Iværksætter: Sådan sikrer du dig økonomisk til fremtiden

Iværksætter: Sådan sikrer du dig økonomisk til fremtiden

Iværksætter, har du styr på dine pengesager?

Iværksættere er modige, brave, generøse og et helt igennem skønt folkefærd. Er du iværksætter, skal du vide, at du er blandt mine yndlingsmennesker at have som kursister.  

Der er bare en ting med entrepreneurer.

De brænder igennem for visioner og ideer, men de brænder ofte også igennem pengene.

Iværksættere dropper pensionen

Du skulle vide, hvor mange gange jeg har haft en iværksætter i røret, som ingen pension havde.

Faktisk har de ofte fået udbetalt en tidligere pension for at bruge den på deres iværksætterdrøm eller måske for at dække over et tab. 

De har sjældent en opsparing, fordi det hele bliver geninvesteret i virksomheden.

Det behøver ikke at være sådan, at den økonomiske usikkerhed bliver stor, når du starter en virksomhed.

Faktisk skulle du som selvstændig meget gerne have en stabil privatøkonomi, så du kan have ro på bagsmækken og være modig og fokuseret med din virksomhed.

Hvordan opnår du det?

Her er syv skridt, som du bør tage:

1. Opbyg en kontant opsparing i virksomheden

De fleste ivrige iværksættere vil gerne geninvestere i deres virksomhed for at få  iværksætterdrømmen til at lykkes. Men du har brug for en stor kontant opsparing til at stå imod uforudsete udfordringer med.

Her kommer en lille historie.

Da Microsoft-stifteren Bill Gates var ung og stadig var ved at bygge sin virksomhed op, mistede han engang en stor kunde. Han gik igennem en svær tid, fordi han havde ansat sine venner og deres koner og familie og nu frygtede at skulle fyre dem.

Hans ven Warren Buffett anbefalede Bill Gates at opbygge en opsparing, som svarede til et års udgifter for at kunne komme igennem den slags ret almindelige kriser.

Det er en langt mere konservativ måde at drive virksomhed på, end de fleste anbefaler. Men for mig giver det mening. Jeg har også et års udgifter i kontanter på kontoen. For hvem ved, hvad der kan ske. Der kunne jo komme en global pandemi, som gør det svært – og for nogen helt umuligt – at arbejde.  

Det vil give stor ro at vide, at du kan flyde i et helt år. Det forærer dig evnen til at fokusere på din forretning uden at være bekymret. 

2. Spar op til pensionen

Du skal have en pensionsopsparing.

Nej, ikke noget men.

Du SKAL have en pensionsopsparing i en traditionel pensionsordning.

Jeg kender godt til argumentet om, at du sparer op til din pension gennem din virksomhed. Du skulle vide, hvor mange iværksættere jeg har talt med, som har haft den strategi, at deres virksomhed var deres pensionsopsparing, men som af den ene eller anden grund blev nødt til at lukke virksomheden med tab.

Så stod de uden penge og uden pension.

Der er INGEN undskyldning. Du skal hver måned lægge penge til side til dine gamle dage – også selvom du tror fast på, at din virksomhed er en guldgrube, som vil gøre dig rig, når du en dag frasælger den.

3. Hold din virksomheds økonomi adskilt fra din egen

Jeg driver selv min blog som enkeltmandsvirksomhed, fordi det var nemt og billigt at starte op, men ulempen ved denne selskabsform er, at din egen og virksomhedens økonomi flyder sammen.

Alt hvad der er overskud, er din løn, og du hæfter personligt, hvis der kommer tab i virksomheden. 

Det betyder, at hvis noget går galt, kan kreditorer f.eks. gå efter dit hus.

Hvis din virksomhed bare er en smule mere kompliceret end en blog, så vil jeg klart anbefale at vælge en selskabsform, som adskiller din privatøkonomi fra virksomhedens, så dine private aktiver er beskyttet. 

4. Opbyg aktiver

Jep. Så kommer vi lige præcis til det med aktiver. Aktiver er noget, som tjener penge til dig. Det kan være aktier, udlejningsejendomme, obligationer, spilleautomater og alt muligt andet.

Den bedste type aktiv er børsnoterede aktier i andre virksomheder.

Tænk over det.

Med et enkelt klik kan du blive medejer af alverdens virksomheder som Apple, Google, Disney og Novo Nordisk – og du behøver slet ikke at lave årsregnskab eller have mus-samtaler. Det klarer den daglige ledelse.

Du kan vælge at have aktier i den private del af din økonomi, og du kan også købe aktier igennem et eventuelt holdingselskab. 

5. Sæt klare mål for din privatøkonomi 

Du er sikkert knivskarp på, hvad du vil opnå med din virksomhed. Men har du husket at sætte mål for din egen personlige økonomiske situation?

Det skal du gøre.

Du skal have en plan for, hvor meget du sætter til side til opsparing i både frie midler og i pension, og du skal have mål for, hvordan de penge skal udvikle sig på sigt.

Du skal undgå en situation, hvor din privatøkonomi suger penge ud af din virksomhed. Du skal omvendt sørge for, at du også opbygger aktiver uden for virksomheden i form af f.eks. aktier i andre virksomheder.

Det her betyder også, at du skal begynde at prioritere din privatøkonomi. Du skal udbetale en rimelig løn til dig selv.

Jeg kender flere iværksættere, som kører virksomheder med dyre specialister, men som stadig betaler sig en løn, som svarer til en lidt forvokset praktikant, fordi de her så forhippet på at geninvestere i virksomheden.

6. Tal med en finansiel planlægger

Du skal have professionel hjælp – tro mig det kan betale sig i længden. 

Du skal naturligvis benytte dig af revisor og advokat, når du driver din virksomhed.

På privatfronten skal du have hjælp af en finansiel planlægger eller økonomisk strateg, som kan hjælpe dig med at sætte de økonomiske mål og finde ud af, hvilke typer aktiver, som du skal opbygge.

7. Bliv ved med at uddanne dig

De mest succesfulde mennesker har det træk til fælles, at de bliver ved med at uddanne sig. De søger den specialviden, som de har brug for. 

Du skal blive ved med at uddanne dig ved hjælp af webinarer, kurser og coaching. Du skal opsøge ny viden, som kan gøre dig skarpere inden for dit felt. Det gælder både det faglige område, som du beskæftiger dig med i din virksomhed. Men det gælder også områder i dit privatliv, hvor du har huller i din viden.

Tænk over det. Du er en af dine største aktiver, for som iværksætter sætter du kursen og tjener pengene. Du skal blive ved med at investere i dig selv. 

Har du brug for mere viden om, hvordan man investerer i aktier, er min e-bog et godt sted at begynde. Du kan downloade den her.

Fem måder du kan gøre det sjovere at investere i aktier

Fem måder du kan gøre det sjovere at investere i aktier

For de fleste rimer investering på pension, som igen rimer på mosefund.

Det var ikke lige det, de havde tænkt sig at hygge sig med en fredag aften, efter børnene er faldet i søvn.

Men for andre er investeringer noget, som giver dem et skud dopamin og glæde. De fravælger gerne den sidste nye dramadokumentar på Netflix for at se på nogle tal på en skærm i stedet.

Hvad er forskellen på de to mennesketyper?

Hvordan får man det ligesom dem, der synes, at det er sjovt?

Her kommer nogle fif, som kan hjælpe dig med at finde interessen og legehumøret frem.

1. Stol på, at du bliver rig af det 

Mange nybegyndere frygter, at det er risikabelt at investere, og den – måske ubevidste – frygt giver dem en følelse af væmmelse – måske uden, at de selv bemærker det.

Når du har investeret i et stykke tid – og har klaret det godt – så ved du fra erfaring, at aktieinvestering er noget, som kan forandre dit liv markant. Du kan se, at du risikerer at blive rig af det.

Du skal have fat i den viden – måske allerede før, at du har erfaring med at se penge vokse.

Du skal vide med dig selv, at du har fat i noget som virker, og som kan gøre dig meget velhavende. Det vil give dig en følelse af glæde og håb, når du sidder med det. 

2. Sæt ambitiøse mål 

Du skal sætte dig et specifikt mål, så du ved, hvor du er på vej hen med dine investering – men vær opmærksom på, hvad det er for et mål, du sætter dig.

Er det et mål, som føles “fornuftigt”? Eller er det et mål, som udfordrer dig og får det til at kilde lidt i maven?

Hvis du sætter et slatten mål, får du også en slatten energi ud af det.

Sæt dig nogle mål, som er ambitiøse, og som kan forandre dit liv. Du skal måske tænke lidt ud i fremtiden for at nå dertil.

Hvis du regner på, hvad renters rente kan gøre for dine penge, så er det faktisk ret fascinerende – især hvis du giver det tid. Renters rente er det her med, at de penge, du har tjent på aktier også tjener penge. Det får dine penge til at vokse eksponentielt over tid.

Prøv engang at sætte et finansielt mål, der ligger 10 år ude i fremtiden. De fleste kan godt opnå at blive økonomisk uafhængige på ti år – men det kræver, at du bliver seriøs omkring dine investeringer og sætter dig ordentligt ind i det. 

Inkluder også gerne andre i dine mål. Det er dobbelt motiverende, når det påvirker andre end dig selv. Hvor meget velstand kan du skabe for dine børn? Hvad sker der, hvis dine penge arbejder 50 år? 

Vil du investere for, at “der er lidt til dagen og vejen?” Eller vil du investere for at skabe velstand for generationer, som kan gøre både dig og dine efterkommere finansielt uafhængige?  

3. Invester i noget, som du kan lide 

Hold dig for guds skyld til noget, som du forstår. Det er den første regel. 

Men invester også gerne i noget, som du interesserer dig for.

Hvis shipping ikke siger dig noget, så lad være med at investere i det, også selvom din onkel altid har haft aktier i Mærsk.

Et godt sted at begynde er dit liv og din families liv. Kig dig omkring. Hvad bruger i? Hvad arbejder I med? Hvad kender I bedre end de fleste?

Det kan være, at der ligger en investering i jeres hverdag. 

4. Beløn dig selv 

Sæt dig nogle delmål og beløn dig selv, når du har opnået dem.

Jeg kender en, som køber sig en dyr designertaske for udbyttet af sine aktier. Nu er jeg ikke den store fan af hverken udbytteaktier eller et stort materielt forbrug af designertasker (hvor mange skal man bruge?), så det er ikke den slags belønninger, som jeg selv ville sætte. Men det er et godt illustrativt eksempel.

Det er faktisk et meget godt princip, at dine penge første skal igennem en investeringsmaskine og lave et overskud, før du kan få lov til at få noget sjovt forbrug. Du må ikke bare tage det ud af din lønindkomst.  

Hvis du ikke er til designertasker og materielt forbrug, kan det være en oplevelse. Måske en middag på en god restaurant, hver gang dine formue er vokset med et bestemt beløb?

Endnu mindre kan også gøre det. I princippet behøver din belønning ikke at koste noget. Det kan være en oplevelse, som du skaber for dig selv. En weekendtur i sommerhuset. Et besøg hos mormor. 

Du kan også bruge et princip med at belønne dig selv i det daglige. Når mine børn spørger efter noget sjovt eller sødt, så kigger jeg altid rundt efter noget “surt”, de kan gøre først. 

Hvis de f.eks. spørger, om de må få en is, så bruger jeg sætningsmodellen:

“Ja, når du har gjort___(indsæt her noget “surt”)___, så kan du få lov til at ___(indsæt her noget sjovt eller sødt). 

Så sætningen kan lyde:

“Ja, du må få en is, når du har ryddet dit Lego af vejen.”

“Ja, vi kan læse en bog, ligeså snart du har fået nattøj på.”

De er hurtige og motiverede til at rydde Lego op og få nattøj på, fordi der er noget godt i udsigt for enden af det. 

Jeg bruger også det her princip på mig selv. I løbet af en almindelig arbejdsdag som selvstændig, dukker der mange lysttanker op. Så vil jeg have en pause og løbe en tur. Så vil jeg lige ringe til en veninde. Så vil jeg lige have en kop kaffe.

Her tvinger jeg altid mig selv til noget, som jeg ikke er vild med, før jeg får lov til det sjove. Jeg kan få en kop kaffe, når jeg har indtastet bilag. Jeg kan løbe en tur, når jeg har tjekket blogindlægget for stavefejl og kommaer, Osv.

At logge ind og tjekke status på investeringer fungerer faktisk som “det sjove”, fordi jeg får et skud af glædeshormoner, når jeg ser, at mine penge vokser. Det er på samme måde at “løbe en tur” er en straf for nogle og en belønning for andre. 

Det lyder måske skørt, men du ved, hvad jeg mener, hvis du har prøvet det – og hvis du ikke har prøvet det, så må du i gang med at investere, så du også kan få dopamin af se dine penge vokse.

5. Byg et ligesindet netværk  

Hvis du kan tale med andre, som forstår virksomheder og aktier, så bliver det sjovere. 

Kender du ikke nogen, i din umiddelbare venskabskreds, så kan det blive en lidt ensom aktivitet.

Heldigvis er det i dag nemmere at netværke end nogensinde før, fordi vi har de sociale medier, som hele tiden udvikler sig.

Der findes et hav af investeringsgruppere på Facebook. Prøv at find en gruppe, hvor tonen er sober. Er du ikke i min gruppe Penge og Frihed endnu, så skal du være velkommen til at være med her. 

Faren ved sociale medier er, at du lader dig rive med og investerer i noget, som du ikke har undersøgt ordentligt. Hvis du er opmærksom på det, er det okay. Dit princip skal være, at du aldrig investerer i noget uden selv at undersøge det.

Du kan lære, hvordan du undersøger, hvorvidt en virksomhed er en god investering her.

Kunne du lide blogindlægget, så husk at del det med dine venner på sociale medier, så flere får det sjovt med at investere.  

Syv mentale kneb rige folk bruger for at skabe penge

Syv mentale kneb rige folk bruger for at skabe penge

Velhavende mennesker har et specielt mindset.

Vi ser gang på gang, at milliardærer som mister deres formue, formår at bygge den op igen. Det er fordi, de har en metode og et mindset, som virker. 

At være god til at opbygge en formue har meget at gøre med, hvordan du tænker om penge.

Jeg har her syv penge mindset , hvis du gerne vil skabe flere af dem.

Jeg siger med vilje ikke “tjene” penge, fordi det hører til en verden, hvor penge er noget, som du sælger din tid for at tjene. Tænker du på den måde, spænder det ben for dig. Du skal udover det stadie, hvor du tænker i lønforhøjelse og sammenligner dig med dine kolleger. 

Du skal gerne nå et sted hen, hvor penge tjener sig selv – allerede her har vi det første store mind trick:

1. Penge er noget de skaber, ikke tjener

Jeg ved godt, at det lyder lidt hokus pokus at “skabe” penge. Som om vi alle sammen havde et trykkeri i kælderen.

Men kommer du over at tænke på penge, som noget du “tjener” – som en fabriksarbejder med et stempelkort – er du allerede nået meget længere end de fleste.

Hvad er forskellen på at tjene penge og skabe penge?

At “tjene” penge er timelønsbaseret.

At “skabe” penge får dig til at tænke mere som en iværksætter.

Du “tjener” som stuepige i et stort hus. At “gå i tjeneste” er noget, der sker som del af et ansættelsesforhold.

Det betyder med andre ord, at du er lønslave – og hvis du ikke passer på, er du det resten af livet.

Penge er ikke bare noget, som står passivt på en konto.

Velhavende mennesker får deres penge til at arbejde hårdt for sig, så de ikke behøver at arbejde hårdt for pengene hele livet.

Hvordan får man penge til at arbejde hårdt for sig? Jeg kender ingen bedre metode end at investere i aktier. Gennem aktier bliver du medejer af en virksomhed uden at skulle arbejde i den. Du får ejerens fordele og overskud – minus det hårde arbejde.

Jeg har beskrevet, hvordan jeg investerer efter rigmanden Warren Buffetts metode her, hvilket har givet mig et ekstraordinært godt afkast. 

2. De tænker positivt om penge

For det første ser de på penge som noget, der er rigeligt af.

Pas på med at tænke på penge som en begrænset ressource, som du skal føle lidt dårlig samvittighed over at få mere af. Det er en stor fælde, som vil holde dig fattig. Tænk på penge som energi, der er uendelig. 

Rige mennesker tænker også på alle de gode ting, som de kan gøre med penge. De har en klar positiv association, Punktum.

Dette betyder også, at de tænker positivt om rige mennesker – ikke negativt. De kunne aldrig finde på at være misundelige over en fed bil, som kører forbi. I stedet tænker de på det som noget, de også selv kan opnå, hvis de vil.

De bliver inspirerede, når de ser nogen, som har mere end dem selv – ikke misundelige. 

3. De sætter høje mål   

Folk med et fattigt mindset sætter “rimelige” mål. De kigger på deres naboer, kolleger og sætter baren nogenlunde i midten. 

Rige mennesker derimod sætter deres mål et sted, som de ikke helt er familiære med.

De sætter deres mål langt uden for deres komfortzone og så finder de ud af, hvordan de kommer derhen.

Du har måske hørt historien om, hvordan rigmanden Warren Buffett allerede som barn forudså, at han ville blive millionær som ung. Det er den slags mindset, du skal have fat i. Erklær det og gå efter det.

Jeg havde en gang en coach, som talte om at tidoble ens mål med jævne mellemrum. Hvad ville dit mål være, hvis du skulle sætte et nul bag på?

Lad os sige, at dit mål er at tjene 50.000 kr. i månedsløn… Advarsel: rød knap lyser her!

Du er faldet i den første fælde. Du tænker som en lønslave. Du skal ikke tænke i slaveløn på månedsbasis.

Tænk hellere på, hvordan du kan opbygge din formue, alle dine aktiver. Hvor stor skal din formue være om et år?

Bonusinfo. Warren Buffett får faktisk kun en indkomst på 100.000 dollar om året, det vil sige omkring 650.000 kr. om året. Det er hans “indtægt”. Alligevel blev han en af verdens rigeste mænd (indtil han begyndte at donere sin formue væk). Han er aldrig prioriteret sin indkomst. Han har opbygget sin formue.  

Skal du absolut tænke i indkomst, så mål den på årsbasis i stedet for månedsbasis.

I det her tilfælde vil det svare til en årsindkomst på 600.000 kr. Hvordan lyder det at få en årsindtægt på 6 mio. kr? Skræmmende?

Hvis det ikke lyder skræmmende, fordi du måske allerede – måske som iværksætter – allerede har haft en indtægt på 6 mio. kr, så skal du gange det tal med ti en gang til. Hvordan lyder en årsindkomst på 60 mio. kr?  Begynder det at blive skræmmende? Godt.

Hvad er ideen med at gange dine mål med 10? Det vil ryste dig og tvinge dig til at tænke i nye baner. Det vil gøre dig kreativ og højne din energi. Du kommer ikke dertil ved at dase på sofaen. Der vil komme nye løsninger og handling bag.

Det vil ikke få dig til at opbygge et nyt liv, hvis din målsætning er en lønforhøjelse på tre procent. Der er ingen energi i tre procent. 

4. De er gode til at modtage

Når livet giver dem noget godt, så tager de imod det. De er ikke typerne, som siger “Ej, det er alt for galt. Det behøvede du virkelig ikke,” når de modtager en gave.

Kender du de typer? De kan faktisk være lidt irriterende at give gaver til. Næste gang kommer du da med noget mindre. Din generøsitet skrumper i kontakten med de typer.

Rige mennesker siger “Tak, den bliver jeg glad for.”

De fortæller også sig selv, at de fortjener at modtage de penge, som de har sat sig for at tiltrække. Der er ingen følelser af skam forbundet med at få meget af noget godt.

De tror på, at det er deres ret at blive velhavende, hvis de skaber værdi for andre. Dermed sætter de sig selv i gang med at skabe massiv værdi for andre – fordi det er vejen til massiv velstand.  

5. De føler ikke frygt

Som Warren Buffett sagde på den seneste generalforsamling i Berkshire Hathaway:

“Finansiel frygt er ikke noget, som hverken jeg eller Charlie har oplevet.” 

Det citat fascinerede mig.

Warren Buffett har været igennem nogle vilde oplevelser, bl.a. finanskrisen. Nogle af de enkelte investeringer, som de to har foretaget gennem deres selskab Berkshire Hathaway, viste sig senere at være rådne æg .

Et eksempel er investeringsbanken Salomon Brothers, som blev involveret i en skandale om ulovlige bud på obligationer. Warren Buffett måtte i hal hast flyve med et privatfly fra Omaha til New York og indsætte sig selv som bestyrelsesformand for at redde banken. 

Det var en hæslig affære. Følte han virkelig ingen frygt dengang? Tilsyneladende ikke. 

Ifølge deres egne udtalelser, er de fuldstændig blottet for “finansiel” frygt.

Mit gæt er, at de trods alt er almindelige dødelige med hele paletten af følelser, som hører sig med at være menneske, men at de har fundet en måde at blokere frygt på, når de investerer.

De har lært at operere med en vis grad af usikkerhed om fremtiden. Ikke alene føler de ikke frygt – de er gode til at handle på trods af den frygt, som normale mennesker føler.

Som aktieinvestor betyder det, at de er komfortable med at investere, når det ser allerværst ud. De kan godt købe aktier i selskaber, hvis aktiekurs dykker, og hvis umiddelbare fremtid ser usikker ud.

Men husk: de køber ikke alene, fordi aktien falder. De undersøger deres investering til bunds. De køber på trods af, at aktien falder.  

6. De forpligter sig

Fattige mennesker giver hurtigere op.

Rige mennesker er ret stædige.

De sætter deres mål og bliver ved.

De tager ikke de første nederlag eller afslag for gode varer. De forsøger igen og igen og igen. De justerer deres taktik og begynder forfra næsten dag.

Vi kender alle sammen historien om Thomas Edison, som opfandt el-pæren.

“Jeg har ikke fejlet. Jeg har blot fundet 10.000 måder, der ikke fungerer,” er han kendt for at have sagt.

Folk bliver ikke helt tilfældigt rige (med undtagelse af de få med en rig onkel i udlandet). Folk bliver rige, fordi de beslutter sig for at blive rige.

Er du fast besluttet på, at dine mål skal lykkes for dig? Eller giver du op, når det bliver lidt besværligt, eller når du møder modstand?  

Inden for aktiemarkedet er der to typer investorer: Nogle mennesker bliver skræmt fra vid og sans, første gang de oplever, at aktier falder. De sælger i panik og kommer aldrig tilbage til aktiemarkedet.

Desværre går dette ofte i arv. Jeg hører folk være bange for aktier, fordi deres forældre eller endda bedsteforældre engang tabte penge på aktier.

Den anden type ser aktiefald som en mulighed og får for alvor mod på at investere og skabe sig en formue.

Hvilken type er du? Hvad vil du give videre til kommende generationer?

Finanskrisen blev vendepunktet for mig som investor. Du kan læse om min erfaring med finanskrisen her.

7. De har fokus på at lære mere  

De farligste ord i det danske sprog er: “Det ved jeg allerede.”

Nej, du ved ej. Du kan altid lære mere.

Du er ikke en god investor, fordi du engang for ti år siden tog et kursus. Du skal blive ved med at lære og suge viden til dig.

Hvis du ikke er velhavende endnu, så er det fordi, at der er noget, du endnu ikke ved eller endnu ikke har lært.

Hvis du undgår at tage kurser, fordi du ikke tror, at du har nok tid eller penge, så har du et problem: Du er ligesom en, der forsøger at skubbe en last op ad bakken – uden at sætte hjul på.

Som Benjamin Franklin engang har sagt: “Hvis du tror uddannelse er dyrt, så prøv med uvidenhed.”

Husk at læse min e-bog Bliv Fri. Du kan downloade den her. 

Fem tegn på, at det er på tide at sige dit job op

Fem tegn på, at det er på tide at sige dit job op

Ferien er slut, og du skal tilbage på job.

Men skal du egentlig det, eller er det på tide at sige op og finde noget andet?

Vi kan alle sammen blive ramt af en mandagsblues, når strandturen skiftes ud med kontoret.

Hvornår ved du, at tiden er kommet til at skifte job? Og hvornår er det bare tilvænning efter ferien? 

Her er fem tegn på, at tiden er kommet til at vinke farvel til din nuværende arbejdsplads.

1. Du sidder fast i en rolle

Det sker for os alle sammen, at vi får påduttet os en rolle, som er svær at slippe ud af.

Måske er du blevet tandpastaeksperten. Måske er du blevet den uofficielle evighedsassistent, selvom din officielle titel lyder af noget andet. 

Jo længere tid du sidder i den rolle, jo sværere kan det blive at ryste den af dig igen.

Hvis du ikke bryder dig om rollen, skal du til at kigge efter en måde at komme tættere på det, som du hellere vil beskæftige dig med, og her kan det være mest effektivt at skifte arbejdsplads.

Det kan også være, at du har fået et uheldigt ry på din arbejdsplads. Måske har du tidligere begået en fejl, som er svær at ryste af dig igen. Måske var fejlen ikke engang din skyld. Det kan f.eks. være, at du var del af et projekt, som kørte af sporet.

Er det tilfældet, så kan det lidt blakkede image være nemmere at komme af med på en ny arbejdsplads, hvor de ikke har den samme kollektive hukommelse. 

Når du overvejer at skifte, så pas på med at blive for magelig. Tanker som, “det er jo også en godt sted” og “lønnen er god” er gift for din karriere og din livsglæde.  

2. Din chef støtter dig ikke

Det dur ikke, hvis din chef ikke støtter dig.

Kan du mærke, at han ikke kan lide dig, skal du skynde dig at skifte job, så hurtigt du kan. Han har magt over dig og kan gøre dit liv surt på så mange måder, at du falder i søvn, hvis jeg remser dem op.

Du skal altid sørge for at arbejde for en chef, som du ser op til, som du kan lære noget af, og som du kan mærke vil dig det godt.

Her kommer et særligt opråb til kvinder: Du skal aldrig arbejde for en chef, som modarbejder, at kvinder klarer sig godt.

Vær på vagt. Se især på, hvordan din chef og din arbejdsplads historisk set har behandlet kvinder, som har fået børn. Har de stadig mulighed for at avancere, når de kommer tilbage fra barsel? Eller bliver de straffede og gemt væk i støvede kroge af organisationen?

Det kommer til at ramme dig før eller senere – også selvom du ikke får børn. Organisationen lider af et forældet syn på kvinder. 

3. Arbejdsmiljøet gør dig deprimeret

Er frokostpause og fyraften det eneste, som du ser frem til i løbet af din arbejdsdag, så er noget galt. Det er ikke sådan, det burde være.

Pengene burde kun være en del af belønningen. Den anden del af belønningen burde være udfordringer og kammeratskab.

Livet er for kort til kun at arbejde for penge. Så hellere tage et job med en lavere løn …men med et bedre arbejdsmiljø.

4. Du støtter ikke produktet

Hvad med virksomhedens produkt eller service? Er du stolt af det, som virksomheden står for? Er du stolt af det problem, som virksomheden løser? Er du stolt af måden, som de løser det på? Løser de overhovedet et problem?

Hvis du arbejder for at fremme et produkt eller en service, som du egentlig ikke har lyst til at støtte udbredelsen af, så har du et problem.

Du skal være stolt af det, som du bruger din tid på.

Livet er også for kort til, at du skal bruge dit arbejdsliv på at være med til at fremme noget, som du ikke ønsker i verden.

Hvad er meningen med livet? Det er alt det, som vi bruger vores tid på. Det skal give mening.

5. Du drømmer om noget andet

Dit job er bare noget, som du gør lige nu, mens du tager dig sammen til at finde modet til at gøre det, som er dit egentlige talent.

Den går måske de første par år efter gymnasiet. Men det går ikke på 5. år eller 10. år eller 15. år.

Slet ikke.

Det er nu, du skal tage springet. Ellers får du det aldrig gjort.

Måske drømmer du om at stifte egen virksomhed? Eller skrive en bog? Eller skifte karriere til noget mere vovet? Eller tage en pause og sejle rundt om kloden med dine børn?

Hvor lang tid vil du vente? Hvornår vil du tage springet? Hvornår vil du i det mindste lægge en konkret plan?

Kig på listen igen. Hvor mange af de fem punkter kan du nikke genkendende til?

Måske kan du i en periode leve med, at en af advarselsknapperne lyser. Men er der flere af dem, der lyser? Lyser de alle sammen? Det går ikke. Så bør det være en høj prioritet at komme videre. Du bør sætte dig ned lige nu og finde fem – opslåede eller uopslåede – stillinger, som du kan søge, inden ugen er omme. 

Drømmer du om større økonomisk frihed, så du få mere frihed til selv at vælge dit liv? Du kan downloade min gratis e-bog Bliv Fri her. Den handler om, hvordan du kan investere på en måde, så du hurtigere bliver økonomisk uafhængig.

Fem ting du skal gøre, hvis du risikerer at miste dit job

Fem ting du skal gøre, hvis du risikerer at miste dit job

Jeg har selv været der.

Jeg blev ringet op kl. syv om morgenen – midt i min barsel – for at få at vide, at jeg var blevet fyret i en runde af besparelser.

Jeg vidste jo godt, at der var en fyringsrunde, men jeg havde ikke forestillet, at jeg selv ville ryge.

Men det gjorde jeg.

En fyring kan ramme os alle. Den kan ramme os, når vi mindst venter det.

Her er mine fem bedste råd til, hvad du skal gøre for at sikre dig mentalt og økonomisk.

1. Undersøg din arbejdsplads og din branche  

På et tidspunkt hyrede jeg en top karriere-coach fra USA til at hjælpe mig til at forstå, hvorfor jeg var gået i stå i min karriere.

Jeg var løbet ind i nogle barriere, som jeg havde svært ved at komme uden om (bl.a. en virkelig sur chef).

Jeg talte i timevis med den dygtige coach, og på et tidspunkt lagde han op til en konklusion. 

Han spurgte mig:

“Har du overvejet at arbejde i en branche, som ikke er for nedadgående.” 

Jeg blev helt stille.

Her var jeg.

Erhvervsjournalist med mere end et årtis erfaring med at se kritisk og analytisk på virksomheder og brancher.

Men jeg havde aldrig brugt værktøjet på min egen arbejdsplads.

Jeg fik en aha-oplevelse.

Printavisers indtægter faldt drastisk. Faktisk arbejdede jeg i en industri, som nok snart ville være en slags fortidslevn.

Jeg havde troet, at det hele handlede om mig og mine evner.

Min coach forklarede, at det er svært at gøre karriere i en branche, som har stærkt faldende indtæger.

Arbejdspladser som taber indkomst strammer op, sparer og fyrer. Sådan er det.

Du kan bruge de samme værktøj, som jeg anbefaler, at du bruger til at investere, til analysere, om du arbejder i en dårlig “investering”.

Du skal stille dig en række basale spørgsmål:

  • Stiger eller falder salget?
  • Stiger eller falder overskuddet?
  • Er der en god ledelse i virksomheden? Stoler du på dem?
  • Kan virksomheden beskytte sig mod konkurrenterne?

Du kan hente hele min investeringstjekliste her. Du kan også downloade hele min gratis e-bog her, hvor det er forklaret lidt mere i detaljer.

2. Få styr på opsparing og budget   

Det er slemt at miste sit job, men det er endnu værre, hvis du skal til at kæmpe med økonomien på samme tid med, at du skal omstille hele dit liv.

Det første du skal gøre er at stramme dit budget op.

Du skal indstille din økonomi, så du har råd til at blive fyret, og det betyder, at du skal lave et budget, som passer til den indtægt, som du vil have, hvis du bliver fyret.

Hvis du har ret til dagpenge, så sørg for, at du i en periode kan holde dig til det niveau. Ser det helt sort ud, så skal du undersøge muligheden for en lønsikring.  

Det første skridt er naturligvis at lave et budget. Alene det vil være et stort fremskridt – de færreste laver et. De lever bare fra dag til dag og fra måned til måned. 

For at få skruet dine løbende udgifter ned til et minimum, skal du gå alle poster på dit bankudtog igennem en for en.

På den måde vil du få blik for en masse unødvendige udgifter. Du kan bruge en app som SPIIR til det. Sidst jeg gjorde det, opdagede jeg nogle abonnementsløsninger, som jeg slet ikke vidste, at jeg betalte til og som jeg ikke brugte.

Når du har strammet op, vil du have flere penge i overskud, end du plejer. Nu skal du til at bygge opsparinger op:

A. Du skal først have en nødopsparing, som skal dække de uforudsete udgifter, som f.eks. nyt køleskab eller reparationer. Der skal stå omkring 10.000 kr. på den opsparing

B. Du skal derefter opbygge en sikkerhedsopsparing, som skal kunne dække huller, hvis du mister din indkomst. Den opsparing skal bestå af minimum tre måneders løn efter skat. 

C. Derefter skal du fortsætte ved at opbygge til din fremtidige velstand, dvs. opsparing som skal investeres. 

3. Søg nye muligheder allerede nu 

Det er nu, at du skal sørge for, at du har andre muligheder, hvis uheldet er ude.

Du skal drikke kaffe med gamle kolleger, studiekammerater og andre professionelle kontakter. Dit netværk skal vide, at du er på udkig efter noget nyt.

Diskret og mindre diskret. Skyd med spredhagl.

Nogle har måske ikke noget på hånden lige nu, men måske nævner de dig over for nogen, som har noget relevant. Der er ingen skam i at sige åbent, at du er åben og søger noget nyt. 

Du kan også allerede nu begynde at søge andre stillinger.

Nogle af de bedste job, som jeg har haft gennem tiden, har jeg søgt flere gange, før jeg fik det. Det var først til mit tredje interview hos Reuters, at jeg endeligt fik mit (på det tidspunkt) drømmejob.

Du skal have dit CV klar og evt. også sende det ud til dit netværk. Det tager tid at finpudse et CV, så du skal gøre dette arbejde inden, at du havner i en situation, hvor du er ked af det og stresset over at være blevet fyret.

Du kan også begynde at indsamle nyttige referencer allerede nu. Det kan blive bøvlet at gøre det efter en eventuel fyring. 

4. Dyrk dine hobbyer 

Sørg for at have noget andet, end dit arbejde at gå op i. 

Det er meget tungt at blive fyret, hvis din karriere er dit et og alt. Tro mig, jeg ved, hvad jeg snakker om. Jeg kom fra en branche, hvor man griner og spørger folk, om de har fødselsdag, når de forlader det åbne kontorlandskab “allerede” kl. 17.

Mit job var min karriere, min hobby, min lidenskab og stort set hele min venskabskreds var journalister. Jeg gik til fredagsbar med kolleger. Jeg skrev rejseartikler i mine ferier. Jeg tog til konferencer og festivals med andre journalister i min fritid. 

Du skal begynde at finde glæde ved andre ting end dit arbejde. Om det er vandreture, litteratur, tennis, strik, golf eller sejlads er ligemeget.

Hvis du altid har drømt om at lære at synge i et gospelkor, så er det nu, du tager dig sammen og prioriterer det.

Hvis du altid har drømt om at skrive en krimi, så er det nu, du skriver outline til plottet og måske tager et kreativt skrivekursus.

Lav en liste med 100 ting, som du gerne vil opleve i dit liv. Ja, 100. Ikke en sølle liste med 10 eller 20. Listen skal være så lang, at din hjerne bliver tvunget til at være kreativ og finde nye muligheder i støvede afkroge af dit sind.

Du skal lave listen, før du bliver fyret, for du vil have svært ved at finde ind til glæden og kreativiteten, når du er midt i en chok. 

Pointen her er, at du skal have noget, som giver dig glæde, hvis du bliver fyret og mister struktur på din hverdag. 

5. Fremtidssikre din indtægter  

Du skal sørge for at have andre indtægter end lønnen fra dit dagsjob. 

Inden for investering taler man meget om at sprede sin risiko. At være 100 pct. afhængig af sit lønjob er det omvendte af at sprede sin risiko.

Det er at lægge alle æg i en kurv, som en enkelt, mavesur chef kan stampe på. 

Undersøg mulighederne for at blive selvstændig.

Nogle typer bibeskæftigelse kan du gå i gang med allerede i dag – mens du stadig har dit faste job. Jeg har tidligere lavet en liste med 10 typer passive indkomster. Du kan læse den her.

For mig har indtægter fra aktieinvesteringer i individuelle virksomheder været en virkelig god løsning. Du kan læse mere om, hvordan jeg investerer i denne e-bog.

Husk at download min e-bog, hvor du kan lære mere om at pleje dine penge med gode investeringer som Warren Buffett her.