10 farlige floskler folk siger om aktiemarkedet (ifølge Peter Lynch)

10 farlige floskler folk siger om aktiemarkedet (ifølge Peter Lynch)

Alle veje fører til Rom. Eller gør de? Nej, gu gør de ej. 

Der er så meget, som vi går rundt og siger…uden helt at tænke over, hvad det betyder. Det gælder også på aktiemarkedet.

Men du passe på, hvad du går rundt og siger om investeringer. Nogle gange bliver de her skøre små sætninger vores sandhed. Nogle gange kommer vi til at købe eller sælge vores aktier…på grund af en dum sætning. 

I 1997 holdt den legendariske investor Peter Lynch – tidligere porteføljemanager for Fidelity Magellan Fund – en tale om netop dette emne. 

Peter Lynchs pointer er evergreens

Okay ja, indrømmet, Peter Lynch’s holdt op med at arbejde som pengeforvalter for over 30 år siden (han var aktiv fra 1977 til 1990), og hans keynote tale er fra 1997. Der er gået næsten 30 år.

Ja, mange af det virksomheder, som han henviser til, er gået i glemmebogen. Men ikke desto mindre holder hans pointer stadig vand.

Fik jeg i øvrigt nævnt, at Peter Lynch fik et gennemsnitlig årlig afkast på 29,2 procent? Det er altså helt ekstraordinært.

Peter Lynch investerede som en value investor (han kiggede grundigt på virksomheder og købte dem, når de var faldet under den egentlige værdi), men han kaldte selv sin strategi for “story investing”. Han byggede en grundig tese op om virksomheden og den fremtidige vækst, og den teste kaldte han en story.

Du skal vide, hvad du investerer i

Derfor siger han da også som indledning til sin tale, at det er vigtigt, at du ved, hvad du investerer i. Du skal virkelig kende selskabet, forstå produktet og læse regnskabet. Alt for mange privatinvestorer køber aktier i noget uden at vide, hvad de investerer i. 

Han siger også, at du skal holde op med at forsøge at forudsige recessioner og aktiemarkedets bevægelser. Du skal hellere fokusere på at eje vidunderlige virksomheder.

Okay, nok intro. Hvad er det for nogle floskler og sætninger, som han advarer imod?

1. “Aktien er allerede faldet så meget, at den ikke kan falde mere.”

Du kan tro, at den kan falde mere. Det kan den altid (medmindre den er nået til 0). 

Den her holdning er især farlig, når du kombinerer dem med at købe aktier i noget, som du ikke har sat dig ind i.

Han bruger eksemplet med Polariod (ja, det var et større børsnoteret selskab engang og ikke bare et pudsigt kamera), hvis aktiekurs faldt fra 140 til 107. Ifølge Peter Lynch sagde folk dengang, at man “bare skulle købe løs, hvis den ramte 100, for den kunne umuligt falde mere.

Ja, det lyder jo morsomt i dag 30 år senere, for vi ved alle sammen, at teknologien trampede selskabet i stykker.

Selskabet faldt til 18 dollars på blot ni måneder. I 2001 gik de konkurs. 

2. “Aktien er steget så meget, at den ikke kan stige mere”

Markedet kan være irrationelt længere, end du kan være solvent, som en klog mand engang sagde.

Her bruger han Peter Lynch Philip Morris som eksempel. Aktien blev femdoblet på ti år, da den gik fra 12 cents i 1951 til 61 cents i 1961.

“Den kan ikke stige mere,” sagde folk.

Men derefter blev den altså alligevel en hundredbagger – dvs den gik op 100 gange. 

3. “De kommer altid tilbage til sidst”

Nej, det er ikke alt, der stiger tilbage til den gamle top. 

Ideen om at “aktiemarkedet altid stiger på sigt”, og derfor kan man købe aktier i hvad som helst og regne med, at det vil stige på sigt er noget sludder. 

Peter Lynch bruger RCA og Western Union som eksempler.

Man kunne også tage en masse eksempler fra it-boblen, men den brast først to år efter hans tale.

Måske om nogle årtier, vi kan tage nogle Ai-aktier som eksempel.

Jeg er overbevidst om, at mange af de aktier, som vi ser flyve så højt i dag, risikerer at falde drastisk og aldrig helt komme tilbage til det høje niveau. Men det ved jeg selvfølgelig ikke. 

4. “Den koster kun 3 dollars, så hvor meget kan jeg tabe?” 

Du kan teoretisk set tabe alt det, som du investerer. Men folk har en ide om, at det er mindre risikabelt at investere i selskaber, hvor den nominelle værdi på den enkelte aktie er lav. 

Sikke noget vrøl. Du kan tabe lige så meget som alle andre.

Peter Lynch kommer med et eksempel: 

Lad os sige, at din nabo køber for 10.000 i en aktie, der koster 50 dollars pr. aktie. Nu falder den til 3 dollars, og du tænker: “Genialt, godt jeg ventede, nu kan den ikke falde mere” kombineret med “Hvor meget kan jeg tabe, den koster kun 3”.

Du sætter nu 25.000 ind og føler dig som kongen i forhold til den nabo. 

Aktien falder nu til 0 USD pr. aktie.

Hvem har tabt mest? Din nabo eller dig?

“De fleste folk kan ikke engang besvare det spørgsmål” siger Peter Lynch og hele lokalet griner.

I har selvfølgelig begge to tabt det hele, og den der har investeret mest, har selvfølgelig tabt mest.

Lad være med at lade dig friste til at lægge penge i en aktie, bare fordi den pålydende værdi virker billig. Det kommer jo også an på, hvor mange aktier selskabet har – altså hvor mange pizzastykker selskabet er skåret op i. Og så kommer det an på de værdier, der er i selskabet. Tjener de overhovedet penge?

Du skal altid regne på, hvad selskabet egentlig er værd (som du lærer om i min e-bog her).   

5. “Der et altid mørkest før daggry”

Det er lidt en gammel overtro at tænke, at når det er slemt, så kan det ikke blive så meget værre. Nogle folk kigger på aktien eller forretningen og glæder sig nærmest over, at det går rigtigt skidt, fordi de tænker, at nu må det da vende.

Men hvem siger det?

Han giver eksempler på en masse præhistoriske selskaber, som tabte omsætning og penge. Folk sagde dengang noget i stil med “det er helt horribelt, lad os købe det.”

Peter Lynch forklarer, at det kan altid blive værre. Et selskab kan gå konkurs. I stedet for at sige, at det altid er mørkest før daggry, så sig “Det er altid mørkest, før det er kulsort.”

Ja, det er selvfølgelige også noget værre sludder, men han bruger humor til at få sin pointe igennem. 

6. “Når den stiger tilbage til 10 dollars, så sælger jeg” 

Rigtig mange folk holder passivt fast i en aktie, der er faldet, og vil først give slip, når tabet er indhentet. Derfor siger de til sig selv, at de vil sælge når den er tilbage ved udgangspunktet. Det er helt forfejlet.

Peter Lynch kommer med et eksempel. Lad os sige, at den her person har købt en aktie til 10 dollars, men så falder den til 6 dollars. Personen vil beholde aktien, indtil den kommer tilbage til 10 dollars. 

Det er en god investering at købe aktier i noget, der stiger fra 6 dollars til 10 dollars, så hvis det virkelig er rigtigt, så bør du storinvestere i aktien ved 6 dollars, påpeger han. Fortæl alle dine venner og få din mor til at købe aktier også. Men det gør folk ikke. De holder den bare, som en irriterende rudekuvert i skuffen. 

Hvad sker der så? Aktien stiger, men den når aldrig 10 dollars igen. Den rammer 7 dollars. Og 8 dollars og 9,5 dollars.

Og så falder den måske igen.

Ideen om passivt at beholde en aktie indtil “den stiger tilbage” er tåbelig.

“Aktien aner ikke, at du har købt den”, siger Peter Lynch og påpeger, at folk behandler aktier som om, at der er en relation og som om, at aktien skylder dem noget.

Men aktiemarkedet er ligeglad med, hvilken pris du har købt en aktie til.

7. “Mig bekymret? Nej, jeg ejer “konservative” aktier”

Dette er ideen om, at nogle selskaber har eksisteret så længe, at de altid vil eksistere – og det er noget vrøvl.

Der er ikke noget, der hedder en “konservativ” aktie, påpeger Peter Lynch.

Selskaber er dynamiske, og markedet ændrer sig hele tiden.

Han oplister en række gamle, hæderkronede selskaber med mere end 100 års historie…som gik konkurs.

8. “Se, hvor meget jeg har tabt ved IKKE at eje aktien”

Folk bekymrer sig alt for meget over selskaber, som de har misset. Det er som regel den seneste højtflyvende og skinnende aktie, som de sukker over. 

“Du kan ikke tabe penge på aktier, som du ikke ejer,” siger han og tilføjer :”Der er kun en måde at tabe penge på i aktiemarkedet. Ved at købe aktier, se den falde og sælge. Det er den eneste måde”.

9. “Aktien stiger, og derfor har jeg ret”

Det samme med: “Aktien falder, derfor må jeg have taget fejl.”

Lad os sige, at du køber aktier i et selskab, der derefter stiger 30 pct. Du vil formentlig føle dig som kongen på bakken, se på Porscher og løbe ud og bestiller den næste luksusferie. I dit indre ser du en lys fremtid for dig. Du føler du har ret, du kan det her: nu har du din egen pengemaskinen. 

Men vent lige et øjeblik. Åbnede du regnskabet før, at du investerede? Har du undersøgt selskabet og det produkter? Hvad er det egentlig, som du har ret i?

Din research og viden bliver ikke bedre, bare fordi aktien er steget.

Det omvendte sker, når aktien falder. Så føler du, at du ikke fanger det, og du får lyst til at sælge børnenes brugte legetøj, fordi fremtiden ser så dyster ud. 

Men aktier går meget op og ned i løbet af et år. En aktie bevæger sig i gennemsnit 50 pct. mellem det laveste og det højeste punkt i løbet af et år, forklarer Peter Lynch. Måske betyder den seneste stigning eller fald sådan ca…. ingenting?  

10. “Dette bliver den næste______”

Peter Lynch siger, at du skal undgå såkaldte “hviskeaktier” og “langskud”. Hvad er det?

Hviskeaktier (whisper stocks) er den slags aktier, som folk hvisker om, som det sidste nye mirakuløse aktietip.

Han kalder dem også langskud, fordi det, som man tror de kan udrette, ganske enkelt er for langt ude.

De tjener typisk ingen penge – nogle gange har de endda slet ingen indtægt (tænk f.eks. biotek her), men man hvisker om, at de er på nippet til at blive den nye (et-eller-andet). De vil vælte markedet, når først…(et-eller-andet).

Den slags “mirakel”-aktier skal man holde sig fra, siger Peter Lynch. 

Alle er intelligente nok til aktiemarkedet, men kan du klare presset? 

Peter Lynch forklarer, at det ikke er særligt svært at være investor. Du kan klare dig med matematik fra 5. klasse. Det sætter ikke særlige store krav til din matematiske viden eller intellektuelle evner.

Men det vil udfordre dig på en anden måde. Som han siger på engelsk (svært at oversætte):

“Everybody has brain power for the stock market, but do you have the stomach?”

Han forklarer, hvordan der altid er noget at bekymre sig om på aktiermarkedet. I 1950’erne bekymrede man sig f.eks. både for en recession og en atomkrig, men ingen af tingene materialiserede sig, og det blevet af de bedste årtier på aktiemarkedet. Mens aktierne hamrede derudaf, afholdt mange almindelige mennesker sig fra at investere på grund af frygten.

Hvad skal du så gøre?

Du skal vide, hvad du investerer i.

Der er ingen vej uden om.

Du skal åbne regnskabet, regne på det.

Du skal se på produktet og vurdere det. Du skal tage selskabet igennem en tjekliste (alternativt må du investere i billige indeksfonde). Heldigvis kan du lære meget mere om, hvordan du gør i min lille e-bog Bliv Fri her

. 

I min e-bog Bliv Fri kan du lære at identificere vidunderlige virksomheder og se, hvordan du finder ud af, hvad værdierne er i en virksomhed. Du kan downloade den her.

De ti bedste aktie podcast for value investorer

De ti bedste aktie podcast for value investorer

 Hvad er de bedste aktie podcast for dig som value investor, og hvordan skal du lytte til dem?

Det vrimler med podcast derude, men du kommer hurtigt til at spilde en masse tid. Derfor har jeg lavet en liste af de bedste aktie podcast, som kan gøre dig til en bedre investor. 

Jeg har udvalgt specifikke afsnit, som har fokus på value investering, så derfor er de næsten alle sammen interviews med nogle af de bedste pengeforvaltere rundt omkring i verden. 

De 10 bedste aktie podcast handler oftest om noget andet

Der er nogle indbyggede problemer med den her slags podcast. For det første bliver de nogle gange meget indforståede og nørdede, fordi du har at gøre med folk, som er meget specialiserede.

Hvis de bliver interviewet af folk, der er lige så nørdede som dem selv, så kan det blive meget tørt og endda svært at forstå, hvad de snakker. Den slags podcast er geniale, hvis du har problemer med at falde i søvn. Men du lærer ikke så meget.

Et andet problem er, at de kan føles som lektier. 

Jeg har faktisk begået den fejl, at jeg har forsøgt at lytte til ALLE afsnit i en bestemt serie. Det er frustrerende og spild af tid. Det har jeg bl.a. gjort med The Investors Podcast (TIP), men det blev jeg altså ikke lykkelig af, for jeg kunne ikke følge med. De har nu over 600 afsnit på hovedserien og har udvidet til i alt 7 forskellige serier af podcasts.   

Den her liste tager dig midt ind nogle af de absolut bedste afsnit, hvor der er relevante interview med investorer, som virkelig kan lære dig noget.

Lad os komme i gang…

1. Bill Ackman hos Lex Fridmans podcast nr. 413

Lex Friedmans podcast handler oprindeligt om kunstig intelligents, men hans show er blevet utroligt populært med millioner af lyttere. Han har gennem tiden interviewet mange berømtheder som Elon Musk, Mark Zuckerberg og Jeff Bezos. Hans stil er rolig og velovervejet, og man kan mærke at han har forberedt sig. Et podcast varer typisk 2-3 timer, så det svarer nærmest til at læse en bog. 

Jeg synes klart, at du skal lytte til hans interview med den berømte value investor Bill Ackmann. Han er efter min mening den dygtigste efter Warren Buffett. Jeg har lyttet til dette interview flere gange, fordi det er fyldt med perler. Ud over at give dig viden om, hvordan Bill Ackman tænker som investor, er det også et rørende interview, hvor Bill Ackmann åbent fortæller om, hvor svært det var at være midt i en skilsmisse samtidig med, at der var nogen, der forsøgte at købe alle aktier i hans børsnoterede fond for at overtage og lukke den.

Du finder afsnittet på Youtube her.

Du kan lytte til afsnittet på Apple her.

Du kan lytte til det på Spotify her. 

2. Ted Weschler på I am Home

I am Home handler egentlig om hjem, design og indretning, og holdet bag må have undret sig over, hvad der ramte dem, da de fik et kæmpe scoop i form af et interview med Ted Weschler.

Hvem spørger du måske?

Okay, vi spoler lige tilbage.

Som du ved, er Warren Buffett en gammel mand, der nærmer sig 100 år. Ingen lever evigt… Hvem skal investere for hans selskab Berkshire Hathaway, når han dør? Det bliver formentlig Rip og Rup, som går under navnet “Ted og Todd”.

Det er Ted Weschler og Todd Combs. De er totalt ukendte, fordi Warren Buffett gemmer dem af vejen. Har har forklaret på det årlige møde, at de ikke er med på panelet i Omaha ved årsmødet, fordi han anser dem for at være en slags forretningshemmelighed. 

Derfor giver Ted og Todd sjældent interview.

Men Ted Weschler anså det nok som ret ufarligt at blive interviewet i I Am am Home om at bo et sted og arbejde et andet (han pendler fra en stat til en anden). 

Heldigvis fortæller han også om at møde Warren Buffett, og han taler generelt om sin karriere og kommer ind på forskellige investeringsbeslutninger. 

Afsnittet er oprindeligt fra 22 april 2022, men er blevet genudsendt mange gange. Jeg gætter på, at det er I am Homes mest downloadede afsnit. 

Du kan lytte til det på Apple her eller på Spotify her,

3. Todd Combs på I am Home

Da det gik op for I am Home, at deres lytterantal eksploderede ved at interview Ted, måtte de have endnu et aktie podcast i deres serie, der ellers handler om termostater og pyntepuder. Derfor fulgte de op med et interview af den anden del af makkerparret i form af Todd Combs.

Podcast-serien handler normalt ikke om investeringer, og det betyder, at interviewet er ret overordnet. Todd Combs fortæller om, hvordan han blev investor, hvordan han holdt møder med Charlie Munger og senere Warren Buffett, uden at vide, at de var ved at screene ham til at arbejde for Berkshire Hathaway. Todd Combs siger på et tidspunkt noget om optioner, og intervieweren forstår ikke, hvad han siger, hvilket er dybt frustrerende for sådan en lytter, som mig, der gerne vil høre mere om det. Jeg ville dø for at høre, om han selv bruger optioner som en del af hans investeringsstrategi. Men de glider hurtigt videre. 

Han fortæller også lidt om, hvor hård finanskrisen var for ham. Han forklarer, at han arbejdede 100 timer om ugen og mistede lysten til at drive egen fond. Derfor var det nemt for Charlie Munger og Warren Buffett at lokke om over til deres hold. 

En vigtig pointe handler om, hvordan du bliver god til noget. Han siger, at du ikke skal fokusere så meget om du får 1.000 eller 10.000 timers træning (en pointe der kommer fra Malcolm Gladwell’s blockbuster book “Outliers), men hellere fokusere på kvaliteten af timerne, især om det er passiv eller aktiv læring.

Passive og aktive timer? Hvad betyder det? Når du lytter til podcast og læser bøger, er det passive timer. Når du dykker ned i materialet, åbner regnskaber og undersøger virksomheder, er det aktiv læring. Med andre ord er det fint at lytte til podcast, men du skal være klar over, at du lærer langt mere af at få investeret og gøre det.

Det med at dykke ned i selskaberne og analysere dem er netop det, som vi foretager os på zoommøderne på Value Investor Akademiet. Vi lærer aktivt. Nå, men det var ikke det, som det skulle handle om. Videre til næste podcast. 

Du kan lytte til til interview med Todd Combs på Apple her eller Spotify her.

4. Todd Combs på Art of Investing

I am Home er ikke de eneste, der har fået fat på Todd Combs. Det har aktie podcast The Art of Investing også. Her hører vi en del om, hvordan han blev formet som investor, hans mor, hans uddannelse og den slags.

Et af hans pointer er, at du skal have en bred viden for at være en god investor, men du skal vide noget dybt om selskabet, som du investerer i.  

Der er ikke de store perler om, hvordan du bliver en bedre investor, men det er spændende at høre om Todd Combs baggrund. Af de to interview synes jeg det fra I am Home er bedre, men man kan ikke få nok Todd Combs, og der er meget lidt om ham derude. 

Du kan finde afsnittet på Apple her og Spotify her. 

5. Value Investing Fundamentals with John Huber on TIP (#634)

Okay, jeg er lidt bange for at nævne giganten af alle aktie podcast TIP – the Investors Podcast fordi her er for alvor en fare for, at du farer ned i kaninhullet og forsøger at lytte til over 600 nørdede afsnit, som jeg har prøvet…Lad nu være.

The Investors Podcast har flere serier. Hovedserien hedder We Study Billionairs, men de har seks andre bl.a. om ejendomsinvesteringer, sillicon valley og investeringer for millennials. En måde at tilgå TIP kunne være at udvælge underserien, som hedder Richer, Wiser, Happier, hvor forfatteren William Green interviewer de bedste investorer i verden. Det er mere overskueligt. Jeg kan i øvrigt virkelig anbefale William Greens bog Richer, Wiser, Happier. Det er en af de bedste investeringsbøger, jeg har læst.

En lille sjov baggrundsviden om TIP er, at jeg engang holdt et kaffemøde med den ene af de to stiftere, danskeren Stig Brodersen, fordi de på det tidspunkt var ved at udvide til flere serier og søgte flere podcastere og ideer til serier. Jeg foreslog dem en serie til kvinder med mig som vært. Desværre ønskede TIP hverken en underserie til kvinder eller en kvindelige podcastvært, da deres annoncekroner og sponsorer er skræddersyet til mænd. De det ville gå ud over annoncekronerne. Det var jeg skuffet over, men jeg er nu stadig vældig glad for indholdet. (Hvis du undrer dig over, at alle de her podcast er mænd, der interviewer mænd – med undtagelse af I am Home -, så kan du måske finde forklaringen der. Annoncørerne ønsker ikke kvinder.) 

Et enkelt udvalgt afsnit fra hovedserien We Study Billionaires kunne være afsnit 634 med John Huber, fordi han på en enkelt time faktisk forklarer ret godt, hvad value investering går ud på. 

En af de kloge ting som John Huber siger er, at du får mere ud af at øve dig på at analysere virksomheder end at læse endnu en investeringsbog. Det rimer lidt på Todd Combs pointe med aktive og passive læringstimer. Jeg er helt enig. Det gælder om at få dykket ned og lære at analysere virksomheder. Du skal have fingrene ned i materialet og jord under neglene.   

Du kan finde afsnittet med John Huber på Apple her og Spotify her.

Du kan finde TIP’s egen hjemmeside her, og du finder underserien med William Green her.

6. “Selling Out” Memo af Howard Marks

Value Investoren Howard Marks har en podcast, som han kalder Memo. Lidt til baggrund: Howard Marks skriver også et nyhedsbrev, og Warren Buffett har engang har sagt, at han stopper alt, når der kommer et nyt nyhedsbrev fra Howard Marks, fordi det er så godt.

Warren Buffett skrev engang et brev til Howard Marks og opfordrede ham til at skrive en bog og tilbød at skrive indledningen til den. Howard Marks har siden hen skrevet to bøger.

Niveauet på hans podcast er højt. Du skal huske på, at hans målgruppe er folk som Warren Buffett. Problemet med de bedste pengeforvaltere er ofte, at de er nørdede fagmennesker, der elsker fagudtryk, og som indimellem har svært ved at kommunikere til almindelige mennesker. Jeg synes nu, at Howard Marks klarer det fint.

Hvis jeg skal pege på et enkelt afsnit, kunne det være “Selling”, som handler om, hvornår du skal sælge dine aktier. Du skal IKKE bare sælge, fordi noget stiger eller falder, hvilket er det, de fleste folk kommer til at gøre.

Hvornår så? Du må ind og lytte. 

Du kan finde afsnittet på Apple her og Spotify her. 

Du kan også finde det på Oaktree Capitals hjemmeside her.

7. Howard Marks on Tim Ferris podcast #338

Tim Ferris er nok mit yndlingspodcast generelt, men jeg lytter til meget andet end aktier og investeringer. Tim Ferris, som er forfatteren bag bestseller bogen The Four Hour Work Week, har fokus på iværksætteri, effektivitet og det gode liv.

Et af mine yndlingsafsnit med ham – som slet ikke handler om investeringer – er podcast #694 med Sam Corcos, fordi det er sprængtfyldt med ideer om, hvordan du er effektiv og lever et godt liv. Sam Corcos er specialiseret i at hyre personlige assistenter, så derfor taler han en del om at outsource. Sam Corcos fortæller, at han slet ikke lytter til nyheder eller er på Sociale Medier – han har en hær af assistenter til at klare den slags for ham. Min hjerne var ved at flyve ud af ørene ved at opdage, at man kan leve uden at følge med på SoMe og generelle nyheder. I en bisætning siger han, at det bedste produktivitetshack for almindelige mennesker, der ikke vi have en assistent, er at lære alle genvejstaster – så her er en lille opgave til dig i dag. Men lad os komme tilbage til investeringer… 

Tim Ferris, som har en grundig og langsom podcast stil med meget lange spørgsmål, interviewer den berømte value investor Howard Mark i podcast 338.

Afsnittet stammer egentlig helt tilbage fra 2018. Det handler en del om, hvordan du investerer i en periode som finanskrisen og om de svære psykologiske aspekter ved at investere. Howard Marks forklarer, hvordan du vurderer om vi er midt i et bull marked, og på den måde er det interview ret relevant i forhold til i dag. Han siger, at hvis du tænder for nyhederne og lytter, så skal du lægge mærke til stemningen. Er den overordnet negativ eller positiv? Det kan være et af flere pejlemærke.

Han siger: “Når opsvinget er gammelt, bull markedet er gammelt, psykologien er ekstatisk, værdiansættelserne er høje, så skal du vide, at oddsene ikke er på din side, og du bør tage nogle penge fra bordet og opføre dig mere forsigtigt måde.. og vice versa.”

Du kan finde interviewet med Mark Howards på Apple her og Spotify her. Du kan også finde det på YouTube her. Tim Ferris har udskrifter og gode noter til alle podcasts. Det er ret praktisk. Du finder alle links her.

8. Monish Pabrai on My First Million podcast #586

Monish Pabrai bliver lidt populært kaldt den indiske Warren Buffett. Monish Pabrai har faktisk sin egen podcast, som hedder Chai With Pabrai , som dog – hvis du spørger mig – er ulideligt at lytte til, fordi lyden er ringe, og det ofte består af uredigerede foredrag. Det er bedre at fange Monish Pabrai på andre podcasts, hvor lyden fungerer, og hvor en dygtig interviewer kan stille opklarende spørgsmål, når han taler sort.

Du kan bl.a. fange Monish Pabrai på My First Million afsnit 586. 

Du kan finde afsnittet på Apple her og Spotify her. Du kan også finde det på deres egen hjemmeside her.

9. Novo Nordisk på Acquired

Podcasten Acquired laver analyser af virksomheder og interview med virksomhedsledere, og det er grundigt, underholdende og velforberedt.

Kig listen igennem og se, om der er en, som du har aktier i eller overvejer at investere i. De har bl.a. taget Starbucks, LVMH og Microsoft og – hahaha… det vil du elsker dansker – Novo Nordisk under kærlig behandling. Ja, ja. Jeg ved det godt. Du hopper direkte til Novo.

De indleder altid hvert podcast med en historietime, og jeg lærte virkelig meget om Novo Nordisk oprindelse, om hvordan sukkersyge i gamle dage var en dødsdom, om hvordan man i begyndelsen trak insulin ud af restprodukter fra dyr i landbruget, og hvordan Novo og Nordisk oprindeligt var to rivaler, der hadede hinanden.  Ben Gilbert and David Rosenthal er gode fortællere og får det formidlet på en ret underholdende måde. 

Du kan finde afsnittet om Novo Nordisk på Apple her og Spotify her.

Det er i øvrigt også ret hyggeligt – men en smule podcast indspist – at høre podcasten Art of Investings interview med de to i teamet bag Acquired. Det afsnit kan du finde på Apple her og på Spotify her. 

10. Value Investing with Legends af Columbia

Columbia Business School – der hvor Warren Buffett lærte af blive value investor af professor Ben Graham – har deres helt egen aktie podcast, hvor de interviewer en række pengeforvaltere. Deres aktie podcast hedder Value Investing with Legends og i den serie interviewer de bl.a. Todd Combs (men nu har vi ham allerede to gange), Monish Pabrai og Howard Marks, som vi også allerede har. De er alle sammen værd at lytte til. 

Det eneste med Columbias podcast er, at det er Ivy League professorer, der interviewer pengeforvaltere, og det bliver så nørdet, at du kommer til at bløde ud af øret. Men hvis du kan holde det ud (hvilket jeg som kommunikationsbevidst person næsten ikke kan), så go for it. Du finder Columbias podcast serie på Apple her og på Spotify her. 

Hvordan skal du lytte til podcast?

Du skal lytte til dem, mens du alligevel gør noget andet, som kører bil, går med hunden eller vasker op. Sæt hastigenhede lidt op, til ca. 1,25 eller 1,5 så det går lidt hurtigere.

Du skal endelige ikke lytte trofast fra afsnit 1-600, som jeg har forsøgt med TIP. Du vil spilde tid, og dit liv vil flyve forbi. 

Du skal plukke de bedste ud. Faren med podcast er, at det kan blive en tidsrøver med “passive timer”. For husk nu at podcast er “passive” timer, og det er bedre at få opsamlet “aktive” timer, hvor du rent faktisk analyserer virksomheder og får investeret. 

Hvad med de danske aktie podcast? Ja, jeg ved det godt. Stort set alle hører dagligt til Millionærklubben. Det gør jeg så ikke. Pas på, at du ikke spilder tid og pas på, at du ikke kommer til at investere i den sidste nye trendinvestering, som der kan være lidt tendens til at folk, der fast lytter til Millionærklubben, gør.

Skal du lytte til et podcast hver dag for at holde dig orienteret, så vil jeg foreslå et, som giver dig et hurtigt overblik over markedet på ti minutter. Her ville jeg vælge Walls Street Breakfast, som du finder på Apple her eller Spotify her.

Savner du noget i podcast verden? Jeg har længe overvejet at lave min egen podcast. 

I min e-bog Bliv Fri kan du lære at identificere vidunderlige virksomheder og se, hvordan du finder ud af, hvad værdierne er i en virksomhed. Du kan downloade den her.

Fem specifikke trin mod et bedre liv over sommerferien

Fem specifikke trin mod et bedre liv over sommerferien

Jeg elsker sommerferien. Men okay. Jeg kan også blive frustreret, hvis jeg ikke føler, at der sker nok.  

Jeg er typen, der hurtigt bliver rastløs. Jeg kan bruge et par timer på en strand – ikke flere uger.

Jeg har brug for at føle, at jeg udvikler mig.

Det kan være svært, når familien har fri fra arbejde og skole.

I Portugal – hvor vi bor – har børnene 2,5 måneds ferie. Hele juli, hele august og lidt ind i september.

Hvordan håndterer jeg det? Hvordan får jeg følelsen af, at jeg alligevel arbejder mod et bedre liv, selvom rammerne er røget?

Fem trin mod et bedre liv

For det første, hvad betyder et bedre liv egentlig?

Det betyder selvfølgelig noget med penge, fordi penge giver dig muligheder. Det kan forandre dit liv helt grundlæggende.

Men et bedre liv handler også om et bedre helbred, bedre relationer og bedre forhold til dine omgivelser.

Her er mit input til at arbejde mod et bedre liv…selvom du måske er i uvante omgivelser og med børn omkring dig.

1. Lav nye minivaner

Når vi er på ferie, er det nemt at ryge i en fælde, hvor du spiser soft ice hver dag. Det er lidt som, at vi får arbejdet negative mini-vaner ind i vores liv. Gør det omvendte. Find små ting, som du vil holde fast i at gøre hver dag. 

Det kan være så simpelt som:

– at begynde dagen med et glas med citronvand, før du indtager noget som helst andet.

– eller lave en smule yoga, før dagen går i gang.

– eller skrive fem ting ned, som du vil være taknemlig for hver aften.

Du skal helst arbejde med små minivaner på alle de vigtige områder: helbred, relationer, og mindset. 

2. Læs god litteratur

Det er vigtigt at læse, og ja, det kan være svært med børn omkring en. Men selv små børn kan sidde et øjeblik i ro.

Vi har indført læsetime. Mine børn er nu 8 og 11 og læser også hver dag.

Hvis dine børn ikke gider læse, så få dem til at tegne. Eller bygge LEGO. Eller det der nu fungerer. Du kan selvfølgelig også læse, når de sover. Der er ingen undskyldning. 

Hvad skal du læse om investeringer den her sommer? Følg med. En af de næste artikler bliver anbefalinger til sommerbøger om penge, mindset og investeringer.

Du kan skrive dig op til at modtage artikler her på hjemmesiden. 

3. Lyt til podcast

Jeg elsker at lytte til bøger og podcast, og jeg skal indrømme, at jeg har stået med legeplads med en fod i vandpytten og et øre i podcasten – og jeg har ikke altid været 100 pct. nærværende, fordi jeg lytter til noget andet.

Ja, jeg har mine fejl, men det er sådan, at jeg overlever at skubbe et barn på en gynge 500 gange.  Og barnet er lykkelig.

Hvad skal du lytte til?

Igen. Følg med de næste uger. Jeg kommer med nogle anbefalinger til podcast til din sommerferie.

Du skal have lidt indhold at se frem til.  

4. Motioner hver dag

Nej, den personlige træner kommer ikke med til Danmark, så jeg må holde mig i form på anden vis. Heldigvis giver hun timer online, men det er svært at finde ud af, hvornår jeg lige har tid til hende.

Så jeg må finde på noget andet. 

Jeg har lovet mig selv at dyrke yoga 10 minutter hver aften og hver morgen. Jeg laver solhilsen 10 gange (hvis du er til yoga, ved du).

I stedet for at gå med hunden, vil jeg løbe med hunden og kombinere det med lidt basale øvelser som englehop, mavebøjninger, armbøjninger m.v.

Hvordan skal din sommerrutine se ud? 

5. Tag et kursus i eget tempo

Det er fint med Youtube videoer, podcast og bøger…men det tager meget lang tid at få viden, du kan bruge, fordi du skal lede efter det helt rigtige.

Det kan være langt mere effektivt at tage et online kursus, hvis du vil fremme dig på et specifikt område, fordi materielt er struktureret mod et bestemt formål.

Lad mig komme med et eksempel. Har du forsøgt at læse biblen for value investorer? Ben Grahams bøger? De er snart skrevet for 100 år siden, og sproget er tungt, og de fleste går død i dem. Og hvordan skal det lige bruges? Det er svært at oversætte til handling. Det kan jeg heldigvis gøre (se forslag til Summer School i bunden). 

Jeg er altid i gang med kurser. Nogle af mine kurser kører over et år, og jeg logger også ind i ferien.  Jeg er altid i gang med at lære af nogen, der er endnu bedre end jeg selv er på stort set alle områder, om det er børneopdragelse, tennistimer eller marketing.

Kurser giver mig følelsen af, at jeg er på vej i den rigtige retning.

Du kan arbejde mod et bedre liv med mig denne sommer

Jeg har lanceret noget nyt, som er skræddersyet til din sommer.

Har jeg fortalt dig om value investor Summer School?

Jeg har netop lanceret et nyt kursus, hvor du kan lære at blive value investor i eget tempo som selvstudie. Det er den oplagte mulighed til din sommerferie. Det er en kaloriebombe af et kursus. Du lærer det samme, som du gør på Value Investor Akademiet – men uden ugentlige coaching timer. Her får du to live undervisingstimer og resten klarer du selv over sommeren.

Det bedste ved det hele? Hvis du senere vil på akademiet er Summer School gratis for dig, fordi du kan trække din investering i Summer School fra prisen på akademiet.  

Du kan læse mere om Summer School her. 

 

Sådan træffer du hurtige beslutninger

Sådan træffer du hurtige beslutninger

Er du typen, som er ubeslutsom?

Er du usikker på, om du skal holde den fest?

Om du skal gå med i den investering?

Står du og diskuterer midt i Superbrugsen, hvad I skal spise til aftensmad?

Bruger du måneder på at beslutte dig for hvilken lampe, der skal hænge over spisebordet? Diskuterer du det med alle dine venner, som kommer på besøg? 

Så er du i problemer.

Du er i fare for at lide af beslutningstræthed. Du dræner din egen energi og faktisk også andre menneskers energi. 

Du skal vænne dig til at træffe lynhurtige beslutninger om de små ting i livet og gemme kanonerne til de store beslutninger.

Til de store beslutninger hører naturligvis, hvad du skal investere familiens opsparing i, og hvordan din pension skal arbejde fremover.

Det er beslutninger, som vil afgøre din og din families økonomiske skæbne.

Det betyder i det store hele ikke så meget, om I får kylling eller sushi til aftensmad eller om du køber en ph-lampen eller en Verner Panton. 

Men det betyder meget, hvad du vælger at investere familiens opsparing i.

De beslutninger kan betyde millioner til forskel på sigt. 

Hvordan får du klaret de små beslutninger hurtigt?

1. Træf en stor beslutning som udrydder mange små

Et genialt eksempel på dette er måltidskasser.

Du træffer en gang en beslutning, som udrydder hundredvis af små beslutninger. 

De fleste tror, at måltidskasser –  som f.eks. den fra Aarstiderne – er geniale, fordi du ikke behøver at købe ind.

I virkeligheden er de geniale, fordi du ikke behøver at beslutte hver dag, hvad der skal spises til aftensmad.

Er du virkelig vild med selv at købe ind, kan du også udrydde de daglige mad-beslutninger ved at lave en madplan, som gentager sig i en cyklus på 30 dage.

Det samme princip kan gælde for tøj.

Bruger du et kvarter hver morgen på at prøve tøj, skal du simplificere det.

Steve Jobs havde altid det samme tøj på (blå cowboybukser og sort rullekrave), fordi han hellere ville bruge sine aktive hjerneceller på større beslutninger.

Gider du ikke have 10 hvide skjorter eller 10 sorte rullekravetrøjer i klædeskabet, og altid have det samme på, så lav det, som svarer til en madplan for dit tøj.

Lav en plan for, hvad du har på hvornår i en syv dages cyklus (og en til hver sæson). 

2. Simplificer dit liv      

De fleste folk fylder mere og mere på.

De går på endnu flere sociale medier, får endnu flere kontakter og køber endnu flere ting til deres hjem.

Jo mere du gør, og jo mere du har, jo trættere bliver du.

Så det gælder om at rydde op. Gør kun de ting, som virkelig skaber værdi for dig.

Hav kun det tøj i klædeskabet, som du faktisk bruger.

Udvælg de mennesker, som betyder noget for dig og undgå dem, som får dig til at føle som en flad ballon.

Køb kun ting, som enten gør dig glad eller har en specifik funktion – og skil dig af med resten.

3. Skab rutiner  

Du skal skabe daglige rutiner, som udrydder de diskussioner du har med dig selv om, hvornår du skal gøre bestemte ting.

Hvis du f.eks. griber dig i at bruge kræfter på at diskutere med dig selv, om du skal løbe en tur, dyrke yoga eller i fitness center, så må du skabe rutiner, som udrydder diskussionen.

Det kunne være en rutine, hvor du står en halv time tidligere op hver hverdag, som det første får løbet den tur eller dyrket yoga – eller hvad det nu er. Skab rutiner som udrydder alle daglige diskussioner om småting. 

Har du opbygget en daglig rutine, så ved du på forhånd, at det er på det tidspunkt på dagen, at du gør det. Det vil sidde i kroppen, at du skal tage træningstøj på som det første, når du står op. 

Det samme kan være date night med din partner. I stedet for at diskutere hele ugen, hvornår I skal hygge, og hvad I skal lave, kan I beslutte jer for en bestemt dag på ugen, hvor I skal på date, så I ikke skal bruge energi på at forhandle det fra gang til gang. 

4. Sluk for det    

Jeg kan huske, at jeg engang undgik at åbne døren, selvom det bankende på. 

Jeg boede på kollegieværelse i Spanien, og der var hele tiden nogen, der ville lege.

For bare engang i mellem at lære noget, måtte jeg være musestille og lade som om, at jeg ikke var hjemme.

I dag synes det meget simpelt. Dengang var bank på døren det eneste, der kunne forstyrre (det var før internet og mobiltelefoner).

I dag har vi email, sms’er, og alverdens apps, som Facebook, Instagram, LinkedIn, Tinder, Happn, Twitter, WhatsApp, Reshopper og hvad ved jeg. 

For det første skal du se, om du ikke kan få slettet nogle af de apps (simplificer dit liv), men hvis det ikke er muligt, må du bare slukke for notifikationerne.

Meld dig fra e-mail-lister (ikke min selvfølgelig), ud af grupper (ikke min selvfølgelig), gå ind i indstillinger i din telefon og slå notifikationer fra, så de ikke dukker op på skærmen og forstyrrer dig.

For hver gang der dukker en notifikation op på din skærm, er det faktisk en lille beslutning, som du skal træffe: skal jeg reagere eller ej?

Det trætter din hjerne. 

5. Træf hurtige beslutninger

Vi kan aldrig helt undgå beslutninger.

Nogle beslutninger skal vi træffe indimellem.  

Men så træf beslutningerne hurtigt og hold fast i dem. Brug maksimalt et par minutter på en banal beslutning.

Jo længere tid du er om at træffe dem, jo mere energi trækker de ud af både dig og den person, som står i den anden ende. 

Brug tid på de store beslutninger

De fleste folk bruger mange kræfter på de små beslutninger – men ignorerer det store i livet. 

De kan bruge timer på at diskutere, hvilken film de skal se i biografen eller hvilken serie de skal vælge at se på Netflix (og her vil jeg sige: slet Netflix).

De køber en trøje, fortryder og returnerer den og fortryder en gang til og køber den i en anden butik.

Og så er der ferieplanlægningen – det kræver sand projektværktøj og research. 

De bruger ustyrligt meget energi på små beslutninger.

Men spørger man dem, hvor meget de har i pension, trækker de på skulderen.

Spørger man dem, hvad deres pension er investeret i, trækker de igen på skulderen.

Spørger man dem, om de har fået investeret opsparingen, har de enten ikke fået lavet en opsparing eller ikke fået gjort noget ved at få den investeret.

Hvorfor ryger sådan nogle store beslutninger mellem sprækkerne?

Det er fordi, der er alt for meget andet at beslutte og diskutere i livet.

Du skal forsimple de små beslutninger og bruge kræfter på de store, strukturelle beslutninger, hvis du vil noget med dit liv.

Hvis investeringer kræver for mange beslutninger

Nogle gange har vi nok at se til i livet til også at skulle træffe investeringsbeslutninger. Det kan være, at du driver en virksomhed, har en topkarriere, eller har små børn ved siden af et krævende fuldtidsjob.

Hvis investeringer kræver for meget af din beslutningsmuskel, er der altid en mulighed for at outsource den del.

Den kan være en god investering at outsource, hvis du f.eks. hellere vil bruge din beslutningsmuskel på strategiske mål og investeringer i din virksomhed.

Jeg driver fonden Grünbaum Value Invest, som lige nu laver en kapitalforhøjelse, hvilket betyder, at det lige nu og frem til onsdag d. 12. juni er muligt for nye investerer at komme med. 

Vil du høre mere om Grünbaum Value Invest og hvordan du investerer, så meld dig til at modtage nyheder og artikler om investeringer fra fonden her. 

Ønsker du derimod selv at varetage dine investeringer, vil jeg foreslå, at du sætter dig godt ind i det, så du kan træffe gode og hurtige beslutninger. Et godt sted at begynde er med e-bogen Bliv Fri, som du kan downloade gratis her.

Fire årsager til at din aktie dykker

Fire årsager til at din aktie dykker

Aktiemarkedet indimellem oplever perioder med meget turbulens, og nogle selskaber og brancher får nogle virkelige hårde hak i aktiekursen.

Nogle gange er der en logisk grund til det, og andre gange er det ikke helt til at forstå, hvorfor en bestemt aktie dykker. Det er naturligt, at vi altid prøver at forstå markedet – selvom markedet til tider agerer irrationelt.

Panik når en aktie dykker

Markedet består af mennesker, der træffer beslutninger, og de beslutninger er indimellem i følelsernes vold.

Warren Buffett taler om grådighed og frygt: grådighed for at opnå et ekstraordinært afkast og frygt for at miste pengene.

Forstår vi mere om mekanismerne bag et aktiedyk, er der større chance for, at du ikke selv går i panik.

I det her blogindlæg vil jeg se på de fire typiske grunde til, at en aktie dykker.

1. Selskabsspecifikke nyheder

Dette er, når der sker noget specifikt med et bestemt selskab. Det kan f.eks. være, at ledelsen kommer med en nedjustering, som får selskabets aktie til at dykke. Det kan også være når:

  • Der er madforgiftning i en restaurant og aktier falder voldsomt (f.eks. Chipotle omkring 2017).
  • Der er usikkerhed om den nyeste lancering at et eller andet vil gå godt. Det sker f.eks. indimellem med Apples produkter.
  • Selskabet kommer under anklage for racisme, fordi et eller andet specifikt er sket med en medarbejder eller offentlig repræsentant. Det skete f.eks. med Starbucks i 2018, at en medarbejder ikke vil låne et toilet til en kunde, der ikke har købt noget (omkring 2018). Aktie markedet kan ikke li’ en shitstorm.
  • Et selskabs ledelse udmelder, at næste kvartal ikke vil se helt så godt ud, som de havde ventet (uden at være specifik med en nedjustering. Aktiemarkedet reagerer ikke godt på usikkerhed.
  • Et selskabs direktør melder, at han vil trække sig tilbage, og bestyrelsen melder, at de vil lede efter en ny CEO. Usikkerheden om hvem der skal lede selskabet i fremtiden, kan være en hovedårsag til at en aktie dykker. 

De selskabs-specifikke fald sker både i bearmarket og i bullmarket.

Vil du lede efter value investeringer i tider, hvor markedet generelt er højt prissat, kan du lede efter selskaber, der bliver ramt af specifikke dårlige nyheder, der gælder dem. De er ofte ret tydelige i på de “lyserøde” sider i nyhederne. 

Det er vigtigt, at du evaluerer, hvor meget hold der er i de dårlige nyheder. 

Det sker indimellem, at markedet overreagerer på noget, som egentlig ikke er så alvorligt. Den slags sager kan vi virkelig godt lide som value investorer, fordi det giver os muligheder for at investere, når en aktie dykker. 

Det magiske spørgsmål er: Er det noget, der permanent vil skade deres forretning? Eller kan de rette op på det igen?

Du skal naturligvis holde dig væk, hvis det er en permanent skade. 

2. Branche-specifikke nyheder

Dette er, når investorerne bliver nervøse for en hel branche eller gruppe af aktier, fordi der er sket noget specifikt med et selskab i branchen eller er opstået en trussel for hele branchen.

Eksempler på dette kan være: 

  • Der kommer et stort olieudslip og alle olierelaterede aktier falder.
  • Der kommer usikkerhed om, hvilken type energi en ny amerikansk regering vil støtte i forbindelse med et valg og aktier i en bestemt energisektor falder.

Ligesom når aktierne i en specifik virksomhed falder på en nyhed, skal vi med branchefald se på, hvad det er, der får hele branchen eller klyngen til at falde – og om der er reel hold i frygten.

3. Rotation

Der kan være lidt mode i investering. Nogle gange “roterer” de institutionelle investorer ud af bestemte aktiergrupper, fordi de beslutter, at tiden er til det.

Det kan f.eks. være, at de beslutter, at vækst-aktier er ude og kollektivt begynder at sælge. Det har ligesom en smittende effekt og får fondene til at løbe efter hinanden som lemminger. Kan du huske faldet i FANG-aktierne i 2018. Pludselig ville alle af med Facebook, Apple, Netflix og Google, selvom der ikke var noget galt med selskaberne. 

Forskellen på fald i en branche og sektorrotation er, at der ikke nødvendigvis er nogen nyhed.

Det sker, lidt ligesom vejrforandringer. Vinden skifter retning, og din aktie dykker. Den gode nyhed er, at det som regel vil rette sig op igen, hvis det er et godt selskab. 

Det er totalt umuligt at forudsige, hvordan og hvornår vinden skifter. Det er svært at investere efter, men der kan opstå gode muligheder, når en aktie dykker. 

4. Generel markedsfrygt  

Det sker indimellem, at næsten hele markedet falder, fordi det bliver grebet af frygt.

Det så vi under finanskrisen, i begyndelsen af pandemien og i starten af Ruslands invasion.

Den her slags situationer er value investorens favorit… selvom omstændighederne kan være lidt uheldige (ingen ønsker en pandemi eller en krig, men mulighederne opstår i kølvandet på dem).

Det vigtige her er at sikre, at du køber vidunderlige virksomheder, som har vækst i omsætning, overskud, god ledelse og konkurrencefordele, som beskytter dem mod rivalerne.

Det er også – som altid – vigtigt at sørge for, at du finder en god balance mellem pris på aktien og værdier i virksomheden.

Nogle gange tror private investorer, at noget er “billigt”, blot fordi en aktie dykker. Men sådan er det ikke altid bare fordi noget falder. Det kan muligvis falde fra et meget højt udgangspunkt.

I min e-bog Bliv Fri kan du lære at identificere vidunderlige virksomheder og se, hvordan du finder ud af, hvad værdierne er i en virksomhed. Du kan downloade den her.