på, at det kan betale sig at købe aktier på udsalg; at du vil følge strategien: at du vil researche virksomhederne, som kommer på din ønskeliste; at du vil være modig, når tiden kommer; og endeligt at du vil være langsom og tålmodig i ventetiden. 

Husk at download min e-bog Bliv Fri, hvor du kan lære nogle af grundprincipperne ved at investere som Warren Bufufett. Du kan downloade bogen her. 

Hvorfor du ikke skal opdrage dine venner til at investere

Hvorfor du ikke skal opdrage dine venner til at investere

Forleden fik jeg en flok til at rejse sig op og gå ud til køkkenfesten i stedet for at være ved middagsbordet i stuen. Her er, hvad der gik galt for mig.

En gammel veninde viste sin Gucci-taske frem og fortalte, at det var hendes datters. Jeg spurgte forbløffet, hvordan en 15-årig havde råd til at købe Gucci-tasker. 

Moren fortalte, at hendes datter havde fritidsjob og var god til at spare penge op.

Og det er jo også rigtigt fint.

Men tænk hvis nu, hun investerede pengene i stedet for at købe tasker for dem. Tænk, hvad de penge kunne blive til.

Og det var her, at jeg begik fejlen. Jeg sagde det højt.

 To Guccitasker kan blive til 51 millioner

Jeg fortalte hende, at 10.000 kr. investeret i et aktieindeks i 1942, ville være blevet til 51 mio. kr. i dag, hvis man bare fulgte markedet.

Tænk, hvor mange penge hendes datter kunne have i fremtiden, hvis hun investerede de penge, som hun tjente i stedet for at købe Gucci-tasker.

Hvad fik jeg ud af det?

En mindre sjov fest.

Og en følelse af, at jeg snakkede som Joachim von And.

Hvad fik moren ud af det? Heller ingenting.

Hun begyndte under alle omstændigheder ikke at investere, og det gjorde datteren heller ikke.   

Jeg bliver ofte spurgt, hvordan man får sin partner, sin mor eller sin bedste veninden til at spare op og investere, og mit svar vil altid være: lad dem være. De er på deres egen rejse, og du er på din.

Det er bedre at tie stille med, hvad du foretager dig – i hvert fald blandt dine venner, hvis aktier ikke interesserer dem.

Sandheden er, at folk begynder at investere, når de er klar til det, og der er meget lidt, du kan gøre for at påvirke dem.

En langt bedre strategi er at diskutere investering med folk, som er længere fremme i deres rejse som investor end dig.

Vælg dem der er bedre end dig 

Warren Buffett blev engang spurgt af en 14-årig, hvad hans bedste råd var for at få et liv med success.

Han svarede, at det var omgive dig med folk, der er bedre end dig selv, fordi du helt naturligt vil bevæge dig i den retning.

Hvortil hans partner Charlie Munger – der altid kommer med de sarkastiske sidebemærkninger – tilføjede: “Og hvis det gør dig upopulær blandt dine kammerater, så til helvede med dem.”

Nu synes jeg ikke, at du skal undgå familie og venner, bare fordi de ikke lige forstår sig på aktier. Jeg vil i stedet foreslå, at du vælger, hvad du vil bruge hver gruppe til.

Tante Oda og hendes søstre synes måske, at aktier lyder frygteligt risikabelt, men det kan meget vel være, at hun er den bedste tæppebanker nord for Sønderborg, så du kan selvfølgelig tale rengøring og støvsugning med den side af familien.

Måske har din bedste ven fra gymnasiet en forbrugsgæld så stor som Valby bakke, men det kan være, at han er den bedste tennisspiller i din omgangskreds. Så kan du naturligvis blive ved med at spille tennis med ham hver onsdag eftermiddag. Men sørg for at holde samtalen på tennissko og Wimbledon og den slags. Skulle samtalen falde på på økonomi og aktier, så skynd dig at før den tilbage til tennisbolden.

Vi lader os hive ned 

Der sker nemlig det, at vi helt ubevidst forsøger at falde ind i flokken. Det er et urinstinkt, som oprindeligt har beskyttet os. Hvis vi ikke passede ind i flokken, betød det, at vi ikke overlevede.

Sådan er det naturligvis ikke i dag. Du kan naturligvis overleve i det moderne samfund, selvom du skiller dig ud, og i dag kan du have mange flokke at skifte imellem. Men urinstinktet er der stadig. Det sidder i din krop.

Derfor skal du tie en stille med dit projekt om at blive økonomisk uafhængig i din vanlige omgangskreds. Du skal finde en anden kreds, som er mere ligesindet på området, som du kan diskutere det med.

Du er selvfølgelig velkommen i Gruppen Penge og Frihed på Facebook, hvor vi diskuterer aktier og penge på livet løs.

Du kan også hente meget inspiration fra biografier af rigmænd. Bogen the Snowball af Alice Schroeder giver et ganske godt indblik i Warren Buffetts liv. Når du har fået indsigt i, hvordan Warren Buffett eller Charlie Munger tænker, kan du forestille dig, hvordan de ville agere i forskellige situationer. På den måde skaber du dig nogle fiktive rollemodeller, som løfter dig op.

Har du lyst til at investere, skal du være velkommen til at downloade min tjekliste med 12 spørgsmål, som du bør stille dig selv om en virksomhed, før du investerer. Den kan du downloade her. 

 

Sådan finder du dine bedste aktier

Sådan finder du dine bedste aktier

Hvordan finder du de virksomheder, som du skal investere i?

Det er et af de hyppigste spørgsmål, som jeg bliver stillet.  En ting er, at du ved, hvordan du vil investere og til hvilken pris. Men hvordan finder du inspiration til at finde virksomheder, som du vil undersøge nærmere?

Der er tre metoder til at finde dine investeringer på. Jeg gennemgår dem her:

1. Led i dit eget liv

Forleden var jeg på besøg i min yngste søns skovbørnehave. Jeg var ved at køre ham ind, så jeg skulle være der en hel dag.   

Fordi investering er blevet en praksis, som jeg altid har med mig, lagde jeg mærke til mærkevarer og logoer over det hele. Jeg tog billeder af, hvilket sæbemærke børnehaven brugte. Jeg tog billeder af papirholderen, og jeg lagde mærke til fødevaremærkerne i køkkenet.

Hvorfor? Fordi jeg ville hjem og undersøge, hvad det var for nogle virksomheder. Jeg ville undersøge om jeg kunne investere i dem og skimme deres regnskab, hvis de var børsnoterede selskaber. 

Når du begynder at tænke på denne måde, vil du se investeringsmuligheder over det hele. Har du kæledyr, vil du lægge mærke til, hvilken hundefoder, som er populær, og hvilke hundeseler, som folk bruger. Du vil gå hjem og google, om det er noget, du kan investere i.

Hvordan gør du egentlig det? Hvordan finder du ud af, om en virksomhed er privat eller på den offentlige børs? Du søger på virksomhedens navn og “stock” eller “aktie”. Dukker der ikke nogen aktiekurs op, er det formentlig ikke et selskab, der er på børsen. 

2. Led i medierne

Som del af din daglige rutine skal du tjekke medierne. Du behøver ikke at læse aviser fra ende til anden, men du skal holde dig orienteret ved at skimme de store internationale og de nationale nyhedsmedier.

Måske ser du, at luftfartsselskabet Thomas Cook har indgivet konkursbegæring. Du skal naturligvis ikke investere i noget, der er ved at gå konkurs, så Tom Cook er ikke oplagt. Men det kan måske vække din interesse får virksomhedens konkurrenter. Det får dig måske til at tænke over, hvordan det går i rejsebranchen og for andre luftfartsselskaber. Du kan slå konkurrenterne op og se, hvordan deres tal ser ud. Hvad med SAS? Norwegian? Delta? American Airlines? Lufthansa? 

Når vi investerer som value investorer, så køber vi aktier, der er billige. Det betyder, at vi ofte køber aktier, der er kommet i modvind. Den modvind vil du ofte kunne finde i medierne. Det var f.eks. sådan, jeg blev inspireret til at investere i Starbucks i sommeren 2018, da selskabet blev anklaget for racediskrimination, fordi to gæster var blevet nægtet adgang til toilettet. Starbucks aktier var på udsalg til 45 dollar pr. aktie (og er sidenhen steget til 90 dollar pr. aktie).  

3. Kig i facitlisten

Der findes naturligvis ingen facitliste, men der findes hjemmesider som oplyser, hvad de store value guruer investerer i. En af dem hedder gurufocus.com, og på den kan man slå op, hvad bl.a Warren Buffett, Charlie Munger, Monish Pabrai og mange af de andre value investorer investerer i.

Warren Buffett begyndte selv sin karriere ved at imitere sin lærermester Benjamin Graham, så det er ingen skam at kigge i “facitlisten”.  

4. Bland sammen og rør rundt i gryden

Det bedste er naturligvis at kombinere de tre metoder. Du holder øje med medierne og ser, at et luftfartselskab går konkurs.

Så slår du op, hvilke luftfartselskaber de store guruer investerer i, og du finder ud af, at Warren Buffett faktisk har en del flyselskaber, bl.a. Delta og Southwest Airlines, og så zoomer du ind på dem.

Du bruger naturligvis også erfaringer i dit eget liv. Når dine venner tager på ferie, spørger du til, hvilket selskab de fløj med og hører, hvad de synes om servicen. Måske kender du nogen, der har fløjet med Delta eller Southwest? Eller endnu bedre. Måske kan du booke din næste flyrejse med et af de selskaber, som du er begyndt at undersøge.  

Du kan downloade min e-bog, hvor du kan lære mere om at investere som Warren Buffett her.  

 

De ti bedste tip fra superinvestoren Warren Buffett

De ti bedste tip fra superinvestoren Warren Buffett

Warren Buffett bliver af de fleste anerkendt som den bedste aktieinvestor verden hidtil har set.

Den ydmyge mand, som bor i et almindeligt middelklassehjem i Omaha, har tidligere været verdens rigeste, indtil han begyndte at donere en stor del af sin formue væk efter sin kones død.

Hans investeringsstrategi er simpel. Han tror ikke på, at aktiemarkedet er effektivt. Markedet er styret af irrationel frygt og ligeså irrationel grådighed. Derfor kører aktiekurserne op og ned. Det udnytter han til sin fordel ved at købe aktier billigt og sælge dem dyrt. 

Du kan gøre det samme. Men som Warren Buffett siger: mindset er 80 pct. af årsagen til, at du klarer dig godt som investor. Derfor skal du ruste dig med nogle gode citater, så du kan stå imod, når stormen raser. 

 Her er de bedste citater og en lille forklaring til dem. 

1. Frygt og grådighed

“Be fearful when others are greedy and greedy when others are fearful”

Dermed mener han, at du skal købe aktier, når de er billige, og sælge, når de er dyre.

De fleste gør dog det omvendte. De bliver grebet af FOMO (fear of missing out), når aktierne stiger. Når aktierne så rasler ned, så bliver de bange og sælger. Dermed kommer de til at købe dyrt og sælge billigt.

At investere på denne måde betyder, at du skal have selvbeherskelse og mod. De kræver tøjler at kunne sidde på sidelinjen, når selv taxachaufføren praler med, hvor meget han har tjent på aktier i år. Og det kræver mod at investere, når en bestemt aktie eller hele markedet rasler ned. 

2. Stempelkortet

“If you got a punch card with 20 punches on it – and it was all the investments you got to make in your entire life – you would get very rich. Because you would have to think very hard about each one. And you don’t need 20 right decisions to get very rich. Four or five will probably do it over time.”

Warren Buffett er stor fortaler for, at man investerer i få virksomheder, men at man gør sit forarbejde ordentligt. Altså med andre ord sætte sig ind i, hvad virksomheden laver.

Hvis du kun må investere i tyve virksomheder hele dit liv, så vil du være omhyggelig med at sætte dig ind i, hvad pengene skal investeres i. Derfor kan det være en god øvelse at forestille sig, at man har et stempelkort, hvor der kun er plads til tyve investeringer.  

Dette her er også et opgør med den udbredte ide om, at man skal sprede sine investeringer over mange aktier for at minimere risiko. Det vender vi tilbage til lidt længere nede under risiko. 

3. Lad ikke matematikken skræmme dig 

“If you were going out to buy a farm or an apartment house or a dry cleaning establishment, I really don’t think you’d have to take someone along to do the calculus. Whether you made the right purchase or not would depend on the future earning ability of that enterprise, and then relating that to the price you are being asked for the asset.”

Rigtig mange er bange for, at det er svært at regne på, hvor meget en virksomhed er værd. Det er det ikke. Warren Buffett er kendt for at gøre det på bagsiden af en serviet.

Warren Buffett siger faktisk også, at han er dårlig til matematik. Han er ikke til lange formler på en tavle.

Du behøver heller ikke at være speciel god til at regne for at blive en god investor. Du skal blot kunne lure, hvor meget virksomheden tjener, og hvor meget du skal betale for aktien, hvis indtjeningen skal betale den pris hjem på under 8-10 år.

Det betyder, at du blot skal gøre dig fortrolig med en håndfuld poster i et regnskab for hurtig at kunne afkode det.

Det kan alle lære. 

4. Kig først efter kvalitet, derefter prisen

“It is always better to buy a wonderful company at a fair price than a fair company at a wonderful price.”

Det citat er vigtigt, fordi mange fokuserer for meget på prisen. De leder med lys og lygte efter billige aktier – også i et marked der er overophedet. Så sukker de og siger “Åh, der er ingenting.”

En value investor kigger først og fremmest efter de bedste virksomheder, skriver dem ned på en ønskeliste, og så venter han tålmodigt på, at de bliver billige nok.

Langt de fleste aktier vil blive billige nok, når en større aktiekrise rammer markedet. 

5. Fokus

“The difference between successful people and really successful people is that really successful people say no to almost everything.” 

Da Warren Buffett og Bill Gates første gang mødte hinanden, blev de begge spurgt, hvad den vigtigste ingrediens til deres succes var. Begge svarede med et ord: “fokus”.

Hvis du vil opnå noget stort her i livet, så må du vælge andre ting fra for at få nok tid til at opnå det, som er vigtigt for dig.

Det betyder ikke, at du skal bo som en eneboer i en hytte og analysere aktier. Både Warren Buffett og Bill Gates har familie og er gode til at nyde livet og bruge tid med deres venner.

Det er de ting, som ikke giver dig værdi, som du skal vælge fra. 

Warren Buffett bor i Omaha, langt fra Wall Streets larm. Han går sjældent til møder, giver sjældent interview og mødes kun med investorer og analytikere en gang om året til generalforsamlingen.

Til gengæld bruger han 80 pct. af sin arbejdstid på at læse og blive klogere.

Hvad kan du vælge fra, som ikke giver dig værdi? Møder? Sammenkomster du dukker op til af pligt? Hvilke daglige forpligtelser kan du forsimple? 

6. Risiko

“Risk comes form not knowing what you are doing.”

“Diversification is protection against ignorance. It makes little sense if you know what you are doing.”

Du har sikkert hørt rådet om, at du skal “sprede dine investeringer” for at minimere risiko mange gange. Man hører det overalt. Hos bankrådgiveren, i Millionærklubben eller hos naboen.

Warren Buffett er ikke enig med denne strategi. Han mener, at du minimerer risiko ved at sætte dig ind i, hvad du investerer i.

Jeg har altid undret mig over, at folk kan bruge 20 minutter på at køre til et bestemt supermarked for at spare en 20’er på en ost. Eller bruge timevis på at brokke sig over den seneste lønforhandling, fordi de ikke synes, de får nok for deres arbejde.

Men spørger man de samme mennesker, hvor meget de har i pension, så svarer de ofte “det ved jeg ikke”.

Hvorfor ikke sætte dig ind i den del af din økonomi, som kan blive til millioner?

7. Tiden vil hele aktien

“If the business does well, the stock eventually follows.”

Dette minder om et andet citat fra Warren Buffetts læremester Benjamin Graham:

“In the short run, the market is a voting machine. In the long run, it is a weighing machine.”

Hvad mener de to herrer egentlig?

De siger, at markedet ikke effektivt på kort sigt. Men på lang sigt vil det udjævne sig, og virksomheden vil falde tilbage til et mere rimeligt niveau. Det er rart at huske på, når man samler mod til at investere i en aktie, som er faldet kraftigt.

Men det forudsætter selvfølgelig, at du har sat dig ind i virksomheden og har analyseret dig frem til, at den også står stærkt om ti år.

Det er ikke alle faldende aktier, der retter sig. Men de gode gør. 

8. Hav kontanter til kriser

“Opportunities come infrequently. When it rains gold, hold out the bucket, not the thimble.”

Når der kommer store aktiekriser, så regner det guld fra himlen.

Virksomheder kommer på udsalg, og du kan købe dem på børsmarkedet til en mindre del af, hvad de egentligt er værd. Så skal du naturligvis købe aktier.

Det betyder, at du skal have kontanter til at reagere, når der kommer udsalg. Du skal have mange kontanter til krisen, for du skal holde en spand, eller endnu bedre et badekar ud – ikke et fingerbøl. 

9. Tænk langsigtet

“If you are not willing to own a stock for 10 years, don’t even think about owning it for 10 minutes.”

Du skal kun købe aktier i selskaber, hvis du er villig til at beholde aktierne i 10 år.

Det betyder, at du spørge dig selv, om du tror, at virksomheden vil være på markedet med deres produkt om ti år, og om du tror, at de vil opleve vækst i perioden.  

10. Du skal investere i dig selv

“By far the best investment you can make is in yourself.”

Du er dit vigtigste aktiv.

I sidste ende er det dig, som kommer til at tjene pengene og træffe investeringsbeslutningerne.

Derfor er det vigtigt, at du først og fremmest investerer i dig selv og dine egne evner som investor. 

Du kan også downloade min e-bog, hvor du kan lære mere om at investere som Warren Buffett her.