Fem grunde til at jeg forlader Danmark
Jeg emigrerer.
Jeg tager mine to drenge og forlader Danmark.
Det er blevet en søgning hen mod et godt liv (læs blogindlægget om, hvorfor vi vælger Portugal her), men faktisk begyndte det som en spirende utilfredshed.
Hvad er det som gør, at vi ikke bare falder til ro i Danmark og bliver her?
Før jeg kaster mig ud i at kritisere Danmark, vil jeg lige sige, at jeg skal også elsker Danmark.
Jeg synger med på Nationalsangen nytårsaften og skåler med dronningen og alt det der.
Der er mange andre ting, som jeg er taknemlig for.
De gode institutioner til børn, lugten af nyslået græs, bøgetræer, Matador, koldskål og jordbær. Bare for at nævne et par ting.
Men hvorfor så tage afsted?
En morgen under den anden corona-nedlukning lå jeg og kiggede op i loftet efter uret havde ringet. Jeg tænkte, at det var for surt. Jeg havde slet ikke lyst til at stå op og gå i gang med dagen.
Stå op i mørke, kæmpe med flyverdragten på den lille, cykle ud i mørket og blive våd af sludregn.
Hele den daglige rutine med hente, bringe, ordne, lave mad og køre min forretning i hver eneste pause, hvor jeg ikke tager mig af drengene.
Egentlig har jeg det perfekte liv med økonomisk uafhængighed og frihed.
Og så alligevel ikke.
Jeg har længe følt, at jeg sidder fast i den samme livsstil, der ikke forandrer sig, selvom jeg har en millionomsætning.
Okay, lad os være specifikke.
Jeg har lavet en liste med fem ting, som jeg gerne flytter fra:
1. Vinteren
Nej, jeg elsker ikke vinteren.
Ja, jeg har godt set, at Facebook og Instagram vrimler med billeder af vinterbadere, men jeg er ikke en af dem, der hugger hul på isen for at tage mig en dukkert.
Jeg kan faktisk ikke fordrage at cykle om vinteren.
Vi skal helt hen til maj, før jeg synes, at det er sjovt.
Alligevel cykler jeg mine børn i børnehave og skole hver dag (biler er upraktiske i København), og jeg har mange gange forbandet det i mit sind, når en bil kører forbi i høj fart og sprøjter en vandpyt op på mig.
Jeg kan ikke fordrage slud i modvind, røde fingre, mørke morgener, flyverdragter med sand og mudder, og børn der smelter helt sammen midt i det hele, fordi de faktisk også synes, at det er frygteligt.
2. Skatten
Jo, jeg bidrager gerne til samfundet. Det er ikke det.
Men som selvstændig er det gået op for mig, at jeg betaler absurd mange penge i skat.
Lad os sige, at jeg har et godt launch, hvor jeg sælger kurser for en mio. kr. (dejligt rundt tal at arbejde med her.)
Den femtedel hedder moms. Så ryger 200.000 ud af regnskabet. Nu er der 800.000 kr. tilbage.
Så skal der betales regninger. Freelancere, revisor, leje af kontor, kurser til mig.
Lad os sige, at det bliver 300.000 kr. ud af regnskabet. Nu er der 500.000 kr. tilbage.
Overskuddet derfra betaler jeg personlig indkomstskat af (har enkeltmandsvirksomhed).
Det er 52 pct. Lad os sige 50 pct. for at gøre det simpelt.
Så ryger 250.000 af. Så er der 250.000 kr. tilbage til mig.
Men vent.
Vi er ikke færdige med skatteregnskabet endnu.
Når jeg så går ud og forbruger, betaler jeg igen 25 pct. i moms.
Man tænker ikke over det som lønmodtager, men når du selv skal skrue lønnen sammen fra overskuddet, bliver det tydeligt.
Selvom jeg tjener millioner, betyder det ikke, at min livsstil forandrer sig synderligt.
Jeg bor stadig i den samme andelslejlighed på indre Nørrebro og sukker efter mere plads, så drengene kan få hvert deres værelse.
Jeg sukker efter et område, hvor der ikke står hashrygere i baggården. Jeg sukker efter grønt græs uden skodder fra joints.
Jeg drømmer om børn, der selv kan løbe ud og lege.
Men huspriserne vokser hurtigere end mit overskud.
Det bringer os til det næste emne…boligpriserne.
3. Boligpriserne
Amen, hold op.
Jeg har sagt det før og siger det igen.
Er der seriøst nogen, der mener, at et kartoffelrækkehus er 12-14 mio. kr. værd?
Er du klar over, at du kan købe et brownstone house i Brooklyn til mindre end det? (ca. 1 -1,5 mio. USD for et meget større brownstone house i Brooklyn. Læs evt. artikel her).
På et tidspunkt kiggede jeg på huse på Lolland. Der er smukke huse til salg for meget lidt.
Men det er ikke der, jeg hører til.
Et kartoffelrækkehus ved siden af friskolen, som min ældste dreng går på, var min drøm.
Men den har jeg skrottet.
Nu har jeg fundet et rækkehus med pool i Cascais.
4. Hård tone generelt – men især mod børn
Jeg er virkelig træt af road rage på fortovet.
Jeg oplever ikke, at der er meget elastisk omkring børnefamilier.
Folk bliver hurtigt irriterede på os.
Det begyndte allerede, da min ældste søn var en uge gammel. Der oplevede jeg for første gang, at der var en, der skubbede hårdt til barnevognen, fordi den stod i vejen.
Bare på en uge var jeg ude for følgende:
En mand på Nørrebrogade blev sur over, at min Christianiacykel stod i vejen på fortovet. Jeg var ved at hente min yngste søn fra bussen, og han begyndte pludselig at græde og vride sig, som jeg var ved at trække ud på cykelstien.
Jeg fik skældud af et ægtepar, der kom gående forbi. Meget højlydt.
Ved du, hvad manden råbte?
“Jeg hader børn!”
Mens min søn på fire hørte det.
Hvilken type mand? Sådan en ganske almindelig mand i 60’erne, etnisk dansk inden du begynder at få ideer om Nørrebro.
Må man virkelig sige sådan?
Man må ikke sige, at man hader eskimoer eller negere. Faktisk må man slet ikke sige de ord.
Du kan ikke gå og være åbenlys racist på åben gade. Folk ville forsvare, blive forargede.
Men du kan godt være åbenlyst hadefuld mod børn uden at nogen løfter et øjenbryn. Det undrer mig ofte.
Næste morgen kørte jeg mod børnehaven. Da jeg skulle svinge ind, må jeg have trukket en smule ud for at svinge.
Cyklisten bag mig begyndte at skælde meget højlydt ud med bandeord.
Jeg råbte tilbage, at han måtte have en vidunderlig dag.
Det skulle jeg aldrig have gjort.
Han stoppede op og cyklede tilbage, stillede sig op foran os og spærrede vejen, mens han kaldte mig “fucking idiot” foran mine børn.
Jeg var helt ærlig helt paf og sagde ikke noget. Han var helt rød i hovedet, og lignede en, der ville op og slås. Børnene blev bange.
Det flimrede et øjeblik for hans øjne, som om han først der fik øje på børnene. Så kiggede han direkte på dem og sagde:
“Ja, det er jeres mor, der er en fucking idiot.”
Hvilken type mand? Sådan en ganske normal dansker på vej til arbejde på sin cykel – inden du får ideer om Nørrebro.
Samuel på fire kvidrede “fucking idioter” hele vejen til børnehaven.
Dagen efter gik Samuel og jeg til bageren.
Han fandt en halv tøjklemme, som han stirrede længe på og besluttede sig at samle op. Vi gik videre. En mand eksploderer i raseri.
“Det er fandme ikke i orden det der. Sådan en møgunge.”
Jeg spurgte, hvad der var sket.
Samuel på fire år havde smidt tøjklemmen efter ham, sagde han.
Jeg sagde undskyld til manden og sagde roligt til Samuel, at han ikke må smide noget efter andre på gaden, men det fik ikke manden til at stoppe.
Han blev ved, indtil jeg med min meget skrappe stemme sagde:
“Okay, makker, så slapper du af. Det er en en dreng på fire år.”
Hvilken type mand? Høj, kraftig, omkring 60 år – igen pæredansk inden du får ideer om Nørrebro (arabiske indvandrere er faktisk altid søde mod børn, skulle jeg hilse og sige).
Lad os spole frem til afrejsedagen, hvor vi tager til Lissabon.
I lufthavnen i Lissabon skulle jeg tisse, og mine to drenge står på lufthavnens toilet og ventede på mig kufferterne. Jeg genkendte en ung kvinde fra flyet i spejlet, da jeg vaskede hænder. Hun kiggede surt på mig.
Jeg smilede til hende i spejlet.
Hun så stadig sur ud. Kiggede mig direkte i øjnene.
“Det er da dig fra flyet, ikke?” spurgte jeg.
“Din dreng kørte sin rullekuffert over min fod,” sagde hun.
“Ej, der er jeg ked af,” svarede jeg.
Drengene opklarede situationen, hvem har kørt hvilken kuffert.
“Du ødelægger ting for andre, når du ikke har styr på dine drenge,” sagde hun i sådan et syrligt tonefald.
“Så stopper du,” svarer jeg hende.
Men det gjorde hun ikke. Nu var hendes ferie ødelagt, mente hun, og det var min skyld.
Før du tænker, at hun har ret, må lige forklare. Der er tale om en børnerullekuffert med to kilo i. Hun havde lukkede sko på.
Lidt voldsomt at stå og sige sådan foran drengene. Totalt over stregen.
Sådan kan jeg blive ved.
Jeg oplever mange danskere som sure på børn.
Børn larmer. De er i vejen. De er utilregnelige.
Som mor er folk hurtige til at bebrejde mig – ganske højlydt foran børnene.
Hvor er almindelig venlighed blevet af?
Jeg har to meget livlige drenge, der løber sig frem i livet og leger konstant.
Jeg har også to følsomme drenge, som godt kan blive bange for vrede fremmede.
I Danmark har vi brug for en diskussion om, hvordan vi tænker og taler om børn – og taler foran børn.
5. Isoleret voksenliv i en børnefamilie
Vi har alle sammen forskellige oplevelser.
Jeg oplever, at jeg lever et isoleret voksenliv, efter jeg har fået børn.
Jeg står selvfølgelig i den situation, at jeg er alene.
Jeg har ingen partner og ingen forældre. Men der er også andre faktorer.
Jeg blev fyret i en nedskæringsrunde, mens jeg var på barsel.
Min gamle chef er en af de mænd, der synes det er okay at tale højt om, at han ikke kan lide børn – det er jo generelt okay i Danmark. Når det er okay som chef at tale sådan, er det også okay at fyre barslende mødre.
De fester og sociale aktiviteter, som jeg tog del i før børn, kunne jeg ikke længere være med til med børn.
Jeg har haft venner, som åbenlyst taler om, at de ikke kan lide børn.
Jeg prøvede i en tid at lade som om, at jeg ikke har børn. Jeg så dem kun på deres voksen præmisser og talte aldrig om mine drenge. Det betød, at jeg ikke kunne tale om meget af det, som er vigtigt for mig.
De venner har jeg ikke mere.
Det har selvfølgelig ikke hjulpet, at corona har lukket ned for alt socialt omkring skolen og børnehaven. Begge børn var i nye institutionerne (Min store dreng Isak gik i 0., og Samuel havde gået et halvt år i børnehaven, da den første nedlukning kom).
Nedlukninger gør det selvfølgelig svært at skabe et fællesskab med andre børnefamilier. Der er ingen julefester, der er ingen afslutning, der er ingen forældrekaffe. Vi må ikke engang komme inden for. Der er ikke engang skole-hjem samtaler.
Hvordan bliver alt det her bedre i Portugal?
Jeg er alene med mine drenge, og der er jeg også i Portugal. Det er jeg med på. Der er også corona i Portugal.
Men nedlukningerne har virkelig skåret al larm væk og gjort det tydeligt for mig, at jeg vil noget andet. Jeg søger en livsstil, som er anderledes.
Vi kommer til at bo i rækkehus med fælles pool, så der kommer en fælles snitflade med andre. Jeg kommer til at få fuldtids hushjælp, så jeg får mere luft.
Hvad kan du bruge det her blogindlæg til?
Bliv inspireret til at forandre dit liv, hvis der er noget, som du ikke synes er okay. Du kan lave drastiske ændringer. Det er muligt.
Skab selv den livsstil, som du ønsker.
Da jeg begyndte at tænke over de her ting, blev jeg ved med at se Sir Richard Bransons Necker Island for mig.
Det var inspirerende at tænke over, hvordan nogle rigmænd opbygger deres helt eget univers for at skabe det liv, som de ønsker.
Jeg ville skabe mit eget Necker Island for mig.
Mit eget paradis. Desværre kan det ikke ligge i Danmark.
Hvordan ser dit Necker Island ud?
Når du vil skabe dit liv, kan det være en god ide at have en passiv indkomst, så du har frie rammer. Du kan lære at investere ved at downloade min e-bog Bliv Fri. Du kan downloade den her.
